12. januar 2006

Tortur

Mine tanker har rumlet om dette emne i et stykke tid. Jeg blev mindet om det, da jeg sad og læste Den store Strid, hvor han på et tidspunkt beskæftiger sig med den israelske ambassadør i Danmark og sagen om Moderat Fysisk Pres (MFP). Af nyere relevans er Irak, stedet der for tiden synes at rumme alle onder i en meget større skala end andre steder, og derfor også tortur. Det jeg vil beskæftige mig med et brugen af tortur i tv og film, men først en længere indledning.

Når man diskuterer tortur, så hører man fra tid til anden et argument, der lyder lidt sådan her: ”Men ville du ikke også acceptere brugen af tortur, hvis man nu ved at tortere en person kunne frelse en meget stor mængde menneskeliv?”
Det er selvfølgelig underforstået i eksemplet, at den torterede er årsagen til truslen mod de mange menneskeliv og at det er ham, der skal tilstå. Det lyder som en simpel, af nødvendigheden tvunget, situation, hvor en smule ondt (mod en ond person, naturligvis) vil resultere i et større gode.

Det væsentlige problem ved eksemplet er, at det antager 1) at tortur virker og heraf 2) at det giver et sandt svar.
Her burde jeg kunne nøjes med at henvise til renaissancens hekseforfølgelser (her vil den opmærksomme læser måske spørge, burde det ikke være ’middelalderens hekseforfølgelser’, men da store dele af disse processer fandt sted siden hen eller meget sent i den middelalderlige periode (ca. 1000 år), synes jeg at det var mere passende med denne periode term), hvor et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker omkom, og mange af disse blev udsat for en sådan grad af fysisk lemlæstende tortur, at de tilstod hvad som helst.
Altså giver torturen et sandt svar? Men problemet bliver større endnu, for når man kigger på en række af de tortursager, som har været oppe og vende i medierne. Drejer disse sager i det mindste om netop det ovenstående eksempel, hvor en mand truer mange med f.eks. en bombe? Taget den meget ’langsommelige’ proces i betragtning, som den anvendt i Irak, må der være tale om en bombe med en meget lang lunte.

Men det jeg egentlig vil beskæftige mig med her, er det ovenstående eksempel (nu omformuleret): En mand truer en masse mennesker med en bombe. Vil det være OK at tortere ham for derved at standse bomben?

Dette eksempel er relativt let at følge. De fleste kan forestille sig situationen, den har ofte nok optrådt i krimiserier og Hollywoods filmproduktion til, at den er genkendelig.
Spørgsmålet er om det netop ikke er folks referenceramme, når de beskæftiger sig med førnævnte problemstilling, og at de herfra danner sig et billede af hvad tortur er og hvordan det virker?

Så følg med på en færd ind i især film- og tv-genrens opfattelser af tortur. Der optræder en række forskellige motiver: Revselsen af den lille forbryder, Det fejlslagne samfund, Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt, Skurkene torterer og Heltens martyrium.

Revselsen af den lille forbryder
Denne forekommer ofte i politiserier og anbringer hovedpersonerne, som nogle ’barske voksne’ overfor en ’lille’ forbryder, ofte en informant eller en håndlanger. Man taler hårdt, truer med en lussing, kaster med kaffe og lignende – ofte i en form for ’bad cop, good cop’ funktion – men ikke noget som i teorien ville have brudt den hedengangne revselsesret. Den ’lille’ forbryder ender med at tilstå og kan gå fra politistationen mere eller mindre uskadt.

Det fejlslagne samfund
I denne er en form for politisk kommentar, men egentlig ikke. Her konstaterer helten at samfundet, i overensstemmelse med det ovennævnte eksempel, bruger tortur. Typisk i form af simple voldshandlinger, dvs. den torterede får tæsk. Her er torturen almindeligvis et billede på forråelsen eller korruptionen af samfundet – det despotiske samfund, et meget almindeligt fjendebillede i amerikanske film – og torturen har sjældent noget decideret formål, dvs. der skal ikke fremskaffes nogen informationer. Hvis ofret er repræsentant for Den Demokratiske Oprørsbevægelse kontra Det Despotiske Samfund bliver personen en form for martyr (se nedenfor).

Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt
I denne må myndighederne opgive at få brugbare informationer ud af skurken. Man har måske forsøgt ’revselse’, men den torterede er ingen ’lille’ forbryder eller han er så ’ond’ at simpel voldsanvendelse ikke virker. Torturen der anvendes her er upersonlig (f.eks. maskinel) og anonym (bag lukkede døre, foretaget af ukendt birolle), hvilket er meget væsentligt (se nedenfor).
Men så træder helten ind. Han er den dynamiske skikkelse, der bryder de regler, som samfundet er bundet af, trækker sin pistol og skyder skurken i benet, hvorefter denne taler. Handlekraften og bruddet med de legale og sociale normer – fordi skurken har anbragt sig uden for disse – gør at helten opnår resultater. En mindre problematisk variation er Den bluffende helt, hvor helten skal til at begå et overgreb, enten mod den torterede eller dennes familie og venner, som chokerer både heltens egne allierede og den torterede, som så skynder sig at tale, hvorefter helten afslører overfor alle, at det bare var et bluffnummer.
Begge modeller har fordel af, at de fortællemæssigt er dynamiske og kan kobles med cliffhangers, hvilket i sig selv gør dem brugbare.

Skurkene torterer
Det hænder at skurkene fanger helten og beslutter sig for at udsætte ham for tortur. Nogle gange fordi de skal have noget at vide, nogle gange fordi de bare er onde. Skal de have noget at vide, anvender de enten ’revselse’, hvis den fange helt ikke er ’macho’ (typisk kvinder og børn) eller korporlig vold (tæsk), hvis helten er ’macho (typisk mænd). Almindeligvis er torturen virkningsløs, ofte fordi helten når at blive undsat, eller også tilstår den torterede helts allierede, dvs. at kvinden ikke kan udstå at se sin elskede torteret og derfor tilstår den fornødne viden.
Disse former for tortur er inversioner af de ovenstående eksempler, men der en sidste kategori.

Heltens martyrium
Endelig er vi nået frem til ’se nedenfor’. Også i dette eksempel er helten blevet taget til fange og skal nu til at udsættes for tortur. I denne situation er det næsten udelukkende ’macho’ helte, der af ren ondskab skal udsættes for tortur, og ind på scenen træder den spektakulære sadist. Sadisten ser altid anderledes ud, han er ikke decideret fysisk deform, men det er tæt på – hvilket skyldes at ’ondskab’ i en person afslører sig i form af deformitet – og denne fremdrager nu sindrige former for sadistiske torturremedier, f.eks. en uhyggelig samling af kirurgiske knive eller sært maskineri, som helten nu skal udsættes for. Formålet er fortællemæssigt at prøve helten eller Den Demokratiske Oprører og derfor er denne birolle markant, vi skal se Det Gode i kløerne på Det Onde, og med gru følge deres martyrium. Hvis det er en Demokratisk Oprører må vi forvente at denne er standhaftig indtil døden, hvorimod er det en macho helt, vil denne på et tidspunkt i processen foretage en heroisk handling, få dræbt den sadistiske bøddel, ofte med dennes egne remedier, og derefter slippe fri.
I dramaer (ikke actionfilm), hvor helten er fanget af kommunister, vil han ofte glide sammen med Den Demokratiske Oprører motivet, og nogle gange vil han, fordi han er ’et almindeligt menneske’, blive knækket og andre gange er han standhaftig, fordi han er forsvarer af de gode idealer. Dette er afhængigt af fortællingens ’autencitet’, des mere autentisk filmen er, des mere sandsynligt er det at helten knækkes.


I alle disse eksempler bruger jeg flere gangen termen ’ofte’, samt en række deskriptive termer, som f.eks. Den spektakulære sadist. Termen ’ofte’ skyldes at der naturligvis er så mange film og serier, at variationer over temaet og undtagelser forekommer, lige så vel, som at der nogle film, hvor torturen ikke følger ovenstående modeller. De deskriptive termer er for bedre at vise, at der i disse modeller er tale om en form for arketyper.

Den tortur, der her er blevet diskuteret, består af tre grundtyper: Revselse, vold (tæsk) og Sadisme. Den sidstnævnte type hører alene til hos skurkene. En bedre måde at opstille dem på er måske Truslen om vold, Korporlig vold og Lemlæstende vold. Psykologisk tortur bruges meget lidt og bruges almindeligvis som en variation af Lemlæstende vold og er knyttet til Heltens martyrium.
Min tese er, at det når folk tænker på ’den nødvendige tortur’, så er det variationer af Truslen om vold og Korporlig vold de tænker på og i begge tilfælde gælder det, at det antages de to former for vold ikke efterlader nogen men. Men sådan er tortur bare ikke – hører Moderat Fysisk Pres ind under disse kategorier, betegnelsen antyder det? Og hvad med de irakiske sager, eller Guantanamo eller de fanger, som CIA eksporterer til andre lande til forhør? Folk, der arbejder med torturofre, fortæller om mennesker, der er blevet knækket fysisk og psykisk, om mennesker, der har svært ved at finde glæden ved livet, om mennesker plaget af mareridt, om varige men. Ting, som ikke passer ind i den filmiske fortælling, men det er langt mere sandsynligt at folk trækker på de filmiske fortællinger, når det gælder deres billede af tortur.