"Christian video game stokes controversy" er lidt ligesom kristen rock.
Engang var video, rockmusik og rollespil farlige ting. Nu tages de i brug af kristne (hvilket er en mangfoldig gruppe og termen er på sin vis misvisende, da andre kristne vil sige, at det er de andre kristne, som gør det her, og ikke dem selv, hvorved de implicit siger, at de er bedre kristne end de kristne, hvilket de selvfølgelig ikke vil sige, da de er gode kristne, men alle er de kristne), hvilket er sigende for religioner, nemlig at disse er enormt fleksible størrelser, der er levende i kraft af, at de påvirker og påvirkes af deres omgivelser. Samtidig med vil de også gerne være oprindelige, ægte og transcendere det materielle rum, hvilket de erklærer, at de gør ved at holde sig fra af den slags. Hmm.
14. december 2006
Alt for længe siden
Så derfor skriver jeg dette indlæg. Her er stadig liv og nu, hvor jeg har fået forbedret min netadgang, vil jeg skrive her noget oftere.
18. juli 2006
På en støvet landevej
Det begyndte alt sammen en dag, hvor jeg stod i grøften sammen med tre andre rollespillere og ventede. Det var sommer og solen skinnede. En mild brise fejede ind over engene og den støvede grusvej, vi stod ved.
Det er helt ligesom Morten Koch, brød Marie ind med.
Øh, ja, det er det, svarede jeg. – Det er begyndelsen på en eller anden dannelsesroman.
Vi stod fire rollespillere ved en støvet grusvej. Det var en smuk sommerdag og en mild vej vind fejede ind over os og gav en smule sval luft i den brændende hede. Vi stod i grøften og ventede på en taxi. De tre andre var kørt i forvejen med den første taxi, som også rummede min oppakning. Vi havde ikke været sikre på, om den næste taxi var stor nok til at rumme både os og vore oppakninger.
Kom nu, fortsæt, lød det opfordrende fra Marie. Hun sad i græsset og nød det gode vejr.
Tjae, jeg ved ikke rigtigt, svarede jeg. Gik i stå og fik ikke fortsat fortællingen. Lidt efter fangedes min opmærksomhed af en bil, der skrumlende på den ujævne vej, fulgt af en tæt støvsky. Det var en tyrkisgrøn taxi og den var rigeligt stor til at tage vore oppakninger. Der var ingen grund til, at jeg havde sendt min oppakning med den første. Vognen stoppede og op og ud trådte en flink chauffør, der hjalp os med bagagen og vi satte os ind.
Det havde været en lang weekend. Jeg havde fået spillet skak med Døden – og havde sejret – men det var endnu ikke lykkedes os at finde rumskibet. For pokker da også! Det gods skal undersøges indtil jeg finder det forbistrede rumskib! Fredag spillede jeg russisk roulette og vandt! To gange endda. Det var slet ikke så skidt. Lørdag spenderede jeg hele dagen med at flygte fra zombier. Tredje omgang gik det ikke så godt. Jeg tog fejl af de andre overlevendes flugt og havnede i armene på en flok sultne zombier. I det mindste var jeg gået sejrrigt ud af Mall’en de to første omgange.
Torsdag havde været munter. Eftermiddagen var blevet brugt på at udpege syndere og retfærdige i et lille Indre Missionsk samfund. Ordet ”Banko!” fik en helt ny betydning og i fællesskab havde vi fortalt om hvorledes taget i kirken kollapsede og alle de syndige landsbyfolk (og vist egentlig også de få retfærdige (ups)) omkom. Aftenen blev brugt på en dannelsesrejse for en ung mand, der drog tværs over Bornholm for at befri Elvira og bekæmpe sin onde tvillingebror, der i det sidste store slag foran Hammershus dræbte trolden Bobbarækus.
Fredag var mere afslappet og traditionel. En flok ivrige adelsmænd og deres følge drog ud efter en terroristisk telepat for på næsten eget initiativ at hjælpe Den Sorte Ridder med at finde samme. Aftenen udviklede sig siden med bål, jongleren med ild, russisk roulette og fællessang. Smukt, dejligt.
Men et referat af alle weekendens begivenheder er der ikke meget ved, så lad mig komme tilbage til historien. Det var en smuk og solskinsrig dag. Jeg stod i grøften sammen med seks andre rollespillere[1]. En frisk vind fejede ind over den støvede grusvej og bragte sval luft fra de omkringliggende enge til os. Det var vældigt idyllisk.
Lars pegede hen på et lille skilt på plankeværket. – Jeg tror faktisk, at det var det skilt vi overså sidst år, da vi kom gående derovre fra. Vi stod ved et t-kryds og han pegede hen på sidevejen. Det var intet under, at de havde overset skiltet. Det var ikke synligt, når man kom fra sidevejen.
Det var så her vi spurgte om vej. Han indikerede, at det var lige før midten af krydset. – Det var en eller anden fyr, som sagde, at vi skulle gå til venstre, mens han pegede sådan. Lars strakte sin arm og pegede mod højre. – Vi troede, at han mente hans venstre, så vi gik til højre, i stedet for derhen hvor han pegede. Det var først da vi nåede op for enden af vejen og så, at der stod nummer et, at vi opdagede, at vi var gået i den forkerte retning og at manden havde ment, vores venstre, i stedet for sin venstre.
Da var det, at min opmærksomhed fangedes af en taxi, der kom bumlende af den støvede og hullede grusvej, ledsaget af en vældig støvsky. Peter kiggede i retning af vognen. – Er det en bil eller taxi? Jeg kan ikke helt se det, sagde han, mens han skyggede med hånden for sine øjne.
Det er en taxi, svarede jeg.
Det var en hvid taxi og den var rigeligt stor til, at tage vores oppakninger. Den stoppede op i t-krydset, vendte rundt og standsede helt. En flink chauffør steg ud og han hjalp med at laste de tre førstes oppakninger. For en god ordens skyld tog de min oppakning med, hvis nu den næste taxi ikke var så stor. Vognen satte i gang og vi var fire rollespillere, der på en smuk sommerdag, stod tilbage i en grøft. Vinden blæste svalt ind fra engene og gav en smule kølighed i den ellers tørre hede.
Det begyndte alt sammen en dag, hvor jeg stod i grøften sammen med tre andre rollespillere og ventede. Det var sommer og solen skinnede. En mild brise fejede ind over engene og den støvede grusvej, vi stod ved.
Det er helt ligesom Morten Koch, brød Marie ind med.
Øh, ja, det er det, svarede jeg.
