”Der var engang ude på HCØ ...”
”HCØ er H.C. Ørsteds instituttet i København, ikke?”
”Jo, lad nu være med at afbryde. Altså, en gang for længe siden, ude på HCØ …”
”Men er det ikke den historie om printerne...?”
”Jo, det er. Hold nu op med at afbryde! Jeg prøver at fortælle en historie her! Altså, ude på HCØ, og nu afbryder du mig ikke, var der en gang for længe siden en meget vis mand og han søgte Det Gyldne Skind. For tusinder af år siden var Jason og Argonauterne draget ud efter Det Gyldne Skind og havde fundet det. Skindet, der rummede et kort, var siden gået tabt. I senmiddelalderen opstod Den Gyldne Vlies’ Orden, som var et ’hemmeligt’ selskab af adelige, der søgte skindet. Få af dem havde forståelse for, at et sådant skind ikke er en konkret størrelse, men en slags spirituelt kort, der hjælper folk til større indsigt i kosmos, og derfor fandt de ikke Det Gyldne Skind. Men den vise mand vidste, at kortet var at finde på HCØ og han sendte derfor sine disciple af sted for at lokalisere det spirituelle landkort.”
”Ihh dog, jeg tror, det er min yndlingshistorie. Fortæl, fortæl, hvad skete der så?”
”Jo, det begyndte alt sammen en sen aften hjemme hos Anton, der da boede på Studentergården …”
30. september 2005
Brevene
”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det egentlig kommer til at handle om. Mest af alt fordi, det ikke er sket endnu. Det er såd’n lidt underligt, jeg mener, formålet med denne her omtale er at give jer en forsmag på begivenhederne, men de har ikke fundet sted endnu. Derfor synes jeg det er underligt at skrive om tingene.
Det er vel … så her, jeg skal sige, at jeg foregriber tingene. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Der er dog en ting jeg kan gøre for jer. Jeg kan fortælle hvad, der skete indenda. Det er ret let at finde det afgørende punkt: Det hele begyndte, da Jans farfar døde. Det er da en dramatisk begyndelse, ikke? Kort tid derefter skulle arven fordeles og det var her stridighederne begyndte: Tante Karla forlangte kommoden – det viste sig siden, at det var pga. (I har ikke noget mod forkortelser, vel?) de breve, der var skjult i kommoden. Da vi først fandt dem, forandrede meget sig.”
Det er vel … så her, jeg skal sige, at jeg foregriber tingene. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Der er dog en ting jeg kan gøre for jer. Jeg kan fortælle hvad, der skete indenda. Det er ret let at finde det afgørende punkt: Det hele begyndte, da Jans farfar døde. Det er da en dramatisk begyndelse, ikke? Kort tid derefter skulle arven fordeles og det var her stridighederne begyndte: Tante Karla forlangte kommoden – det viste sig siden, at det var pga. (I har ikke noget mod forkortelser, vel?) de breve, der var skjult i kommoden. Da vi først fandt dem, forandrede meget sig.”
Fandens også
”Fandens også! Det er for meget!”
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.
Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.
Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.
Den nederdrægtige mand og hans vederstyggelige kone
Han hadede Sandhed. Den var ilde hørt. Jo mere han hørte, des mere ondt gjorde det i ørerne. Lige meget hvor grundigt han holdt sig for ørerne, sev noget altid igennem. Det pinte ham, det gjorde ih så, åh så ondt.
Men han elskede politikere, bare at sige ordet fik et smil frem på hans læber. At gentage det mange gange ville få en latter til at trænge sig frem og valgflæsk ville få ham til at klukle, så tårerne løb ham ned af kinderne.
Hun var ond i sulet, led som bare fanden og uden en venlig tanke for sin omverden. Og det var på en god dag – dage af den slags hadede hun. Når det gik rigtig skidt til, når regnen faldt tungt og ødelagde ferieplaner, når vinden hærgede familiefødselsdagsfester, når tørke spolerede udflugter eller hagl knuste bryllupsfester, så steg hendes humør. Ikke til det bedre naturligvis, næh, det inspirerede hende bare til at større vederstyggeligheder. Hun ville ikke nøjes med bare at stirre ondt gennem køkkenruden på folk på gaden, hun ville også liste ud om natten og gennemrode deres skraldespande og lede efter ting, at lave voodoo dukker af. Godt være, at de ikke virker, men det er tanken der tæller og hun kunne godt lide at forestille sig andres pinsler.
