Togvækkerne

”Vågn op, hr. De skal af her ...”

”Øhhh ... hva’? Men det er jo min station. Det er jo her jeg skal af.”
Den midaldrende herre, der havde slumret i toget, vågnede, om end kun halvt, og vaklede søvndrukkent ud af toget.


Thomas havde oplevet det én gang: lige pludselig at vågne ved den station man skulle af ved. Som ved et lykketræf var han vågnet op og stået af, hvor han skulle af.
Siden var det anderledes. De næste par gange han var vågnet lige før en station, havde han haft fornemmelsen af, at blive vækket af nogen. Men når han åbnede øjnene, var der aldrig nogen. Han havde hver gang kigget sig grundigt om, men de var aldrig til at få øje på. Ikke desto mindre vidste han, at de var der – togvækkerne – og han ville være en af dem. I en alder af 19 havde taget denne store beslutning, han ville finde dem og blive en del af deres hemmelige broderskab.


Hvad, Thomas ikke vidste, var, at det var et meget vigtigt hverv, for ingen af de uvidende måtte nogensinde nå frem til en af de forladte stationer.
Det var af stor vigtighed altid at vække folk inden da.
Det var Togvækkernes hverv.