[1] Hvilket er lidt af en tilsnigelse, da den ene hovedsageligt spiller brætspil, og jeg tror, at det er flere år siden, han sidst spillede rollespil
Det er helt ligesom Morten Koch, brød Marie ind med.
Øh, ja, det er det, svarede jeg. – Det er begyndelsen på en eller anden dannelsesroman.
Vi stod fire rollespillere ved en støvet grusvej. Det var en smuk sommerdag og en mild vej vind fejede ind over os og gav en smule sval luft i den brændende hede. Vi stod i grøften og ventede på en taxi. De tre andre var kørt i forvejen med den første taxi, som også rummede min oppakning. Vi havde ikke været sikre på, om den næste taxi var stor nok til at rumme både os og vore oppakninger.
Kom nu, fortsæt, lød det opfordrende fra Marie. Hun sad i græsset og nød det gode vejr.
Tjae, jeg ved ikke rigtigt, svarede jeg. Gik i stå og fik ikke fortsat fortællingen. Lidt efter fangedes min opmærksomhed af en bil, der skrumlende på den ujævne vej, fulgt af en tæt støvsky. Det var en tyrkisgrøn taxi og den var rigeligt stor til at tage vore oppakninger. Der var ingen grund til, at jeg havde sendt min oppakning med den første. Vognen stoppede og op og ud trådte en flink chauffør, der hjalp os med bagagen og vi satte os ind.
Det havde været en lang weekend. Jeg havde fået spillet skak med Døden – og havde sejret – men det var endnu ikke lykkedes os at finde rumskibet. For pokker da også! Det gods skal undersøges indtil jeg finder det forbistrede rumskib! Fredag spillede jeg russisk roulette og vandt! To gange endda. Det var slet ikke så skidt. Lørdag spenderede jeg hele dagen med at flygte fra zombier. Tredje omgang gik det ikke så godt. Jeg tog fejl af de andre overlevendes flugt og havnede i armene på en flok sultne zombier. I det mindste var jeg gået sejrrigt ud af Mall’en de to første omgange.
Torsdag havde været munter. Eftermiddagen var blevet brugt på at udpege syndere og retfærdige i et lille Indre Missionsk samfund. Ordet ”Banko!” fik en helt ny betydning og i fællesskab havde vi fortalt om hvorledes taget i kirken kollapsede og alle de syndige landsbyfolk (og vist egentlig også de få retfærdige (ups)) omkom. Aftenen blev brugt på en dannelsesrejse for en ung mand, der drog tværs over Bornholm for at befri Elvira og bekæmpe sin onde tvillingebror, der i det sidste store slag foran Hammershus dræbte trolden Bobbarækus.
Fredag var mere afslappet og traditionel. En flok ivrige adelsmænd og deres følge drog ud efter en terroristisk telepat for på næsten eget initiativ at hjælpe Den Sorte Ridder med at finde samme. Aftenen udviklede sig siden med bål, jongleren med ild, russisk roulette og fællessang. Smukt, dejligt.
Men et referat af alle weekendens begivenheder er der ikke meget ved, så lad mig komme tilbage til historien. Det var en smuk og solskinsrig dag. Jeg stod i grøften sammen med seks andre rollespillere[1]. En frisk vind fejede ind over den støvede grusvej og bragte sval luft fra de omkringliggende enge til os. Det var vældigt idyllisk.
Lars pegede hen på et lille skilt på plankeværket. – Jeg tror faktisk, at det var det skilt vi overså sidst år, da vi kom gående derovre fra. Vi stod ved et t-kryds og han pegede hen på sidevejen. Det var intet under, at de havde overset skiltet. Det var ikke synligt, når man kom fra sidevejen.
Det var så her vi spurgte om vej. Han indikerede, at det var lige før midten af krydset. – Det var en eller anden fyr, som sagde, at vi skulle gå til venstre, mens han pegede sådan. Lars strakte sin arm og pegede mod højre. – Vi troede, at han mente hans venstre, så vi gik til højre, i stedet for derhen hvor han pegede. Det var først da vi nåede op for enden af vejen og så, at der stod nummer et, at vi opdagede, at vi var gået i den forkerte retning og at manden havde ment, vores venstre, i stedet for sin venstre.
Da var det, at min opmærksomhed fangedes af en taxi, der kom bumlende af den støvede og hullede grusvej, ledsaget af en vældig støvsky. Peter kiggede i retning af vognen. – Er det en bil eller taxi? Jeg kan ikke helt se det, sagde han, mens han skyggede med hånden for sine øjne.
Det er en taxi, svarede jeg.
Det var en hvid taxi og den var rigeligt stor til, at tage vores oppakninger. Den stoppede op i t-krydset, vendte rundt og standsede helt. En flink chauffør steg ud og han hjalp med at laste de tre førstes oppakninger. For en god ordens skyld tog de min oppakning med, hvis nu den næste taxi ikke var så stor. Vognen satte i gang og vi var fire rollespillere, der på en smuk sommerdag, stod tilbage i en grøft. Vinden blæste svalt ind fra engene og gav en smule kølighed i den ellers tørre hede.
Det begyndte alt sammen en dag, hvor jeg stod i grøften sammen med tre andre rollespillere og ventede. Det var sommer og solen skinnede. En mild brise fejede ind over engene og den støvede grusvej, vi stod ved.
Det er helt ligesom Morten Koch, brød Marie ind med.
Øh, ja, det er det, svarede jeg.
[1] Hvilket er lidt af en tilsnigelse, da den ene hovedsageligt spiller brætspil, og jeg tror, at det er flere år siden, han sidst spillede rollespil
2. juli 2006
Kender du det?, II
Her er lidt mere:
Maskulin madlavning = grill
Moderigtig maskulin madlavning = webergrill
... og heraf kan vi lære, at kvinder laver mad, mens mænd kokkererer. De små forskelle betyder skam noget, ellers ville vi ikke slås for dem.
Auditiv isolationist = flittig bruger af en MP3-afspiller
Maskulin madlavning = grill
Moderigtig maskulin madlavning = webergrill
... og heraf kan vi lære, at kvinder laver mad, mens mænd kokkererer. De små forskelle betyder skam noget, ellers ville vi ikke slås for dem.
Auditiv isolationist = flittig bruger af en MP3-afspiller
2. maj 2006
Kender du det?
Bladblafrende Glaner = Avislæser
Kødskyende Fortærer = Vegetar
Roterende Skivesluger = disc-afspiller
Kødskyende Fortærer = Vegetar
Roterende Skivesluger = disc-afspiller
Gymnastiklærerinden
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og hun er fordybet i sin øvelse. Hendes ansigt er indrammet af gyldne, krøllede lokker. Hendes ansigt er hjerteformet og de mildt lukke øjne former små liflige smil.
