19. maj 2005

Lord of the Rhymes

Hæhæ ...

Det her er altså muntert.

Slå lyttebøfferne ud og nyd den musiske version af Ringenes Herre.

Portaler og slige overgange

Lad os begynde ved Elverhøj i filmen Cursed. Den forulykkede bil fungerer som overgangen mellem denne verden og den fantastiske verden. Højen hviler på gloende pæle i skovbrynet, også selvom det er en forulykket bil, vendt på hovedet, der ligger i et buskads.

Altså ideen er, at den virkelige verden er adskilt af en portal fra den fantastiske verden. Enten er det en klart markeret portal, som i Cursed, eller vor helt (eller vore helte) rejser afsted i tåge (eller en tilsvarende uhåndgribelig verden) eller uden bevidsthed, dvs. sovende eller bevidstløs, eller bedre nu, de to ting kombineret. Denne rejse i grænselandet, det liminale felt, foretages i det uhåndgribelige (tåge, sovende) og er overgangen mellem det virkelige og det fantastiske. Det virkelige er den verden, som modtageren af fortællingen kan associere sig med, og det fantastiske er den verden, hvor helten og publikum går på opdagelse.
Et hurtigt indskud, nogle historier begynder med en intro, der dækker samme behov, f.eks. StarWars og Dune, dvs. at hele fortællingen finder sted inde i den fantastiske verden og der er derfor ingen overgang i selve historien.
Tager vi derimod Waterworld, så bevæger heltene sig, bevidstløse af hunger, flyvende i en sky, fra den eventyrlige Waterworld til fastlandet, i dette tilfælde øen. Overgangen er det der bringer dem ud af den oversvømmede verden og ind i en normal verden, hvor der er fastland.

Samme mønster gentager sig i alle mulige andre film. Tag f.eks Truman Show. Her forsøger Truman gentagne gange, at undslippe den kunstige virkelighed - kulissebyen - men det fejler gang på gang. Det er først da han krydser havet, bevidstløs under et stormvejr, at han er i stand til at komme til virkeligheden. Og i dette genfindes motivet i en af sine ældste former, nemlig sømanden, der driver om på havet og når frem til en fantastisk ø. Titlen er naturligvis Odysseen. Det forholder sig således, at Odysseus' færd i begyndelsen (og tilsvarende mod slutningen) kan følges på kort over det græske øhav, men efter at være blevet ramt hårdt af en storm, driver han fortabt rundt og havner nu i den eventyrlige del af Odysseen, som ikke tilfredsstillende kan kortlægges, selvom forsøget har været gjort mange gange, inkl. et forsøg på at anbringe hele færden i Baltikum [sic]. Tilbagefærden til den virkelige verden er underlagt de samme omstænddigheder, Odysseus er nødt til at drive fortabt om på havet, førend han kan krydse over fra den ene verden til den anden.
Dette motiv genfindes i mange af middelalderens keltisk-irske myter og i meget europæisk folklore, hvor f.eks. en skov om natten, gerne med en masse tåge, er et farligt sted, da det er forbløffende let, at strande i den anden verden.

Men det, der er sjovest ved denne simple struktur er, at den genfindes i et utal af moderne film - ikke kun gysere, som ovennævnte Cursed, men også komedie/satire som Truman Show eller Science Fiction, som Waterworld. Ofte synes det tvivlsomt om manusforfatteren overhovedet er klar over, hvad øvelsen går ud på, den ligger nærmest som en refleks i fortællestrukturen.
Gå ud og led, den er i de særeste film.

Eksempler:
Matrix: Den indledende dialog under intro rullesteksterne, der lader os passere fra 'verden lagt i ruiner' til 'matricen'.
Mad Max 3: Den flygtende cesna flyver gennem en sandstorm og bringer børnene ud af den gale verden, som de voksne lever i - og som de er ankommet til via et nedstyrtet passagerfly.
Abernes Planet: Det forulykkede rumskib (begge versioner) bringer os til abernes verden - men flugt er mindre sikker ...
Dagon: Skibet forulykker og heltene må søge tilflugt i den sære by.

Flere skal nok dukke op, som jeg kommer i tanke om dem.

Mere flytterod

For pokker da også. Skal det absolut være så besværligt at flytte? Forrige ejer var helt klart en ungkarl - manner, jeg troede aldrig, jeg skulle få det sorte af under håndvasken og bag toilettet. Og så skal det hele males etc. etc.

