”Der var engang ude på HCØ ...”
”HCØ er H.C. Ørsteds instituttet i København, ikke?”
”Jo, lad nu være med at afbryde. Altså, en gang for længe siden, ude på HCØ …”
”Men er det ikke den historie om printerne...?”
”Jo, det er. Hold nu op med at afbryde! Jeg prøver at fortælle en historie her! Altså, ude på HCØ, og nu afbryder du mig ikke, var der en gang for længe siden en meget vis mand og han søgte Det Gyldne Skind. For tusinder af år siden var Jason og Argonauterne draget ud efter Det Gyldne Skind og havde fundet det. Skindet, der rummede et kort, var siden gået tabt. I senmiddelalderen opstod Den Gyldne Vlies’ Orden, som var et ’hemmeligt’ selskab af adelige, der søgte skindet. Få af dem havde forståelse for, at et sådant skind ikke er en konkret størrelse, men en slags spirituelt kort, der hjælper folk til større indsigt i kosmos, og derfor fandt de ikke Det Gyldne Skind. Men den vise mand vidste, at kortet var at finde på HCØ og han sendte derfor sine disciple af sted for at lokalisere det spirituelle landkort.”
”Ihh dog, jeg tror, det er min yndlingshistorie. Fortæl, fortæl, hvad skete der så?”
”Jo, det begyndte alt sammen en sen aften hjemme hos Anton, der da boede på Studentergården …”
30. september 2005
Brevene
”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det egentlig kommer til at handle om. Mest af alt fordi, det ikke er sket endnu. Det er såd’n lidt underligt, jeg mener, formålet med denne her omtale er at give jer en forsmag på begivenhederne, men de har ikke fundet sted endnu. Derfor synes jeg det er underligt at skrive om tingene.
Det er vel … så her, jeg skal sige, at jeg foregriber tingene. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Der er dog en ting jeg kan gøre for jer. Jeg kan fortælle hvad, der skete indenda. Det er ret let at finde det afgørende punkt: Det hele begyndte, da Jans farfar døde. Det er da en dramatisk begyndelse, ikke? Kort tid derefter skulle arven fordeles og det var her stridighederne begyndte: Tante Karla forlangte kommoden – det viste sig siden, at det var pga. (I har ikke noget mod forkortelser, vel?) de breve, der var skjult i kommoden. Da vi først fandt dem, forandrede meget sig.”
Det er vel … så her, jeg skal sige, at jeg foregriber tingene. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Der er dog en ting jeg kan gøre for jer. Jeg kan fortælle hvad, der skete indenda. Det er ret let at finde det afgørende punkt: Det hele begyndte, da Jans farfar døde. Det er da en dramatisk begyndelse, ikke? Kort tid derefter skulle arven fordeles og det var her stridighederne begyndte: Tante Karla forlangte kommoden – det viste sig siden, at det var pga. (I har ikke noget mod forkortelser, vel?) de breve, der var skjult i kommoden. Da vi først fandt dem, forandrede meget sig.”
Fandens også
”Fandens også! Det er for meget!”
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.
Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.
Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.
Den nederdrægtige mand og hans vederstyggelige kone
Han hadede Sandhed. Den var ilde hørt. Jo mere han hørte, des mere ondt gjorde det i ørerne. Lige meget hvor grundigt han holdt sig for ørerne, sev noget altid igennem. Det pinte ham, det gjorde ih så, åh så ondt.
Men han elskede politikere, bare at sige ordet fik et smil frem på hans læber. At gentage det mange gange ville få en latter til at trænge sig frem og valgflæsk ville få ham til at klukle, så tårerne løb ham ned af kinderne.
Hun var ond i sulet, led som bare fanden og uden en venlig tanke for sin omverden. Og det var på en god dag – dage af den slags hadede hun. Når det gik rigtig skidt til, når regnen faldt tungt og ødelagde ferieplaner, når vinden hærgede familiefødselsdagsfester, når tørke spolerede udflugter eller hagl knuste bryllupsfester, så steg hendes humør. Ikke til det bedre naturligvis, næh, det inspirerede hende bare til at større vederstyggeligheder. Hun ville ikke nøjes med bare at stirre ondt gennem køkkenruden på folk på gaden, hun ville også liste ud om natten og gennemrode deres skraldespande og lede efter ting, at lave voodoo dukker af. Godt være, at de ikke virker, men det er tanken der tæller og hun kunne godt lide at forestille sig andres pinsler.
Onkel havde de anbragt i en stor lænestol ved altanen med udsigt over gaden. Fætter var ude brændeskurret, sådan var bedst for alle. De andre familiemedlemmer var i kælderen, både de levende og de døde – så ka’ de lære det! Men alle dem vil jeg slet ikke fortælle om her, bare tanken om dem får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Men han elskede politikere, bare at sige ordet fik et smil frem på hans læber. At gentage det mange gange ville få en latter til at trænge sig frem og valgflæsk ville få ham til at klukle, så tårerne løb ham ned af kinderne.
Hun var ond i sulet, led som bare fanden og uden en venlig tanke for sin omverden. Og det var på en god dag – dage af den slags hadede hun. Når det gik rigtig skidt til, når regnen faldt tungt og ødelagde ferieplaner, når vinden hærgede familiefødselsdagsfester, når tørke spolerede udflugter eller hagl knuste bryllupsfester, så steg hendes humør. Ikke til det bedre naturligvis, næh, det inspirerede hende bare til at større vederstyggeligheder. Hun ville ikke nøjes med bare at stirre ondt gennem køkkenruden på folk på gaden, hun ville også liste ud om natten og gennemrode deres skraldespande og lede efter ting, at lave voodoo dukker af. Godt være, at de ikke virker, men det er tanken der tæller og hun kunne godt lide at forestille sig andres pinsler.
Onkel havde de anbragt i en stor lænestol ved altanen med udsigt over gaden. Fætter var ude brændeskurret, sådan var bedst for alle. De andre familiemedlemmer var i kælderen, både de levende og de døde – så ka’ de lære det! Men alle dem vil jeg slet ikke fortælle om her, bare tanken om dem får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Den gamle
”Jeg er gammel. Jeg er aldrig blevet født, men jeg er gået i døden mange gange.” Han havde øvet sig på denne monolog mange gange. Ordene gled tavst gennem hans sind, inden han satte lyd på dem og lod dem glide over sine læber. ”Jeg har levet mange liv, nogle korte, nogle lange. Jeg har elsket, jeg har hadet. Jeg har set ting I mennesker ikke ville kunne forestiller jer …”
Årh fuck, ikke igen. Betjent Gjørslev satte hårdt sin kaffekop ned, så den lunkne væske skvulpede. Nu citerer han fan’me osse Bladerunner. Hvorfor helvede ska’ jeg ha’ alle særlingene? Gjørslev kiggede over på sin kollega, denne kiggede nysgerrigt på særlingen.
”Jeg gik på Nilens breder, da pyramiderne blev bygget. Jeg stod i mængden, da Jeanne d’Arc blev brændt. Jeg har kastet spyddet over fjendens hær.” Hans tanker gled tilbage i tiden. Hæren af svear og göter var endelig ankommet til slagmarken, han kiggede rundt på sine mænd, stolte danere, modige skåninge. Med et fast greb om spyddet løftede han det over sit hoved. Så svang han det og kastede det ind over fjenden.
Uden for lokalet hev Gjørslev fat i sin kollega. ”Du ved godt, at han har studeret historie og nærorientalske studier ikke? Det står her, indskrevet på Københavns universitet 1974 – 1980. At han ka’ alle de historier om fortiden, det tror pokker, han har sgu’ spenderet flere år med at studere dem.”
Årh fuck, ikke igen. Betjent Gjørslev satte hårdt sin kaffekop ned, så den lunkne væske skvulpede. Nu citerer han fan’me osse Bladerunner. Hvorfor helvede ska’ jeg ha’ alle særlingene? Gjørslev kiggede over på sin kollega, denne kiggede nysgerrigt på særlingen.
”Jeg gik på Nilens breder, da pyramiderne blev bygget. Jeg stod i mængden, da Jeanne d’Arc blev brændt. Jeg har kastet spyddet over fjendens hær.” Hans tanker gled tilbage i tiden. Hæren af svear og göter var endelig ankommet til slagmarken, han kiggede rundt på sine mænd, stolte danere, modige skåninge. Med et fast greb om spyddet løftede han det over sit hoved. Så svang han det og kastede det ind over fjenden.
Uden for lokalet hev Gjørslev fat i sin kollega. ”Du ved godt, at han har studeret historie og nærorientalske studier ikke? Det står her, indskrevet på Københavns universitet 1974 – 1980. At han ka’ alle de historier om fortiden, det tror pokker, han har sgu’ spenderet flere år med at studere dem.”
Togvækkerne
”Vågn op, hr. De skal af her ...”
”Øhhh ... hva’? Men det er jo min station. Det er jo her jeg skal af.”
Den midaldrende herre, der havde slumret i toget, vågnede, om end kun halvt, og vaklede søvndrukkent ud af toget.
Thomas havde oplevet det én gang: lige pludselig at vågne ved den station man skulle af ved. Som ved et lykketræf var han vågnet op og stået af, hvor han skulle af.
Siden var det anderledes. De næste par gange han var vågnet lige før en station, havde han haft fornemmelsen af, at blive vækket af nogen. Men når han åbnede øjnene, var der aldrig nogen. Han havde hver gang kigget sig grundigt om, men de var aldrig til at få øje på. Ikke desto mindre vidste han, at de var der – togvækkerne – og han ville være en af dem. I en alder af 19 havde taget denne store beslutning, han ville finde dem og blive en del af deres hemmelige broderskab.
Hvad, Thomas ikke vidste, var, at det var et meget vigtigt hverv, for ingen af de uvidende måtte nogensinde nå frem til en af de forladte stationer.
Det var af stor vigtighed altid at vække folk inden da.
Det var Togvækkernes hverv.
”Øhhh ... hva’? Men det er jo min station. Det er jo her jeg skal af.”
Den midaldrende herre, der havde slumret i toget, vågnede, om end kun halvt, og vaklede søvndrukkent ud af toget.
Thomas havde oplevet det én gang: lige pludselig at vågne ved den station man skulle af ved. Som ved et lykketræf var han vågnet op og stået af, hvor han skulle af.
Siden var det anderledes. De næste par gange han var vågnet lige før en station, havde han haft fornemmelsen af, at blive vækket af nogen. Men når han åbnede øjnene, var der aldrig nogen. Han havde hver gang kigget sig grundigt om, men de var aldrig til at få øje på. Ikke desto mindre vidste han, at de var der – togvækkerne – og han ville være en af dem. I en alder af 19 havde taget denne store beslutning, han ville finde dem og blive en del af deres hemmelige broderskab.
Hvad, Thomas ikke vidste, var, at det var et meget vigtigt hverv, for ingen af de uvidende måtte nogensinde nå frem til en af de forladte stationer.
Det var af stor vigtighed altid at vække folk inden da.
Det var Togvækkernes hverv.
Kiosken
Mange kalder ham et dumt svin, hans moder kalder ham søn, og resten kender ham ikke.
Kiosken er farverig, fyldt med slik i kulørte indpakninger og tidsskrifter med farverige omslag. Klokken bimler, da en ældre mand træder ind i butikken, han kigger sig usikkert rundt i butikken, mens han prøver at undgå øjenkontakt med folk. Ved slik- og postkortstativerne kigger to teenagepiger i skoleuniform op på ham, de fniser. Manden famler ved sit grånende hentehår og kigger rundt i kiosken, hans blik fanger et kort øjeblik kioskejeren, der kigger tilbage med et bredt smil. Så går han med resolutte skridt hen til stativet med de glitrende magasiner, de er tykke og farverige og med fede typer i kåde farver bekendtgør de indholdet af bladene ...
Et øjeblik farer hans blik frem og tilbage mellem de unge, besnærende piger på bladene og de to skoletøser ved postkortene. De kigger tilbage på ham, deres lyse lokker pryder deres unge ansigter delikat. En forbudt tanke lister sig ind i hans sind – da han indser det, slår han straks blikket ned, griber et par magasiner og gemmer dem bag et eksemplar af dagens avis og med usikre skridt går han op til desken.
Kioskejeren stirrer drilsk tilbage, hans hår er samlet i en hestehale og han har et kortklippet skæg, der løber langs hans spidse kæbeparti. En guldtand glimter faretruende i smilet.
”Nådada! Hva’ har vi her? Dagens avis, 1 stk. Kulørte blade, 3 stk. Teenage sex, anal sex og andet godt. Ska’ du hjem og hygg’ dig?” Kioskejerens stemme runger gennem butikken, den gamle mand krymper sig, mens han febrilsk finder pengene frem. Skolepigerne fniser højlydt.
Kioskejerne nyder det. Den gamle mand er et af hans ofre, tøserne hans publikum.
Sammenstillingen af kulørt slik og kulørte blade er med vilje, placeringen af kiosken nær skolen er naturligvis med vilje. Nej, det er ikke for at sælge porno til skoleungerne – slikket er til dem – men for at tiltrække nervøse købere af pornobladene og se dem skælve, når deres køb højlydt bliver kommenteret foran teenagetøserne.
Kiosken er farverig, fyldt med slik i kulørte indpakninger og tidsskrifter med farverige omslag. Klokken bimler, da en ældre mand træder ind i butikken, han kigger sig usikkert rundt i butikken, mens han prøver at undgå øjenkontakt med folk. Ved slik- og postkortstativerne kigger to teenagepiger i skoleuniform op på ham, de fniser. Manden famler ved sit grånende hentehår og kigger rundt i kiosken, hans blik fanger et kort øjeblik kioskejeren, der kigger tilbage med et bredt smil. Så går han med resolutte skridt hen til stativet med de glitrende magasiner, de er tykke og farverige og med fede typer i kåde farver bekendtgør de indholdet af bladene ...
Et øjeblik farer hans blik frem og tilbage mellem de unge, besnærende piger på bladene og de to skoletøser ved postkortene. De kigger tilbage på ham, deres lyse lokker pryder deres unge ansigter delikat. En forbudt tanke lister sig ind i hans sind – da han indser det, slår han straks blikket ned, griber et par magasiner og gemmer dem bag et eksemplar af dagens avis og med usikre skridt går han op til desken.
Kioskejeren stirrer drilsk tilbage, hans hår er samlet i en hestehale og han har et kortklippet skæg, der løber langs hans spidse kæbeparti. En guldtand glimter faretruende i smilet.
”Nådada! Hva’ har vi her? Dagens avis, 1 stk. Kulørte blade, 3 stk. Teenage sex, anal sex og andet godt. Ska’ du hjem og hygg’ dig?” Kioskejerens stemme runger gennem butikken, den gamle mand krymper sig, mens han febrilsk finder pengene frem. Skolepigerne fniser højlydt.
Kioskejerne nyder det. Den gamle mand er et af hans ofre, tøserne hans publikum.
Sammenstillingen af kulørt slik og kulørte blade er med vilje, placeringen af kiosken nær skolen er naturligvis med vilje. Nej, det er ikke for at sælge porno til skoleungerne – slikket er til dem – men for at tiltrække nervøse købere af pornobladene og se dem skælve, når deres køb højlydt bliver kommenteret foran teenagetøserne.
Tøser
Looking out a dirty old window.
Down below the cars in the city go rushing by.
I sit here alone and I wonder why.
Dorte slukkede for radioen, vendte sig om og kiggede opgivende på sin lillebror. En blanding af babymos og savl drev ned af hans kinder og hun overvejede igen, at der måtte være sket en forbytning et sted. Hendes forældre kunne umuligt have først skabt hende og siden det misfoster.
Hun kiggede ærgeligt på de små røde korn, hun havde forsøgt at blande i babymosen. Han havde simpelthen nægtet at spise dem.
Friday night and everyone's moving.
I can feel the heat but it's soothing.
Heading down, I search for the beat in this dirty town.
Stine lukkede irriteret døren og gik ned af flisegangen trækkende nabo Olsens hund efter sig. Det var simpelthen ikke fair og så midt i at hun sad og hørte radio.
Da hun var kommet rundt om hækken og ud på fortovet, sparkede hun hunden. Den pev. Hun smilede og tænkte på, hvor meget værre det ville blive nede ved kirkegården.
Bright ligths the music get faster.
Look boy, don't check on your watch, not another glance.
I'm not leaving now, honey not a chance.
Gartnerens transistor støjede i det fjerne.
Nana svang vandkanden over planterne igen. Solen havde bagt godt de sidste par dage og planterne var tørstige. Jorden sugede væden til sig og Nana fyldte vandkanden igen. Hun havde ikke noget imod gartneren, det var de andre pigers skyld – de havde en hemmelig hule på gartneriet og ville ikke lade hende være med.
Hun satte vandkanden fra sig, fandt tændstikkerne frem og trådte nogle skridt væk.
Hot-shot, give me no problems.
Much later baby you'll be saying never mind.
You know life is cruel, life is never kind.
Clara skruede ned for radioen og kiggede ud på flammerne, der rejste sig ude bag træerne. Hun lagde nåle og dukker fra sig, og kiggede nysgerrigt på flammerne en stund, førend hun atter vendte sin opmærksomhed mod Elizabeths dukker. Ikke en af dem havde et øje tilbage. Hun smilede bredt, meget bredt.
I det fjerne kunne hun høre en sirene, hun skruede atter op for radioen og druknede sirenernes støj.
Outside a new day is dawning.
Outside Suburbia's sprawling everywhere.
I don't want to go baby.New York to East California.
There's a new wave coming I warn you.
Down below the cars in the city go rushing by.
I sit here alone and I wonder why.
Dorte slukkede for radioen, vendte sig om og kiggede opgivende på sin lillebror. En blanding af babymos og savl drev ned af hans kinder og hun overvejede igen, at der måtte være sket en forbytning et sted. Hendes forældre kunne umuligt have først skabt hende og siden det misfoster.
Hun kiggede ærgeligt på de små røde korn, hun havde forsøgt at blande i babymosen. Han havde simpelthen nægtet at spise dem.
Friday night and everyone's moving.
I can feel the heat but it's soothing.
Heading down, I search for the beat in this dirty town.
Stine lukkede irriteret døren og gik ned af flisegangen trækkende nabo Olsens hund efter sig. Det var simpelthen ikke fair og så midt i at hun sad og hørte radio.
Da hun var kommet rundt om hækken og ud på fortovet, sparkede hun hunden. Den pev. Hun smilede og tænkte på, hvor meget værre det ville blive nede ved kirkegården.
Bright ligths the music get faster.
Look boy, don't check on your watch, not another glance.
I'm not leaving now, honey not a chance.
Gartnerens transistor støjede i det fjerne.
Nana svang vandkanden over planterne igen. Solen havde bagt godt de sidste par dage og planterne var tørstige. Jorden sugede væden til sig og Nana fyldte vandkanden igen. Hun havde ikke noget imod gartneren, det var de andre pigers skyld – de havde en hemmelig hule på gartneriet og ville ikke lade hende være med.
Hun satte vandkanden fra sig, fandt tændstikkerne frem og trådte nogle skridt væk.
Hot-shot, give me no problems.
Much later baby you'll be saying never mind.
You know life is cruel, life is never kind.
Clara skruede ned for radioen og kiggede ud på flammerne, der rejste sig ude bag træerne. Hun lagde nåle og dukker fra sig, og kiggede nysgerrigt på flammerne en stund, førend hun atter vendte sin opmærksomhed mod Elizabeths dukker. Ikke en af dem havde et øje tilbage. Hun smilede bredt, meget bredt.
I det fjerne kunne hun høre en sirene, hun skruede atter op for radioen og druknede sirenernes støj.