Armene er strakt over hovedet, fingrene er flettet, kroppen rank og benene strakte.
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og hun lader sig ikke røre med elevernes fnisende utålmodighed. Hendes tanker er fordybet omkring bevægelserne. Tanker flyder sammen med bevægelserne, sindet former sig efter legemet.
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og elevernes klumsede forsøg på at gøre hendes bevægelser efter, rører hende ikke. Nogle karikerer deres bevægelser, andre er bare klodsede eller uden entusiasme. Et blidt smil spiller over hendes spinkle læber. Tanke og krops syntese afspejler sig på hendes læber.
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og hun stiger til vejrs. Legemet bevæger sig langsomt, monotont, og eleverne kan ikke se, at hun er borte. Hendes tanker er sprunget fri af legemet, sindet hopper trinvist højere oh højere med hvert hop kroppen tager. Over gymnastiksalens tag skinner solen og hendes øjne og mund åbner sig i et glædessmil, der bydes velkommen af solens skær, mens hun stiger stadig højere og højere op.
Og hop … og hop … … afbrydes
Det tomme hylster kollapser. Nogle elever farer derhen, andre viger tilbage. Senere ankommer skoleinspektøren og nogle lærere og kort efter dem en ambulance og to mænd med en båre og flere lærere kommer til, mens eleverne gennes væk. Men det er ikke hende, der ligger der på jorden.
Og hun er fordybet i sin øvelse. Hendes ansigt er indrammet af gyldne, krøllede lokker. Hendes ansigt er hjerteformet og de mildt lukke øjne former små liflige smil.
Armene er strakt over hovedet, fingrene er flettet, kroppen rank og benene strakte.
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og hun lader sig ikke røre med elevernes fnisende utålmodighed. Hendes tanker er fordybet omkring bevægelserne. Tanker flyder sammen med bevægelserne, sindet former sig efter legemet.
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og elevernes klumsede forsøg på at gøre hendes bevægelser efter, rører hende ikke. Nogle karikerer deres bevægelser, andre er bare klodsede eller uden entusiasme. Et blidt smil spiller over hendes spinkle læber. Tanke og krops syntese afspejler sig på hendes læber.
Og hop … og hop … og hop … og hop …
Og hun stiger til vejrs. Legemet bevæger sig langsomt, monotont, og eleverne kan ikke se, at hun er borte. Hendes tanker er sprunget fri af legemet, sindet hopper trinvist højere oh højere med hvert hop kroppen tager. Over gymnastiksalens tag skinner solen og hendes øjne og mund åbner sig i et glædessmil, der bydes velkommen af solens skær, mens hun stiger stadig højere og højere op.
Og hop … og hop … … afbrydes
Det tomme hylster kollapser. Nogle elever farer derhen, andre viger tilbage. Senere ankommer skoleinspektøren og nogle lærere og kort efter dem en ambulance og to mænd med en båre og flere lærere kommer til, mens eleverne gennes væk. Men det er ikke hende, der ligger der på jorden.
20. april 2006
Civ4, evolution og historiens gang
Civilization computerspillet er en genskabelse af det vestlige samfunds triumf. Andre kulturer kan sejre i spillet, men kun ved at acceptere den vestlige udvikling og i længden blive et vestligt samfund. Det er ikke alternate history for kun en udvikling fører til sejr, men en bekræftelse af forestillingen om det vestlige samfunds udvikling som den eneste, der fører til fremskridt og i længden sejr.
Der opstår ikke alternative, men realistiske enheder undervejs i spillet. Religionerne i Civ4 er historiske religioner, vidunderne er historiske vidundere og Tek-træet tillader ikke reel alternativ udvikling.
Vi har ikke erfaring med alternative udviklinger for vi har kun en jord og en historie. Vi har ikke nogen kulturer, der har levet ’isoleret’ længe nok til at udvikle alternativer, der kunne udvikle en sådan grad af magt, at de kunne gå deres egne veje – det sker kun på en lille skala, som de Sydamerikanske samfund før 1492, eller måske som Kina de sidste årtier.
Spillet giver kun en variation over den historiske udvikling, samtidig med at den indeholder en fremdrift mod en bestemt fremtid – vores nutid – som slutresultatet, hvor kun farven er variationen. Og så er der selvfølgelig alle de andre problemer med spillet, så som at spillets aktører kun eksisterer gennem en sammenslutning af bystater – uanset hvad styreform de påstår, at de har. Spillet rummer heller ikke summen af stater, der findes i virkeligheden og der er heller ikke rigtig muligheden for at nye samfund opstår og forsvinder. Der er f.eks. ikke noget USA og et EU kommer heller ikke til, for at nævne to eksempler. Kolonier er heller ikke en mulighed og et Sydafrika kommer aldrig til at eksistere.
Men min største anke er fraværet af Alternative Vidundere, Alternativ Teknologi og Alternative Udviklinger. F.eks. hvis nu at inkaerne først var blevet opdaget i løbet af 1700-tallet, hvis de nu havde udviklet en teknologi, der kunne holde europæerne ude og hvis europæerne aldrig havde invaderet dem? Eller hvis en afrikansk fyrste i løbet af 500-tallet får samlet store dele af Afrika, opbygger et vældigt rige og udvikler krudtvåben via handelsforbindelser til kineserne? Holder araberne og europæerne ude af Afrika og udvikler en stærk religion, der modstår missionen fra kristne og muslimer? Som udvikler en alternativ form for industrialisering i 1200-tallet og forbliver en vigtig handelspartner og politisk allieret for de europæiske stater i 1400-tallet? Som oplever et økonomisk kollaps i 1500-tallet, der medfører en stor udvandring til Arabien og til Sydamerika, hvor en stribe afrikanske kolonier opstår, fortrænger de lokaler religioner og bliver til diasporakulturer, der venter på, at der bliver fred i Afrika? 200 år senere er Afrika bestående af en stribe republikker, der eksisterer fredeligt side om side og som udvikler dampdrevet landbrug sidst i 1700-tallet, hvorved store dele af Afrika bliver verdens brødkurv. Europa har været hærget af pesten, mens Afrika gik næsten fri og der købes nu mad fra Afrika, mens teknologien oplever en revolution i opposition til Afrika, da den ikke bliver drevet på damp, men på vind-, vand- og solenergi, en konsekvens af den alkymistiske tre-elementslære, hvor tanken er at elementerne vind, hav og sol rummer energier, der kan manipuleres.
Etc. etc. etc.