Onkel havde de anbragt i en stor lænestol ved altanen med udsigt over gaden. Fætter var ude brændeskurret, sådan var bedst for alle. De andre familiemedlemmer var i kælderen, både de levende og de døde – så ka’ de lære det! Men alle dem vil jeg slet ikke fortælle om her, bare tanken om dem får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Men han elskede politikere, bare at sige ordet fik et smil frem på hans læber. At gentage det mange gange ville få en latter til at trænge sig frem og valgflæsk ville få ham til at klukle, så tårerne løb ham ned af kinderne.
Hun var ond i sulet, led som bare fanden og uden en venlig tanke for sin omverden. Og det var på en god dag – dage af den slags hadede hun. Når det gik rigtig skidt til, når regnen faldt tungt og ødelagde ferieplaner, når vinden hærgede familiefødselsdagsfester, når tørke spolerede udflugter eller hagl knuste bryllupsfester, så steg hendes humør. Ikke til det bedre naturligvis, næh, det inspirerede hende bare til at større vederstyggeligheder. Hun ville ikke nøjes med bare at stirre ondt gennem køkkenruden på folk på gaden, hun ville også liste ud om natten og gennemrode deres skraldespande og lede efter ting, at lave voodoo dukker af. Godt være, at de ikke virker, men det er tanken der tæller og hun kunne godt lide at forestille sig andres pinsler.
Onkel havde de anbragt i en stor lænestol ved altanen med udsigt over gaden. Fætter var ude brændeskurret, sådan var bedst for alle. De andre familiemedlemmer var i kælderen, både de levende og de døde – så ka’ de lære det! Men alle dem vil jeg slet ikke fortælle om her, bare tanken om dem får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Den gamle
”Jeg er gammel. Jeg er aldrig blevet født, men jeg er gået i døden mange gange.” Han havde øvet sig på denne monolog mange gange. Ordene gled tavst gennem hans sind, inden han satte lyd på dem og lod dem glide over sine læber. ”Jeg har levet mange liv, nogle korte, nogle lange. Jeg har elsket, jeg har hadet. Jeg har set ting I mennesker ikke ville kunne forestiller jer …”
Årh fuck, ikke igen. Betjent Gjørslev satte hårdt sin kaffekop ned, så den lunkne væske skvulpede. Nu citerer han fan’me osse Bladerunner. Hvorfor helvede ska’ jeg ha’ alle særlingene? Gjørslev kiggede over på sin kollega, denne kiggede nysgerrigt på særlingen.
”Jeg gik på Nilens breder, da pyramiderne blev bygget. Jeg stod i mængden, da Jeanne d’Arc blev brændt. Jeg har kastet spyddet over fjendens hær.” Hans tanker gled tilbage i tiden. Hæren af svear og göter var endelig ankommet til slagmarken, han kiggede rundt på sine mænd, stolte danere, modige skåninge. Med et fast greb om spyddet løftede han det over sit hoved. Så svang han det og kastede det ind over fjenden.
Uden for lokalet hev Gjørslev fat i sin kollega. ”Du ved godt, at han har studeret historie og nærorientalske studier ikke? Det står her, indskrevet på Københavns universitet 1974 – 1980. At han ka’ alle de historier om fortiden, det tror pokker, han har sgu’ spenderet flere år med at studere dem.”
Årh fuck, ikke igen. Betjent Gjørslev satte hårdt sin kaffekop ned, så den lunkne væske skvulpede. Nu citerer han fan’me osse Bladerunner. Hvorfor helvede ska’ jeg ha’ alle særlingene? Gjørslev kiggede over på sin kollega, denne kiggede nysgerrigt på særlingen.
”Jeg gik på Nilens breder, da pyramiderne blev bygget. Jeg stod i mængden, da Jeanne d’Arc blev brændt. Jeg har kastet spyddet over fjendens hær.” Hans tanker gled tilbage i tiden. Hæren af svear og göter var endelig ankommet til slagmarken, han kiggede rundt på sine mænd, stolte danere, modige skåninge. Med et fast greb om spyddet løftede han det over sit hoved. Så svang han det og kastede det ind over fjenden.
Uden for lokalet hev Gjørslev fat i sin kollega. ”Du ved godt, at han har studeret historie og nærorientalske studier ikke? Det står her, indskrevet på Københavns universitet 1974 – 1980. At han ka’ alle de historier om fortiden, det tror pokker, han har sgu’ spenderet flere år med at studere dem.”
Togvækkerne
”Vågn op, hr. De skal af her ...”