Outside a new day is dawning.
Outside Suburbia's sprawling everywhere.
I don't want to go baby.New York to East California.
There's a new wave coming I warn you.
Lømler
Det er sidste time før sommerferien, og 4.b sidder fordelt ved tomandsborde, mens Lærer Madsen giver lektier for til sommerferien. Luften er tung, uret tikker ulideligt langsomt af sted, og et sted udenfor lokker stranden.
Klaus L er fordybet i sit eget projekt. I starten af året har han sat sig for at bore et hul i kanten af bordet, der er dybt nok til, at han kan skjule sin blyant. Han mangler endnu 3 mm.
Kims opmærksomhed skifter mellem Klaus Ls projekt og Louises røde fletninger, mens han sikrer sig, at de andre ikke ser, hvor han kigger hen. Simons tanker svæver allerede sammen med hvide sommerfugle hen over kornet på markerne.
Klaus Ny følger Madsens undervisning, mens solen danser i hans brillers reflekser. Den bliver først spændende, da døren går op, og Madsen præsenterer klassen for en ny dreng, Markus, der skal gå sammen med dem efter sommerferien.
Klaus L er fordybet i sit eget projekt. I starten af året har han sat sig for at bore et hul i kanten af bordet, der er dybt nok til, at han kan skjule sin blyant. Han mangler endnu 3 mm.
Kims opmærksomhed skifter mellem Klaus Ls projekt og Louises røde fletninger, mens han sikrer sig, at de andre ikke ser, hvor han kigger hen. Simons tanker svæver allerede sammen med hvide sommerfugle hen over kornet på markerne.
Klaus Ny følger Madsens undervisning, mens solen danser i hans brillers reflekser. Den bliver først spændende, da døren går op, og Madsen præsenterer klassen for en ny dreng, Markus, der skal gå sammen med dem efter sommerferien.
Før Fanden får sko på
Knud Helge kiggede ud af stuevinduet. Det var nordvendt og vendte ud mod baghaven. På den anden side af hækken lå vidtstrakte enge, der i solens første stråler lå som mørkegrønne, let krusede felter. En hvid dis lå blidt hen over engene; en let vind greb disen og fik den til at danne slørede hvirvler – elverpigernes dans kaldes det. Knud Helge sukkede let og nød tavst det smukke morgenlandskab. Han havde taget fejekost og støveklude frem, men det smukke landskab havde fået ham til at stoppe op og dagdrømme …
Mors snorken brød idyllen – en hæslig, guttural snorken kom fra hendes vældig korpus inde i soveværelset. Inde fra stuen lignede hun en gigantisk so anbragt på en spinkel båre holdt oppe af fire tynde pinde. Knud Helge havde mere end en gang set mænd liste forfærdede ud af hendes soveværelse, når det var gået op for dem, hvad de havde ligget i med om natten.
Knud begyndte at støve af – blidt for ikke at vække mor, så kunne han have morgenen for sig selv – og nåede ud i køkkenet. Han kunne mærke sin egen udstråling af kedsomhed omkring sig, han vidste det godt, han var usigeligt kedelig. Fra køkkenvinduet kunne han kigge ned langs parcelhusvejen, han og mor boede på, dvs. han boede til leje hos hende. Vibevænget var blevet anlagt i midthalvfjerdserne og bestod af en række lave huse, skiftevis bygget af røde og gule mursten. Der var endnu helt roligt på vejen, overalt var der fuglekvidder, men meget druknede i mors snorken; men Knud Helge vidste, at om ikke længe ville pensionist Jørgensen ovre i nr. 4 komme ud og stille sig ved sin postkasse, der ville han stå, rank og spinkel i sin blåtonede slåbrok, og vente på avisbudet skulle komme med hans morgenavis. Om ikke længe ville Carsten komme ud af hoveddøren, Jørgensen og han ville udveksle høflige nik, hvorefter han i stilhed ville nyde sin morgencigaret. Det var fast rutine. Om vinteren kunne Knud Helge se lys i Carstens køkkenvindue, så han vidste at Carsten altid stod op før hans kone og børn gjorde det.
Ovre i nr. 7 måtte Anders være oppe nu. Knud Helge kendte ham ikke særligt godt, de havde aldrig hilst på hinanden. Men Knud havde lært at bemærke de små detaljer – lidt damp emmede ud ved et vindue, luften flimrede let ved skorstenen, altså måtte Anders have været i bad og var nu i gang i køkkenet. Nogle morgener kom Anders ud og hilste på Jørgensen og Carsten. Knud Helge følte sig helt syg om hjertet af bar ærgrelse … hvis bare han også kunne være med … Ikke fordi de tre mænd snakkede sammen og så ud som om de var nære venner, men de havde i det mindste slags fællesskab. Mors seng knirkede hæsligt, da hun vendte sig i den.
Mors snorken brød idyllen – en hæslig, guttural snorken kom fra hendes vældig korpus inde i soveværelset. Inde fra stuen lignede hun en gigantisk so anbragt på en spinkel båre holdt oppe af fire tynde pinde. Knud Helge havde mere end en gang set mænd liste forfærdede ud af hendes soveværelse, når det var gået op for dem, hvad de havde ligget i med om natten.
Knud begyndte at støve af – blidt for ikke at vække mor, så kunne han have morgenen for sig selv – og nåede ud i køkkenet. Han kunne mærke sin egen udstråling af kedsomhed omkring sig, han vidste det godt, han var usigeligt kedelig. Fra køkkenvinduet kunne han kigge ned langs parcelhusvejen, han og mor boede på, dvs. han boede til leje hos hende. Vibevænget var blevet anlagt i midthalvfjerdserne og bestod af en række lave huse, skiftevis bygget af røde og gule mursten. Der var endnu helt roligt på vejen, overalt var der fuglekvidder, men meget druknede i mors snorken; men Knud Helge vidste, at om ikke længe ville pensionist Jørgensen ovre i nr. 4 komme ud og stille sig ved sin postkasse, der ville han stå, rank og spinkel i sin blåtonede slåbrok, og vente på avisbudet skulle komme med hans morgenavis. Om ikke længe ville Carsten komme ud af hoveddøren, Jørgensen og han ville udveksle høflige nik, hvorefter han i stilhed ville nyde sin morgencigaret. Det var fast rutine. Om vinteren kunne Knud Helge se lys i Carstens køkkenvindue, så han vidste at Carsten altid stod op før hans kone og børn gjorde det.
Ovre i nr. 7 måtte Anders være oppe nu. Knud Helge kendte ham ikke særligt godt, de havde aldrig hilst på hinanden. Men Knud havde lært at bemærke de små detaljer – lidt damp emmede ud ved et vindue, luften flimrede let ved skorstenen, altså måtte Anders have været i bad og var nu i gang i køkkenet. Nogle morgener kom Anders ud og hilste på Jørgensen og Carsten. Knud Helge følte sig helt syg om hjertet af bar ærgrelse … hvis bare han også kunne være med … Ikke fordi de tre mænd snakkede sammen og så ud som om de var nære venner, men de havde i det mindste slags fællesskab. Mors seng knirkede hæsligt, da hun vendte sig i den.
Det forår fårene stak af
Landmand Frydenlund har et meget gammeldagst landbrug. Et lille husmandssted med nogle tilhørende jorde, ikke langt fra bugten, hvor det Lokale Kemiske Værk de sidste mange år har udledt spildevand.
Om sommeren lugter der ikke godt nede ved stranden, men det passer Frydenlund godt. ”Det holder de pokkers badegæster væk”, siger han. Det er også rigtigt, men Frydenlund har en lille hemmelighed, han nødigt deler med andre. Græsset nede ved kysten er lidt grønnere og lidt mere frodigt end andre steder og Frydenlund lader ikke sådanne ting gå til spilde. ”Forurening kalder de det. Jeg kalder det gødning”, siger landmand Frydenlund og smiler for sig selv.
Frydenlund er enkemand, han er godt oppe i årene og må drive sit landbrug alene, men pokker om han vil det dele med nogen, som han plejer at sige. Det er selvfølgelig ikke let for en gammel mand og af og til lader han fårene løbe frit. Fårene løber nede ved stranden, hvor græsset er friskt og grønt. ”Det er god næring for fårene”, tænker Frydenlund og synes selv, at han er vældig snedig.
Da kom et forår, hvor fårene stak af. Dette er deres beretning.
Om sommeren lugter der ikke godt nede ved stranden, men det passer Frydenlund godt. ”Det holder de pokkers badegæster væk”, siger han. Det er også rigtigt, men Frydenlund har en lille hemmelighed, han nødigt deler med andre. Græsset nede ved kysten er lidt grønnere og lidt mere frodigt end andre steder og Frydenlund lader ikke sådanne ting gå til spilde. ”Forurening kalder de det. Jeg kalder det gødning”, siger landmand Frydenlund og smiler for sig selv.
Frydenlund er enkemand, han er godt oppe i årene og må drive sit landbrug alene, men pokker om han vil det dele med nogen, som han plejer at sige. Det er selvfølgelig ikke let for en gammel mand og af og til lader han fårene løbe frit. Fårene løber nede ved stranden, hvor græsset er friskt og grønt. ”Det er god næring for fårene”, tænker Frydenlund og synes selv, at han er vældig snedig.
Da kom et forår, hvor fårene stak af. Dette er deres beretning.
Trolde
Det var en varm sommer eftermiddag. Solens varme stråler faldt tungt gennem de støvede vinduer og opvarmede det lille hus på den stille villavej.
Det var vistnok et lille hus, Ulrik syntes i hvert fald at huset inden ved siden af var større. Viggo påstod, at det var mindre, men han var også større end Ulrik. Ralf, der var tyndere end Ulrik, mente at nabohuset var større, man han snakkede også om det andet hus. Alle de tanker gjorde Ulrik gnaven, hans humør skiftede fra at have været irriteret til at være småsur.
Så skete der noget særligt. En lyd hørtes, der var bevægelse. Døren til huset gik op, og al den tunge, støvede luft, der var blevet lunet op af mange eftermiddagssole væltede ud gennem den åbne dør. Det var som om hele huset sukkede og åndede ud i et drag.
Ulrik følte sig endnu mere forstyrret, han hadede det og hans småsure humør ændredes igen, nu var han rigtig sur. Nogen forstyrrede ham og det kunne kun være mennesker. Det havde ingen mennesker gjort siden … ikke siden … i hvert fald længe siden. Han stak hovedet ud fra hans hule i toilettet. Han hørte støj – men selvfølgelig gjorde han det, for Ralf var i nærheden, Ralf støjede altid. Ulrik overvejede om han skulle blive mere vred, sådan rigtig arrig, men tænkte ved sig selv, at han jo egentlig var en glad lille trold … så hørte han børnene, der var mindst to. Det var lige før han fik vandet i kummen til at koge af arrigskab.
Det var vistnok et lille hus, Ulrik syntes i hvert fald at huset inden ved siden af var større. Viggo påstod, at det var mindre, men han var også større end Ulrik. Ralf, der var tyndere end Ulrik, mente at nabohuset var større, man han snakkede også om det andet hus. Alle de tanker gjorde Ulrik gnaven, hans humør skiftede fra at have været irriteret til at være småsur.
Så skete der noget særligt. En lyd hørtes, der var bevægelse. Døren til huset gik op, og al den tunge, støvede luft, der var blevet lunet op af mange eftermiddagssole væltede ud gennem den åbne dør. Det var som om hele huset sukkede og åndede ud i et drag.
Ulrik følte sig endnu mere forstyrret, han hadede det og hans småsure humør ændredes igen, nu var han rigtig sur. Nogen forstyrrede ham og det kunne kun være mennesker. Det havde ingen mennesker gjort siden … ikke siden … i hvert fald længe siden. Han stak hovedet ud fra hans hule i toilettet. Han hørte støj – men selvfølgelig gjorde han det, for Ralf var i nærheden, Ralf støjede altid. Ulrik overvejede om han skulle blive mere vred, sådan rigtig arrig, men tænkte ved sig selv, at han jo egentlig var en glad lille trold … så hørte han børnene, der var mindst to. Det var lige før han fik vandet i kummen til at koge af arrigskab.
En kær genre
En kær genre for mig er de korte historier – optakter til lange fortællinger. I deres længde er disse historier ikke længere end en enkelt side. De er tydeligvis en del af en større historie og et væsentligt træk ved dem er, at de skal vække læserens interesse for resten af historien.
Den korte historie skal meget gerne nå at formidle miljø og genre, foruden stil og stemning. Fortællingens personer skal også meget hurtigt involveres, i det mindste en af dem.
Miniaturenovellerne eller korthistorierne er dem, der almindeligvis betegnes som Foromtaler. Et lille stykke tekst, der skal sige noget om et rollespilsscenariet. Foromtalens formål er at vække rollespilleres interesse, enten for at blive spilleder eller spiller på scenariet. En sådan foromtale bliver almindeligvis suppleret med nogle praktiske informationer om genre og miljø, om den forventede type rollespillere og hvad slags rollespil, der er tale om. Hertil kommer også informationer om antallet af spillere i scenariet og om hvorvidt det er suppleret med et specifikt regelsystem eller ej.
I det følgende vil jeg præsentere en række foromtaler. Bag nogle af dem er der blevet udviklet scenarier, andre er scenarier på tegnebrættet og atter andre er intet andet end små sære historier. Fælles for dem alle er, at de kan blive til foromtaler for et rollespilsscenarie – hvis de da ikke allerede er det.
Trolde er den første af teksterne, som jeg skrev. Siden er de andre kommet til. De fleste af tekster overholder min regel om maks. en sides længde, men både Før Fanden får sko på og Tøser bryder denne regel. Før Fanden ... gør det for at styrke trægheden, som historien handler om, dvs. den er fortalt trægt for at understrege fortællingens træghed. Tøser er blevet langt pga. sin struktur, som sådan er teksten ikke lang.
Den korte historie skal meget gerne nå at formidle miljø og genre, foruden stil og stemning. Fortællingens personer skal også meget hurtigt involveres, i det mindste en af dem.
Miniaturenovellerne eller korthistorierne er dem, der almindeligvis betegnes som Foromtaler. Et lille stykke tekst, der skal sige noget om et rollespilsscenariet. Foromtalens formål er at vække rollespilleres interesse, enten for at blive spilleder eller spiller på scenariet. En sådan foromtale bliver almindeligvis suppleret med nogle praktiske informationer om genre og miljø, om den forventede type rollespillere og hvad slags rollespil, der er tale om. Hertil kommer også informationer om antallet af spillere i scenariet og om hvorvidt det er suppleret med et specifikt regelsystem eller ej.
I det følgende vil jeg præsentere en række foromtaler. Bag nogle af dem er der blevet udviklet scenarier, andre er scenarier på tegnebrættet og atter andre er intet andet end små sære historier. Fælles for dem alle er, at de kan blive til foromtaler for et rollespilsscenarie – hvis de da ikke allerede er det.
Trolde er den første af teksterne, som jeg skrev. Siden er de andre kommet til. De fleste af tekster overholder min regel om maks. en sides længde, men både Før Fanden får sko på og Tøser bryder denne regel. Før Fanden ... gør det for at styrke trægheden, som historien handler om, dvs. den er fortalt trægt for at understrege fortællingens træghed. Tøser er blevet langt pga. sin struktur, som sådan er teksten ikke lang.
30. juli 2005
Ugedagene
Her er en sjov en. Hvad betyder ugedagenes navne og hvorfra kommer de? De fleste kan sikkert fra deres skolegang huske, at det har noget med de hedenske guder Thor, Odin og Tyr at gøre, men fredag driller mange, da de umiddelbart vil gætte på Freja, evt. Frej, men ikke Frigg, efter hvem fredag bærer sit navn. Men tirsdag har også sine problemer, ruten fra Tyr til tirs- er ikke helt lige.
Men prøv at få nogen til at forklare navngivningsprocessen og i særdeleshed hvornår den fandt sted!
Men lad os kigge på ugedagene på en række forskellige sprog:
Mandag Monday Montag Lundi Luna Selene
Tirsdag Tuesday Dienstag Mardi Mars Ares
Onsdag Wednesday Mittwoch Mercredi Merkur Hermes
Torsdag Thursday Donnerstag Jeudi Jupiter Zeus
Fredag Friday Freitag Vendredi Venus Afrodite
Lørdag Saturday Samstag Samedi Saturn Kronos
Søndag Sunday Sonntag Dimanche Sol Helios
Den sidste spalte består de af oldgræske guder, den næstsidste af de tilsvarende romerske guder. De gav navn til ugedagene i det hedenske romerske imperium, hvilket ses tydeligt i de franske ugedage, og parallellerne i de tyske og engelske ugenavne er tydelig. I de engelske og tyske ses en lighed med de danske ugedages navne og visse paralleller med de romerske afslører sig også: Luna – Mond – Moon – Måne, men bemærk følgende: Sol – Sohn – Sun – Sol, for hvorfor så Søn- som led i søndag? Til gengæld bliver fredag lettere at forstå (fre-, fri-, frei-), mens lørdag bliver et mysterium (lør-, satur-, sams-).
Først de lette kommentarer: Odin, Thor, Tyr og Frigg har hver en ugedag, ligeledes sol og måne, men Saturn har ikke fået en modsætning, i stedet er navnet blevet importeret, enten via Saturn eller Samedi (menes afledt af Sabbatum, se nedenfor). På nordisk ingen af de to former importeret! I stedet blev dagen opkaldt efter dens funktion: Laugar ’vaskedag’ (”sådan går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, hele lørdag morgen”), i visse gamle tekster findes også navnet tvættedag.
Når man så husker på at det tyske navn for Frigg er Frea og det gammelengelske er Frî, så giver de ugedage sig selv, men afslører også at fredag må enten være et lån eller må være importeret før lydforskydningen fra Frea til Frigga.
Det engelske navn for Odin er Woden, deraf Wednesday, og på tysk er det Wodan (først meget, meget senere Wotan), men hvor er så Wodanstag? Det er blevet kristnet væk og erstattet med Midtuge. En lignende proces kan ses på portugisisk, hvor ugedagene har numre i forhold til Herrens Dag (Dies Dominici) og (jødiske) Hvile Dag (Dies Sabbatum). Tilsvarende er sket i de slaviske lande, hvor kristningen udsprang fra Byzans, hvor ugedagene var blevet kristnet.
Lad os nu kigge på de gammel højtyske, gammelengelske og gammelnordiske ugedage:
mânetag mônandæg mánadagr
[zîstag/dingstag] tiwesdæg týsdagr
[mittawecha] wôdnesdæg óðinsdagr
donrestag þunresdæg þórsdagr
frijatag frigedæg frijádagr
sambaztag sætærndæg laugardagr
sunnûntag sunnendæg sunnudagr
Her bliver det let at finde lørdag som vaskedag (laugardagr), ligeledes Samstag og Saturday. Bemærk at Sambaztag menes afledt af Sabbatum, ikke Saturn, og muligvis gælder det også for Samedi
Søndag giver lige pludselig også tydeligt mening: Sunnudagr –> Søndag. Også fredag bliver lettere at forstå: frea – frija – friga – frige – frigg(a). Mandag bliver endnu tydeligere i sin udvikling, torsdag også, men onsdag og tirsdag er drilske.
Først og fremmest findes ’Odinsdag’ ikke på gammel højtysk, allerede da var ugedagen kristnet. Men ugedagens navn kan findes på middeltysk og middelhollandsk, respektivt wôdensdach og gudensdach. Gudensdach kræver en forklaring: Der eksisterer i tysksprogede områder en lydforskydning fra Wo- til Guo- (udtal ’u’ som ’v’, så giver det sig selv), som allerede er attesteret i Paulus Diakonus’ Langobardernes Historie (ca. 790’erne), så Wodensdach er blevet til Guodensdag til Gudensdach. Onsdag er altså Odins, Wodens, Guodans (Gudens/Godens) dag.