Muligvis kan Civ4 ikke gå så vidt, men den kunne da prøve at etablere en alternativ historie, i stedet for variation over det historiske forløb, hvor det antages, at der kun er en vej til fremskridt, en vej til sejr.
Der opstår ikke alternative, men realistiske enheder undervejs i spillet. Religionerne i Civ4 er historiske religioner, vidunderne er historiske vidundere og Tek-træet tillader ikke reel alternativ udvikling.
Vi har ikke erfaring med alternative udviklinger for vi har kun en jord og en historie. Vi har ikke nogen kulturer, der har levet ’isoleret’ længe nok til at udvikle alternativer, der kunne udvikle en sådan grad af magt, at de kunne gå deres egne veje – det sker kun på en lille skala, som de Sydamerikanske samfund før 1492, eller måske som Kina de sidste årtier.
Spillet giver kun en variation over den historiske udvikling, samtidig med at den indeholder en fremdrift mod en bestemt fremtid – vores nutid – som slutresultatet, hvor kun farven er variationen. Og så er der selvfølgelig alle de andre problemer med spillet, så som at spillets aktører kun eksisterer gennem en sammenslutning af bystater – uanset hvad styreform de påstår, at de har. Spillet rummer heller ikke summen af stater, der findes i virkeligheden og der er heller ikke rigtig muligheden for at nye samfund opstår og forsvinder. Der er f.eks. ikke noget USA og et EU kommer heller ikke til, for at nævne to eksempler. Kolonier er heller ikke en mulighed og et Sydafrika kommer aldrig til at eksistere.
Men min største anke er fraværet af Alternative Vidundere, Alternativ Teknologi og Alternative Udviklinger. F.eks. hvis nu at inkaerne først var blevet opdaget i løbet af 1700-tallet, hvis de nu havde udviklet en teknologi, der kunne holde europæerne ude og hvis europæerne aldrig havde invaderet dem? Eller hvis en afrikansk fyrste i løbet af 500-tallet får samlet store dele af Afrika, opbygger et vældigt rige og udvikler krudtvåben via handelsforbindelser til kineserne? Holder araberne og europæerne ude af Afrika og udvikler en stærk religion, der modstår missionen fra kristne og muslimer? Som udvikler en alternativ form for industrialisering i 1200-tallet og forbliver en vigtig handelspartner og politisk allieret for de europæiske stater i 1400-tallet? Som oplever et økonomisk kollaps i 1500-tallet, der medfører en stor udvandring til Arabien og til Sydamerika, hvor en stribe afrikanske kolonier opstår, fortrænger de lokaler religioner og bliver til diasporakulturer, der venter på, at der bliver fred i Afrika? 200 år senere er Afrika bestående af en stribe republikker, der eksisterer fredeligt side om side og som udvikler dampdrevet landbrug sidst i 1700-tallet, hvorved store dele af Afrika bliver verdens brødkurv. Europa har været hærget af pesten, mens Afrika gik næsten fri og der købes nu mad fra Afrika, mens teknologien oplever en revolution i opposition til Afrika, da den ikke bliver drevet på damp, men på vind-, vand- og solenergi, en konsekvens af den alkymistiske tre-elementslære, hvor tanken er at elementerne vind, hav og sol rummer energier, der kan manipuleres.
Etc. etc. etc.
Muligvis kan Civ4 ikke gå så vidt, men den kunne da prøve at etablere en alternativ historie, i stedet for variation over det historiske forløb, hvor det antages, at der kun er en vej til fremskridt, en vej til sejr.
Den hvide mand og etnerne
En spøjs størrelse på film og tv er mødet mellem den unge, succesfulde hvide mand og de lokale, indfødte. Film har en tendens til at konstruere etniske folk efter de samme stereotyper uafhængigt af de etniske folks egentlige kultur. En stereotype, der anbringer sig i en evolutionær model, hvor de etniske folk repræsenterer en mere primitiv version af den hvide mand, et tidligere stadie i udviklingen. Et levn fra kolonitiden.
Lad os begynde med en tidlig episode af Star Trek: Next Generation (ST:NG). Muligvis episode 3 (eller er det 4, hvis man tæller piloten som en?).
Kernen i historien er, at Enterprise (det havde været så meget sjovere, hvis den hed Enforcer) er ankommet til en planet med et lavere teknologisk stadie, men som besidder en meget vigtig kur mod en sygdom, der ikke ellers kan helbredes i Føderationen.
Det samfund, de er ankommet til, er som altid en monokultur – men det er nu en gang betingelserne for sci-fi – hvor befolkningen består af negere (ikke af jordisk afstamning, men alle skuespillerne er af amerikanere af subsahara Afrikansk ophav), der er klædt i spraglede dragter, og hvor mændene hersker, selvom kvinderne er dem, der ejer land. Kvinden vælger en mand til at varetage sine lande og indtræder i en lidt sær patriarkalsk relation.
Efter et fredeligt møde kidnapper en af de lokale sikkerhedschefen fra Enterprise. Jean Nuke Pickacard forlanger hende tilbage, men hans rådgivere forklarer, at han er nødt til at følge de lokales skikke og riter. Det skal gøres på deres betingelser, også selvom Enterprise alene er planeten militært overlegen – eneste undskyldning er, at man stadig skal have modgiften (som de faktisk har modtaget en prøve af og derfor burde kunne kopiere etc.).
Det ender selvfølgelig som det skal, men essensen er, at Føderationen (Den Hvide Mand) er i stand til at gennemskue de lokales (Negerne, der kidnapper Hvide Kvinder) skikke, træde ind i deres kulturelle kontekst og spille de lokales spil og det som sådan bedre end de lokale selv. De lokale kan ikke gøre det modsatte, de kan ikke se, at Enterprise er en sådan militær trussel, at deres handlinger er meningsløse, at Føderationen har en anden kultur og andre kulturelle koder, hvorfor det diplomatisk set er en forbløffende dum ting, at kidnappe deres kvinder. Det er værd at bemærke at de lokale betragtes som havende en kultur, der svarer til en historisk kultur på Jorden. Det indikerer at de evolutionært er tilbagestående, for man hylder dem for at eksistere et sted på Jordens historiske tidslinje og eftersom de eksisterer på tidslinjen er de også bagude og derfor primitive – alternative moderniteter gives ikke.
Hvis vi vender os imod Strictly Ballroom, Fools Rush In og My Big Fat Greek Wedding, så ser vi faktisk det same monster igen. Bevares, der er forskelle. Hver film har sin primære handling, der påvirker de strukturelle ligheder mellem de tre film. Strictly Ballroom har de forbudte trin som sin primære handling, men den henter en stereotyp ind og de steder, hvor den ikke påvirkes af plottet er stereotypen upåvirket.