”Øhhh ... hva’? Men det er jo min station. Det er jo her jeg skal af.”
Den midaldrende herre, der havde slumret i toget, vågnede, om end kun halvt, og vaklede søvndrukkent ud af toget.
Thomas havde oplevet det én gang: lige pludselig at vågne ved den station man skulle af ved. Som ved et lykketræf var han vågnet op og stået af, hvor han skulle af.
Siden var det anderledes. De næste par gange han var vågnet lige før en station, havde han haft fornemmelsen af, at blive vækket af nogen. Men når han åbnede øjnene, var der aldrig nogen. Han havde hver gang kigget sig grundigt om, men de var aldrig til at få øje på. Ikke desto mindre vidste han, at de var der – togvækkerne – og han ville være en af dem. I en alder af 19 havde taget denne store beslutning, han ville finde dem og blive en del af deres hemmelige broderskab.
Hvad, Thomas ikke vidste, var, at det var et meget vigtigt hverv, for ingen af de uvidende måtte nogensinde nå frem til en af de forladte stationer.
Det var af stor vigtighed altid at vække folk inden da.
Det var Togvækkernes hverv.
”Øhhh ... hva’? Men det er jo min station. Det er jo her jeg skal af.”
Den midaldrende herre, der havde slumret i toget, vågnede, om end kun halvt, og vaklede søvndrukkent ud af toget.
Thomas havde oplevet det én gang: lige pludselig at vågne ved den station man skulle af ved. Som ved et lykketræf var han vågnet op og stået af, hvor han skulle af.
Siden var det anderledes. De næste par gange han var vågnet lige før en station, havde han haft fornemmelsen af, at blive vækket af nogen. Men når han åbnede øjnene, var der aldrig nogen. Han havde hver gang kigget sig grundigt om, men de var aldrig til at få øje på. Ikke desto mindre vidste han, at de var der – togvækkerne – og han ville være en af dem. I en alder af 19 havde taget denne store beslutning, han ville finde dem og blive en del af deres hemmelige broderskab.
Hvad, Thomas ikke vidste, var, at det var et meget vigtigt hverv, for ingen af de uvidende måtte nogensinde nå frem til en af de forladte stationer.
Det var af stor vigtighed altid at vække folk inden da.
Det var Togvækkernes hverv.
Kiosken
Mange kalder ham et dumt svin, hans moder kalder ham søn, og resten kender ham ikke.
Kiosken er farverig, fyldt med slik i kulørte indpakninger og tidsskrifter med farverige omslag. Klokken bimler, da en ældre mand træder ind i butikken, han kigger sig usikkert rundt i butikken, mens han prøver at undgå øjenkontakt med folk. Ved slik- og postkortstativerne kigger to teenagepiger i skoleuniform op på ham, de fniser. Manden famler ved sit grånende hentehår og kigger rundt i kiosken, hans blik fanger et kort øjeblik kioskejeren, der kigger tilbage med et bredt smil. Så går han med resolutte skridt hen til stativet med de glitrende magasiner, de er tykke og farverige og med fede typer i kåde farver bekendtgør de indholdet af bladene ...
Et øjeblik farer hans blik frem og tilbage mellem de unge, besnærende piger på bladene og de to skoletøser ved postkortene. De kigger tilbage på ham, deres lyse lokker pryder deres unge ansigter delikat. En forbudt tanke lister sig ind i hans sind – da han indser det, slår han straks blikket ned, griber et par magasiner og gemmer dem bag et eksemplar af dagens avis og med usikre skridt går han op til desken.
Kioskejeren stirrer drilsk tilbage, hans hår er samlet i en hestehale og han har et kortklippet skæg, der løber langs hans spidse kæbeparti. En guldtand glimter faretruende i smilet.
”Nådada! Hva’ har vi her? Dagens avis, 1 stk. Kulørte blade, 3 stk. Teenage sex, anal sex og andet godt. Ska’ du hjem og hygg’ dig?” Kioskejerens stemme runger gennem butikken, den gamle mand krymper sig, mens han febrilsk finder pengene frem. Skolepigerne fniser højlydt.
Kioskejerne nyder det. Den gamle mand er et af hans ofre, tøserne hans publikum.
Sammenstillingen af kulørt slik og kulørte blade er med vilje, placeringen af kiosken nær skolen er naturligvis med vilje. Nej, det er ikke for at sælge porno til skoleungerne – slikket er til dem – men for at tiltrække nervøse købere af pornobladene og se dem skælve, når deres køb højlydt bliver kommenteret foran teenagetøserne.
