Et tilbagevendende tema i min læsning af film er temaet om overgangen til Den anden verden.
Den anden verden er et lån fra diverse kulturstudier, hvor anvender det om dødsriget, drømmeland, elverland osv. Det sted, hvor man ankommer ved at 'krydse over' typisk gennem en dødlignende tilstand.
I en meget forsimplet form hedder det "hjemme - ude - hjemme", hvor Den anden verden er "ude" og overgangen er "-".
Når vores helt skal bevæge sig fra en verden eller tilstand til en anden, skal der ske en overgang.
Så langt så godt. I Alien og Aliens og Alien3 er det et vigtigt element for rummonstret Alien holder til i drømmeland.
Alien
Besætningen ligger sovende. De "vækkes" og er nu ankommet til Den anden verden, hvor man kan rende ind i aliens. Exit foregår på samme måde. Ripley ligger sig til at sove for at krydse fra Drømmeland (Den anden verden) til vores verden. Inden hun kan ligge sig til at sove, er hun nødt til at sikre sig, at monstret ikke forfølger hende fra Drømmeland ind i vores verden - derfor hun til sidst fordriver det fra hendes rituelle drømmekammer.
Aliens
Imidlertid har hun ikke endeligt besejret aliensne. Selvom hun har forladt den anden verden, hvor de huserer, så kan de stadig forfølge hende i hendes drømme, og det gør de så. Ripley plages af mareridt om aliens, indtil hun beslutter sig for at krydse over ved at drage i en dødlignende dvaletilstand til den anden verden.
Her konfronterer hun atter aliensne. Besejrer dem i størrer omfang end sidste gang, og ligger sig atter til at sove for at forlade deres verden.
Alien3
Uheldigvis forfølger drømmemonstret hende. Det er trængt ind i hendes drømme, og truer med at trænge ind i vores verden via hende. Kun ved endeligt at forblive i den anden verden, kan hun binde drømmemonstrene, og hun ofrer derfor sig selv, som en anden kristus, og tager endeligt drømmemonstret ind i dødens rige.
Alien: Resurrection
Så er der alien 4. Mareridtet fortsætter, da videnskabsmænd og militærfolk forsøger at hende Ripley og monstret ud af Dødsriget. I begyndelsen af filmen er det allerede lykkedes dem. De har hentet Ripley og aliensne ud af Dødsriget og holder dem indespærrede i rumstationens grænseland. Herfra forsøger alle parter at flygte ind i denne verden. Ripley dræber aliensne, mens de er i den liminale tilstand - grænsetilstanden er da rumflyet er ved at gå til grunde, da de er på vej ned mod jorden.
Aliens vs Predator vil jeg ikke beskæftige mig med i denne omgang. Ideen var god, de oprindelige tegneserier var gode, og filmen noget skidt.
22. december 2007
Flugten fra de voksnes verden
Jeg har lige haft fornøjelsen af at se Resident Evil III - eller rettere zombie-udgaven af Mad Max III. Ikke helt skidt, ikke helt perfekt, men nu findes der tre Mad Max III-film: Den oprindelige Mad Max beyond Thunderdome, samt Waterworld og Resident Evil: Extinction.
I alle tre tilfælde følger vi en ensom omstrejfer, der ikke kan tilpasse sig de voksnes verden. De voksnes verden er karakteriseret ved vold og barbarisme, civilisationen er kollapset, og den enlige protagonist er den sidste repræsentant for den præ-apokalyptiske verden.
Ind i denne verden ankommer en gruppe børn eller unge, uskyldige mennesker. De er strandet og kan ikke finde ud igen. De er i fare, og det bliver protagonistens opgave at hjælpe dem ud, men vor protagonist er fremmedgjort, og derfor modvillig. Det er i selskabet med børnene, at han/hun indser, at hans opgave er at hjælpe børnene ud af denne verden. Selv kan vor protagonist aldrig rejse med dem, han/hun hører til i de voksnes verden, da vedkommende selv er voksen.
Vor helt bliver menneskeliggjort af selskabet med børnene, finder modet til at kæmpe videre, og sender derefter børnene videre Den anden verden, hvorfra de oprindeligt kommer.
I Mad Max III støder vor helt på en gruppe børn, der bor i skjul. De er ankommet med et fly, der skulle undsætte dem fra den apokalyptiske verden, men flyet styrtede og strandede dem. Vor helt hjælper børnene til at flyve bort i en voldsom sandstorm til en anden verden, men selv bliver han tilbage.
I Waterworld skal han undsætte vidunderbarnet, der bærer kortet til land på sig. Til sidst lykkes det dem at flyve gennem tætte tågebanker og på den måde stikke af. De ankommer til fastland, hvorefter at protagonisten er nødt til at gå sin vej - han hører ikke til her.
I Resident Evil III finder vor heltinde et skattekort, der fører til det paradisiske Alaska. Hun overlader skattekortet til den strandede konvoj, og hjælper dem til at stikke af i en helikopter, mens hun selv bliver tilbage for at bekæmpe den organisation, der var årsag til verdens undergang.
Og på falderebet nupper vi lige den tredje genindspilning af I am Legend (blandt andet filmatiseret under titlen Last Man on Earth), hvor hovedpersonen strejfer alene om i en postapokalyptisk verden, indtil han en dag møder nogle børn, som han redder ud af denne verden gennem en sort tunnel, mens han selv bliver tilbage og kæmper.
