Den sidste mand i de voksnes verden

Det er ikke tegneserien, jeg her har i tankerne, men filmen The Omega Man, der er den anden filmatisering af I am Legend - den første var Last Man on Earth.

Det var interessant at se The Omega Man, da filmen I am Legend ligger langt tættere op ad den, end jeg havde troet. Der er mange identiske scenetyper, men tematikken er en anden, da filmen handler om maskinstormende albinoer, der praktiserer en eller anden dogmatisk, forstokket kristendom. Albino-motivet kan genkendes fra Abernes planet 2. Der er en eller anden sær sammenhæng i 70'erne mellem apokalypse og albinisme, muligvis handler det om, hvorledes man kan illustrere mutanter uden at give dem ekstra lemmer og på anden vis gøre dem til eksotiske væsner, som det blev gjort i Total Recall, eller gøre dem til superhelte a la X-men.

Der er et motiv i en række film, der handler om, at helten er en outsider, der lever i en apokalyptisk ødemark, som den sidste repræsentant for civilisationen, da alle andre voksne er blevet til fysiske eller åndelige monstre. Denne helt møder en kvinde og en flok børn, som helten skal undsætte fra denne apokalyptiske verden, men han kan aldrig selv undsætte. Samme formel ser vi Mad Max beyond Thunderdome, I am Legend, Resident Evil: Apocalypse og Water World. Det beskrev jeg her. Omega Man er anederledes, idet helten omkommer i forsøget, og idet det faktisk adresseres i filmen af flere aktører, at han ikke længere hører til, og at han ikke kan blive en del af et normalt samfund igen. Krigeren er dømt ude, hvilket jeg generelt finder et spændende motiv, fordi det er så problematisk: Den, der forsvarer samfundet, kan ikke blive en del af samfundet, idet forsvaret kræver handlinger, der ikke kan accepteres af samfundet. Dette har også en variant, hvor forsvareren er et monster gennem sine handlinger, og at han skal reintegreres i samfundet efter endt gerning.

Max Payne er The Contantine Crow

Max Payne er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når flere forskellige narrrativer rodes sammen.

Visuelt er filmen en blanding af The Crow og Constantine. Lyskontraster spiller en stor rolle, og på den ene side har vi en smuldrende verden, hvor gløder fyger gennem verden, og hvor sorte flagrende engle hvirvler omrking. Det lignende meget helvede fra Constatine, og det er det muligvis også. Det varme lysskær signalerer det trykke efterliv i kernefamiliens skød, mens lyset i hverdagen er koldt og blåhvidt. Vejret spiller også en stor rolle, det sner næsten konstant, pånær to scener, hvor der dialog ved en bil, hvor regnen vælter ned. Kun ved elitens kontorer på toppen af skyskabrere, hvor bagmanden bor, der er snefrit.

På et plan låner Max Payne en lang stribe eleementer fra Den Døde Hævner narrativet, som vi kender den fra Robocop, Crow og Dark Man. Svagheden er, at filmen gør det inkonsekvent, da den iblander et andet narrativ. Det betyder blandt andet, at heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner sker alt for sent. Filmen indledes med heltens død, men springer nu tilbage i tid, og i stedet for at følge hans hævntogt, så følger vi tiden hen til dødsfaldet. Med andre ord hvor de tre andre hævner-film mere eller mindre indledes med heltens død, og vi derefter følger hans hævntogt, så anbringes dødsfaldet og hævntogtet i filmens sidste 10-15 minutter. Problemet er, at tiden op til dødsfaldet er kedeligt, historien er simpelthen ikke væsentligt nok, og derfor foirsøger man at flette et andet narrativ ind for at rette op på dette (mere om det for neden).

Der er mange andre ligheder. Helten akkompagneres af en ung pige, men fristes til at sige, at det er pigen fra The Crow, der nu er vokset op. Hendes mor er denne gang hendes søster, men hun er fortsat en falden pige, og hun bliver myrdet denne gang i en dårlig undskyldning for at skabe spænding og mystik. Den sorte betjent fra The Crow, der er lokal politichef i Robocop er denne gang Internal affairs, men han er lige så impotent som altid. Hans rolle er at iagtage den hævnende helt fra sidelinjen, og derefter rydde op efter ham ved filmens slutning.