Kiosken er farverig, fyldt med slik i kulørte indpakninger og tidsskrifter med farverige omslag. Klokken bimler, da en ældre mand træder ind i butikken, han kigger sig usikkert rundt i butikken, mens han prøver at undgå øjenkontakt med folk. Ved slik- og postkortstativerne kigger to teenagepiger i skoleuniform op på ham, de fniser. Manden famler ved sit grånende hentehår og kigger rundt i kiosken, hans blik fanger et kort øjeblik kioskejeren, der kigger tilbage med et bredt smil. Så går han med resolutte skridt hen til stativet med de glitrende magasiner, de er tykke og farverige og med fede typer i kåde farver bekendtgør de indholdet af bladene ...
Et øjeblik farer hans blik frem og tilbage mellem de unge, besnærende piger på bladene og de to skoletøser ved postkortene. De kigger tilbage på ham, deres lyse lokker pryder deres unge ansigter delikat. En forbudt tanke lister sig ind i hans sind – da han indser det, slår han straks blikket ned, griber et par magasiner og gemmer dem bag et eksemplar af dagens avis og med usikre skridt går han op til desken.
Kioskejeren stirrer drilsk tilbage, hans hår er samlet i en hestehale og han har et kortklippet skæg, der løber langs hans spidse kæbeparti. En guldtand glimter faretruende i smilet.
”Nådada! Hva’ har vi her? Dagens avis, 1 stk. Kulørte blade, 3 stk. Teenage sex, anal sex og andet godt. Ska’ du hjem og hygg’ dig?” Kioskejerens stemme runger gennem butikken, den gamle mand krymper sig, mens han febrilsk finder pengene frem. Skolepigerne fniser højlydt.
Kioskejerne nyder det. Den gamle mand er et af hans ofre, tøserne hans publikum.
Sammenstillingen af kulørt slik og kulørte blade er med vilje, placeringen af kiosken nær skolen er naturligvis med vilje. Nej, det er ikke for at sælge porno til skoleungerne – slikket er til dem – men for at tiltrække nervøse købere af pornobladene og se dem skælve, når deres køb højlydt bliver kommenteret foran teenagetøserne.
Tøser
Looking out a dirty old window.
Down below the cars in the city go rushing by.
I sit here alone and I wonder why.
Dorte slukkede for radioen, vendte sig om og kiggede opgivende på sin lillebror. En blanding af babymos og savl drev ned af hans kinder og hun overvejede igen, at der måtte være sket en forbytning et sted. Hendes forældre kunne umuligt have først skabt hende og siden det misfoster.
Hun kiggede ærgeligt på de små røde korn, hun havde forsøgt at blande i babymosen. Han havde simpelthen nægtet at spise dem.
Friday night and everyone's moving.
I can feel the heat but it's soothing.
Heading down, I search for the beat in this dirty town.
Stine lukkede irriteret døren og gik ned af flisegangen trækkende nabo Olsens hund efter sig. Det var simpelthen ikke fair og så midt i at hun sad og hørte radio.
Da hun var kommet rundt om hækken og ud på fortovet, sparkede hun hunden. Den pev. Hun smilede og tænkte på, hvor meget værre det ville blive nede ved kirkegården.
Bright ligths the music get faster.
Look boy, don't check on your watch, not another glance.
I'm not leaving now, honey not a chance.
Gartnerens transistor støjede i det fjerne.
Nana svang vandkanden over planterne igen. Solen havde bagt godt de sidste par dage og planterne var tørstige. Jorden sugede væden til sig og Nana fyldte vandkanden igen. Hun havde ikke noget imod gartneren, det var de andre pigers skyld – de havde en hemmelig hule på gartneriet og ville ikke lade hende være med.
Hun satte vandkanden fra sig, fandt tændstikkerne frem og trådte nogle skridt væk.
Hot-shot, give me no problems.
Much later baby you'll be saying never mind.
You know life is cruel, life is never kind.
Clara skruede ned for radioen og kiggede ud på flammerne, der rejste sig ude bag træerne. Hun lagde nåle og dukker fra sig, og kiggede nysgerrigt på flammerne en stund, førend hun atter vendte sin opmærksomhed mod Elizabeths dukker. Ikke en af dem havde et øje tilbage. Hun smilede bredt, meget bredt.
I det fjerne kunne hun høre en sirene, hun skruede atter op for radioen og druknede sirenernes støj.
Outside a new day is dawning.
Outside Suburbia's sprawling everywhere.