Týsdagr til tirsdag synes at være lige ud af landevejen, så umiddelbart er det vel bare Tyrs dag. Men hvad med de tyske og engelske navne?
Zîstag stammer fra middelhøjtysk og Dingstag fra lavtysk. Lavtysk var det sprog, der blev talt i Nordtyskland og minder overordentligt meget om moderne dansk i forhold til moderne tysk, der stammer fra højtysk (talt i Sydtyskland). Udskiftningen kom i forbindelse med Luthers oversættelse af Biblen, denne blev oversat til højtysk og med tiden har denne dialekt mere eller mindre fortrængt lavtysk.
Her hjemme har vi et folketing, tidligere havde vi også et landsting. I gamle dage mødtes bønderne f.eks. på birketinget. Altså på tinge (engelsk: thing) og det gjorde de vel på tingsdag – altså Dingstag, men hvor blev Tyr så af?
Zîstag menes at være afledt af *Tiw/Tig/Tiu, der lydmæssigt passer med Zî. En tese, der er bygget på graffitien 'Deo Marti Thingso et duabus Alaesiagis Bede et Fimmilene' (fra Housesteads ved Hadrians Mur, hvor en frisisk legion var udstationeret omkring år 150), lyder at Mars Thingsus må være en latinsk form af *Tiu Þings – tingets Tyr eller Tyrs ting, dvs. at Tyr er vogter af tinget.
Så i stedet for tingsdag (Dingstag), så er det *Tiu Þingsdagr.
(bemærk at * angiver at ordet er konstrueret, dvs. ordet findes ikke, men man gætter på, at det må være ordets form).
Der er ikke nogen tilfredsstillende forklaring på tirsdag – enten er det Tyrs dag, eller også er det måske Tyr af tingets dag? Men den latinske inskription siger intet om, hvad slags ting, der er tale om. Ydermere er Tyr er ikke særligt vel forbundet med andre ting, så inskriptionen refererer muligvis bare til et ’krigs-tinge’, forbindelsen mellem Mars og Tyr kendes kun fra ugedagene. Det der gør denne øvelse svær, er det faktum at Tyrs navn ikke forefindes på skrift på gammeltysk eller gammelengelsk, kun i stednavne: Tis, Zeis, Zier, men der er ofte store problemer med at identificere disse med sikkerhed som de kontinentale former af Tyr, da det kontinentale navn for Tyr ikke findes (*Tiw, *Tiwaz).
Men hvornår er disse navne kommet til?
Mange antager, at det er sket senest sidst i 300-tallet, før den angel-saksiske invasion af England. Dette bygger på ligheden mellem de gammeltyske og gammelengelske ugedagsnavne. Hvornår dette så er blevet importeret til Norden er ikke til at sige.
En øvre grænse for hvornår det sikkert er sket er sidst i 900-tallet, hvor de engelske munke Ælfric og Wulfstan giver udtryk for at ugedagenes navne er efter de hedenske guder Woden og Frea (men Torsdag og Tirsdag forklares ikke).
Den nedre grænse er den latinske uge. Denne blev indført på kejser Augustus’ tid (han døde i år 14), den er bygget op som en astrologisk uge (guder, planeter). Kendskab til ugen kan dokumenteres i Rhinområdet i 200-tallet, da der er her fundet monumenter, der afspejler den astrologiske uge. Kristningen af ugen synes at være sket i løbet af 200-tallet, i løbet af 300-tallet blev Herrens dag ugens første dag. Nogen gætter på, at denne praksis er blevet indført før eller af Kejser Konstantin. Han blev kejser i vesten i 312 og forfølgelserne af de kristne ophørte da. Konstantin blev selv døbt på sit dødsleje i 337. Derfor antages det at ugen blev kristnet fra romersk side af Konstantin – dette kan ikke bevises og det siger heller ikke noget om hvor lang tid det tog, førend en sådan reform slog igennem.
Ugedagene i Norden er afledt af de kontinentale hedenske ugedagsnavne, ikke fra en kristnet uge, så derfor gættes det på, at ugedagene er importeret til Norden inden kristningen af ugen og at ugedagenes navne forefandt på de kontinentale germanske sprog inden den angel-saksiske invasion. Altså er vi sidst i 300-tallet. Denne tolkning bygger alene på nogle sproglige antagelser.
Problemet er kilderne. Det er ikke muligt at opstøve kilder på ugedagenes navne tidligere end 700-tallet og de giver ikke mere end et par enkelte navne. For at sammenstykke alle ugens dage, må man trække på kilder, der spænder over en periode fra 700-1600, altså et sted mellem 300 og 1200 år efter at processen menes at have fundet sted.
Hvor, hvornår og hvordan denne navngivningsproces har fundet sted henligger i et tomrum, men den synes at have fundet sted mellem 300 og 900 og dette er sket i mens at en fortsat kristning af ugedagene fandt sted, jf. Mittwoch.
Hertil kommer min påstand om at de hedenske guder ikke kan dokumenteres fra før 400-tallet, måske sidste fjerdedel af 300-tallet (375-400). Det vil jeg vise i et senere følgende essay, men det anbringer ugedagene et sted mellem 400 og 900.
Men prøv at få nogen til at forklare navngivningsprocessen og i særdeleshed hvornår den fandt sted!
Men lad os kigge på ugedagene på en række forskellige sprog:
Mandag Monday Montag Lundi Luna Selene
Tirsdag Tuesday Dienstag Mardi Mars Ares
Onsdag Wednesday Mittwoch Mercredi Merkur Hermes
Torsdag Thursday Donnerstag Jeudi Jupiter Zeus
Fredag Friday Freitag Vendredi Venus Afrodite
Lørdag Saturday Samstag Samedi Saturn Kronos
Søndag Sunday Sonntag Dimanche Sol Helios
Den sidste spalte består de af oldgræske guder, den næstsidste af de tilsvarende romerske guder. De gav navn til ugedagene i det hedenske romerske imperium, hvilket ses tydeligt i de franske ugedage, og parallellerne i de tyske og engelske ugenavne er tydelig. I de engelske og tyske ses en lighed med de danske ugedages navne og visse paralleller med de romerske afslører sig også: Luna – Mond – Moon – Måne, men bemærk følgende: Sol – Sohn – Sun – Sol, for hvorfor så Søn- som led i søndag? Til gengæld bliver fredag lettere at forstå (fre-, fri-, frei-), mens lørdag bliver et mysterium (lør-, satur-, sams-).
Først de lette kommentarer: Odin, Thor, Tyr og Frigg har hver en ugedag, ligeledes sol og måne, men Saturn har ikke fået en modsætning, i stedet er navnet blevet importeret, enten via Saturn eller Samedi (menes afledt af Sabbatum, se nedenfor). På nordisk ingen af de to former importeret! I stedet blev dagen opkaldt efter dens funktion: Laugar ’vaskedag’ (”sådan går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, hele lørdag morgen”), i visse gamle tekster findes også navnet tvættedag.
Når man så husker på at det tyske navn for Frigg er Frea og det gammelengelske er Frî, så giver de ugedage sig selv, men afslører også at fredag må enten være et lån eller må være importeret før lydforskydningen fra Frea til Frigga.
Det engelske navn for Odin er Woden, deraf Wednesday, og på tysk er det Wodan (først meget, meget senere Wotan), men hvor er så Wodanstag? Det er blevet kristnet væk og erstattet med Midtuge. En lignende proces kan ses på portugisisk, hvor ugedagene har numre i forhold til Herrens Dag (Dies Dominici) og (jødiske) Hvile Dag (Dies Sabbatum). Tilsvarende er sket i de slaviske lande, hvor kristningen udsprang fra Byzans, hvor ugedagene var blevet kristnet.
Lad os nu kigge på de gammel højtyske, gammelengelske og gammelnordiske ugedage:
mânetag mônandæg mánadagr
[zîstag/dingstag] tiwesdæg týsdagr
[mittawecha] wôdnesdæg óðinsdagr
donrestag þunresdæg þórsdagr
frijatag frigedæg frijádagr
sambaztag sætærndæg laugardagr
sunnûntag sunnendæg sunnudagr
Her bliver det let at finde lørdag som vaskedag (laugardagr), ligeledes Samstag og Saturday. Bemærk at Sambaztag menes afledt af Sabbatum, ikke Saturn, og muligvis gælder det også for Samedi
Søndag giver lige pludselig også tydeligt mening: Sunnudagr –> Søndag. Også fredag bliver lettere at forstå: frea – frija – friga – frige – frigg(a). Mandag bliver endnu tydeligere i sin udvikling, torsdag også, men onsdag og tirsdag er drilske.
Først og fremmest findes ’Odinsdag’ ikke på gammel højtysk, allerede da var ugedagen kristnet. Men ugedagens navn kan findes på middeltysk og middelhollandsk, respektivt wôdensdach og gudensdach. Gudensdach kræver en forklaring: Der eksisterer i tysksprogede områder en lydforskydning fra Wo- til Guo- (udtal ’u’ som ’v’, så giver det sig selv), som allerede er attesteret i Paulus Diakonus’ Langobardernes Historie (ca. 790’erne), så Wodensdach er blevet til Guodensdag til Gudensdach. Onsdag er altså Odins, Wodens, Guodans (Gudens/Godens) dag.
Týsdagr til tirsdag synes at være lige ud af landevejen, så umiddelbart er det vel bare Tyrs dag. Men hvad med de tyske og engelske navne?
Zîstag stammer fra middelhøjtysk og Dingstag fra lavtysk. Lavtysk var det sprog, der blev talt i Nordtyskland og minder overordentligt meget om moderne dansk i forhold til moderne tysk, der stammer fra højtysk (talt i Sydtyskland). Udskiftningen kom i forbindelse med Luthers oversættelse af Biblen, denne blev oversat til højtysk og med tiden har denne dialekt mere eller mindre fortrængt lavtysk.
Her hjemme har vi et folketing, tidligere havde vi også et landsting. I gamle dage mødtes bønderne f.eks. på birketinget. Altså på tinge (engelsk: thing) og det gjorde de vel på tingsdag – altså Dingstag, men hvor blev Tyr så af?
Zîstag menes at være afledt af *Tiw/Tig/Tiu, der lydmæssigt passer med Zî. En tese, der er bygget på graffitien 'Deo Marti Thingso et duabus Alaesiagis Bede et Fimmilene' (fra Housesteads ved Hadrians Mur, hvor en frisisk legion var udstationeret omkring år 150), lyder at Mars Thingsus må være en latinsk form af *Tiu Þings – tingets Tyr eller Tyrs ting, dvs. at Tyr er vogter af tinget.
Så i stedet for tingsdag (Dingstag), så er det *Tiu Þingsdagr.
(bemærk at * angiver at ordet er konstrueret, dvs. ordet findes ikke, men man gætter på, at det må være ordets form).
Der er ikke nogen tilfredsstillende forklaring på tirsdag – enten er det Tyrs dag, eller også er det måske Tyr af tingets dag? Men den latinske inskription siger intet om, hvad slags ting, der er tale om. Ydermere er Tyr er ikke særligt vel forbundet med andre ting, så inskriptionen refererer muligvis bare til et ’krigs-tinge’, forbindelsen mellem Mars og Tyr kendes kun fra ugedagene. Det der gør denne øvelse svær, er det faktum at Tyrs navn ikke forefindes på skrift på gammeltysk eller gammelengelsk, kun i stednavne: Tis, Zeis, Zier, men der er ofte store problemer med at identificere disse med sikkerhed som de kontinentale former af Tyr, da det kontinentale navn for Tyr ikke findes (*Tiw, *Tiwaz).
Men hvornår er disse navne kommet til?
Mange antager, at det er sket senest sidst i 300-tallet, før den angel-saksiske invasion af England. Dette bygger på ligheden mellem de gammeltyske og gammelengelske ugedagsnavne. Hvornår dette så er blevet importeret til Norden er ikke til at sige.
En øvre grænse for hvornår det sikkert er sket er sidst i 900-tallet, hvor de engelske munke Ælfric og Wulfstan giver udtryk for at ugedagenes navne er efter de hedenske guder Woden og Frea (men Torsdag og Tirsdag forklares ikke).
Den nedre grænse er den latinske uge. Denne blev indført på kejser Augustus’ tid (han døde i år 14), den er bygget op som en astrologisk uge (guder, planeter). Kendskab til ugen kan dokumenteres i Rhinområdet i 200-tallet, da der er her fundet monumenter, der afspejler den astrologiske uge. Kristningen af ugen synes at være sket i løbet af 200-tallet, i løbet af 300-tallet blev Herrens dag ugens første dag. Nogen gætter på, at denne praksis er blevet indført før eller af Kejser Konstantin. Han blev kejser i vesten i 312 og forfølgelserne af de kristne ophørte da. Konstantin blev selv døbt på sit dødsleje i 337. Derfor antages det at ugen blev kristnet fra romersk side af Konstantin – dette kan ikke bevises og det siger heller ikke noget om hvor lang tid det tog, førend en sådan reform slog igennem.
Ugedagene i Norden er afledt af de kontinentale hedenske ugedagsnavne, ikke fra en kristnet uge, så derfor gættes det på, at ugedagene er importeret til Norden inden kristningen af ugen og at ugedagenes navne forefandt på de kontinentale germanske sprog inden den angel-saksiske invasion. Altså er vi sidst i 300-tallet. Denne tolkning bygger alene på nogle sproglige antagelser.
Problemet er kilderne. Det er ikke muligt at opstøve kilder på ugedagenes navne tidligere end 700-tallet og de giver ikke mere end et par enkelte navne. For at sammenstykke alle ugens dage, må man trække på kilder, der spænder over en periode fra 700-1600, altså et sted mellem 300 og 1200 år efter at processen menes at have fundet sted.
Hvor, hvornår og hvordan denne navngivningsproces har fundet sted henligger i et tomrum, men den synes at have fundet sted mellem 300 og 900 og dette er sket i mens at en fortsat kristning af ugedagene fandt sted, jf. Mittwoch.
Hertil kommer min påstand om at de hedenske guder ikke kan dokumenteres fra før 400-tallet, måske sidste fjerdedel af 300-tallet (375-400). Det vil jeg vise i et senere følgende essay, men det anbringer ugedagene et sted mellem 400 og 900.
28. juli 2005
Autoriteter og ’Suspension of Disbelief’
Her er lidt flere tanker til min virtuelle rodekasse, lidt flere brokker fra tankernes overdrev, og halvfærdige strøtanker, altsammen noget, der mangler en endelig udformning.
Her er lidt om det at læse tekster. Disse tanker udspringer af min forundring af populariteten af værker som Femte Sol Brænder og Da Vinci Mysteriet (og i et mindre omfang Engle og Dæmoner). Begge er simple krimier, der er på dette område forlængst er overgået af bedre krimier, thrillers og detektivromaner. På det konspiratoriske plan findes allerede værker, som Dumas Klubben og Foucaults Pendul, begge værker rummer konspirationer af en langt større kvalitet end dem, der er i FSB og DVM. Dog er særligt Foucaults Pendul ikke letlæst for mange, men stadig et stærkt værk.
Min antagelse er, at det ikke er som krimier at disse to værker blev populære – jeg har aldrig hørt dem rost for dette aspekt – men det er det konspiratoriske element, ’hvad-nu-hvis’-aspektet – som er tiltrækkende.
Men så følger spørgsmålet, hvorfor er det lige at disse værker vækker folks nysgerrighed, hvorfor den store tendens til blive fascineret af netop disse konspirationsteorier, hvorfor er folk villige til at lade sig blive influeret af disse teorier og snarere stille spørgsmål ved det givne i deres hverdag, end bogens postulater? Der er jo ingen tvivl hos nogen om, at fortællingen i værket er fiktion.
”These are the facts”
– som en af mine hadesange begynder med.
Men det er velsagtens netop fordi at fortællingen er fiktion, at folk lade sig rive med af de leksikalske informationer. Mange af de små informationer, der ligger spredt rundt om i værkerne, er ofte ualmindelig viden, men hverken ukendt eller svært tilgængelig. Mange af informationerne kan slås op i leksika og encyclopædier.
Med andre ord, rundt om i fortællingen, som er tydeligt fiktiv, er spredt leksikalske informationer, som er fiktive, falske eller sande. Nogle af disse kan læseren uden problemer afkode, som fiktive, andre kan genkendes som sande eller falske, men hvad med resten, er de fiktive, falske eller sande?
[bemærk skellet mellem fiktiv og falsk. Et fiktivt faktum er f.eks. en fiktiv persons alder, faktummet er inden for rammerne af fiktionen sandt (således findes også fiktive falsummer, hvis f.eks. en fiktiv person lyver om sin alder), hvorimod de falske og sande fakta henholder sig til læserens virkelig, f.eks. eksisterer byen Rom, paven har sin residens der, men paven er ikke af hunkøn.]
Ofte for at acceptere en fortællings fiktive rammer må den kritiske sans eller bare fornuften slås fra – suspension of disbelief i engelske termer – og modtageren af fortællingen er villig til at godtage de fiktive ting, der udspiller sig inden for de vedtagne rammer. Bryder fortælleren de vedtagne rammer eller accepterer modtageren dem ikke, så høres ofte udtrykket: ”Det er jo urealistisk!” Hvilket selvfølgelig er et kuriøst udsagn i f.eks. fortællinger som Star Wars, men også her kan de vedtagne rammer brydes.
Men hvis nu at læseren godtager fortællingens ramme, så godtager læseren så også de udsagn, der kommer i fortællingen og her vil jeg beskæftiger mig med to af de typer udsagn: Fortællerens udsagn og de fiktive personers udsagn.
Hvis fortælleren, den alvidende fortæller vel at mærke, fortæller at det regner (i fortællingen), så er det sandt, hvis huset er rødt er det sandt. Fortælleren er vores guide til det rum, hvori fortællingen udspiller sig. Men hvad nu hvis fortælleren fortæller noget om læserens verden? Hvis nu fortælleren fortæller, at Dannebrog er grønt og blåt, så kan læseren se, at enten er her en fejl eller også er her noget, som er alene gældende for den fiktive verden. Hvis nu det er et faktum, som læseren ikke kender til i forvejen, men som lyder plausibelt, hvor kritisk er læseren så over for et sådant faktum?
Hvis en fiktiv person kommer med et udsagn, så ved læseren at udsagnet er af en subjektiv karakter, der er rettet mod andre fiktive personer. Hvis personen er en skurk, kan det betragtes som værende en løgn, det som personen fortæller – et løgn henvendt mod andre fiktive personer og som de måske tror på, måske ikke gør. Læseren har typisk en anden position i forhold til udsagnet – kan gennemskue løgnen – men lever sig ofte ind i fortællingen (suspension of disbelief) og føler en vis sympati med den helt, der er blevet såret af skurkens løgnagtige udsagn, og en vis antipati mod den løgnagtige skurk. Men hvis nu personen er en professor, som fortællingen etablerer som værende både meget vidende og som talende sandt, og denne professor udtaler fakta, som også hidrører læserens verden, vil netop da plausible udsagn ikke forekomme meget mere overbevisende, idet at læseren har sat sin kritiske sans ud af kraft? Og hvis nu disse informationer er kommet gradvist gennem fortællingen, tilsyneladende en kæde af faktuelle, ’kausale’ udsagn, vil læseren da ikke føle, at han har været med til at afkode disse fakta, der er blevet præsenteret af en pålidelig autoritet?
