A for Cameron

Avatar er rost af alskens folk for sin visuelle side, kritiseret for sin brug af Danser med smølfer-plot, bemærket for sin store publikumssucces, og kommenteret for sin skabelse af dedikerede fans, der maler sig blå i hovedet og dyrker fiktionsuniverset - og så har man bemærket, at fans har oplevet depression efter at have oplevet filmen.

Det er interessant så modvillig og utilfreds kritikerne er med filmen, og med hvilken dyd de forsøger at fremhæve den mest sande kilde eller den mest sande tolkning af tidligere fremhævede kilder til Avatar. Kan man ikke acceptere publikumssuccesen, så kan man i det mindste agere indsigtsfuld.

Nu hvor jeg er gået i gang med at kommentere filmen og dens kommentatore, så vil jeg bidrage med en lille smule analyse selv for at opfylde spillereglerne for at kommentere på Avatar.

Aliens, Abyss, Avatar

Et kritikpunkt lyder på, at karaktererne er todimensionelle, og at Cameron hviler for meget på den strukturelle fortællemodel til at legitimere sine karakterer.

Hovedsageligt gør han det vel, fordi han allerede har fortalt karakterernes historie tidligere. Der er derfor ikke grund til at gøre det igen. I stedet for bruger han tid på den historie, han endnu ikke har fortalt - og det er danser med smølfer-historien med den vrede Gaia. De andre er allerede blevet dækket i filmene Aliens og Abyss. De tre A'er udgør derved en sammenhængende kosmologi, hvor Abyss kronologisk udspiller sig først, og hvor Aliens sandsynligvis udspiller sig tid inden Avatar, hvorlænge er uvidst.

Der er fire kategorier af personer i de tre A'er: Marinere, Firmaets folk, Råstofudvindere og Forskere.

I Aliens oplever vi Firmaets Folk, Råstofudvinvdere og Marinere. I Abyss optræder Forskere, Råstofudvindere og Marinere, og i Avatar møder vi dem alle fire, hvor Råstofudvinderne dog har en beskeden rolle. De forskellige gruppe belyses i de foregående film, og Cameron kan derfor springe belysningen af dem over.

En interessant ting ved filmen er, hvor effektivt den får skabt en besnærende drøm. Mængden af folk, der maler sig blå i hovedet, og som på debatfora drømmer om Pandora og at slippe væk fra vores virkele verden. Trods al kritik af Avatar, så er det en voldsomt effektiv drøm, Cameron har skabt. Den simple historie sælger sin drøm så meget bedre.

Imperialisme og den hvide mand

Der er gået sport i at finde den film, som Avatar har taget form efter. Foreløbigt har jeg fundet referencer til filmene Namak Haraam (1973), Dune (1984), Danser med ulve (1990), FernGully (1992), Pocahontas (1995) og Den sidste samurai (2003) foruden en stribe bøger og kunstnere. Det lader til, at for hver ældre film med samme tema man kan identificere, des dårlige bliver Avatar. Jeg erindrer dog ikke at have hørt kritik af Danser med ulve for at ligne Dune eller Pocahontas for at ligne FernGully - men kritikken kan da godt have været der. Russiske fans mener ligefrem, at Cameron har stjålet fra en stribe russiske science fiction-forfattere og - filmfolk, og at han bør arresteres.

Der er særligt fire film, som Avatar er blevet sammenlignet med, og nærmest kritiseret for at være sammenlignelig med, og det er Dune, Disneys Pocahontas, Danser med ulver og Den sidste samurai. At filmen er sammenlignelig med de fire film kan ikke være et kritikpunkt i sig selv, derimod er det interessant at kigge på filmens brug af 'basisfortællingen', og det kan bedst ses ved at sammenligne den med de andre film, og se hvor den afviger.

Overordnet handler det om en disullisioneret mand, der møder et 'indfødt' samfund, som er truet af mandens eget samfund. Han bliver en del af de indfødtes samfund, møder en pige, og hjælper de indfødte i et slag imod mandens eget samfund. Mandens samfund er det samme som publikums samfund, men set fra en absolut negativ vinkel.