I don't want to go baby.New York to East California.
There's a new wave coming I warn you.
Down below the cars in the city go rushing by.
I sit here alone and I wonder why.
Dorte slukkede for radioen, vendte sig om og kiggede opgivende på sin lillebror. En blanding af babymos og savl drev ned af hans kinder og hun overvejede igen, at der måtte være sket en forbytning et sted. Hendes forældre kunne umuligt have først skabt hende og siden det misfoster.
Hun kiggede ærgeligt på de små røde korn, hun havde forsøgt at blande i babymosen. Han havde simpelthen nægtet at spise dem.
Friday night and everyone's moving.
I can feel the heat but it's soothing.
Heading down, I search for the beat in this dirty town.
Stine lukkede irriteret døren og gik ned af flisegangen trækkende nabo Olsens hund efter sig. Det var simpelthen ikke fair og så midt i at hun sad og hørte radio.
Da hun var kommet rundt om hækken og ud på fortovet, sparkede hun hunden. Den pev. Hun smilede og tænkte på, hvor meget værre det ville blive nede ved kirkegården.
Bright ligths the music get faster.
Look boy, don't check on your watch, not another glance.
I'm not leaving now, honey not a chance.
Gartnerens transistor støjede i det fjerne.
Nana svang vandkanden over planterne igen. Solen havde bagt godt de sidste par dage og planterne var tørstige. Jorden sugede væden til sig og Nana fyldte vandkanden igen. Hun havde ikke noget imod gartneren, det var de andre pigers skyld – de havde en hemmelig hule på gartneriet og ville ikke lade hende være med.
Hun satte vandkanden fra sig, fandt tændstikkerne frem og trådte nogle skridt væk.
Hot-shot, give me no problems.
Much later baby you'll be saying never mind.
You know life is cruel, life is never kind.
Clara skruede ned for radioen og kiggede ud på flammerne, der rejste sig ude bag træerne. Hun lagde nåle og dukker fra sig, og kiggede nysgerrigt på flammerne en stund, førend hun atter vendte sin opmærksomhed mod Elizabeths dukker. Ikke en af dem havde et øje tilbage. Hun smilede bredt, meget bredt.
I det fjerne kunne hun høre en sirene, hun skruede atter op for radioen og druknede sirenernes støj.
Outside a new day is dawning.
Outside Suburbia's sprawling everywhere.
I don't want to go baby.New York to East California.
There's a new wave coming I warn you.
Lømler
Det er sidste time før sommerferien, og 4.b sidder fordelt ved tomandsborde, mens Lærer Madsen giver lektier for til sommerferien. Luften er tung, uret tikker ulideligt langsomt af sted, og et sted udenfor lokker stranden.
Klaus L er fordybet i sit eget projekt. I starten af året har han sat sig for at bore et hul i kanten af bordet, der er dybt nok til, at han kan skjule sin blyant. Han mangler endnu 3 mm.
Kims opmærksomhed skifter mellem Klaus Ls projekt og Louises røde fletninger, mens han sikrer sig, at de andre ikke ser, hvor han kigger hen. Simons tanker svæver allerede sammen med hvide sommerfugle hen over kornet på markerne.
Klaus Ny følger Madsens undervisning, mens solen danser i hans brillers reflekser. Den bliver først spændende, da døren går op, og Madsen præsenterer klassen for en ny dreng, Markus, der skal gå sammen med dem efter sommerferien.
Klaus L er fordybet i sit eget projekt. I starten af året har han sat sig for at bore et hul i kanten af bordet, der er dybt nok til, at han kan skjule sin blyant. Han mangler endnu 3 mm.
Kims opmærksomhed skifter mellem Klaus Ls projekt og Louises røde fletninger, mens han sikrer sig, at de andre ikke ser, hvor han kigger hen. Simons tanker svæver allerede sammen med hvide sommerfugle hen over kornet på markerne.
Klaus Ny følger Madsens undervisning, mens solen danser i hans brillers reflekser. Den bliver først spændende, da døren går op, og Madsen præsenterer klassen for en ny dreng, Markus, der skal gå sammen med dem efter sommerferien.