Min påstand er, at suspension of disbelief i en fortælling åbner for at tvivlsomme eller falske fakta kan smugles ukritisk ud til læserne, almindeligvis fordi de præsenteres af noget, som læseren er kommet til at betragte som autoritet, og fordi mange af informationerne er kommet gradvist og kan synes at være opbygget som en kæde af kausale argumenter.
FSB og DVM udnytter, at læseren slår sin kritiske sans fra for at læse fortællingen, til at præsentere deres konspirationer/pseudohistorie, som læseren har sværere ved kritisk at afvise, hvis den kritiske sans samtidig skal være slået fra for at nyde historien.
Her er lidt om det at læse tekster. Disse tanker udspringer af min forundring af populariteten af værker som Femte Sol Brænder og Da Vinci Mysteriet (og i et mindre omfang Engle og Dæmoner). Begge er simple krimier, der er på dette område forlængst er overgået af bedre krimier, thrillers og detektivromaner. På det konspiratoriske plan findes allerede værker, som Dumas Klubben og Foucaults Pendul, begge værker rummer konspirationer af en langt større kvalitet end dem, der er i FSB og DVM. Dog er særligt Foucaults Pendul ikke letlæst for mange, men stadig et stærkt værk.
Min antagelse er, at det ikke er som krimier at disse to værker blev populære – jeg har aldrig hørt dem rost for dette aspekt – men det er det konspiratoriske element, ’hvad-nu-hvis’-aspektet – som er tiltrækkende.
Men så følger spørgsmålet, hvorfor er det lige at disse værker vækker folks nysgerrighed, hvorfor den store tendens til blive fascineret af netop disse konspirationsteorier, hvorfor er folk villige til at lade sig blive influeret af disse teorier og snarere stille spørgsmål ved det givne i deres hverdag, end bogens postulater? Der er jo ingen tvivl hos nogen om, at fortællingen i værket er fiktion.
”These are the facts”
– som en af mine hadesange begynder med.
Men det er velsagtens netop fordi at fortællingen er fiktion, at folk lade sig rive med af de leksikalske informationer. Mange af de små informationer, der ligger spredt rundt om i værkerne, er ofte ualmindelig viden, men hverken ukendt eller svært tilgængelig. Mange af informationerne kan slås op i leksika og encyclopædier.
Med andre ord, rundt om i fortællingen, som er tydeligt fiktiv, er spredt leksikalske informationer, som er fiktive, falske eller sande. Nogle af disse kan læseren uden problemer afkode, som fiktive, andre kan genkendes som sande eller falske, men hvad med resten, er de fiktive, falske eller sande?
[bemærk skellet mellem fiktiv og falsk. Et fiktivt faktum er f.eks. en fiktiv persons alder, faktummet er inden for rammerne af fiktionen sandt (således findes også fiktive falsummer, hvis f.eks. en fiktiv person lyver om sin alder), hvorimod de falske og sande fakta henholder sig til læserens virkelig, f.eks. eksisterer byen Rom, paven har sin residens der, men paven er ikke af hunkøn.]
Ofte for at acceptere en fortællings fiktive rammer må den kritiske sans eller bare fornuften slås fra – suspension of disbelief i engelske termer – og modtageren af fortællingen er villig til at godtage de fiktive ting, der udspiller sig inden for de vedtagne rammer. Bryder fortælleren de vedtagne rammer eller accepterer modtageren dem ikke, så høres ofte udtrykket: ”Det er jo urealistisk!” Hvilket selvfølgelig er et kuriøst udsagn i f.eks. fortællinger som Star Wars, men også her kan de vedtagne rammer brydes.
Men hvis nu at læseren godtager fortællingens ramme, så godtager læseren så også de udsagn, der kommer i fortællingen og her vil jeg beskæftiger mig med to af de typer udsagn: Fortællerens udsagn og de fiktive personers udsagn.
Hvis fortælleren, den alvidende fortæller vel at mærke, fortæller at det regner (i fortællingen), så er det sandt, hvis huset er rødt er det sandt. Fortælleren er vores guide til det rum, hvori fortællingen udspiller sig. Men hvad nu hvis fortælleren fortæller noget om læserens verden? Hvis nu fortælleren fortæller, at Dannebrog er grønt og blåt, så kan læseren se, at enten er her en fejl eller også er her noget, som er alene gældende for den fiktive verden. Hvis nu det er et faktum, som læseren ikke kender til i forvejen, men som lyder plausibelt, hvor kritisk er læseren så over for et sådant faktum?
Hvis en fiktiv person kommer med et udsagn, så ved læseren at udsagnet er af en subjektiv karakter, der er rettet mod andre fiktive personer. Hvis personen er en skurk, kan det betragtes som værende en løgn, det som personen fortæller – et løgn henvendt mod andre fiktive personer og som de måske tror på, måske ikke gør. Læseren har typisk en anden position i forhold til udsagnet – kan gennemskue løgnen – men lever sig ofte ind i fortællingen (suspension of disbelief) og føler en vis sympati med den helt, der er blevet såret af skurkens løgnagtige udsagn, og en vis antipati mod den løgnagtige skurk. Men hvis nu personen er en professor, som fortællingen etablerer som værende både meget vidende og som talende sandt, og denne professor udtaler fakta, som også hidrører læserens verden, vil netop da plausible udsagn ikke forekomme meget mere overbevisende, idet at læseren har sat sin kritiske sans ud af kraft? Og hvis nu disse informationer er kommet gradvist gennem fortællingen, tilsyneladende en kæde af faktuelle, ’kausale’ udsagn, vil læseren da ikke føle, at han har været med til at afkode disse fakta, der er blevet præsenteret af en pålidelig autoritet?
Min påstand er, at suspension of disbelief i en fortælling åbner for at tvivlsomme eller falske fakta kan smugles ukritisk ud til læserne, almindeligvis fordi de præsenteres af noget, som læseren er kommet til at betragte som autoritet, og fordi mange af informationerne er kommet gradvist og kan synes at være opbygget som en kæde af kausale argumenter.
FSB og DVM udnytter, at læseren slår sin kritiske sans fra for at læse fortællingen, til at præsentere deres konspirationer/pseudohistorie, som læseren har sværere ved kritisk at afvise, hvis den kritiske sans samtidig skal være slået fra for at nyde historien.
21. juli 2005
Dark Crystal - en optakt til Star Wars
Lidt mere sjov og ballade med spøjse film. Igen en brainstorming.
I Dark Crystal er verden ufuldkommen, krystallen er itu.
Der er her to ordner af mænd. De onde, som er grimme og hierarkisk opbyggede, og de gode, som er viise og har et broderskab, hvor de alle er lige.
Broderskabet adopterer en gelfling, som er profeteret til at bringe balance i verden. Han bliver oplært i videnskaber af blandet karakter.
Gelflingen bliver sendt ud i verden for at bringe orden. Her møder han en kvindelig Gelfling, adopteret af stor familie og hun har et 'monster'-kældyr. De to små Gelflings finder sammen, og de kan nu bekæmpe det onde.
Det vil sige, de får genskabt krystallen og de gode og de onde væsner indtræder i en syntese og kan nu forlade verden og efterlade Sandhedens Krystal.
Igen har vi to ordner af mænd, her er de lige store og deres antal er en spejling af hinanden. Tydeligvis samme temaer som i Star Wars.
Lidt flere ord om Star Wars konflikten:
I Star Wars skaber det onde Anakin, men han bliver opdraget af det gode og er den syntese, der skal skabe balance mellem de to krafter gennem skabelsen af søskende parret.
Det onde frygter døden og undgår den via udødelighed og arvinger, mens det gode ikke frygter døden, fordi de lever videre i ånden, og derfor har de ikke brug for arvinger.
I Dark Crystal er verden ufuldkommen, krystallen er itu.
Der er her to ordner af mænd. De onde, som er grimme og hierarkisk opbyggede, og de gode, som er viise og har et broderskab, hvor de alle er lige.
Broderskabet adopterer en gelfling, som er profeteret til at bringe balance i verden. Han bliver oplært i videnskaber af blandet karakter.
Gelflingen bliver sendt ud i verden for at bringe orden. Her møder han en kvindelig Gelfling, adopteret af stor familie og hun har et 'monster'-kældyr. De to små Gelflings finder sammen, og de kan nu bekæmpe det onde.
Det vil sige, de får genskabt krystallen og de gode og de onde væsner indtræder i en syntese og kan nu forlade verden og efterlade Sandhedens Krystal.
Igen har vi to ordner af mænd, her er de lige store og deres antal er en spejling af hinanden. Tydeligvis samme temaer som i Star Wars.
Lidt flere ord om Star Wars konflikten:
I Star Wars skaber det onde Anakin, men han bliver opdraget af det gode og er den syntese, der skal skabe balance mellem de to krafter gennem skabelsen af søskende parret.
Det onde frygter døden og undgår den via udødelighed og arvinger, mens det gode ikke frygter døden, fordi de lever videre i ånden, og derfor har de ikke brug for arvinger.
Star Wars – mandlig og kvindlig skabelsesproces
Det følgende er primært en brainstorm, jeg skal lige have set filmene efter en gang mere, men jeg tror den holder. Informationerne kommer lidt roddet, men følg med og se hvad der sker. Jeg renskriver det nok ved lejlighed.
Mand og kvinde mødes, de får et barn. Den del er simpel nok, men hvem skaber barnet. Alt afhængigt af hvor og hvornår i verden vi er, så er det enten manden, kvinden eller begge parter, der står bag skabelsesprocessen.
I den vestlige verden svinger perspektivet vidst at være mellem enten begge parter eller kvinden. Rent praktisk bidrager manden med et element, men selve rugeprocessen er hos kvinden og hun kan deraf betragtes som den skabende part – teknologi kan nu om stunder gøre flere af disse elementer overflødige, men det er en anden historie.
Hvis vi nu drager til Star Wars universet, så er det første spørgsmål: Hvor er mødrene?
(NB. følgende bliver skrevet ud fra hukommelsen og jeg har kun set Clone Wars og Revenge of the Sith en gang hver).
Luke og Leia taler om deres mor i Return of the Jedi, men hun er et vagt minde på det tidspunkt – og det må af gode grunde være Leias adoptivmoder vi her taler. Hertil kommer så Anakins moder, som vi møder i del 1. I del 2 er hun borte og i del 3 bliver Luke og Leia født. Altså i alt tre mødre, men det er fædrene som konsekvent er af betydning. Følg med.
Del 3 slutter med at en mand overbringer de to spædbørn til en kvinde. Altså til kvinden gives barnet. Desuden så er både Siths og Jedis bygget op over et mester – elev forhold, eller en far – søn relation og det er forbudt jedis at få børn. Der findes ganske vist kvindelige jedis, men prøv at se deres lille rolle i filmene, det er vist snarere for ikke at blive anklaget for sexisme, at et par stykker er med. Jedis og Siths er som sådan mænd, der indtræder i far – søn relationer, indtil de kan blive ’brødre’.
Jedis kan således ikke skabe liv og de frygter ikke døden, for den er bare et trin til en anden tilværelse. Siths frygter at dø, de hæger sig til livet og skaber mere liv, enten gennem kloning eller ’jomfrufødsler’ (deraf Anakins mystiske fødsel).
Jedis kan vist slippe afsted med at ’anvende’ kloner, i det disse alle er mænd, hvis liv uden det store kan ofres (se på hvor mange af dem der dør, er det på noget tidspunkt trist?) – igen den samme form for mandlige slægt, der konstrueres.
Sagt med andre ord:
Jedis er en enkønnet orden af fædre og sønner, der skaber deres medlemmer gennem optagelse i ordenen. De befinder sig på et stadium mellem liv og død, de skaber ikke liv og de frygter ikke døden. Forholdet mellem mester og elev skal udmunde i et broderskab, dvs. ligeværdige partnere.
Siths er en enkønnet orden af fædre og sønner, der skaber deres medlemmer gennem optagelse i ordenen. De frygter død og skaber liv for at omgå døden. Forholdet mellem mester og elev skal udmunde i et far – søn forhold, altså et hierarkisk forhold, hvorfor det er så vigtigt for Siths at skabe deres egne børn – men helst uden kvinden som aktiv partner, derfor anvendelsen af kloning teknologi og ’jomfrufødsler’ (i dette tilfælde er kvinden rugemor, men hun har ikke indvilliget i moderskabet, næsten en voldtægt).
Sithsne prøver at have en orden af fædre og sønner – uden kvinder – og Jedis forsøger at have en orden af brødre.
Dette motiv gengives flere gange i filmen. Overdragelsen af de to spæde børn fra mand til kvinde indikerer dette. Senator Organas hustru synes at være ude af stand til at skabe børn, så hendes mand ’skaber’ et barn til dem. Lukes onkel og tante synes at være uden andre børn, altså igen et barnløst par, hvor en mand bringer et barn til dem.
En anden parallel findes ved klonerne, hvor ’faderen’ Boba Fett får, som sin løn, sin egen søn, igen skabelse af liv uden kvinders involvering. En far – søn relation.
En tredje antydning af denne parallel kan være Anakins skabelse af C3PIO. Han skaber liv, her i form af en robot.
Klarere ses det måske i kraft af, at de hære som er skabt af Kejseren er robothære (mekanisk liv) og klon hære (biologisk liv) og at denne strategi forsøges efterlevet med stormtropperne (jeg tilhører den skole, der mener at stormtropperne er rekrutterede soldater), der ensformes gennem deres anonymiserende rustning og brugen af talkoder i stedet for navne. Altså skabelsen af hære af mænd, der adlyder en fader – er der måske nogle kvindlige soldater i imperiets hær (eller blandt oprørerne)?
Oprørernes hær afspejler jedisne orden – et råd af vise fædre (senere også en enkelt moder i del 6, der antyder den nye ordens komme) over en masse individuelle mandlige soldater – kontra kejserens hær, et hieraki med faderen i toppen over en masse anonyme mandlige soldater.
Mødre og kvindlige jedis har derfor en meget lille rolle i filmene (hvordan det med tegneserier og bøger, det skal jeg ikke kunne sige noget om) og derfor er det nok også vigtigt for den store episke handling, at der fødes en dreng og en pige.
Anakin er den jedi, der er blevet skabt af mørket. Han er profeteret til at skabe balance, hvilket han gør ved at udrydde alle jedis og siths. Til sidst må han selv dø for at dette kan lade sig gøre. Han er oplært som jedi, er det stadig inderst inde og er også fungerende sith, en syntese af de to ordener. Hans arv er Luke og Leia, skabt af mand og kvinde og de er mand og kvinde. Så Anakin udrydder de to mande-ordener og åbner op for søskende frem for brødre, forældre frem for mænd – et tvekønnet univers, hvor manden og kvinden kan være ligeværdige.
At det er Luke alene, der kæmper mod Darth Vader [Dark Father] og Kejseren, og ikke Leia, skyldes de to skurkes ønske om at vedligeholde deres gamle orden. Det er først da Leia bringes på bane, at konflikten får en ende, så selv om hun ikke er tilstede er hendes eksistens vigtig og den signalerer også søskendesskabet kontra broderskabet.
Dette nye systems komme afspejles også i form af oprørernes hær til sidst, hvor der i rådet af vise mænd også er en kvinde.
Kejseren har efter sin sejr (del 3) skabt verden i sit eget billede. Der er to sekulære ordner, Kejserriget og Oprørerne (del 4), hvis samfundsopbygning afspejler de to gamle religiøse ordner, samtidig med at de er skabt i kejserens billede: der er kun mennesker med. Uden for Kejserens indflydelse er de andre samfund, der er en blanding af alle mulige racer og af begge køn.
Mod slutningen af del 6 er effekten af Anakins arv ved at træde igennem. De to sekulære ordner som kejseren har skabt (Kejserriget, Oprørerne) er under påvirkning. Oprørerne er blevet forvandlet fra en orden af mænd anført af et råd af viise mænd til at være en orden anført af viise mænd og kvinder, hvor fremmede er en del af samfundet igen - dette er sket gennem de to søskendes eksistens: søskende (Luke, Leia), ægtepar (Leia, Solo), fremmede (Chewbacca).
Kejserens orden står nu for skud. Hans anden Dødssol trues med ødelæggelse, hans hær bekæmpes og Luke konfronterer Kejseren og Darth Vader. De er ved at korrumpere den unge Luke, da hans Søster bringes ind i ligningen. Herfra kan eksistensen af søskendeparret besejre Kejseren ved at sønnen myrder faderen og herved bringer Sith ordenen til ende, religiøst som sekulært.
Anakin har altså fået skaffet en ny orden. Ikke mellem Sith og Jedis, men mellem køn og racer.
Mand og kvinde mødes, de får et barn. Den del er simpel nok, men hvem skaber barnet. Alt afhængigt af hvor og hvornår i verden vi er, så er det enten manden, kvinden eller begge parter, der står bag skabelsesprocessen.
I den vestlige verden svinger perspektivet vidst at være mellem enten begge parter eller kvinden. Rent praktisk bidrager manden med et element, men selve rugeprocessen er hos kvinden og hun kan deraf betragtes som den skabende part – teknologi kan nu om stunder gøre flere af disse elementer overflødige, men det er en anden historie.
Hvis vi nu drager til Star Wars universet, så er det første spørgsmål: Hvor er mødrene?
(NB. følgende bliver skrevet ud fra hukommelsen og jeg har kun set Clone Wars og Revenge of the Sith en gang hver).
Luke og Leia taler om deres mor i Return of the Jedi, men hun er et vagt minde på det tidspunkt – og det må af gode grunde være Leias adoptivmoder vi her taler. Hertil kommer så Anakins moder, som vi møder i del 1. I del 2 er hun borte og i del 3 bliver Luke og Leia født. Altså i alt tre mødre, men det er fædrene som konsekvent er af betydning. Følg med.
Del 3 slutter med at en mand overbringer de to spædbørn til en kvinde. Altså til kvinden gives barnet. Desuden så er både Siths og Jedis bygget op over et mester – elev forhold, eller en far – søn relation og det er forbudt jedis at få børn. Der findes ganske vist kvindelige jedis, men prøv at se deres lille rolle i filmene, det er vist snarere for ikke at blive anklaget for sexisme, at et par stykker er med. Jedis og Siths er som sådan mænd, der indtræder i far – søn relationer, indtil de kan blive ’brødre’.
Jedis kan således ikke skabe liv og de frygter ikke døden, for den er bare et trin til en anden tilværelse. Siths frygter at dø, de hæger sig til livet og skaber mere liv, enten gennem kloning eller ’jomfrufødsler’ (deraf Anakins mystiske fødsel).
Jedis kan vist slippe afsted med at ’anvende’ kloner, i det disse alle er mænd, hvis liv uden det store kan ofres (se på hvor mange af dem der dør, er det på noget tidspunkt trist?) – igen den samme form for mandlige slægt, der konstrueres.
Sagt med andre ord:
Jedis er en enkønnet orden af fædre og sønner, der skaber deres medlemmer gennem optagelse i ordenen. De befinder sig på et stadium mellem liv og død, de skaber ikke liv og de frygter ikke døden. Forholdet mellem mester og elev skal udmunde i et broderskab, dvs. ligeværdige partnere.
Siths er en enkønnet orden af fædre og sønner, der skaber deres medlemmer gennem optagelse i ordenen. De frygter død og skaber liv for at omgå døden. Forholdet mellem mester og elev skal udmunde i et far – søn forhold, altså et hierarkisk forhold, hvorfor det er så vigtigt for Siths at skabe deres egne børn – men helst uden kvinden som aktiv partner, derfor anvendelsen af kloning teknologi og ’jomfrufødsler’ (i dette tilfælde er kvinden rugemor, men hun har ikke indvilliget i moderskabet, næsten en voldtægt).