I alle tre film handler det om en Hvid Mand, der forelsker sig i en Etnisk Kvinde. Den Hvide Mand kommer fra det vestlige samfund, fra en forkvaklet minimumsfamilie (bestående af mor og far, som begge er særlinge), hvor han har succes og ellers lever det gode liv.
Den Etniske Kvinde kommer fra en udvidet familie med minimum en bedstemor, et ubestemmeligt antal onkler, tanter, fætre, kusiner og børn. Familien lever på kanten til det vestlige samfund og vogter over den giftemodne datter, som de nødigt vil afgive til Den Hvide Mand.
Den etniske fader vogter over sin datter, har sine huslige og hyggelige skænderier med sin ægtefælle og hele familien samles til store middage.
Etnerne er fanget i deres kultur. Hvor end de går, er de nødt til at transformere omgivelserne til at afspejle deres hjem. De maler, indretter og møblerer huse, som deres eget hjem. De taler dialekt og har en skepsis over for det vestlige samfund. De er afhængige af deres familie og kan ikke eksistere som individer.
Den Hvide Mand er kulturelt neutral. Hans hjem er neutralt og han er ikke afhængig af sin familie. Han er et individ, der kan transcendere kulturelle barrierer og gør det ugenert. Den Etniske Kvinde er fanget af sit ophav og kan ikke forlade det for at være sammen med den mand hun elsker. Hun er nødt til have et ben i sin kulturs lejr, mens hendes mand kan træde frem og tilbage som han lyster. Af samme grund kan han ugenert konvertere til hendes religion, acceptere hendes familie og deres transformation af landskabet.
Summa summarum så handler det om, at Den Hvide Mand fra det vestlige samfund er et individ, der eksisterer uafhængigt at kultur, religion og familie. Han forelsker sig i en kvinde, der er ’etnisk’. Hendes egentlige kultur er ligegyldig for den bliver i film altid afbilledet, som en primitiv form af Den Hvide Mands ophav. ’Etnerne’ er bundet af deres kultur, kan ikke transcendere den og ikke gennemskue det. De har udvidede familier, patriarkalske fædre, der vogter over døtrene, de er religiøse og er nødt til at transformere deres omgivelser for at kunne eksistere i dem etc. At ’etnerne’ alle har den samme kultur anbringer dem alle på den evolutionære skala uafhængigt af deres egentlige kultur, dvs. tanken er at alle kulturer gennemløber den samme udvikling og ’etnerne’ er alle på samme evolutionære stadie og har derfor samme kultur.
Den Hvide Mand er det moderne individ og han kan transcendere alle bånd. Han er topmålet af evolutionen.
Lad os begynde med en tidlig episode af Star Trek: Next Generation (ST:NG). Muligvis episode 3 (eller er det 4, hvis man tæller piloten som en?).
Kernen i historien er, at Enterprise (det havde været så meget sjovere, hvis den hed Enforcer) er ankommet til en planet med et lavere teknologisk stadie, men som besidder en meget vigtig kur mod en sygdom, der ikke ellers kan helbredes i Føderationen.
Det samfund, de er ankommet til, er som altid en monokultur – men det er nu en gang betingelserne for sci-fi – hvor befolkningen består af negere (ikke af jordisk afstamning, men alle skuespillerne er af amerikanere af subsahara Afrikansk ophav), der er klædt i spraglede dragter, og hvor mændene hersker, selvom kvinderne er dem, der ejer land. Kvinden vælger en mand til at varetage sine lande og indtræder i en lidt sær patriarkalsk relation.
Efter et fredeligt møde kidnapper en af de lokale sikkerhedschefen fra Enterprise. Jean Nuke Pickacard forlanger hende tilbage, men hans rådgivere forklarer, at han er nødt til at følge de lokales skikke og riter. Det skal gøres på deres betingelser, også selvom Enterprise alene er planeten militært overlegen – eneste undskyldning er, at man stadig skal have modgiften (som de faktisk har modtaget en prøve af og derfor burde kunne kopiere etc.).
Det ender selvfølgelig som det skal, men essensen er, at Føderationen (Den Hvide Mand) er i stand til at gennemskue de lokales (Negerne, der kidnapper Hvide Kvinder) skikke, træde ind i deres kulturelle kontekst og spille de lokales spil og det som sådan bedre end de lokale selv. De lokale kan ikke gøre det modsatte, de kan ikke se, at Enterprise er en sådan militær trussel, at deres handlinger er meningsløse, at Føderationen har en anden kultur og andre kulturelle koder, hvorfor det diplomatisk set er en forbløffende dum ting, at kidnappe deres kvinder. Det er værd at bemærke at de lokale betragtes som havende en kultur, der svarer til en historisk kultur på Jorden. Det indikerer at de evolutionært er tilbagestående, for man hylder dem for at eksistere et sted på Jordens historiske tidslinje og eftersom de eksisterer på tidslinjen er de også bagude og derfor primitive – alternative moderniteter gives ikke.
Hvis vi vender os imod Strictly Ballroom, Fools Rush In og My Big Fat Greek Wedding, så ser vi faktisk det same monster igen. Bevares, der er forskelle. Hver film har sin primære handling, der påvirker de strukturelle ligheder mellem de tre film. Strictly Ballroom har de forbudte trin som sin primære handling, men den henter en stereotyp ind og de steder, hvor den ikke påvirkes af plottet er stereotypen upåvirket.
I alle tre film handler det om en Hvid Mand, der forelsker sig i en Etnisk Kvinde. Den Hvide Mand kommer fra det vestlige samfund, fra en forkvaklet minimumsfamilie (bestående af mor og far, som begge er særlinge), hvor han har succes og ellers lever det gode liv.
Den Etniske Kvinde kommer fra en udvidet familie med minimum en bedstemor, et ubestemmeligt antal onkler, tanter, fætre, kusiner og børn. Familien lever på kanten til det vestlige samfund og vogter over den giftemodne datter, som de nødigt vil afgive til Den Hvide Mand.
Den etniske fader vogter over sin datter, har sine huslige og hyggelige skænderier med sin ægtefælle og hele familien samles til store middage.
Etnerne er fanget i deres kultur. Hvor end de går, er de nødt til at transformere omgivelserne til at afspejle deres hjem. De maler, indretter og møblerer huse, som deres eget hjem. De taler dialekt og har en skepsis over for det vestlige samfund. De er afhængige af deres familie og kan ikke eksistere som individer.