Før Fanden får sko på
Knud Helge kiggede ud af stuevinduet. Det var nordvendt og vendte ud mod baghaven. På den anden side af hækken lå vidtstrakte enge, der i solens første stråler lå som mørkegrønne, let krusede felter. En hvid dis lå blidt hen over engene; en let vind greb disen og fik den til at danne slørede hvirvler – elverpigernes dans kaldes det. Knud Helge sukkede let og nød tavst det smukke morgenlandskab. Han havde taget fejekost og støveklude frem, men det smukke landskab havde fået ham til at stoppe op og dagdrømme …
Mors snorken brød idyllen – en hæslig, guttural snorken kom fra hendes vældig korpus inde i soveværelset. Inde fra stuen lignede hun en gigantisk so anbragt på en spinkel båre holdt oppe af fire tynde pinde. Knud Helge havde mere end en gang set mænd liste forfærdede ud af hendes soveværelse, når det var gået op for dem, hvad de havde ligget i med om natten.
Knud begyndte at støve af – blidt for ikke at vække mor, så kunne han have morgenen for sig selv – og nåede ud i køkkenet. Han kunne mærke sin egen udstråling af kedsomhed omkring sig, han vidste det godt, han var usigeligt kedelig. Fra køkkenvinduet kunne han kigge ned langs parcelhusvejen, han og mor boede på, dvs. han boede til leje hos hende. Vibevænget var blevet anlagt i midthalvfjerdserne og bestod af en række lave huse, skiftevis bygget af røde og gule mursten. Der var endnu helt roligt på vejen, overalt var der fuglekvidder, men meget druknede i mors snorken; men Knud Helge vidste, at om ikke længe ville pensionist Jørgensen ovre i nr. 4 komme ud og stille sig ved sin postkasse, der ville han stå, rank og spinkel i sin blåtonede slåbrok, og vente på avisbudet skulle komme med hans morgenavis. Om ikke længe ville Carsten komme ud af hoveddøren, Jørgensen og han ville udveksle høflige nik, hvorefter han i stilhed ville nyde sin morgencigaret. Det var fast rutine. Om vinteren kunne Knud Helge se lys i Carstens køkkenvindue, så han vidste at Carsten altid stod op før hans kone og børn gjorde det.
Ovre i nr. 7 måtte Anders være oppe nu. Knud Helge kendte ham ikke særligt godt, de havde aldrig hilst på hinanden. Men Knud havde lært at bemærke de små detaljer – lidt damp emmede ud ved et vindue, luften flimrede let ved skorstenen, altså måtte Anders have været i bad og var nu i gang i køkkenet. Nogle morgener kom Anders ud og hilste på Jørgensen og Carsten. Knud Helge følte sig helt syg om hjertet af bar ærgrelse … hvis bare han også kunne være med … Ikke fordi de tre mænd snakkede sammen og så ud som om de var nære venner, men de havde i det mindste slags fællesskab. Mors seng knirkede hæsligt, da hun vendte sig i den.
Mors snorken brød idyllen – en hæslig, guttural snorken kom fra hendes vældig korpus inde i soveværelset. Inde fra stuen lignede hun en gigantisk so anbragt på en spinkel båre holdt oppe af fire tynde pinde. Knud Helge havde mere end en gang set mænd liste forfærdede ud af hendes soveværelse, når det var gået op for dem, hvad de havde ligget i med om natten.
Knud begyndte at støve af – blidt for ikke at vække mor, så kunne han have morgenen for sig selv – og nåede ud i køkkenet. Han kunne mærke sin egen udstråling af kedsomhed omkring sig, han vidste det godt, han var usigeligt kedelig. Fra køkkenvinduet kunne han kigge ned langs parcelhusvejen, han og mor boede på, dvs. han boede til leje hos hende. Vibevænget var blevet anlagt i midthalvfjerdserne og bestod af en række lave huse, skiftevis bygget af røde og gule mursten. Der var endnu helt roligt på vejen, overalt var der fuglekvidder, men meget druknede i mors snorken; men Knud Helge vidste, at om ikke længe ville pensionist Jørgensen ovre i nr. 4 komme ud og stille sig ved sin postkasse, der ville han stå, rank og spinkel i sin blåtonede slåbrok, og vente på avisbudet skulle komme med hans morgenavis. Om ikke længe ville Carsten komme ud af hoveddøren, Jørgensen og han ville udveksle høflige nik, hvorefter han i stilhed ville nyde sin morgencigaret. Det var fast rutine. Om vinteren kunne Knud Helge se lys i Carstens køkkenvindue, så han vidste at Carsten altid stod op før hans kone og børn gjorde det.