Sithsne prøver at have en orden af fædre og sønner – uden kvinder – og Jedis forsøger at have en orden af brødre.
Dette motiv gengives flere gange i filmen. Overdragelsen af de to spæde børn fra mand til kvinde indikerer dette. Senator Organas hustru synes at være ude af stand til at skabe børn, så hendes mand ’skaber’ et barn til dem. Lukes onkel og tante synes at være uden andre børn, altså igen et barnløst par, hvor en mand bringer et barn til dem.
En anden parallel findes ved klonerne, hvor ’faderen’ Boba Fett får, som sin løn, sin egen søn, igen skabelse af liv uden kvinders involvering. En far – søn relation.
En tredje antydning af denne parallel kan være Anakins skabelse af C3PIO. Han skaber liv, her i form af en robot.
Klarere ses det måske i kraft af, at de hære som er skabt af Kejseren er robothære (mekanisk liv) og klon hære (biologisk liv) og at denne strategi forsøges efterlevet med stormtropperne (jeg tilhører den skole, der mener at stormtropperne er rekrutterede soldater), der ensformes gennem deres anonymiserende rustning og brugen af talkoder i stedet for navne. Altså skabelsen af hære af mænd, der adlyder en fader – er der måske nogle kvindlige soldater i imperiets hær (eller blandt oprørerne)?
Oprørernes hær afspejler jedisne orden – et råd af vise fædre (senere også en enkelt moder i del 6, der antyder den nye ordens komme) over en masse individuelle mandlige soldater – kontra kejserens hær, et hieraki med faderen i toppen over en masse anonyme mandlige soldater.
Mødre og kvindlige jedis har derfor en meget lille rolle i filmene (hvordan det med tegneserier og bøger, det skal jeg ikke kunne sige noget om) og derfor er det nok også vigtigt for den store episke handling, at der fødes en dreng og en pige.
Anakin er den jedi, der er blevet skabt af mørket. Han er profeteret til at skabe balance, hvilket han gør ved at udrydde alle jedis og siths. Til sidst må han selv dø for at dette kan lade sig gøre. Han er oplært som jedi, er det stadig inderst inde og er også fungerende sith, en syntese af de to ordener. Hans arv er Luke og Leia, skabt af mand og kvinde og de er mand og kvinde. Så Anakin udrydder de to mande-ordener og åbner op for søskende frem for brødre, forældre frem for mænd – et tvekønnet univers, hvor manden og kvinden kan være ligeværdige.
At det er Luke alene, der kæmper mod Darth Vader [Dark Father] og Kejseren, og ikke Leia, skyldes de to skurkes ønske om at vedligeholde deres gamle orden. Det er først da Leia bringes på bane, at konflikten får en ende, så selv om hun ikke er tilstede er hendes eksistens vigtig og den signalerer også søskendesskabet kontra broderskabet.
Dette nye systems komme afspejles også i form af oprørernes hær til sidst, hvor der i rådet af vise mænd også er en kvinde.
Kejseren har efter sin sejr (del 3) skabt verden i sit eget billede. Der er to sekulære ordner, Kejserriget og Oprørerne (del 4), hvis samfundsopbygning afspejler de to gamle religiøse ordner, samtidig med at de er skabt i kejserens billede: der er kun mennesker med. Uden for Kejserens indflydelse er de andre samfund, der er en blanding af alle mulige racer og af begge køn.
Mod slutningen af del 6 er effekten af Anakins arv ved at træde igennem. De to sekulære ordner som kejseren har skabt (Kejserriget, Oprørerne) er under påvirkning. Oprørerne er blevet forvandlet fra en orden af mænd anført af et råd af viise mænd til at være en orden anført af viise mænd og kvinder, hvor fremmede er en del af samfundet igen - dette er sket gennem de to søskendes eksistens: søskende (Luke, Leia), ægtepar (Leia, Solo), fremmede (Chewbacca).
Kejserens orden står nu for skud. Hans anden Dødssol trues med ødelæggelse, hans hær bekæmpes og Luke konfronterer Kejseren og Darth Vader. De er ved at korrumpere den unge Luke, da hans Søster bringes ind i ligningen. Herfra kan eksistensen af søskendeparret besejre Kejseren ved at sønnen myrder faderen og herved bringer Sith ordenen til ende, religiøst som sekulært.
Anakin har altså fået skaffet en ny orden. Ikke mellem Sith og Jedis, men mellem køn og racer.
20. juli 2005
Analogier og komparationer – igen.
For nogen tid siden skrev jeg om komparationer og hvorfor jeg ikke bryder mig om dem. Det var mit første udkast – nu prøver jeg igen, denne gang måske med en lidt mere nuanceret diskussion.
Min primære anke er den samme som sidst. Nemlig den, at under den komparative øvelse bliver der ofte fejlagtigt anvendt analogier i stedet og disse analogier er både misvisende og i et antropologisk og i magtpolitisk perspektiv del af en magtrelation.
Først og fremmest skal det erindres, at en bevægelsen i en analogi går begge veje. Dvs. hvis A er lig B, så er B også lig med A.
A = B
Det lyder umiddelbart simpelt, men det betyder, at hvis Azande heksedoktorer sammenlignes analogt med middelalderens hekse, så går det også den anden vej. Vi opfatter altså heksedoktorerne som en middelalderlig institution med alt hvad der heraf følger af middelalderlige konnotationer.
Her ses en udpræget uvane, nemlig at sammenligne samfund, der er fjerne i rum med samfund fjerne i tid. Den underliggende præmis er at alle skal gennem de samme udviklingsstadier og der er derfor kun en modernitet, kun én måde at have et moderne samfund på.
Magtrelationen giver sig udtryk i, at ’vi’ definerer ’dem’ som tilbagestående i kraft af, at der kun findes en udvikling og at de ikke har nået vores niveau. De er os underlegne og kan derfor ikke indgå i en ligeværdig relation. Sekundært har det indflydelse på antropologien, da genstandsfeltet ikke er en ligeværdig partner – ’Genstanden’ er altså forskeren underlegen, ikke en partner, der indgår i et studium af en gruppe mennesker,
Det næste metodiske problem, som melder sig, er hvorledes man ved, at de to grupper kan danne en analogi. Her lurer faren for en ringslutning. Denne problemstilling gør sig også gældende ved komparationerne.
Sidst gælder det, at analogier er glimrende pædagogiske redskaber til at illustrere en pointe, at omformulere en problemstilling til andre termer, så de bliver lettere at forstå – men det betyder at analogien er et retorisk værktøj, der skal understrege en allerede given pointe, i kraft af at analogien er udvalgt med det formål at give beretteren ret, nu bare i andre termer, så kan være lettere at forstå.
Det er i særdeleshed i denne sammenhæng at sammensmeltningen af analogi og komparation er problematisk, for i så fald er det ikke to samfund der kompareres, men det ene der spejles over i det andet, gennem et spejl formet på forhånd af den konklusion, at samfundet fjernt i rum er det samme som samfundet fjernt i tid, at Afrika er vores oldtid, at Mellemøsten er vores middelalder etc.
Komparationer
En måde at komparere på er at stille to strukturer op over for hinanden. Det kan f.eks. være strukturen i Den lille Rødhætte overfor strukturen i Snehvide. En gevinst ville være, at en større forståelse for opbygningen af eventyrerne opnås. I visse tilfælde opnås en yderligere gevinst, det gør sig ofte gældende inden for religionshistorie, nemlig i tilfælde af, hvor det ene element er ufuldkomment, der kan den strukturelle sammenligning give en ide om, hvad der er gået tabt. Altså hvis eventyret om Snehvide hændte at være ufuldkomment, så kunne en sammenligning med strukturen i Den lille Rødhætte give en ide om, hvad der er gået tabt.
Problemet er igen at vide om de to kan kompareres – her træder en hermeneutisk cirkel ind – vi ved, at de er folkeeventyr fra Europa, gengivet af brødrene Grimm og omskrevet fra flere forskellige fortalte versioner til en skriftlig, der er i overensstemmelse med periodens opfattelse af, hvad et folkeeventyr er. De to elementer har altså noget tilfælles.
Det er i særdeleshed kriterierne for udvælgelsen af de komparative elementer, der her er i højsædet for min kritik. Min fokus bliver på emner, der berører mit fag og emner, jeg har haft arbejdet i forbindelse med mit fag. Her bliver det særligt mytologier, religionshistorie og indo-europæistik, sekundært antropologien som hjælperedskab for historiefaget til analysen af fortidige samfund.
På et plan kan to elementer udvælges fordi de umiddelbart synes at have en lighed, men så skal det efterprøves om en sådan komparation kan have sin gyldighed, ellers bliver der tale om en analogi og så er resultatet kommet ud på et vildspor. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan sådan noget kan efterprøves, men et sted at begynde er at overveje, hvorfor man forestiller sig at disse to elementer kan sammenlignes. Selverkendelse på dette plan er en yderst praktisk ting.
Inden for Indo-europæistikken er antagelsen ret simpel og meget spændende, men min personlige holdning er, at det er lige så problematisk – jeg kan lige så godt stå ved den del – for ideen er, at der en gang på et ubestemt tidspunkt, antageligvis for mere end 3000 år siden boede en befolkningsgruppe et sted på den russiske slette nær Sortehavet, som talte indo-europæisk (i en anden tid også kaldet indo-germansk, men det er en term, der er blevet lagt på hylden) eller proto-indo-europæisk (PIE). Denne gruppe splittede med tiden op og bredte sig ud i alle mulige retninger og med tiden dannede sig undergrupper, der atter dannede nye undergrupper og hermed opstod de indo-europæiske sprog, f.eks. er dansk, svensk, norsk, islandsk og færøsk den nordgermanske gruppe, der har fællesskab med resten af den germanske gruppe og i fjernere led kommer den romanske gruppe ind (rumænsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk, latin), den græske, keltiske, slaviske, iranske og indiske gruppe ind, længst mod øst tokarisk (Tarim bassinet, Gobi ørkenen, Kinas vestligste provins) etc. Udenfor er de tyrkiske sprog, oldægyptiske, baskiske (som måske er et sprog fra før den indoeuropæiske ankomst til Europa), kinesiske, semitiske (arabisk, hebraisk m.fl.) og finno-ugriske (bl.a. finsk, estisk, ungarnsk) m.fl.
Jeg betvivler ikke den sproglige sammenhæng inden for den indo-europæiske gruppe, men der er meget, der ikke vides om, hvordan sprogene er blevet spredt rundt om. Tid, sted og modus er reelt set ukendte, men der er blevet gjort mange kreative tolkninger, her markerer Gimbutas sig med den feministiske tolkning, hvor ’onde, patriarkalske, stridsvognskørende, øksesvingende mænd’ er væltet ind over det ’fredelige, matriarkalske, modergudinde-dyrkende Oldeuropa’, men den skal der ikke lægges nogen vægt på, tolkningsmæssigt er den blevet afvist, men teorien rører stadig på sig, gerne ude i det pseudovidenskabelige opland.
Men har disse PIE folk så taget en fælles kultur med sig og spredt ud i takt med sprogenes udbredelse og hver gang et sprog har adskilt sig, har det så også markeret en (sub)kulturs udskillelse/opståen, der er udsprunget af den samme PIE-kulturelle rod?
Det kan ikke rigtigt besvares, men det virker plausibelt. Men alle disse begivenheder falder mere eller mindre helt uden for kilderne, både de skriftlige og de arkæologiske. Det meste af dette er bygget op over sprogenes udbredelse og de indo-europæiske mytologier, i mindre omfang kaukasoide folks udbredelse (relevans i Tarimbassinet, da det bevidst kaukasoide folks tilstedeværelse og beviste at kinesernes tegninger af ’hvide mennesker’ fra 700-tallet var korrekte).
Sprogene giver langt hen ad vejen sig selv. Mange ord har beviseligt en sammenhæng inden for det indo-eurpæiske sprogområde, men denne videnskab er ikke nøglen til mange termer. Mange termer lade sig ikke tolke eller forstå gennem den ’indo-europæiske sprogøvelse’, hvad jeg hentyder til er, at f.eks. inden for nordiske mytologi bliver en række termer forsøgt forklaret ved sammenligning med keltiske, græske og indiske ord, ofte bliver disse forklaringer meget søgte, i særdeleshed fordi de meget belejligt altid understøtter netop denne forskers tolkning (se særligt forsøgene på at tolke Nerthus = Njord).
Så træder Dumézil ind på scenen. En fransk strukturalist, der konstaterede, at de indo-europæiske mytologier havde fælles strukturer. Antagelsen er, at de indo-eurpæiske folk – bevist gennem deres relaterede sprog – havde en specifik samfundsstruktur og at denne samfundsstruktur blev genspejlet i deres indo-europæiske mytologi og i takt med at de indo-europæiske undergrupper dannedes bevarede de den underliggende struktur, men lod ’overfladen’ ændre sig til at passe deres egne behov, således er de indiske, græske og germanske guder ikke ens, men den struktur de indgår i er ens. Endvidere blev strukturerne enten anbragt i mytologierne (græske, keltiske, germanske, indiske) eller i sagnhistorien (romerske).
Det bliver således muligt at udfylde huller i den nordiske mytologi, ved at finde den matchende struktur i det indiske materiale og se hvad der optræder her. Denne øvelse transcenderer forskellen i tid i kilderne, så det har ingen eller lidet betydning, at der er mere end tusinde år mellem det indiske og det nordiske materiale. Den kamel har jeg altid haft svært ved at sluge.
Ydermere kommer der så alle undtagelserne. Først og fremmest er Dumézils forskning hans livsværk. Han arbejdede med det hele sit liv, foretog en række omtolkninger senere hen (hvilket er fuldt ud legitimt) og han har mange disciple, der har viderebearbejdet hans teorier (der findes ligefrem en feministisk skole, der vil udvide Dumézils treledede model med et fjerde led i form af Den Store Modergudinde). Men der er ikke foretaget tilsvarende grundige analyser af materialet uden for den indo-europæiske gruppe, dvs. en undersøgelse af semitiske eller kinesiske religioner. En kritiker forsøgte ganske vist at falsificere Dumézils model ved at anvende den på semitisk materiale, men i kraft af den pondus, der ligger i Dumézils lange arbejde, kunne teorien afvises af denne vej. Ydermere antager Dumézil at kineserne/asiaterne har en toleddet struktur kontra den treleddede indo-europæiske, dette er kun blevet undersøgt i det omfang det var nødvendigt til at lappe på en hul i Dumézils teori. Det forholder sig nemlig således, at der er mange undtagelser i den treleddede struktur, som kun synes at finde sit ideal i det indiske materiale, og de mange undtagelser forklares altid med noget, der synes at være en ad hoc løsning. F.eks. konstateredes det at den japanske mytologi passede ret godt ind i den indo-europæiske, hvilket straks forklaredes med at skytiske rytterfolk havde bragt den til koreanerne, der havde bragt den videre til japanerne. For skyterne gælder det endvidere, at de har en tendens til en toleddet struktur, hvilket forklares med en påvirkning fra den kinesiske/asiatiske struktur. Kelterne har ekspanderet til en firleddet struktur, andre har identificeret fem- og otteleddede strukturer og hos germanerne er der sket et ’skred’ mellem funktionerne. Er det så stadig den sammen model eller skulle man måske acceptere, at der er noget andet på spil end den dumézilske treleddede struktur? Mange af løsningerne er for belejlige ad hoc forklaringer.
Dertil er der selvfølgelig det problem, at man fra tid til anden er nødt til at acceptere Dumézils tolkninger af denne og hin myte for at få modellen til at passe. Det er som sådan altid et problem og kan flere steder svække værdien af hans tolkning.
Hertil kommer også, at man er nødt til at acceptere, at myterne kun synes at kunne forstås i en specifik kontekst, nemlig den indo-europæiske. Med andre ord de samfund, som f.eks. det nordiske, må have haft besvær med at forstå deres egne myter, i det at de afspejler strukturer fra en fremmed fortid, fra en fremmed kultur og hvis betydning primært forstås i den fortid, ikke myternes egen samtid.
Endelig kommer vi tilbage til komparationsdiskussionen. Basisideen er at disse myter kan sammenlignes, fordi de er udsprunget af sammen fjerne kultur, bevidst gennem sprogenes fælles forbindelser, men hvad er det i myterne som skal sammenlignes?
Kigger man på argumentationen, primært hos Dumézils disciple, kan det ofte ses, at komparationerne foretages ad hoc for at understrege denne eller hin tolkning, der ingen konsekvens og hvad værre er, konsekvensen er fuldt ud fraværende, når det gælder det strukturelle niveau, hvorpå tolkningen skal foretages. Er det attributter eller funktioner hos guderne, eller er det fortællingernes opbygning der er gældende? Der skelnes ikke mellem disse niveauer i komparationerne og ofte foretages disse komparationer på en sådan måde, at de komparerede elementer tages ud af deres kontekst (og igen tidsfaktoren: det antages at strukturen er uafhængig af tidens gang, således at alle kilder afspejler det samme, også selvom der netop er undtagelser til samtlige indo-eurpæiske mytologier!). F.eks. sammenlignes Indra med Thor bl.a. i kraft af at de begge har rødt hår – men det er en attribut, der netop er uafhængig af kildernes struktur, altså ikke noget grundlag for sammenligning. Der er i dette eksempel dog nogle bedre argumenter for sammenligningen mellem de to guder, men inddragelsen af det røde hår, der altid finder sted, viser hvorledes der sammenlignes på kryds og tværs, bl.a. fordi det ikke overvejes hvad betydning rødt hår har i et samfund af rødblonde folk kontra et samfund af sorthårede. I førstnævnte samfund er rødt hår helt almindeligt, mens det blandt folk, der er helt sorthårede, måske kan være lige så fantastisk som blåt hår?
Netop inkonsekvensen i den komparative tilgang og det at myterne bliver meningsløse for den samtid de har eksisteret i, ser jeg som store anker i den dumézilske skole.
En anden måde at foretage en komparation er på, at sammenligne to samfund. I kraft af, at kilderne til de fortidige samfund kun er så og så gode, så mangler der altså en række informationer. Men hvis man nu kan finde to samfund, der har en lighed, så kan de vel sammenlignes? En lighed vil naturligvis være et sprogligt og kulturelt fællesskab. Derfor må det danske jernaldersamfund vel kunne sammenlignes med det svenske jernaldersamfund, de ligger tæt på hinanden, har sproglige ligheder, visse geografiske ligheder og nogle kulturelle ligheder. Men kan det danske jernaldersamfund så ikke sammenlignes med den danske højmiddelalder? Sproget er omtrent det samme, kulturen ligeså. Der er tale om samme geografi, så ergo må der kunne sammenlignes. Også hvis dansk højmiddelalder kan sammenlignes med den danske jernalder, hvorfor så ikke Danmark i 1700-tallet, Danmark før 2. Verdenskrig, eller efter 2. Verdenskrig? Mange vil sikkert finde sammenligningen med Danmark efter 2. Verdenskrig absurd, men tilsyneladende kan man sagtens sammenligne med moderne Afrika. Grunden hertil at man antager at samfundene skal have samme basis, dvs. samme form for livsvilkår, der skal være tale om et jæger-samler samfund, et nomadisk kvægdriftssamfund, eller svedjelandbrug eller simpelt landbrug suppleret med jagt og røveri etc.