Den Hvide Mand er kulturelt neutral. Hans hjem er neutralt og han er ikke afhængig af sin familie. Han er et individ, der kan transcendere kulturelle barrierer og gør det ugenert. Den Etniske Kvinde er fanget af sit ophav og kan ikke forlade det for at være sammen med den mand hun elsker. Hun er nødt til have et ben i sin kulturs lejr, mens hendes mand kan træde frem og tilbage som han lyster. Af samme grund kan han ugenert konvertere til hendes religion, acceptere hendes familie og deres transformation af landskabet.
Summa summarum så handler det om, at Den Hvide Mand fra det vestlige samfund er et individ, der eksisterer uafhængigt at kultur, religion og familie. Han forelsker sig i en kvinde, der er ’etnisk’. Hendes egentlige kultur er ligegyldig for den bliver i film altid afbilledet, som en primitiv form af Den Hvide Mands ophav. ’Etnerne’ er bundet af deres kultur, kan ikke transcendere den og ikke gennemskue det. De har udvidede familier, patriarkalske fædre, der vogter over døtrene, de er religiøse og er nødt til at transformere deres omgivelser for at kunne eksistere i dem etc. At ’etnerne’ alle har den samme kultur anbringer dem alle på den evolutionære skala uafhængigt af deres egentlige kultur, dvs. tanken er at alle kulturer gennemløber den samme udvikling og ’etnerne’ er alle på samme evolutionære stadie og har derfor samme kultur.
Den Hvide Mand er det moderne individ og han kan transcendere alle bånd. Han er topmålet af evolutionen.
12. januar 2006
Tortur
Mine tanker har rumlet om dette emne i et stykke tid. Jeg blev mindet om det, da jeg sad og læste Den store Strid, hvor han på et tidspunkt beskæftiger sig med den israelske ambassadør i Danmark og sagen om Moderat Fysisk Pres (MFP). Af nyere relevans er Irak, stedet der for tiden synes at rumme alle onder i en meget større skala end andre steder, og derfor også tortur. Det jeg vil beskæftige mig med et brugen af tortur i tv og film, men først en længere indledning.
Når man diskuterer tortur, så hører man fra tid til anden et argument, der lyder lidt sådan her: ”Men ville du ikke også acceptere brugen af tortur, hvis man nu ved at tortere en person kunne frelse en meget stor mængde menneskeliv?”
Det er selvfølgelig underforstået i eksemplet, at den torterede er årsagen til truslen mod de mange menneskeliv og at det er ham, der skal tilstå. Det lyder som en simpel, af nødvendigheden tvunget, situation, hvor en smule ondt (mod en ond person, naturligvis) vil resultere i et større gode.
Det væsentlige problem ved eksemplet er, at det antager 1) at tortur virker og heraf 2) at det giver et sandt svar.
Her burde jeg kunne nøjes med at henvise til renaissancens hekseforfølgelser (her vil den opmærksomme læser måske spørge, burde det ikke være ’middelalderens hekseforfølgelser’, men da store dele af disse processer fandt sted siden hen eller meget sent i den middelalderlige periode (ca. 1000 år), synes jeg at det var mere passende med denne periode term), hvor et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker omkom, og mange af disse blev udsat for en sådan grad af fysisk lemlæstende tortur, at de tilstod hvad som helst.
Altså giver torturen et sandt svar? Men problemet bliver større endnu, for når man kigger på en række af de tortursager, som har været oppe og vende i medierne. Drejer disse sager i det mindste om netop det ovenstående eksempel, hvor en mand truer mange med f.eks. en bombe? Taget den meget ’langsommelige’ proces i betragtning, som den anvendt i Irak, må der være tale om en bombe med en meget lang lunte.
Men det jeg egentlig vil beskæftige mig med her, er det ovenstående eksempel (nu omformuleret): En mand truer en masse mennesker med en bombe. Vil det være OK at tortere ham for derved at standse bomben?
Dette eksempel er relativt let at følge. De fleste kan forestille sig situationen, den har ofte nok optrådt i krimiserier og Hollywoods filmproduktion til, at den er genkendelig.
Spørgsmålet er om det netop ikke er folks referenceramme, når de beskæftiger sig med førnævnte problemstilling, og at de herfra danner sig et billede af hvad tortur er og hvordan det virker?
Så følg med på en færd ind i især film- og tv-genrens opfattelser af tortur. Der optræder en række forskellige motiver: Revselsen af den lille forbryder, Det fejlslagne samfund, Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt, Skurkene torterer og Heltens martyrium.
Revselsen af den lille forbryder
Denne forekommer ofte i politiserier og anbringer hovedpersonerne, som nogle ’barske voksne’ overfor en ’lille’ forbryder, ofte en informant eller en håndlanger. Man taler hårdt, truer med en lussing, kaster med kaffe og lignende – ofte i en form for ’bad cop, good cop’ funktion – men ikke noget som i teorien ville have brudt den hedengangne revselsesret. Den ’lille’ forbryder ender med at tilstå og kan gå fra politistationen mere eller mindre uskadt.
Det fejlslagne samfund
I denne er en form for politisk kommentar, men egentlig ikke. Her konstaterer helten at samfundet, i overensstemmelse med det ovennævnte eksempel, bruger tortur. Typisk i form af simple voldshandlinger, dvs. den torterede får tæsk. Her er torturen almindeligvis et billede på forråelsen eller korruptionen af samfundet – det despotiske samfund, et meget almindeligt fjendebillede i amerikanske film – og torturen har sjældent noget decideret formål, dvs. der skal ikke fremskaffes nogen informationer. Hvis ofret er repræsentant for Den Demokratiske Oprørsbevægelse kontra Det Despotiske Samfund bliver personen en form for martyr (se nedenfor).
Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt
I denne må myndighederne opgive at få brugbare informationer ud af skurken. Man har måske forsøgt ’revselse’, men den torterede er ingen ’lille’ forbryder eller han er så ’ond’ at simpel voldsanvendelse ikke virker. Torturen der anvendes her er upersonlig (f.eks. maskinel) og anonym (bag lukkede døre, foretaget af ukendt birolle), hvilket er meget væsentligt (se nedenfor).
Men så træder helten ind. Han er den dynamiske skikkelse, der bryder de regler, som samfundet er bundet af, trækker sin pistol og skyder skurken i benet, hvorefter denne taler. Handlekraften og bruddet med de legale og sociale normer – fordi skurken har anbragt sig uden for disse – gør at helten opnår resultater. En mindre problematisk variation er Den bluffende helt, hvor helten skal til at begå et overgreb, enten mod den torterede eller dennes familie og venner, som chokerer både heltens egne allierede og den torterede, som så skynder sig at tale, hvorefter helten afslører overfor alle, at det bare var et bluffnummer.