Altså en gruppe film, der alle bygger på en postapokalyptisk verden, hvor de voksne er gået amok, og hvor vor helt er civilisationens sidste forkæmper, og hans opgave er modvilligt at undsætte de strandede børn, mens han selv bliver tilbage og kæmper. Til gengæld optjener han en menneskeligheden og styrken til at kæmpe for en bedre verden efter sit møde med børnene.
I alle tre tilfælde følger vi en ensom omstrejfer, der ikke kan tilpasse sig de voksnes verden. De voksnes verden er karakteriseret ved vold og barbarisme, civilisationen er kollapset, og den enlige protagonist er den sidste repræsentant for den præ-apokalyptiske verden.
Ind i denne verden ankommer en gruppe børn eller unge, uskyldige mennesker. De er strandet og kan ikke finde ud igen. De er i fare, og det bliver protagonistens opgave at hjælpe dem ud, men vor protagonist er fremmedgjort, og derfor modvillig. Det er i selskabet med børnene, at han/hun indser, at hans opgave er at hjælpe børnene ud af denne verden. Selv kan vor protagonist aldrig rejse med dem, han/hun hører til i de voksnes verden, da vedkommende selv er voksen.
Vor helt bliver menneskeliggjort af selskabet med børnene, finder modet til at kæmpe videre, og sender derefter børnene videre Den anden verden, hvorfra de oprindeligt kommer.
I Mad Max III støder vor helt på en gruppe børn, der bor i skjul. De er ankommet med et fly, der skulle undsætte dem fra den apokalyptiske verden, men flyet styrtede og strandede dem. Vor helt hjælper børnene til at flyve bort i en voldsom sandstorm til en anden verden, men selv bliver han tilbage.
I Waterworld skal han undsætte vidunderbarnet, der bærer kortet til land på sig. Til sidst lykkes det dem at flyve gennem tætte tågebanker og på den måde stikke af. De ankommer til fastland, hvorefter at protagonisten er nødt til at gå sin vej - han hører ikke til her.
I Resident Evil III finder vor heltinde et skattekort, der fører til det paradisiske Alaska. Hun overlader skattekortet til den strandede konvoj, og hjælper dem til at stikke af i en helikopter, mens hun selv bliver tilbage for at bekæmpe den organisation, der var årsag til verdens undergang.
Og på falderebet nupper vi lige den tredje genindspilning af I am Legend (blandt andet filmatiseret under titlen Last Man on Earth), hvor hovedpersonen strejfer alene om i en postapokalyptisk verden, indtil han en dag møder nogle børn, som han redder ud af denne verden gennem en sort tunnel, mens han selv bliver tilbage og kæmper.
Altså en gruppe film, der alle bygger på en postapokalyptisk verden, hvor de voksne er gået amok, og hvor vor helt er civilisationens sidste forkæmper, og hans opgave er modvilligt at undsætte de strandede børn, mens han selv bliver tilbage og kæmper. Til gengæld optjener han en menneskeligheden og styrken til at kæmpe for en bedre verden efter sit møde med børnene.
Troløse kunder
Et udtryk, som jeg finder spas, er udtrykket "troløse kunder". Det dukker op i alskens historier om, hvor hårdt det er for denne og hin branche at agere på markedet, og det skyldes naturligvis, at kunderne er troløse.
Men hvorfor skal kunder være trofaste? Er det ikke naivt af et firma at antage, at kunderne er tro? Hvad gør firmaet for at holde kunderne tro?
Det er ikke min opgave, som bruger og forbruger at udvise loyalitet overfor sælger eller udbyder af et produkt. Derfor er jeg heller ikke troløs. Min opgave er at erhverve mig det bedste produkt, og når et firma ikke kan levere det for mig bedste produkt, så skifter jeg firma. Det er ikke mig, der er troløs. Det er firmaet, der er illoyalt.
Illoyalt?
Jeps. Firmaet har ikke kunne opretholde sin forpligtigelse til at levere det for mig bedste produkt. Jeg er blevet svigtet, og er derfor tvunget til at skifte produkt. Det er illoyalt ikke at kunne opretholde det for mig bedste produkt.
Jeg vælger derfor et andet produkt. Det er ikke troløst.
Men hvorfor skal kunder være trofaste? Er det ikke naivt af et firma at antage, at kunderne er tro? Hvad gør firmaet for at holde kunderne tro?
Det er ikke min opgave, som bruger og forbruger at udvise loyalitet overfor sælger eller udbyder af et produkt. Derfor er jeg heller ikke troløs. Min opgave er at erhverve mig det bedste produkt, og når et firma ikke kan levere det for mig bedste produkt, så skifter jeg firma. Det er ikke mig, der er troløs. Det er firmaet, der er illoyalt.
Illoyalt?
Jeps. Firmaet har ikke kunne opretholde sin forpligtigelse til at levere det for mig bedste produkt. Jeg er blevet svigtet, og er derfor tvunget til at skifte produkt. Det er illoyalt ikke at kunne opretholde det for mig bedste produkt.
Jeg vælger derfor et andet produkt. Det er ikke troløst.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