Ovre i nr. 7 måtte Anders være oppe nu. Knud Helge kendte ham ikke særligt godt, de havde aldrig hilst på hinanden. Men Knud havde lært at bemærke de små detaljer – lidt damp emmede ud ved et vindue, luften flimrede let ved skorstenen, altså måtte Anders have været i bad og var nu i gang i køkkenet. Nogle morgener kom Anders ud og hilste på Jørgensen og Carsten. Knud Helge følte sig helt syg om hjertet af bar ærgrelse … hvis bare han også kunne være med … Ikke fordi de tre mænd snakkede sammen og så ud som om de var nære venner, men de havde i det mindste slags fællesskab. Mors seng knirkede hæsligt, da hun vendte sig i den.
Det forår fårene stak af
Landmand Frydenlund har et meget gammeldagst landbrug. Et lille husmandssted med nogle tilhørende jorde, ikke langt fra bugten, hvor det Lokale Kemiske Værk de sidste mange år har udledt spildevand.
Om sommeren lugter der ikke godt nede ved stranden, men det passer Frydenlund godt. ”Det holder de pokkers badegæster væk”, siger han. Det er også rigtigt, men Frydenlund har en lille hemmelighed, han nødigt deler med andre. Græsset nede ved kysten er lidt grønnere og lidt mere frodigt end andre steder og Frydenlund lader ikke sådanne ting gå til spilde. ”Forurening kalder de det. Jeg kalder det gødning”, siger landmand Frydenlund og smiler for sig selv.
Frydenlund er enkemand, han er godt oppe i årene og må drive sit landbrug alene, men pokker om han vil det dele med nogen, som han plejer at sige. Det er selvfølgelig ikke let for en gammel mand og af og til lader han fårene løbe frit. Fårene løber nede ved stranden, hvor græsset er friskt og grønt. ”Det er god næring for fårene”, tænker Frydenlund og synes selv, at han er vældig snedig.
Da kom et forår, hvor fårene stak af. Dette er deres beretning.
Om sommeren lugter der ikke godt nede ved stranden, men det passer Frydenlund godt. ”Det holder de pokkers badegæster væk”, siger han. Det er også rigtigt, men Frydenlund har en lille hemmelighed, han nødigt deler med andre. Græsset nede ved kysten er lidt grønnere og lidt mere frodigt end andre steder og Frydenlund lader ikke sådanne ting gå til spilde. ”Forurening kalder de det. Jeg kalder det gødning”, siger landmand Frydenlund og smiler for sig selv.
Frydenlund er enkemand, han er godt oppe i årene og må drive sit landbrug alene, men pokker om han vil det dele med nogen, som han plejer at sige. Det er selvfølgelig ikke let for en gammel mand og af og til lader han fårene løbe frit. Fårene løber nede ved stranden, hvor græsset er friskt og grønt. ”Det er god næring for fårene”, tænker Frydenlund og synes selv, at han er vældig snedig.
Da kom et forår, hvor fårene stak af. Dette er deres beretning.
Trolde
Det var en varm sommer eftermiddag. Solens varme stråler faldt tungt gennem de støvede vinduer og opvarmede det lille hus på den stille villavej.
Det var vistnok et lille hus, Ulrik syntes i hvert fald at huset inden ved siden af var større. Viggo påstod, at det var mindre, men han var også større end Ulrik. Ralf, der var tyndere end Ulrik, mente at nabohuset var større, man han snakkede også om det andet hus. Alle de tanker gjorde Ulrik gnaven, hans humør skiftede fra at have været irriteret til at være småsur.
Så skete der noget særligt. En lyd hørtes, der var bevægelse. Døren til huset gik op, og al den tunge, støvede luft, der var blevet lunet op af mange eftermiddagssole væltede ud gennem den åbne dør. Det var som om hele huset sukkede og åndede ud i et drag.
Ulrik følte sig endnu mere forstyrret, han hadede det og hans småsure humør ændredes igen, nu var han rigtig sur. Nogen forstyrrede ham og det kunne kun være mennesker. Det havde ingen mennesker gjort siden … ikke siden … i hvert fald længe siden. Han stak hovedet ud fra hans hule i toilettet. Han hørte støj – men selvfølgelig gjorde han det, for Ralf var i nærheden, Ralf støjede altid. Ulrik overvejede om han skulle blive mere vred, sådan rigtig arrig, men tænkte ved sig selv, at han jo egentlig var en glad lille trold … så hørte han børnene, der var mindst to. Det var lige før han fik vandet i kummen til at koge af arrigskab.
Det var vistnok et lille hus, Ulrik syntes i hvert fald at huset inden ved siden af var større. Viggo påstod, at det var mindre, men han var også større end Ulrik. Ralf, der var tyndere end Ulrik, mente at nabohuset var større, man han snakkede også om det andet hus. Alle de tanker gjorde Ulrik gnaven, hans humør skiftede fra at have været irriteret til at være småsur.