Begge modeller har fordel af, at de fortællemæssigt er dynamiske og kan kobles med cliffhangers, hvilket i sig selv gør dem brugbare.
Skurkene torterer
Det hænder at skurkene fanger helten og beslutter sig for at udsætte ham for tortur. Nogle gange fordi de skal have noget at vide, nogle gange fordi de bare er onde. Skal de have noget at vide, anvender de enten ’revselse’, hvis den fange helt ikke er ’macho’ (typisk kvinder og børn) eller korporlig vold (tæsk), hvis helten er ’macho (typisk mænd). Almindeligvis er torturen virkningsløs, ofte fordi helten når at blive undsat, eller også tilstår den torterede helts allierede, dvs. at kvinden ikke kan udstå at se sin elskede torteret og derfor tilstår den fornødne viden.
Disse former for tortur er inversioner af de ovenstående eksempler, men der en sidste kategori.
Heltens martyrium
Endelig er vi nået frem til ’se nedenfor’. Også i dette eksempel er helten blevet taget til fange og skal nu til at udsættes for tortur. I denne situation er det næsten udelukkende ’macho’ helte, der af ren ondskab skal udsættes for tortur, og ind på scenen træder den spektakulære sadist. Sadisten ser altid anderledes ud, han er ikke decideret fysisk deform, men det er tæt på – hvilket skyldes at ’ondskab’ i en person afslører sig i form af deformitet – og denne fremdrager nu sindrige former for sadistiske torturremedier, f.eks. en uhyggelig samling af kirurgiske knive eller sært maskineri, som helten nu skal udsættes for. Formålet er fortællemæssigt at prøve helten eller Den Demokratiske Oprører og derfor er denne birolle markant, vi skal se Det Gode i kløerne på Det Onde, og med gru følge deres martyrium. Hvis det er en Demokratisk Oprører må vi forvente at denne er standhaftig indtil døden, hvorimod er det en macho helt, vil denne på et tidspunkt i processen foretage en heroisk handling, få dræbt den sadistiske bøddel, ofte med dennes egne remedier, og derefter slippe fri.
I dramaer (ikke actionfilm), hvor helten er fanget af kommunister, vil han ofte glide sammen med Den Demokratiske Oprører motivet, og nogle gange vil han, fordi han er ’et almindeligt menneske’, blive knækket og andre gange er han standhaftig, fordi han er forsvarer af de gode idealer. Dette er afhængigt af fortællingens ’autencitet’, des mere autentisk filmen er, des mere sandsynligt er det at helten knækkes.
I alle disse eksempler bruger jeg flere gangen termen ’ofte’, samt en række deskriptive termer, som f.eks. Den spektakulære sadist. Termen ’ofte’ skyldes at der naturligvis er så mange film og serier, at variationer over temaet og undtagelser forekommer, lige så vel, som at der nogle film, hvor torturen ikke følger ovenstående modeller. De deskriptive termer er for bedre at vise, at der i disse modeller er tale om en form for arketyper.
Den tortur, der her er blevet diskuteret, består af tre grundtyper: Revselse, vold (tæsk) og Sadisme. Den sidstnævnte type hører alene til hos skurkene. En bedre måde at opstille dem på er måske Truslen om vold, Korporlig vold og Lemlæstende vold. Psykologisk tortur bruges meget lidt og bruges almindeligvis som en variation af Lemlæstende vold og er knyttet til Heltens martyrium.
Min tese er, at det når folk tænker på ’den nødvendige tortur’, så er det variationer af Truslen om vold og Korporlig vold de tænker på og i begge tilfælde gælder det, at det antages de to former for vold ikke efterlader nogen men. Men sådan er tortur bare ikke – hører Moderat Fysisk Pres ind under disse kategorier, betegnelsen antyder det? Og hvad med de irakiske sager, eller Guantanamo eller de fanger, som CIA eksporterer til andre lande til forhør? Folk, der arbejder med torturofre, fortæller om mennesker, der er blevet knækket fysisk og psykisk, om mennesker, der har svært ved at finde glæden ved livet, om mennesker plaget af mareridt, om varige men. Ting, som ikke passer ind i den filmiske fortælling, men det er langt mere sandsynligt at folk trækker på de filmiske fortællinger, når det gælder deres billede af tortur.
Når man diskuterer tortur, så hører man fra tid til anden et argument, der lyder lidt sådan her: ”Men ville du ikke også acceptere brugen af tortur, hvis man nu ved at tortere en person kunne frelse en meget stor mængde menneskeliv?”
Det er selvfølgelig underforstået i eksemplet, at den torterede er årsagen til truslen mod de mange menneskeliv og at det er ham, der skal tilstå. Det lyder som en simpel, af nødvendigheden tvunget, situation, hvor en smule ondt (mod en ond person, naturligvis) vil resultere i et større gode.
Det væsentlige problem ved eksemplet er, at det antager 1) at tortur virker og heraf 2) at det giver et sandt svar.
Her burde jeg kunne nøjes med at henvise til renaissancens hekseforfølgelser (her vil den opmærksomme læser måske spørge, burde det ikke være ’middelalderens hekseforfølgelser’, men da store dele af disse processer fandt sted siden hen eller meget sent i den middelalderlige periode (ca. 1000 år), synes jeg at det var mere passende med denne periode term), hvor et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker omkom, og mange af disse blev udsat for en sådan grad af fysisk lemlæstende tortur, at de tilstod hvad som helst.
Altså giver torturen et sandt svar? Men problemet bliver større endnu, for når man kigger på en række af de tortursager, som har været oppe og vende i medierne. Drejer disse sager i det mindste om netop det ovenstående eksempel, hvor en mand truer mange med f.eks. en bombe? Taget den meget ’langsommelige’ proces i betragtning, som den anvendt i Irak, må der være tale om en bombe med en meget lang lunte.
Men det jeg egentlig vil beskæftige mig med her, er det ovenstående eksempel (nu omformuleret): En mand truer en masse mennesker med en bombe. Vil det være OK at tortere ham for derved at standse bomben?
Dette eksempel er relativt let at følge. De fleste kan forestille sig situationen, den har ofte nok optrådt i krimiserier og Hollywoods filmproduktion til, at den er genkendelig.
Spørgsmålet er om det netop ikke er folks referenceramme, når de beskæftiger sig med førnævnte problemstilling, og at de herfra danner sig et billede af hvad tortur er og hvordan det virker?
Så følg med på en færd ind i især film- og tv-genrens opfattelser af tortur. Der optræder en række forskellige motiver: Revselsen af den lille forbryder, Det fejlslagne samfund, Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt, Skurkene torterer og Heltens martyrium.