Det moderne Danmark ligner på den måde ikke jernalderens Danmark, men hvornår holder Danmark op med at ligne jernalderens Danmark. Landbrugsmæssigt kan det argumenteres med, at det sker ret sent, men der er en underliggende konsensus om at de senere Danmarker ikke kan sammenlignes med jernalderens. I stedet skal der sammenlignes med et samfund i moderne tid – den oplagte grund er naturligvis, at der er tale om et bedre kildegrundlag, vi kan rejse ud og kigge på komparationen – men hvis sammenligningen er så oplagt, hvorfor er der så overhovedet nogen forskelle? Eller med andre ord, basis for de komparerede samfund er antages at være den samme (derfor de kan kompareres), men hvis basis giver grundlag for sammenligning, hvorfor er der så overhovedet nogen forskel på samfundene? ’Identisk’ basis må altså stadig åbne for forskellige samfund, for ellers må antagelsen blive at middelalderens Europa gennem flere århundreder er et og samme samfund, i kraft af en identisk basis, og derfor kvit og frit kan kompareres. Men ganske interessant, så er det ikke en øvelse der foretages, i stedet kigger man på Afrika eller lignende tredje verdenssamfund, for her at finde den relevante basis.
Der er dog gevinster at opnå. Ved at kigge på andre samfund, kan alternative måder at organisere samfund og løse konflikter på identificeres og de kan bidrage til en større forståelse af andre samfund, blandt andet de fortidige, bare man gør sig bevidst om, hvorfor det er, at Afrika sådan kommer i søgelyset, som det har været tilfældet med dette lille indlæg.
Min primære anke er den samme som sidst. Nemlig den, at under den komparative øvelse bliver der ofte fejlagtigt anvendt analogier i stedet og disse analogier er både misvisende og i et antropologisk og i magtpolitisk perspektiv del af en magtrelation.
Først og fremmest skal det erindres, at en bevægelsen i en analogi går begge veje. Dvs. hvis A er lig B, så er B også lig med A.
A = B
Det lyder umiddelbart simpelt, men det betyder, at hvis Azande heksedoktorer sammenlignes analogt med middelalderens hekse, så går det også den anden vej. Vi opfatter altså heksedoktorerne som en middelalderlig institution med alt hvad der heraf følger af middelalderlige konnotationer.
Her ses en udpræget uvane, nemlig at sammenligne samfund, der er fjerne i rum med samfund fjerne i tid. Den underliggende præmis er at alle skal gennem de samme udviklingsstadier og der er derfor kun en modernitet, kun én måde at have et moderne samfund på.
Magtrelationen giver sig udtryk i, at ’vi’ definerer ’dem’ som tilbagestående i kraft af, at der kun findes en udvikling og at de ikke har nået vores niveau. De er os underlegne og kan derfor ikke indgå i en ligeværdig relation. Sekundært har det indflydelse på antropologien, da genstandsfeltet ikke er en ligeværdig partner – ’Genstanden’ er altså forskeren underlegen, ikke en partner, der indgår i et studium af en gruppe mennesker,
Det næste metodiske problem, som melder sig, er hvorledes man ved, at de to grupper kan danne en analogi. Her lurer faren for en ringslutning. Denne problemstilling gør sig også gældende ved komparationerne.
Sidst gælder det, at analogier er glimrende pædagogiske redskaber til at illustrere en pointe, at omformulere en problemstilling til andre termer, så de bliver lettere at forstå – men det betyder at analogien er et retorisk værktøj, der skal understrege en allerede given pointe, i kraft af at analogien er udvalgt med det formål at give beretteren ret, nu bare i andre termer, så kan være lettere at forstå.
Det er i særdeleshed i denne sammenhæng at sammensmeltningen af analogi og komparation er problematisk, for i så fald er det ikke to samfund der kompareres, men det ene der spejles over i det andet, gennem et spejl formet på forhånd af den konklusion, at samfundet fjernt i rum er det samme som samfundet fjernt i tid, at Afrika er vores oldtid, at Mellemøsten er vores middelalder etc.
Komparationer
En måde at komparere på er at stille to strukturer op over for hinanden. Det kan f.eks. være strukturen i Den lille Rødhætte overfor strukturen i Snehvide. En gevinst ville være, at en større forståelse for opbygningen af eventyrerne opnås. I visse tilfælde opnås en yderligere gevinst, det gør sig ofte gældende inden for religionshistorie, nemlig i tilfælde af, hvor det ene element er ufuldkomment, der kan den strukturelle sammenligning give en ide om, hvad der er gået tabt. Altså hvis eventyret om Snehvide hændte at være ufuldkomment, så kunne en sammenligning med strukturen i Den lille Rødhætte give en ide om, hvad der er gået tabt.
Problemet er igen at vide om de to kan kompareres – her træder en hermeneutisk cirkel ind – vi ved, at de er folkeeventyr fra Europa, gengivet af brødrene Grimm og omskrevet fra flere forskellige fortalte versioner til en skriftlig, der er i overensstemmelse med periodens opfattelse af, hvad et folkeeventyr er. De to elementer har altså noget tilfælles.
Det er i særdeleshed kriterierne for udvælgelsen af de komparative elementer, der her er i højsædet for min kritik. Min fokus bliver på emner, der berører mit fag og emner, jeg har haft arbejdet i forbindelse med mit fag. Her bliver det særligt mytologier, religionshistorie og indo-europæistik, sekundært antropologien som hjælperedskab for historiefaget til analysen af fortidige samfund.
På et plan kan to elementer udvælges fordi de umiddelbart synes at have en lighed, men så skal det efterprøves om en sådan komparation kan have sin gyldighed, ellers bliver der tale om en analogi og så er resultatet kommet ud på et vildspor. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan sådan noget kan efterprøves, men et sted at begynde er at overveje, hvorfor man forestiller sig at disse to elementer kan sammenlignes. Selverkendelse på dette plan er en yderst praktisk ting.
Inden for Indo-europæistikken er antagelsen ret simpel og meget spændende, men min personlige holdning er, at det er lige så problematisk – jeg kan lige så godt stå ved den del – for ideen er, at der en gang på et ubestemt tidspunkt, antageligvis for mere end 3000 år siden boede en befolkningsgruppe et sted på den russiske slette nær Sortehavet, som talte indo-europæisk (i en anden tid også kaldet indo-germansk, men det er en term, der er blevet lagt på hylden) eller proto-indo-europæisk (PIE). Denne gruppe splittede med tiden op og bredte sig ud i alle mulige retninger og med tiden dannede sig undergrupper, der atter dannede nye undergrupper og hermed opstod de indo-europæiske sprog, f.eks. er dansk, svensk, norsk, islandsk og færøsk den nordgermanske gruppe, der har fællesskab med resten af den germanske gruppe og i fjernere led kommer den romanske gruppe ind (rumænsk, fransk, spansk, italiensk, portugisisk, latin), den græske, keltiske, slaviske, iranske og indiske gruppe ind, længst mod øst tokarisk (Tarim bassinet, Gobi ørkenen, Kinas vestligste provins) etc. Udenfor er de tyrkiske sprog, oldægyptiske, baskiske (som måske er et sprog fra før den indoeuropæiske ankomst til Europa), kinesiske, semitiske (arabisk, hebraisk m.fl.) og finno-ugriske (bl.a. finsk, estisk, ungarnsk) m.fl.
Jeg betvivler ikke den sproglige sammenhæng inden for den indo-europæiske gruppe, men der er meget, der ikke vides om, hvordan sprogene er blevet spredt rundt om. Tid, sted og modus er reelt set ukendte, men der er blevet gjort mange kreative tolkninger, her markerer Gimbutas sig med den feministiske tolkning, hvor ’onde, patriarkalske, stridsvognskørende, øksesvingende mænd’ er væltet ind over det ’fredelige, matriarkalske, modergudinde-dyrkende Oldeuropa’, men den skal der ikke lægges nogen vægt på, tolkningsmæssigt er den blevet afvist, men teorien rører stadig på sig, gerne ude i det pseudovidenskabelige opland.
Men har disse PIE folk så taget en fælles kultur med sig og spredt ud i takt med sprogenes udbredelse og hver gang et sprog har adskilt sig, har det så også markeret en (sub)kulturs udskillelse/opståen, der er udsprunget af den samme PIE-kulturelle rod?
Det kan ikke rigtigt besvares, men det virker plausibelt. Men alle disse begivenheder falder mere eller mindre helt uden for kilderne, både de skriftlige og de arkæologiske. Det meste af dette er bygget op over sprogenes udbredelse og de indo-europæiske mytologier, i mindre omfang kaukasoide folks udbredelse (relevans i Tarimbassinet, da det bevidst kaukasoide folks tilstedeværelse og beviste at kinesernes tegninger af ’hvide mennesker’ fra 700-tallet var korrekte).
Sprogene giver langt hen ad vejen sig selv. Mange ord har beviseligt en sammenhæng inden for det indo-eurpæiske sprogområde, men denne videnskab er ikke nøglen til mange termer. Mange termer lade sig ikke tolke eller forstå gennem den ’indo-europæiske sprogøvelse’, hvad jeg hentyder til er, at f.eks. inden for nordiske mytologi bliver en række termer forsøgt forklaret ved sammenligning med keltiske, græske og indiske ord, ofte bliver disse forklaringer meget søgte, i særdeleshed fordi de meget belejligt altid understøtter netop denne forskers tolkning (se særligt forsøgene på at tolke Nerthus = Njord).
Så træder Dumézil ind på scenen. En fransk strukturalist, der konstaterede, at de indo-europæiske mytologier havde fælles strukturer. Antagelsen er, at de indo-eurpæiske folk – bevist gennem deres relaterede sprog – havde en specifik samfundsstruktur og at denne samfundsstruktur blev genspejlet i deres indo-europæiske mytologi og i takt med at de indo-europæiske undergrupper dannedes bevarede de den underliggende struktur, men lod ’overfladen’ ændre sig til at passe deres egne behov, således er de indiske, græske og germanske guder ikke ens, men den struktur de indgår i er ens. Endvidere blev strukturerne enten anbragt i mytologierne (græske, keltiske, germanske, indiske) eller i sagnhistorien (romerske).
Det bliver således muligt at udfylde huller i den nordiske mytologi, ved at finde den matchende struktur i det indiske materiale og se hvad der optræder her. Denne øvelse transcenderer forskellen i tid i kilderne, så det har ingen eller lidet betydning, at der er mere end tusinde år mellem det indiske og det nordiske materiale. Den kamel har jeg altid haft svært ved at sluge.
Ydermere kommer der så alle undtagelserne. Først og fremmest er Dumézils forskning hans livsværk. Han arbejdede med det hele sit liv, foretog en række omtolkninger senere hen (hvilket er fuldt ud legitimt) og han har mange disciple, der har viderebearbejdet hans teorier (der findes ligefrem en feministisk skole, der vil udvide Dumézils treledede model med et fjerde led i form af Den Store Modergudinde). Men der er ikke foretaget tilsvarende grundige analyser af materialet uden for den indo-europæiske gruppe, dvs. en undersøgelse af semitiske eller kinesiske religioner. En kritiker forsøgte ganske vist at falsificere Dumézils model ved at anvende den på semitisk materiale, men i kraft af den pondus, der ligger i Dumézils lange arbejde, kunne teorien afvises af denne vej. Ydermere antager Dumézil at kineserne/asiaterne har en toleddet struktur kontra den treleddede indo-europæiske, dette er kun blevet undersøgt i det omfang det var nødvendigt til at lappe på en hul i Dumézils teori. Det forholder sig nemlig således, at der er mange undtagelser i den treleddede struktur, som kun synes at finde sit ideal i det indiske materiale, og de mange undtagelser forklares altid med noget, der synes at være en ad hoc løsning. F.eks. konstateredes det at den japanske mytologi passede ret godt ind i den indo-europæiske, hvilket straks forklaredes med at skytiske rytterfolk havde bragt den til koreanerne, der havde bragt den videre til japanerne. For skyterne gælder det endvidere, at de har en tendens til en toleddet struktur, hvilket forklares med en påvirkning fra den kinesiske/asiatiske struktur. Kelterne har ekspanderet til en firleddet struktur, andre har identificeret fem- og otteleddede strukturer og hos germanerne er der sket et ’skred’ mellem funktionerne. Er det så stadig den sammen model eller skulle man måske acceptere, at der er noget andet på spil end den dumézilske treleddede struktur? Mange af løsningerne er for belejlige ad hoc forklaringer.
Dertil er der selvfølgelig det problem, at man fra tid til anden er nødt til at acceptere Dumézils tolkninger af denne og hin myte for at få modellen til at passe. Det er som sådan altid et problem og kan flere steder svække værdien af hans tolkning.
Hertil kommer også, at man er nødt til at acceptere, at myterne kun synes at kunne forstås i en specifik kontekst, nemlig den indo-europæiske. Med andre ord de samfund, som f.eks. det nordiske, må have haft besvær med at forstå deres egne myter, i det at de afspejler strukturer fra en fremmed fortid, fra en fremmed kultur og hvis betydning primært forstås i den fortid, ikke myternes egen samtid.
Endelig kommer vi tilbage til komparationsdiskussionen. Basisideen er at disse myter kan sammenlignes, fordi de er udsprunget af sammen fjerne kultur, bevidst gennem sprogenes fælles forbindelser, men hvad er det i myterne som skal sammenlignes?
Kigger man på argumentationen, primært hos Dumézils disciple, kan det ofte ses, at komparationerne foretages ad hoc for at understrege denne eller hin tolkning, der ingen konsekvens og hvad værre er, konsekvensen er fuldt ud fraværende, når det gælder det strukturelle niveau, hvorpå tolkningen skal foretages. Er det attributter eller funktioner hos guderne, eller er det fortællingernes opbygning der er gældende? Der skelnes ikke mellem disse niveauer i komparationerne og ofte foretages disse komparationer på en sådan måde, at de komparerede elementer tages ud af deres kontekst (og igen tidsfaktoren: det antages at strukturen er uafhængig af tidens gang, således at alle kilder afspejler det samme, også selvom der netop er undtagelser til samtlige indo-eurpæiske mytologier!). F.eks. sammenlignes Indra med Thor bl.a. i kraft af at de begge har rødt hår – men det er en attribut, der netop er uafhængig af kildernes struktur, altså ikke noget grundlag for sammenligning. Der er i dette eksempel dog nogle bedre argumenter for sammenligningen mellem de to guder, men inddragelsen af det røde hår, der altid finder sted, viser hvorledes der sammenlignes på kryds og tværs, bl.a. fordi det ikke overvejes hvad betydning rødt hår har i et samfund af rødblonde folk kontra et samfund af sorthårede. I førstnævnte samfund er rødt hår helt almindeligt, mens det blandt folk, der er helt sorthårede, måske kan være lige så fantastisk som blåt hår?
Netop inkonsekvensen i den komparative tilgang og det at myterne bliver meningsløse for den samtid de har eksisteret i, ser jeg som store anker i den dumézilske skole.
En anden måde at foretage en komparation er på, at sammenligne to samfund. I kraft af, at kilderne til de fortidige samfund kun er så og så gode, så mangler der altså en række informationer. Men hvis man nu kan finde to samfund, der har en lighed, så kan de vel sammenlignes? En lighed vil naturligvis være et sprogligt og kulturelt fællesskab. Derfor må det danske jernaldersamfund vel kunne sammenlignes med det svenske jernaldersamfund, de ligger tæt på hinanden, har sproglige ligheder, visse geografiske ligheder og nogle kulturelle ligheder. Men kan det danske jernaldersamfund så ikke sammenlignes med den danske højmiddelalder? Sproget er omtrent det samme, kulturen ligeså. Der er tale om samme geografi, så ergo må der kunne sammenlignes. Også hvis dansk højmiddelalder kan sammenlignes med den danske jernalder, hvorfor så ikke Danmark i 1700-tallet, Danmark før 2. Verdenskrig, eller efter 2. Verdenskrig? Mange vil sikkert finde sammenligningen med Danmark efter 2. Verdenskrig absurd, men tilsyneladende kan man sagtens sammenligne med moderne Afrika. Grunden hertil at man antager at samfundene skal have samme basis, dvs. samme form for livsvilkår, der skal være tale om et jæger-samler samfund, et nomadisk kvægdriftssamfund, eller svedjelandbrug eller simpelt landbrug suppleret med jagt og røveri etc.
Det moderne Danmark ligner på den måde ikke jernalderens Danmark, men hvornår holder Danmark op med at ligne jernalderens Danmark. Landbrugsmæssigt kan det argumenteres med, at det sker ret sent, men der er en underliggende konsensus om at de senere Danmarker ikke kan sammenlignes med jernalderens. I stedet skal der sammenlignes med et samfund i moderne tid – den oplagte grund er naturligvis, at der er tale om et bedre kildegrundlag, vi kan rejse ud og kigge på komparationen – men hvis sammenligningen er så oplagt, hvorfor er der så overhovedet nogen forskelle? Eller med andre ord, basis for de komparerede samfund er antages at være den samme (derfor de kan kompareres), men hvis basis giver grundlag for sammenligning, hvorfor er der så overhovedet nogen forskel på samfundene? ’Identisk’ basis må altså stadig åbne for forskellige samfund, for ellers må antagelsen blive at middelalderens Europa gennem flere århundreder er et og samme samfund, i kraft af en identisk basis, og derfor kvit og frit kan kompareres. Men ganske interessant, så er det ikke en øvelse der foretages, i stedet kigger man på Afrika eller lignende tredje verdenssamfund, for her at finde den relevante basis.
Der er dog gevinster at opnå. Ved at kigge på andre samfund, kan alternative måder at organisere samfund og løse konflikter på identificeres og de kan bidrage til en større forståelse af andre samfund, blandt andet de fortidige, bare man gør sig bevidst om, hvorfor det er, at Afrika sådan kommer i søgelyset, som det har været tilfældet med dette lille indlæg.
20. juni 2005
Langt om længe ...
er jeg tilbage. Men kun for en kort stund. For min adgang til nettet er begrænset og det er vist egentligt meget heldigt, for så spilder jeg ikke for megen tid her.
Længere tanker og tekster følger, når jeg har bedre tid ... hmm, der er vist noget selvmodsigende her.
Nok for nu.
Længere tanker og tekster følger, når jeg har bedre tid ... hmm, der er vist noget selvmodsigende her.
Nok for nu.
19. maj 2005
Portaler og slige overgange
Lad os begynde ved Elverhøj i filmen Cursed. Den forulykkede bil fungerer som overgangen mellem denne verden og den fantastiske verden. Højen hviler på gloende pæle i skovbrynet, også selvom det er en forulykket bil, vendt på hovedet, der ligger i et buskads.
Altså ideen er, at den virkelige verden er adskilt af en portal fra den fantastiske verden. Enten er det en klart markeret portal, som i Cursed, eller vor helt (eller vore helte) rejser afsted i tåge (eller en tilsvarende uhåndgribelig verden) eller uden bevidsthed, dvs. sovende eller bevidstløs, eller bedre nu, de to ting kombineret. Denne rejse i grænselandet, det liminale felt, foretages i det uhåndgribelige (tåge, sovende) og er overgangen mellem det virkelige og det fantastiske. Det virkelige er den verden, som modtageren af fortællingen kan associere sig med, og det fantastiske er den verden, hvor helten og publikum går på opdagelse.
Et hurtigt indskud, nogle historier begynder med en intro, der dækker samme behov, f.eks. StarWars og Dune, dvs. at hele fortællingen finder sted inde i den fantastiske verden og der er derfor ingen overgang i selve historien.
Tager vi derimod Waterworld, så bevæger heltene sig, bevidstløse af hunger, flyvende i en sky, fra den eventyrlige Waterworld til fastlandet, i dette tilfælde øen. Overgangen er det der bringer dem ud af den oversvømmede verden og ind i en normal verden, hvor der er fastland.