Så skete der noget særligt. En lyd hørtes, der var bevægelse. Døren til huset gik op, og al den tunge, støvede luft, der var blevet lunet op af mange eftermiddagssole væltede ud gennem den åbne dør. Det var som om hele huset sukkede og åndede ud i et drag.
Ulrik følte sig endnu mere forstyrret, han hadede det og hans småsure humør ændredes igen, nu var han rigtig sur. Nogen forstyrrede ham og det kunne kun være mennesker. Det havde ingen mennesker gjort siden … ikke siden … i hvert fald længe siden. Han stak hovedet ud fra hans hule i toilettet. Han hørte støj – men selvfølgelig gjorde han det, for Ralf var i nærheden, Ralf støjede altid. Ulrik overvejede om han skulle blive mere vred, sådan rigtig arrig, men tænkte ved sig selv, at han jo egentlig var en glad lille trold … så hørte han børnene, der var mindst to. Det var lige før han fik vandet i kummen til at koge af arrigskab.
En kær genre
En kær genre for mig er de korte historier – optakter til lange fortællinger. I deres længde er disse historier ikke længere end en enkelt side. De er tydeligvis en del af en større historie og et væsentligt træk ved dem er, at de skal vække læserens interesse for resten af historien.
Den korte historie skal meget gerne nå at formidle miljø og genre, foruden stil og stemning. Fortællingens personer skal også meget hurtigt involveres, i det mindste en af dem.
Miniaturenovellerne eller korthistorierne er dem, der almindeligvis betegnes som Foromtaler. Et lille stykke tekst, der skal sige noget om et rollespilsscenariet. Foromtalens formål er at vække rollespilleres interesse, enten for at blive spilleder eller spiller på scenariet. En sådan foromtale bliver almindeligvis suppleret med nogle praktiske informationer om genre og miljø, om den forventede type rollespillere og hvad slags rollespil, der er tale om. Hertil kommer også informationer om antallet af spillere i scenariet og om hvorvidt det er suppleret med et specifikt regelsystem eller ej.
I det følgende vil jeg præsentere en række foromtaler. Bag nogle af dem er der blevet udviklet scenarier, andre er scenarier på tegnebrættet og atter andre er intet andet end små sære historier. Fælles for dem alle er, at de kan blive til foromtaler for et rollespilsscenarie – hvis de da ikke allerede er det.
Trolde er den første af teksterne, som jeg skrev. Siden er de andre kommet til. De fleste af tekster overholder min regel om maks. en sides længde, men både Før Fanden får sko på og Tøser bryder denne regel. Før Fanden ... gør det for at styrke trægheden, som historien handler om, dvs. den er fortalt trægt for at understrege fortællingens træghed. Tøser er blevet langt pga. sin struktur, som sådan er teksten ikke lang.
Den korte historie skal meget gerne nå at formidle miljø og genre, foruden stil og stemning. Fortællingens personer skal også meget hurtigt involveres, i det mindste en af dem.
Miniaturenovellerne eller korthistorierne er dem, der almindeligvis betegnes som Foromtaler. Et lille stykke tekst, der skal sige noget om et rollespilsscenariet. Foromtalens formål er at vække rollespilleres interesse, enten for at blive spilleder eller spiller på scenariet. En sådan foromtale bliver almindeligvis suppleret med nogle praktiske informationer om genre og miljø, om den forventede type rollespillere og hvad slags rollespil, der er tale om. Hertil kommer også informationer om antallet af spillere i scenariet og om hvorvidt det er suppleret med et specifikt regelsystem eller ej.
I det følgende vil jeg præsentere en række foromtaler. Bag nogle af dem er der blevet udviklet scenarier, andre er scenarier på tegnebrættet og atter andre er intet andet end små sære historier. Fælles for dem alle er, at de kan blive til foromtaler for et rollespilsscenarie – hvis de da ikke allerede er det.
Trolde er den første af teksterne, som jeg skrev. Siden er de andre kommet til. De fleste af tekster overholder min regel om maks. en sides længde, men både Før Fanden får sko på og Tøser bryder denne regel. Før Fanden ... gør det for at styrke trægheden, som historien handler om, dvs. den er fortalt trægt for at understrege fortællingens træghed. Tøser er blevet langt pga. sin struktur, som sådan er teksten ikke lang.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