Den hvide mand er et centralt element i Pocahontas, Danser med ulve og Den sidste samurai, og i de tre film indgår den hvide mands undertrykkelse af indianere (i DSS er manden veteran fra indianerkrigene og ser mønstret genskabt i Japan), og den hvide mand er i alle tre tilfælde amerikaner eller proto-amerikaner (Pocahontas). Det får amerikanske anmeldere til at kalde historierne for 'hvide mænd'-fortællinger, hvilket kun giver mening, hvis man underforstår amerikansk. Ikke at europæerne ikke har haft kolonier rundt om i verden og har begået deres forbrydelser der, men i modsætning til amerikanerne, er de indfødte ikke blevet udslettet, men har mere eller mindre fået deres lande igen (i f.eks. Afrika dog efter europæernes grænsedragninger, hvilket fortsat trækker blodige spor) - og det er her Avatar og Dune adskiller sig fra de tre andre. I de tre film går indianerne (og samuraierne) under og forsvinder ud i aftenlandet, mens indbyggerne på Arrakis er koloniseret og udnyttet efter europæisk model, og de er således ikke ved at uddø, men bliver i stedet ført til storhed af Paul Atreides, og i Avatar føres de til sejr af Mike Sully. De to film har den forskel i sig, at de indfødte kan være sejrrige, men endnu mere væsentligt er det, at ingen af de indfødte er truet af udryddelse, mens de andre historier prædestinerer udryddelsen ved at indianerne/samuraierne allerede udrydningstruede - og DSS adskiller sig fra de andre indianer-film, at helten får en chance for at omgøre den allerede skete katastrofe - indianerne er allerede uddøde, og omgørelsen består mestendels i, at den selvstændighed indianerne mistede, bevarer japanerne.

Dune er mere en europæisk koloni-historie i tråd med Lawrence of Arabia, og Avatar er indianernes revanche set med amerikanske øjne.

Fælles for flere af filmene er, at de indfødte accepterer hovedpersonen ud fra et varsel. Han er i deres verden prædestineret til noget særligt. Dune er dog anderledes. Først og fremmest fordi Paul Atreides allerede har visioner om stedet og om sin kommende kæreste/konkubine Chani, og det kan spekuleres, om ikke fremens' profetier om Paul er plantet af Bene Gesserit, der indirekte står bag Pauls eksistens (taget i forbehold, at Jessica skulle have haft en datter og ikke en søn). I Dune er helten ung og utrænet, der mister sin fædrene arv, mens han i DMU, DSS og Avatar er en udbrændt og bitter veteran uden nogen forhåbning, og i Avatar skyldes hans position, at han overtager sin nyligt afdøde brors plads. Der er væsentlige forskelle mellem filmene, og i Dune skal man ignorere de storpolitiske elementer for at komme ind til basis-historien.

Samtidig med er der flere ligheder på det handlingsplanet: At ride på en orm - at ride på en drage (Dune - Avatar); at finde sammen med høvdingens datter, der allerede er lovet bort til stammens unge helt (Pocahontas - Avatar); At blive oplært sammen med sin moder (Dune - Avatar); Det handler om ressourcer (Dune, Pocahontas, Avatar); Samfundet trues af udryddelse, helten advarer dem, men de tager ham som fange, og derefter angribes de og høvdingen dør, og de tager helten til sig alligvel (Pocahontas - Avatar).

Gennemløber vi alle ligheder og forskelle der er ved basisfortællingen, så er Avatar endnu en tolkning i denne serie, men den er absolut sin egen. For eksempel er heltens bevægelse ind og ud af sit eget og de indfødtes samfund udsædvanlig og ganske interessant. Hæren er en hær af lejesoldater, der handler på vegne af et privatfirma - det der hverken den engelsk konge, den amerikanske stat, japanske administration eller et adelshus med kejserlig opbakning, der står bag. Ligeledes er hele Gaia-elementet, hvor hele planeten kommer til de indfødtes undsætning et specielt element, da eneste parallel er i Dune, og her er det "Desertpower", som er en aktiv anvendelse af planetens lokale forhold.

Min umiddelbare tese er, at Cameron genanvender en basisfortælling på en underspillet ny måde, der på overfladen ligner de andre, men tager man fandyrkelsen af filmen i betragtning, og dens voldsomme effekt på en række mennesker, må det konstateres, at Avatar gør noget ved den basisfortælling, vi ikke har oplevet før. Min påstand er, at Camerons brug af en klassisk fortælling rammer en nerve (en drøm, et zeitgeist?), som ingen i samme omfang og med samme kraft har ramt før. Der er al mulig grund til at kigge på det filmen gør, og ikke på alle de fortællinger, som vi kan genkende i den - eller også kigge på, hvorfor vi genkender så mange fortællinger i den.

Nå ja, så kommer der jo også en 2'er. Det er der nærmest nødt til at gøre. Filmen slutter der, hvor den private virksomhed bliver fordrevet, og det er der, hvor den statslige kolonimagt plejer at træde ind på vegne af den fordrevne virksomhed. Tager vi konsekvensen, så bliver næste historie om jorden vs pandora. Men lad nu se, hvad Cameron finder på.