Samme mønster gentager sig i alle mulige andre film. Tag f.eks Truman Show. Her forsøger Truman gentagne gange, at undslippe den kunstige virkelighed - kulissebyen - men det fejler gang på gang. Det er først da han krydser havet, bevidstløs under et stormvejr, at han er i stand til at komme til virkeligheden. Og i dette genfindes motivet i en af sine ældste former, nemlig sømanden, der driver om på havet og når frem til en fantastisk ø. Titlen er naturligvis Odysseen. Det forholder sig således, at Odysseus' færd i begyndelsen (og tilsvarende mod slutningen) kan følges på kort over det græske øhav, men efter at være blevet ramt hårdt af en storm, driver han fortabt rundt og havner nu i den eventyrlige del af Odysseen, som ikke tilfredsstillende kan kortlægges, selvom forsøget har været gjort mange gange, inkl. et forsøg på at anbringe hele færden i Baltikum [sic]. Tilbagefærden til den virkelige verden er underlagt de samme omstænddigheder, Odysseus er nødt til at drive fortabt om på havet, førend han kan krydse over fra den ene verden til den anden.
Dette motiv genfindes i mange af middelalderens keltisk-irske myter og i meget europæisk folklore, hvor f.eks. en skov om natten, gerne med en masse tåge, er et farligt sted, da det er forbløffende let, at strande i den anden verden.
Men det, der er sjovest ved denne simple struktur er, at den genfindes i et utal af moderne film - ikke kun gysere, som ovennævnte Cursed, men også komedie/satire som Truman Show eller Science Fiction, som Waterworld. Ofte synes det tvivlsomt om manusforfatteren overhovedet er klar over, hvad øvelsen går ud på, den ligger nærmest som en refleks i fortællestrukturen.
Gå ud og led, den er i de særeste film.
Eksempler:
Matrix: Den indledende dialog under intro rullesteksterne, der lader os passere fra 'verden lagt i ruiner' til 'matricen'.
Mad Max 3: Den flygtende cesna flyver gennem en sandstorm og bringer børnene ud af den gale verden, som de voksne lever i - og som de er ankommet til via et nedstyrtet passagerfly.
Abernes Planet: Det forulykkede rumskib (begge versioner) bringer os til abernes verden - men flugt er mindre sikker ...
Dagon: Skibet forulykker og heltene må søge tilflugt i den sære by.
Flere skal nok dukke op, som jeg kommer i tanke om dem.
Altså ideen er, at den virkelige verden er adskilt af en portal fra den fantastiske verden. Enten er det en klart markeret portal, som i Cursed, eller vor helt (eller vore helte) rejser afsted i tåge (eller en tilsvarende uhåndgribelig verden) eller uden bevidsthed, dvs. sovende eller bevidstløs, eller bedre nu, de to ting kombineret. Denne rejse i grænselandet, det liminale felt, foretages i det uhåndgribelige (tåge, sovende) og er overgangen mellem det virkelige og det fantastiske. Det virkelige er den verden, som modtageren af fortællingen kan associere sig med, og det fantastiske er den verden, hvor helten og publikum går på opdagelse.
Et hurtigt indskud, nogle historier begynder med en intro, der dækker samme behov, f.eks. StarWars og Dune, dvs. at hele fortællingen finder sted inde i den fantastiske verden og der er derfor ingen overgang i selve historien.
Tager vi derimod Waterworld, så bevæger heltene sig, bevidstløse af hunger, flyvende i en sky, fra den eventyrlige Waterworld til fastlandet, i dette tilfælde øen. Overgangen er det der bringer dem ud af den oversvømmede verden og ind i en normal verden, hvor der er fastland.
Samme mønster gentager sig i alle mulige andre film. Tag f.eks Truman Show. Her forsøger Truman gentagne gange, at undslippe den kunstige virkelighed - kulissebyen - men det fejler gang på gang. Det er først da han krydser havet, bevidstløs under et stormvejr, at han er i stand til at komme til virkeligheden. Og i dette genfindes motivet i en af sine ældste former, nemlig sømanden, der driver om på havet og når frem til en fantastisk ø. Titlen er naturligvis Odysseen. Det forholder sig således, at Odysseus' færd i begyndelsen (og tilsvarende mod slutningen) kan følges på kort over det græske øhav, men efter at være blevet ramt hårdt af en storm, driver han fortabt rundt og havner nu i den eventyrlige del af Odysseen, som ikke tilfredsstillende kan kortlægges, selvom forsøget har været gjort mange gange, inkl. et forsøg på at anbringe hele færden i Baltikum [sic]. Tilbagefærden til den virkelige verden er underlagt de samme omstænddigheder, Odysseus er nødt til at drive fortabt om på havet, førend han kan krydse over fra den ene verden til den anden.
Dette motiv genfindes i mange af middelalderens keltisk-irske myter og i meget europæisk folklore, hvor f.eks. en skov om natten, gerne med en masse tåge, er et farligt sted, da det er forbløffende let, at strande i den anden verden.
Men det, der er sjovest ved denne simple struktur er, at den genfindes i et utal af moderne film - ikke kun gysere, som ovennævnte Cursed, men også komedie/satire som Truman Show eller Science Fiction, som Waterworld. Ofte synes det tvivlsomt om manusforfatteren overhovedet er klar over, hvad øvelsen går ud på, den ligger nærmest som en refleks i fortællestrukturen.
Gå ud og led, den er i de særeste film.
Eksempler:
Matrix: Den indledende dialog under intro rullesteksterne, der lader os passere fra 'verden lagt i ruiner' til 'matricen'.
Mad Max 3: Den flygtende cesna flyver gennem en sandstorm og bringer børnene ud af den gale verden, som de voksne lever i - og som de er ankommet til via et nedstyrtet passagerfly.
Abernes Planet: Det forulykkede rumskib (begge versioner) bringer os til abernes verden - men flugt er mindre sikker ...
Dagon: Skibet forulykker og heltene må søge tilflugt i den sære by.
Flere skal nok dukke op, som jeg kommer i tanke om dem.
Mere flytterod
For pokker da også. Skal det absolut være så besværligt at flytte? Forrige ejer var helt klart en ungkarl - manner, jeg troede aldrig, jeg skulle få det sorte af under håndvasken og bag toilettet. Og så skal det hele males etc. etc.
Men så er der det lige det, at pakke alle tingene ned. Jeg har fået styr på mine øl- og snapseglas, men mit barskab er et problem - men det er intet ved siden af at skulle pakeke hele mit bibliotek ned. Stakkels mine flyttere.
Næ, vent nu lige lidt. Hva' har jeg gang i? Det er jo altsammen letlæseligt skrevet, og hvad værre er, i overensstemmelse med den almindelige retsskrivning (se bort fra kommaerne, okay?) - næ, la ås vær mådærn. Daens kodor ær "prågressiv språforsker" å' a' stæver hielt mådærne eller såm æn brækket arm eller mæ æn år anden dialægt. A' trur a' hår noenlunde styr på'et, mæn a' ær itte hielt sægger. Å vad var dæ dær mæ å stæve "tiger" som "tiå"? Vofor æt "tijer"? Dæ lyer mære orret i mien ørær, å ska vi så te å bru en mas 'w' i urene, jævnfør artiklæn i Politikæn?
Yikes, det var ikke helt let. Jeg tror, jeg vil ud fra et princip om dovenskab opponere mod en sådan sprogreform - længere argumenter kan også fremføres efter behov.
Ikke mere i denne omgang.
Men så er der det lige det, at pakke alle tingene ned. Jeg har fået styr på mine øl- og snapseglas, men mit barskab er et problem - men det er intet ved siden af at skulle pakeke hele mit bibliotek ned. Stakkels mine flyttere.
Næ, vent nu lige lidt. Hva' har jeg gang i? Det er jo altsammen letlæseligt skrevet, og hvad værre er, i overensstemmelse med den almindelige retsskrivning (se bort fra kommaerne, okay?) - næ, la ås vær mådærn. Daens kodor ær "prågressiv språforsker" å' a' stæver hielt mådærne eller såm æn brækket arm eller mæ æn år anden dialægt. A' trur a' hår noenlunde styr på'et, mæn a' ær itte hielt sægger. Å vad var dæ dær mæ å stæve "tiger" som "tiå"? Vofor æt "tijer"? Dæ lyer mære orret i mien ørær, å ska vi så te å bru en mas 'w' i urene, jævnfør artiklæn i Politikæn?
Yikes, det var ikke helt let. Jeg tror, jeg vil ud fra et princip om dovenskab opponere mod en sådan sprogreform - længere argumenter kan også fremføres efter behov.
Ikke mere i denne omgang.
16. maj 2005
En film om varulve
Så fik jeg set Cursed. Der var ikke meget at komme efter. Christina Ricci (eller hvordan dælen det navn staves) kæmpede en brav kamp med et manus til en film, der ikke rigtig vidste, hvad den ville. Alt splat var klippet ud og spåkonen, for der er naturligvis en spåkone, var stemningsløs og nærmest ude af kontekst. Filmens persongalleri er klaustorfobisk og ikke alle sammenhænge i filmen er lige velfunderede. Men vi fik brugt en masse tid på skurkens motiver - hvilket omend fjollet var ret morsomt. Og så er spørgsmålet, er det en teenslasher? Det ligner i begyndelsen, men det er i virkeligheden en historie om outsideren i gymnasiet, om selvværd og om (seksuel) identitet - bortset fra at filmen flere gange taber fokus på denne side af hismtorien, for at fokusere på 'de voksnes' og varulvenes intriger, hvis formål egentlig bare er at legitimere deres handlinger.
Og så er der chokeffekter - men ikke megen stemning og heller ikke noget splat, det er klippet ud i et sådant omfang, at det kan mærkes og det tydeligt.
Og så er der computergrafik, der ikke altid er lige imponerende - men oh well, det overlever man nok.
Og så er der en 'smoking gun', der ikke bliver anvendt, nemlig jernladyen.
Og så er der en noget påklistret 'Rødhætte' påkaldelse, men den forbliver ubrugt, hvilket er godt det samme, eftersom der ikke er meget at komme efter her.
Og så var der to interessante ting (når vi ser bort fra skuespillerinden):
- Parkeringskældre er helt klart den moderne version af 'den mørke, farlige skov'. Det ses i mange film, men det var tydeligt her. Nok sagt om det.
- Elverhøj. Der var en elverhøj i filmen! Jeg er ret begejstret over den ide. Den havde rejst sig på gloende pæle og enhver, der trådte ind i den den, ville blive draget ind i en farlig og spændende verden, med risiko for at det farlige i denne verden vil følge en ud igen.
Altså med andre ord. Bilen, der ligger på højkant i buskadset, er tydeligvis elverhøjen. Når man kravler gennem bilen kommer ud på den side, hvor varulven er. Desuden er det nødvendigt, at kravle tilbage gennem bilen for at komme tilbage - at gå rundt om bilen er ingen mulighed. Og således kommer varulven ind i vore heltes verden.
Det der med at passere gennem porte på den måde er faktisk et så gennemgående motiv i film, at man til tider, tror at det er løgn. Men det fortæller jeg først om i næste indlæg.
Og så er der chokeffekter - men ikke megen stemning og heller ikke noget splat, det er klippet ud i et sådant omfang, at det kan mærkes og det tydeligt.
Og så er der computergrafik, der ikke altid er lige imponerende - men oh well, det overlever man nok.
Og så er der en 'smoking gun', der ikke bliver anvendt, nemlig jernladyen.
Og så er der en noget påklistret 'Rødhætte' påkaldelse, men den forbliver ubrugt, hvilket er godt det samme, eftersom der ikke er meget at komme efter her.
Og så var der to interessante ting (når vi ser bort fra skuespillerinden):
- Parkeringskældre er helt klart den moderne version af 'den mørke, farlige skov'. Det ses i mange film, men det var tydeligt her. Nok sagt om det.
- Elverhøj. Der var en elverhøj i filmen! Jeg er ret begejstret over den ide. Den havde rejst sig på gloende pæle og enhver, der trådte ind i den den, ville blive draget ind i en farlig og spændende verden, med risiko for at det farlige i denne verden vil følge en ud igen.
Altså med andre ord. Bilen, der ligger på højkant i buskadset, er tydeligvis elverhøjen. Når man kravler gennem bilen kommer ud på den side, hvor varulven er. Desuden er det nødvendigt, at kravle tilbage gennem bilen for at komme tilbage - at gå rundt om bilen er ingen mulighed. Og således kommer varulven ind i vore heltes verden.
Det der med at passere gennem porte på den måde er faktisk et så gennemgående motiv i film, at man til tider, tror at det er løgn. Men det fortæller jeg først om i næste indlæg.
Flytterod
Tiden går, men mine blogs kommer sgonte langt.
Men jeg har lige fået lejlighed og alt er noget rod - men det er flytterod og det er godt.
Men, det giver ingen tid til at blogge ... og dog, jeg prøver alligevel.
Men jeg har lige fået lejlighed og alt er noget rod - men det er flytterod og det er godt.
Men, det giver ingen tid til at blogge ... og dog, jeg prøver alligevel.
4. maj 2005
Analogier
Hvorfor det er, at jeg ikke ligefrem er glad for dem. Det lyder jo meget simpelt, man har sin sag, sit emne, som man prøver at forklare i tydeligere termer ved at sammenligne med et andet emne, hvorved ens pointe fremhæves. Altså, hvis et emne skal belyses kan et eksempel konstrueres til at belyse eksemplet. Det gøres f.eks. ved at sammenligne middelalderens hekseforfølgelser med 1900-tallets heksedoktorer i Afrika. Her kigger man på de sociale processer i Afrika for at belyse de sociale processer, som fandt sted i middelalderens Europa – men det er netop her at den latente problemstilling ligger.
Det gode ved analogidragningen er, at den åbner op en et retorisk virkemiddel, der kan gøre problemet lettere at forstå, eller bidrage med en ny synsvinkel på emnet, en synsvinkel, der ikke var umiddelbart synligt i det studerede emne selv, som f.eks. med de sociale processer omkring middelalderens hekseforfølgelser – kildematerialet er ikke godt nok til selv at afsløre disse processer, men hvis det antages at mennesket er det samme sociale væsen uafhængigt af tid og rum, hvilket ikke er nogen urimelig antagelse, så paralleller drages til andre samfund.
Men det er også her, at problemet opstår. Først og fremmest er analogien designet til at understøttet emnet, dvs. den er konstruktion, der – hvis det er gjort ordentligt – støtter argumentet og forstærker det ved, at fjerne fokus fra de problemer, der hidrører argumentationen omkring sagens emne.
Formlen for en analogi ser ud som følger:
[emne] = [lignende problemstilling]
men det er den optimistiske tanke bag analogien, snarere er det:
[emne] = [konstruktion baseret på lignende problemstilling]
Det væsentlige er, at emnet prædestinerer indholdet af konstruktionen. Det vil sige den lignende problemstilling formes til at matche emnet og er herved en konstruktion og indholdet af denne konstruktion er ikke neutralt, men netop bestemt af emnet, altså prædestineret.
Forholdet mellem konstruktionen og det, den er konstrueret over, ser således ud:
[lignende problemstilling] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling]
Men der sker meget let den følgende forveksling:
[konstruktion baseret på lignende problemstilling] = [lignende problemstilling]
Det betyder, at indholdet af emnet glider over i konstruktionen og derfra over i den lignende problemstilling (og potentielt tilbage):
[emne ] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling] => [lignende problemstilling]
Den primære grund til, at jeg ser et problem er, at der meget sjældent reflekteres over hvorfor denne eller hin lignende problemstilling udpeges til at konstruere analogien. Med andre ord, den prædestinerende handling er ofte ubevidst eller overset, idet at ’konstruktøren’ antager, at han sammenligner to emner med hinanden, fremfor at han konstruerer analogien og derved (forud)bestemmer indholdet af det sammenlignede. Dette medfører at ’konstruktøren af analogien’ ofte anvender sin referencerammes måde at konstruere analogier på.
Det næste niveau af problemstillingen opstår, ved at de to sammenlignede emner underlægges konstruktøren, der er en magtposition, der gør sig gældende i analogien og som er særligt relevant i de fag, der beskriver menneskets kultur og histori, som f.eks. antropologi, arkæologi og historie.
Det bliver ikke sjældent, at Vesteuropas fortid, fra stenalderen og frem til middelalderen, sammenlignes med kulturer, der i et tidligere verdensbillede blev betragtet som primitive, som f.eks. Afrika. Typisk beskrives oldtidens Danmark med paralleller med det moderne Afrika.
Da de to elementer i analogien opfattes, som værende lig med hinanden:
[oldtidens Danmark] = [moderne Afrika]
så gælder det, at der kunne findes en modernitet (den vestlige) og at alle andre kulturer er nødt til at gennemløbe den samme udvikling for at nå frem til det moderne. Det hindrer eksistensen af alternative moderniteter, som det moderne Afrika, Asien, Amerika osv. ellers repræsenterer. Denne konstruktion lader sig gøre, fordi det vesten er ved roret og kan italesætte analogien ud fra en magtposition, der eliminerer den alternative modernitet. Afrika tvinges ind i en forestilling om, at det skal (med vold og magt) gennemløbe den samme udvikling som Vesten.
Et andet kuriosum ved modellen er, at den er overordentlig gammel – men det bemærker de færreste, da de ikke reflekterer over hvordan de konstruerer deres analogi. Hos antikkens grækere og romere og siden i blandt de lærde kristne i middelalderens Europa, var der en almindelig antagelse, at der var et kulturelt og civlisatorisk centrum, som også var det kulturelle og civilisatoriske højdepunkt og des længere væk man kom fra dette punkt, des mere primitive ville folk være. Men det væsentlige var, at afstanden gjaldt både i tid og rum, dvs. at de stadier af primitivitet folk havde uden for det civilisatoriske centrum afspejlede fortidige stadier af primitivitet, som det civilisatoriske centrum havde haft.I moderne termer vil det svare til at oldtidens Danmark matcher moderne Afrika, at middelalderens Danmark matcher moderne Mellemøsten, at 1800-tallets Danmark matcher det moderne Balkan. Essentielt set er denne model stadig i brug og anvendes i særdeleshed, når der drages analogier mellem Danmarks fortid og moderne samfund. En problematisk størrelse, da analogien typisk overfører den forestillingen om oldtidens Danmark på et andet moderne samfund og derved indlejrer en formativ opfattelse af andre kulturer ude i verden, der kan flyde over i andre emneområder, som f.eks. de gængse medier i dagens Danmark.
Det gode ved analogidragningen er, at den åbner op en et retorisk virkemiddel, der kan gøre problemet lettere at forstå, eller bidrage med en ny synsvinkel på emnet, en synsvinkel, der ikke var umiddelbart synligt i det studerede emne selv, som f.eks. med de sociale processer omkring middelalderens hekseforfølgelser – kildematerialet er ikke godt nok til selv at afsløre disse processer, men hvis det antages at mennesket er det samme sociale væsen uafhængigt af tid og rum, hvilket ikke er nogen urimelig antagelse, så paralleller drages til andre samfund.
Men det er også her, at problemet opstår. Først og fremmest er analogien designet til at understøttet emnet, dvs. den er konstruktion, der – hvis det er gjort ordentligt – støtter argumentet og forstærker det ved, at fjerne fokus fra de problemer, der hidrører argumentationen omkring sagens emne.
Formlen for en analogi ser ud som følger:
[emne] = [lignende problemstilling]
men det er den optimistiske tanke bag analogien, snarere er det:
[emne] = [konstruktion baseret på lignende problemstilling]
Det væsentlige er, at emnet prædestinerer indholdet af konstruktionen. Det vil sige den lignende problemstilling formes til at matche emnet og er herved en konstruktion og indholdet af denne konstruktion er ikke neutralt, men netop bestemt af emnet, altså prædestineret.