Bagmanden har igen direkte forbindelser til den psykopatiske bandeleder, men banden af originaler er kraftigt underspillet, og idet hævndelen af historien er flyttet til slutningen af historien, blev den psykopatiske bandeleder dræbt af bagmanden i stedet for af helten, og banden forsvinder ud af historien på et ligegyldigt sidespor.

Heltens elskede er død som altid, og vi får en tur gennem 'mindepaladset', når helten besøger ruinerne af sit hjem, hvor vi krydsklipper hændelsen, hvor hun døde, og han næsten omkom.

Når det gælder heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner, bliver der rod i fortællingen. Filmen vil gerne have det overnaturlige til at være noget, der måske sker, måske bare er hallucinationer, og da det overnaturlige anbringes i "måske"-grænselandet, kan helten ikke blive ægte overnaturlig. Han kan derfor ikke blive den rendyrkede gengangende hævner, og historien er noget svag på dette område. Helten har derfor først en pseudo-død i fabrikken, hvor det magiske narko skabes - her er der et overnaturligt stunt sat i en sammenhæng med flasker med blå væske, som eksploderer i massevis. En slags død i et laboratorium. Det bliver dog ikke til noget, og helten slås ned og tages til fange, men undslipper, kaster sig i havnen og drukner. Herfra genopstår han, kravler i land, og indtager det magiske narko, der transformerer ham. Helten dør således to-tre gange i denne sekvens i filmen.

I slutningen af filmen, får helten fældet bagmanden, og det bliver endelig daggry, og lyset skifter fra det kolde skær til det varme efterlivs lysskær. Bagmanden er død, politiet dukker op, rydder op, og der er rulletekster. Derefter kommer man vist i tanke om, at den egentlige bagmand stadig er urørt, og der er derfor en scene, hvor hævneren mødes med pigen på en bar, hvor de konstaterer, at filmens egentlige bagmand stadig er fri. En toer er begrundet.

Det andet narrativ, der er i filmen, er "Vietnam-veteraner var testsubjekter for hærens hemmelige narko, og de lever nu i et grænseland mellem liv og død". Ganske vist er det ikke Vietnam-veteraner i Max Payne, med VV'erne udgør grundfortællingen ikke desto mindre. Denne fortælling er allerede blevet håndteret på excellent vis i Jacob's Ladder og i en episode af X-files. Samme historie forsøges klemt ind i Max Payne for at begunde ventetiden på heltens død og genopståen. At klemme det ekstra narrativ ind, giver i dette tilfælde snarere to halve historier, som der ikke er plads til at udforske ordentligt.

Det overnaturlige har også sine vanskeligheder i filmen. Vietnam-veteran-motivet skaber en fortælling, hvor overnaturligt stærke eller søvnfri soldater plages af hallucinationer. Det motiv trækkes ind i Den døde hævner fortællingen, hvorfor han ikke kan være ægte død, da den anden fortællings ramme er, at det overnaturlige alene er illusorisk. Værre bliver det, at filmfolkene har forelsket sig i de overnaturlige væsner, og det betyder, at de i første del af filmen faktisk findes, og at de i den anden halvdel transformeres til illusioner. Samme fodfejl findes i Røde floder 2, hvor munkene i første del af filmen er tydeligt overnaturlige væsner, mens de i den anden halvdel er mennesker. Det forsøges typisk begrundet i, at når vi først ved, hvad det overnaturlige er, så mister det sin farlighed. Når illusionen gennemskues, mister det sin styrke. En fortælling, der synes overvintret fra de kristne helgenlevneder om, hvorledes at djævelens værk alene er illusorisk, og at den gode kristne kan gennemskue det, fordrive det onde og omvende hedningene. Det sidste element er naturligvis borte nu, i stedet redder helten evt. heltinden.