Revselsen af den lille forbryder
Denne forekommer ofte i politiserier og anbringer hovedpersonerne, som nogle ’barske voksne’ overfor en ’lille’ forbryder, ofte en informant eller en håndlanger. Man taler hårdt, truer med en lussing, kaster med kaffe og lignende – ofte i en form for ’bad cop, good cop’ funktion – men ikke noget som i teorien ville have brudt den hedengangne revselsesret. Den ’lille’ forbryder ender med at tilstå og kan gå fra politistationen mere eller mindre uskadt.
Det fejlslagne samfund
I denne er en form for politisk kommentar, men egentlig ikke. Her konstaterer helten at samfundet, i overensstemmelse med det ovennævnte eksempel, bruger tortur. Typisk i form af simple voldshandlinger, dvs. den torterede får tæsk. Her er torturen almindeligvis et billede på forråelsen eller korruptionen af samfundet – det despotiske samfund, et meget almindeligt fjendebillede i amerikanske film – og torturen har sjældent noget decideret formål, dvs. der skal ikke fremskaffes nogen informationer. Hvis ofret er repræsentant for Den Demokratiske Oprørsbevægelse kontra Det Despotiske Samfund bliver personen en form for martyr (se nedenfor).
Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt
I denne må myndighederne opgive at få brugbare informationer ud af skurken. Man har måske forsøgt ’revselse’, men den torterede er ingen ’lille’ forbryder eller han er så ’ond’ at simpel voldsanvendelse ikke virker. Torturen der anvendes her er upersonlig (f.eks. maskinel) og anonym (bag lukkede døre, foretaget af ukendt birolle), hvilket er meget væsentligt (se nedenfor).
Men så træder helten ind. Han er den dynamiske skikkelse, der bryder de regler, som samfundet er bundet af, trækker sin pistol og skyder skurken i benet, hvorefter denne taler. Handlekraften og bruddet med de legale og sociale normer – fordi skurken har anbragt sig uden for disse – gør at helten opnår resultater. En mindre problematisk variation er Den bluffende helt, hvor helten skal til at begå et overgreb, enten mod den torterede eller dennes familie og venner, som chokerer både heltens egne allierede og den torterede, som så skynder sig at tale, hvorefter helten afslører overfor alle, at det bare var et bluffnummer.
Begge modeller har fordel af, at de fortællemæssigt er dynamiske og kan kobles med cliffhangers, hvilket i sig selv gør dem brugbare.
Skurkene torterer
Det hænder at skurkene fanger helten og beslutter sig for at udsætte ham for tortur. Nogle gange fordi de skal have noget at vide, nogle gange fordi de bare er onde. Skal de have noget at vide, anvender de enten ’revselse’, hvis den fange helt ikke er ’macho’ (typisk kvinder og børn) eller korporlig vold (tæsk), hvis helten er ’macho (typisk mænd). Almindeligvis er torturen virkningsløs, ofte fordi helten når at blive undsat, eller også tilstår den torterede helts allierede, dvs. at kvinden ikke kan udstå at se sin elskede torteret og derfor tilstår den fornødne viden.
Disse former for tortur er inversioner af de ovenstående eksempler, men der en sidste kategori.
Heltens martyrium
Endelig er vi nået frem til ’se nedenfor’. Også i dette eksempel er helten blevet taget til fange og skal nu til at udsættes for tortur. I denne situation er det næsten udelukkende ’macho’ helte, der af ren ondskab skal udsættes for tortur, og ind på scenen træder den spektakulære sadist. Sadisten ser altid anderledes ud, han er ikke decideret fysisk deform, men det er tæt på – hvilket skyldes at ’ondskab’ i en person afslører sig i form af deformitet – og denne fremdrager nu sindrige former for sadistiske torturremedier, f.eks. en uhyggelig samling af kirurgiske knive eller sært maskineri, som helten nu skal udsættes for. Formålet er fortællemæssigt at prøve helten eller Den Demokratiske Oprører og derfor er denne birolle markant, vi skal se Det Gode i kløerne på Det Onde, og med gru følge deres martyrium. Hvis det er en Demokratisk Oprører må vi forvente at denne er standhaftig indtil døden, hvorimod er det en macho helt, vil denne på et tidspunkt i processen foretage en heroisk handling, få dræbt den sadistiske bøddel, ofte med dennes egne remedier, og derefter slippe fri.
I dramaer (ikke actionfilm), hvor helten er fanget af kommunister, vil han ofte glide sammen med Den Demokratiske Oprører motivet, og nogle gange vil han, fordi han er ’et almindeligt menneske’, blive knækket og andre gange er han standhaftig, fordi han er forsvarer af de gode idealer. Dette er afhængigt af fortællingens ’autencitet’, des mere autentisk filmen er, des mere sandsynligt er det at helten knækkes.
I alle disse eksempler bruger jeg flere gangen termen ’ofte’, samt en række deskriptive termer, som f.eks. Den spektakulære sadist. Termen ’ofte’ skyldes at der naturligvis er så mange film og serier, at variationer over temaet og undtagelser forekommer, lige så vel, som at der nogle film, hvor torturen ikke følger ovenstående modeller. De deskriptive termer er for bedre at vise, at der i disse modeller er tale om en form for arketyper.
Den tortur, der her er blevet diskuteret, består af tre grundtyper: Revselse, vold (tæsk) og Sadisme. Den sidstnævnte type hører alene til hos skurkene. En bedre måde at opstille dem på er måske Truslen om vold, Korporlig vold og Lemlæstende vold. Psykologisk tortur bruges meget lidt og bruges almindeligvis som en variation af Lemlæstende vold og er knyttet til Heltens martyrium.
Min tese er, at det når folk tænker på ’den nødvendige tortur’, så er det variationer af Truslen om vold og Korporlig vold de tænker på og i begge tilfælde gælder det, at det antages de to former for vold ikke efterlader nogen men. Men sådan er tortur bare ikke – hører Moderat Fysisk Pres ind under disse kategorier, betegnelsen antyder det? Og hvad med de irakiske sager, eller Guantanamo eller de fanger, som CIA eksporterer til andre lande til forhør? Folk, der arbejder med torturofre, fortæller om mennesker, der er blevet knækket fysisk og psykisk, om mennesker, der har svært ved at finde glæden ved livet, om mennesker plaget af mareridt, om varige men. Ting, som ikke passer ind i den filmiske fortælling, men det er langt mere sandsynligt at folk trækker på de filmiske fortællinger, når det gælder deres billede af tortur.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