Forholdet mellem konstruktionen og det, den er konstrueret over, ser således ud:
[lignende problemstilling] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling]
Men der sker meget let den følgende forveksling:
[konstruktion baseret på lignende problemstilling] = [lignende problemstilling]
Det betyder, at indholdet af emnet glider over i konstruktionen og derfra over i den lignende problemstilling (og potentielt tilbage):
[emne ] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling] => [lignende problemstilling]
Den primære grund til, at jeg ser et problem er, at der meget sjældent reflekteres over hvorfor denne eller hin lignende problemstilling udpeges til at konstruere analogien. Med andre ord, den prædestinerende handling er ofte ubevidst eller overset, idet at ’konstruktøren’ antager, at han sammenligner to emner med hinanden, fremfor at han konstruerer analogien og derved (forud)bestemmer indholdet af det sammenlignede. Dette medfører at ’konstruktøren af analogien’ ofte anvender sin referencerammes måde at konstruere analogier på.
Det næste niveau af problemstillingen opstår, ved at de to sammenlignede emner underlægges konstruktøren, der er en magtposition, der gør sig gældende i analogien og som er særligt relevant i de fag, der beskriver menneskets kultur og histori, som f.eks. antropologi, arkæologi og historie.
Det bliver ikke sjældent, at Vesteuropas fortid, fra stenalderen og frem til middelalderen, sammenlignes med kulturer, der i et tidligere verdensbillede blev betragtet som primitive, som f.eks. Afrika. Typisk beskrives oldtidens Danmark med paralleller med det moderne Afrika.
Da de to elementer i analogien opfattes, som værende lig med hinanden:
[oldtidens Danmark] = [moderne Afrika]
så gælder det, at der kunne findes en modernitet (den vestlige) og at alle andre kulturer er nødt til at gennemløbe den samme udvikling for at nå frem til det moderne. Det hindrer eksistensen af alternative moderniteter, som det moderne Afrika, Asien, Amerika osv. ellers repræsenterer. Denne konstruktion lader sig gøre, fordi det vesten er ved roret og kan italesætte analogien ud fra en magtposition, der eliminerer den alternative modernitet. Afrika tvinges ind i en forestilling om, at det skal (med vold og magt) gennemløbe den samme udvikling som Vesten.
Et andet kuriosum ved modellen er, at den er overordentlig gammel – men det bemærker de færreste, da de ikke reflekterer over hvordan de konstruerer deres analogi. Hos antikkens grækere og romere og siden i blandt de lærde kristne i middelalderens Europa, var der en almindelig antagelse, at der var et kulturelt og civlisatorisk centrum, som også var det kulturelle og civilisatoriske højdepunkt og des længere væk man kom fra dette punkt, des mere primitive ville folk være. Men det væsentlige var, at afstanden gjaldt både i tid og rum, dvs. at de stadier af primitivitet folk havde uden for det civilisatoriske centrum afspejlede fortidige stadier af primitivitet, som det civilisatoriske centrum havde haft.I moderne termer vil det svare til at oldtidens Danmark matcher moderne Afrika, at middelalderens Danmark matcher moderne Mellemøsten, at 1800-tallets Danmark matcher det moderne Balkan. Essentielt set er denne model stadig i brug og anvendes i særdeleshed, når der drages analogier mellem Danmarks fortid og moderne samfund. En problematisk størrelse, da analogien typisk overfører den forestillingen om oldtidens Danmark på et andet moderne samfund og derved indlejrer en formativ opfattelse af andre kulturer ude i verden, der kan flyde over i andre emneområder, som f.eks. de gængse medier i dagens Danmark.
28. april 2005
Og vejret – en historisk oversigt
Det hele begynder med en smuk, blå himmel. Der er skyfrit og solen skinner varmt ned. Der er højt til himlen og i de græske bystater, der ligger undt langs Middelhavets og Sortehavets kyster, tænkes der store tanker. Vejret er godt og solrigt, store tanker tænkes for filosoffen kan gå frit rundt udenfor.
Men det begynder at trække op, skyer dannes i horisonten mod vest, mod nord falder en let regn og grækerne mærker vejrets skiften. De højtflyvende tanker erstattes af kortrækkende, men pragmatiske tanker, som romerne kommer på banen. Skyerne spreder sig fra vest ud over Middelhavet og langtsomt op mod nordvest, indtil vejret bliver for koldt og havet bliver tæt af grynet is.
Længe er vejret let skyet og fra tid til anden falder en let regn over det romerske imperium, men oppe mod nord og delvist nordøst hænger skyerne tunge og grå, vældige skove er vokset frem under skyernes tætte beskyttende lag og under disse hviler tankerne lavt, meget lavt, som strejf af dis mellem de mørke graner.
Længe hænger dette uvejr på grænsen til Romerriget. Hvor det første tordenskrald blev hørt er ikke sikkert, nogen mener at have set lynet vinteren 376, da vilde horder krydsede Donau, andre mener, at de hørte tordenbraget i 410, da Rom plyndredes af de barbariske goter (og i de følgende årtier rammes Rom mange gange af lynet, som f.eks. i 455). Men det er sikkert og vist, at da Romulus Augustus afsættes af Odoacer i 476, da har det regnet længe og det vestlige og sydlige Europa og tordenskraldet har forlængst nået Middelhavet.
Længe regner det. Regnen falder tæt og opløser Europa i et tykt lag mudder. Det er umuligt at komme hverken frem eller tilbage, pilgrimme vandrer håbløst rundt, bønder er beskidte og undertrykkes, kirken og adelen er snævertsynede, men hvem kan se langt i den silende regn. Således går det de næste mange hundreder af år, folk er grimme, dumme og våde, men hist og her, over enkelte områder af Europa synes det kortvarigt at lysne, i en kort periode klarer vejret op over det karolingiske rige og nogle århundereder senere tynder det ud i regnen over det ottonske rige. Alt i mens at det fjerne Byzans ligger i læ for regnen, der dog presser på fra flere vinkler.
Længe vader folk rundt i det tætte mudder og nogle steder synes mønstre at danne sig, men mange gange bliver de skyllet bort af en ny stormflod og det er først, ifølge naive sjæle, da vældige sygdomme har hærget i Europa, at skyerne brydes op over Italien og befolkningen føler sig som genfødt, vejret minder dem om det længst svundne Romerrige. Det gode vejr spreder sig ind over Europa og langsomt begynder mudderet at størkne, de mønstre der er blevet aftegnet sætter sig og konturerne af landegrænser og rige træder frem, flere steder er det konturer, der kan anes den dag i dag, selv om mange mindre skyudbrud har haft hvisket dem ud og dannet nye mønstre. Og således enten middelalderen og den moderne tid kunne efter nogen tids overvejelse træde ind.
Men det begynder at trække op, skyer dannes i horisonten mod vest, mod nord falder en let regn og grækerne mærker vejrets skiften. De højtflyvende tanker erstattes af kortrækkende, men pragmatiske tanker, som romerne kommer på banen. Skyerne spreder sig fra vest ud over Middelhavet og langtsomt op mod nordvest, indtil vejret bliver for koldt og havet bliver tæt af grynet is.
Længe er vejret let skyet og fra tid til anden falder en let regn over det romerske imperium, men oppe mod nord og delvist nordøst hænger skyerne tunge og grå, vældige skove er vokset frem under skyernes tætte beskyttende lag og under disse hviler tankerne lavt, meget lavt, som strejf af dis mellem de mørke graner.
Længe hænger dette uvejr på grænsen til Romerriget. Hvor det første tordenskrald blev hørt er ikke sikkert, nogen mener at have set lynet vinteren 376, da vilde horder krydsede Donau, andre mener, at de hørte tordenbraget i 410, da Rom plyndredes af de barbariske goter (og i de følgende årtier rammes Rom mange gange af lynet, som f.eks. i 455). Men det er sikkert og vist, at da Romulus Augustus afsættes af Odoacer i 476, da har det regnet længe og det vestlige og sydlige Europa og tordenskraldet har forlængst nået Middelhavet.
Længe regner det. Regnen falder tæt og opløser Europa i et tykt lag mudder. Det er umuligt at komme hverken frem eller tilbage, pilgrimme vandrer håbløst rundt, bønder er beskidte og undertrykkes, kirken og adelen er snævertsynede, men hvem kan se langt i den silende regn. Således går det de næste mange hundreder af år, folk er grimme, dumme og våde, men hist og her, over enkelte områder af Europa synes det kortvarigt at lysne, i en kort periode klarer vejret op over det karolingiske rige og nogle århundereder senere tynder det ud i regnen over det ottonske rige. Alt i mens at det fjerne Byzans ligger i læ for regnen, der dog presser på fra flere vinkler.
Længe vader folk rundt i det tætte mudder og nogle steder synes mønstre at danne sig, men mange gange bliver de skyllet bort af en ny stormflod og det er først, ifølge naive sjæle, da vældige sygdomme har hærget i Europa, at skyerne brydes op over Italien og befolkningen føler sig som genfødt, vejret minder dem om det længst svundne Romerrige. Det gode vejr spreder sig ind over Europa og langsomt begynder mudderet at størkne, de mønstre der er blevet aftegnet sætter sig og konturerne af landegrænser og rige træder frem, flere steder er det konturer, der kan anes den dag i dag, selv om mange mindre skyudbrud har haft hvisket dem ud og dannet nye mønstre. Og således enten middelalderen og den moderne tid kunne efter nogen tids overvejelse træde ind.
25. april 2005
dagen derpå
Så er det overstået. Connen er slut og jeg hænger på den. Hvorfor hulen vil folk have mig til at være hovedarrangør, for fanden jeg har jo ingen erfaring med den slags. Pokkers. Nu skal jeg til at lære nye spændende ting igen...
Og sådan er det.
Men Fantasticon forløb vel - en lille publikumssucces, men ikke så meget salg af merchandise som man kunne have haft håbet på. Næste år bliver større og bedre. Fanme'!
Men det har allerede været lærerigt. Jeg har aldrig været involveret i sådan noget førend i år og nu har jeg mødt internationale forfattere og forlæggere, nu skal jeg bare til at skrive noget. Og det bliver sgonte her. Og jeg har fået et indblik i organiseringen. Det skal der arbejdes mere på.
Men lige nu gælder det astrale supplementer til Nephilim - vi har en fin diskussion kørende der. Og så var der den med Gibson - det er dog lidt snyd, for jeg har kun hørt om The Patriot og The Passion - men set i kontekst med Braveheart, så danner de en fin lille trilogi om at hade englændere og om at udleve kristi lidelser.
Braveheart er umiddelbart en flot film, musikken er god og der er mange smukke landskaber, skuespillet håndteres generelt også fint, men når man først sætter sig og tænker over handlingen og fortællingens struktur, så går det galt. Og så skal man lige huske på, at det eneste historiske i den film er person- og stednavne og så har de mere eller mindre styr på hvilket århundrede historien udspiller sig i.
Altså 'folket', den hellige og urørlige enhed, der kæmper og dør (rettere bløder for Gibsons skotter dør ikke i kamp) for fædrelandet, lever ude under den blå himmel i den smukke natur, mens alle politikere og rænkesmede bor i dunkle, grå stenhuse - i mørke grotter.
Det engelske kongehus er med den fimsede kongesøn blevet 'umandigt', det har ingen potens og må uddø med faderen, mens det skotske kongehus, som et vældigt træ, hvor stammen er rådnet (faderens spedalskhed) og hvor sønnen, det friske skud, må frigøre sig for at skabe et nyt rige (og den dag i dag kæmper de for uafhængighed ... hehe).
Og kirken er så godt som fuldstændigt fraværende i filmen, hvor er kirkerne, bisperne og præsterne - der er kun nogle mindre skikkelser (en munk ved begravelsen og ved vielsen, men det er stadig løsrevet fra hierarkiet; dommeren (ham der i rødt) men han fremgår ikke som specifikt en kirkens mand) - og husk på at forbudet mod sækkepiber egentlig kom fra kirken, end fra kongen - og så er prima nocte desuden en myte skabt efter middelalderen for at vise hvor primitive de var dengang (ligesom kyskhedesbælter, de er alle fra 1800-tallet).
Når men der er altså disse ægte 'folk', der kæmper for 'frihed' og lever ude i den fri natur og så er der de onde rænkesmede, der bor i grotter. Og så er der Wallace, der pines til sidst, som en anden kristus, med sine mænd (ireren, skotske fæller, robert the Bruce (som dog ikke er ved henrettelsen) skjult blandt publikum, med tvivleren, med forrædderen osv. De er apostlene, selv Maria befinder sig blandt publikum (dog kun synligt for hans drømmesyn) eller er hun Magdalena?
Og hvad er forresten pointen med at have en trappe i soveværelset, der render en etage op til et par dobbeltdøre, der fører ud til en voldgrav? Og hvis de engelske soldater kæmper så dårligt, hvordan hulen har de så erobret Skotland og hvorfor hulen har de rustninger på, de virker jo alligevel ikke? Desuden er en skotte med en spids kæp åbenbart farligere end en englænder med sværd og rustning? Og hvorfor hulen er de allesammen beskidte - har Gibson følt sig inspireret af bønderne i Monty Python and the Holy Grail?
Fjollet film.
Og sådan er det.
Men Fantasticon forløb vel - en lille publikumssucces, men ikke så meget salg af merchandise som man kunne have haft håbet på. Næste år bliver større og bedre. Fanme'!
Men det har allerede været lærerigt. Jeg har aldrig været involveret i sådan noget førend i år og nu har jeg mødt internationale forfattere og forlæggere, nu skal jeg bare til at skrive noget. Og det bliver sgonte her. Og jeg har fået et indblik i organiseringen. Det skal der arbejdes mere på.
Men lige nu gælder det astrale supplementer til Nephilim - vi har en fin diskussion kørende der. Og så var der den med Gibson - det er dog lidt snyd, for jeg har kun hørt om The Patriot og The Passion - men set i kontekst med Braveheart, så danner de en fin lille trilogi om at hade englændere og om at udleve kristi lidelser.
Braveheart er umiddelbart en flot film, musikken er god og der er mange smukke landskaber, skuespillet håndteres generelt også fint, men når man først sætter sig og tænker over handlingen og fortællingens struktur, så går det galt. Og så skal man lige huske på, at det eneste historiske i den film er person- og stednavne og så har de mere eller mindre styr på hvilket århundrede historien udspiller sig i.
Altså 'folket', den hellige og urørlige enhed, der kæmper og dør (rettere bløder for Gibsons skotter dør ikke i kamp) for fædrelandet, lever ude under den blå himmel i den smukke natur, mens alle politikere og rænkesmede bor i dunkle, grå stenhuse - i mørke grotter.
Det engelske kongehus er med den fimsede kongesøn blevet 'umandigt', det har ingen potens og må uddø med faderen, mens det skotske kongehus, som et vældigt træ, hvor stammen er rådnet (faderens spedalskhed) og hvor sønnen, det friske skud, må frigøre sig for at skabe et nyt rige (og den dag i dag kæmper de for uafhængighed ... hehe).
Og kirken er så godt som fuldstændigt fraværende i filmen, hvor er kirkerne, bisperne og præsterne - der er kun nogle mindre skikkelser (en munk ved begravelsen og ved vielsen, men det er stadig løsrevet fra hierarkiet; dommeren (ham der i rødt) men han fremgår ikke som specifikt en kirkens mand) - og husk på at forbudet mod sækkepiber egentlig kom fra kirken, end fra kongen - og så er prima nocte desuden en myte skabt efter middelalderen for at vise hvor primitive de var dengang (ligesom kyskhedesbælter, de er alle fra 1800-tallet).
Når men der er altså disse ægte 'folk', der kæmper for 'frihed' og lever ude i den fri natur og så er der de onde rænkesmede, der bor i grotter. Og så er der Wallace, der pines til sidst, som en anden kristus, med sine mænd (ireren, skotske fæller, robert the Bruce (som dog ikke er ved henrettelsen) skjult blandt publikum, med tvivleren, med forrædderen osv. De er apostlene, selv Maria befinder sig blandt publikum (dog kun synligt for hans drømmesyn) eller er hun Magdalena?
Og hvad er forresten pointen med at have en trappe i soveværelset, der render en etage op til et par dobbeltdøre, der fører ud til en voldgrav? Og hvis de engelske soldater kæmper så dårligt, hvordan hulen har de så erobret Skotland og hvorfor hulen har de rustninger på, de virker jo alligevel ikke? Desuden er en skotte med en spids kæp åbenbart farligere end en englænder med sværd og rustning? Og hvorfor hulen er de allesammen beskidte - har Gibson følt sig inspireret af bønderne i Monty Python and the Holy Grail?
Fjollet film.
23. april 2005
Fantasticon II
Pyha - sikke noget rod, ikke alle overnatningsfasciliteter til Fantasticon var på plads. Der var sket en seriøs miskommunikation med tyskerne, men problemet er da i det mindste blevet løst - så imorgen skulle jeg gerne være i stand til at slappe bedre af og komme til at opleve Connen ordentligt - men nu noget søvn.
I mellem tiden vokser ideerne til en Astral Compendium til Nephilim. Det er storslået, snart har vi fået udviklet vores eget supplement, det ser jeg frem til. Nu må jeg lige se, hvad de andre synes.
Nok for nu, så kan jeg fortsætte senere, når Connen er mere eller mindre afviklet. Og så kan jeg også fortælle om Gibsons kristusfigur i Braveheart ...
Salve
I mellem tiden vokser ideerne til en Astral Compendium til Nephilim. Det er storslået, snart har vi fået udviklet vores eget supplement, det ser jeg frem til. Nu må jeg lige se, hvad de andre synes.
Nok for nu, så kan jeg fortsætte senere, når Connen er mere eller mindre afviklet. Og så kan jeg også fortælle om Gibsons kristusfigur i Braveheart ...
Salve
21. april 2005
Fantasticon
Muntert, men jeg glæder mig i hvert fald - en hel weekend blandt entusiaster - på Fantasticon i Kjøvenhaunstrup.
Har næsten lige været afsted på Fastaval og nu venter en ny weekend uden for verdens normalitet, et eventyr i tågernes rige, en færd udi det liminale rum, hvor verdens nyheder og journalisters arbejde betyder så uendeligt lidt - men så er der også længe til næste frirum, som nok bliver Sommerspil (niksen, den gives der ikke link på), ConDome og Viking Con - så har jeg vist afsløret lidt mere om mig selv. [træk vejret, træk vejret] Nåh, men skriveriet her går vist over stok og sten, hastigt, hastigt afsted og med en forfærdelig mangel på punktummer, men jeg sætter bare et par ekstra kommaer i stedet og så vil jeg afslutte denne sætning, næ, vent ikke her, men lige derovre, altså her.
Har næsten lige været afsted på Fastaval og nu venter en ny weekend uden for verdens normalitet, et eventyr i tågernes rige, en færd udi det liminale rum, hvor verdens nyheder og journalisters arbejde betyder så uendeligt lidt - men så er der også længe til næste frirum, som nok bliver Sommerspil (niksen, den gives der ikke link på), ConDome og Viking Con - så har jeg vist afsløret lidt mere om mig selv. [træk vejret, træk vejret] Nåh, men skriveriet her går vist over stok og sten, hastigt, hastigt afsted og med en forfærdelig mangel på punktummer, men jeg sætter bare et par ekstra kommaer i stedet og så vil jeg afslutte denne sætning, næ, vent ikke her, men lige derovre, altså her.
hæhæ
Lige godt dælens så svært, det er at finde et navn, der ikke allerede er i brug.
Nok sagt for nu - det er alligevel bare en test.
Nok sagt for nu - det er alligevel bare en test.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