Facebookforskere

I min entre har nu ligget et eksemplar af Søndagsavisen et stykke tid og fra dets forside har en ung mand kigget op på mig akkompagneret af overskriften "Mænd gider ikke Facebook". Normalt læser jeg aldrig Søndagsavisen. Jeg har rigeligt med andre aviser og nyhedskilder, men jeg lod mig lokke af overskriften til at læse artiklen.

Mage til idioti.

Avisen har fået Interresearch til at lave en undersøgelse af folks forbrug af Facebook. Der er ikke angivet, hvor mange eller hvorledes de er blevet interviewet, så allerede her er tallene i undersøgelsen meget lidt værd, og de tal, der kommer frem, er følgende:
26% af mændene er holdt op med at føje nye venner til
19% af kvinderne ditto

- Af dette konkluderer man, at mænd er begyndt at holde op med at bruge Facebook - men tallene siger jo intet, om der er sket en udvikling. Det er ikke en udvikling, at der er forskel på mænds og kvinders forbrug, og så stor er den forskel jo heller ikke. Omvendt er det 74% af mændene og 81% af kvinderne stadig aktive.

Det andet tal er lidt mere interessant, men stadig lige intetsigende: 40% af kvinderne logger på mindst en gang om dagen, 27% af mændene ditto.

På dette grundlag har man bedt "eksperter" om at udtale sig:
"Kønsforskeren" fortæller os, at mænd har en mere rationel kommunikationsform, og at der skal komme noget ud af det, og at facebook ligger op til kvindelige interesser
... Men nu er der jo faktisk meget store mængder af mænd, der bruger facebook, så mere værd er det udsagn altså heller ikke.

"Fremtidsforskeren" - Mænd er målrettede og skal have noget ud af facebook, de er ikke derinde for at sladre, som kvinderne er det.
... ja altså, bortset fra alle de mænd, der faktisk er inde og bruge facebook. Husk at tallene i artikelen kun siger, at lidt færre mænd end kvinder føjer nye venner til, og at kvinder logger sig oftere på.

"Hjerneforskeren" - fortæller os, at Facebook i virkeligheden er bedrag, og at vi ikke kan få rigtige venner og partnere derinde. Da mænd er mere gevinstorientere, så holder de hurtigere op med at bruge falske facebook.
... så hvis du har fundet en partner eller venner på facebook, så husk på, at det er en illusorisk løgn. Og hvis du nu i virkeligheden bruger facebook til andet, nåh ja, så er vores hjerneforsker vist lidt for fokuseret på en gang naiv biologisk reduktionisme, der taler direkte imod brugernes erfaringer.

"Psykologen" - mænd snakker ikke følelser i deres statusopdates, det er for utrygt, og da mænd ikke kan multitakse, så kan de ikke opdatere deres profil, mens de er på arbejde eller laver andre ting.
... så når dine mandlige venner laver statusopdateres, der fortæller om, hvad de nu laver, så gør de det slet ikke, fordi de kan ikke multitaske. Du har for resten heller ikke nogen mandlige venner på Twitter af samme grund ...
Og så siger det jo for resten intet om brugen af facebook, så hvad det er psykologen har svaret på, så har det ikke med artiklens undersøgelse at gøre.

"Kommunikationseksperten" - Mænd er teknologiglade, så når de ikke er facebook, er det fordi de er rykket videre til andre, nyere sociale services.
... Så bortset fra, at kvinder er bagud på moden, så kan det forklare, hvorfor nogen ikke længere bruger facebook - nemlig den simple grund, at interessen er gået i sig selv igen. I det mindste siger konsulenten ikke mere, end at det lyder rimeligt.

Men for pokker en gang meningsløst sludder for en sladder fra folk, der beklæder sig med titler, og som skal forestille at have tilegnet sig en uddannelse. Til syneladende hindrer det ikke idiotiske udtalelser på et ligegyldigt grundlag om ingen ting. Men til gengæld er kønsbilledet ved at være fuldstændigt stivnet i en gang biologisk reduktionisme.

Jeg håber meget, at det er journalisterne, som er nogle kvajemikler, og har misrepræsenteret en hel masse ting.