Men så er der det lige det, at pakke alle tingene ned. Jeg har fået styr på mine øl- og snapseglas, men mit barskab er et problem - men det er intet ved siden af at skulle pakeke hele mit bibliotek ned. Stakkels mine flyttere.

Næ, vent nu lige lidt. Hva' har jeg gang i? Det er jo altsammen letlæseligt skrevet, og hvad værre er, i overensstemmelse med den almindelige retsskrivning (se bort fra kommaerne, okay?) - næ, la ås vær mådærn. Daens kodor ær "prågressiv språforsker" å' a' stæver hielt mådærne eller såm æn brækket arm eller mæ æn år anden dialægt. A' trur a' hår noenlunde styr på'et, mæn a' ær itte hielt sægger. Å vad var dæ dær mæ å stæve "tiger" som "tiå"? Vofor æt "tijer"? Dæ lyer mære orret i mien ørær, å ska vi så te å bru en mas 'w' i urene, jævnfør artiklæn i Politikæn?

Yikes, det var ikke helt let. Jeg tror, jeg vil ud fra et princip om dovenskab opponere mod en sådan sprogreform - længere argumenter kan også fremføres efter behov.

Ikke mere i denne omgang.

16. maj 2005

En film om varulve

Så fik jeg set Cursed. Der var ikke meget at komme efter. Christina Ricci (eller hvordan dælen det navn staves) kæmpede en brav kamp med et manus til en film, der ikke rigtig vidste, hvad den ville. Alt splat var klippet ud og spåkonen, for der er naturligvis en spåkone, var stemningsløs og nærmest ude af kontekst. Filmens persongalleri er klaustorfobisk og ikke alle sammenhænge i filmen er lige velfunderede. Men vi fik brugt en masse tid på skurkens motiver - hvilket omend fjollet var ret morsomt. Og så er spørgsmålet, er det en teenslasher? Det ligner i begyndelsen, men det er i virkeligheden en historie om outsideren i gymnasiet, om selvværd og om (seksuel) identitet - bortset fra at filmen flere gange taber fokus på denne side af hismtorien, for at fokusere på 'de voksnes' og varulvenes intriger, hvis formål egentlig bare er at legitimere deres handlinger.
Og så er der chokeffekter - men ikke megen stemning og heller ikke noget splat, det er klippet ud i et sådant omfang, at det kan mærkes og det tydeligt.
Og så er der computergrafik, der ikke altid er lige imponerende - men oh well, det overlever man nok.
Og så er der en 'smoking gun', der ikke bliver anvendt, nemlig jernladyen.
Og så er der en noget påklistret 'Rødhætte' påkaldelse, men den forbliver ubrugt, hvilket er godt det samme, eftersom der ikke er meget at komme efter her.

Og så var der to interessante ting (når vi ser bort fra skuespillerinden):
- Parkeringskældre er helt klart den moderne version af 'den mørke, farlige skov'. Det ses i mange film, men det var tydeligt her. Nok sagt om det.
- Elverhøj. Der var en elverhøj i filmen! Jeg er ret begejstret over den ide. Den havde rejst sig på gloende pæle og enhver, der trådte ind i den den, ville blive draget ind i en farlig og spændende verden, med risiko for at det farlige i denne verden vil følge en ud igen.
Altså med andre ord. Bilen, der ligger på højkant i buskadset, er tydeligvis elverhøjen. Når man kravler gennem bilen kommer ud på den side, hvor varulven er. Desuden er det nødvendigt, at kravle tilbage gennem bilen for at komme tilbage - at gå rundt om bilen er ingen mulighed. Og således kommer varulven ind i vore heltes verden.

Det der med at passere gennem porte på den måde er faktisk et så gennemgående motiv i film, at man til tider, tror at det er løgn. Men det fortæller jeg først om i næste indlæg.

Flytterod

Tiden går, men mine blogs kommer sgonte langt.

Men jeg har lige fået lejlighed og alt er noget rod - men det er flytterod og det er godt.

Men, det giver ingen tid til at blogge ... og dog, jeg prøver alligevel.

4. maj 2005

Analogier

Hvorfor det er, at jeg ikke ligefrem er glad for dem. Det lyder jo meget simpelt, man har sin sag, sit emne, som man prøver at forklare i tydeligere termer ved at sammenligne med et andet emne, hvorved ens pointe fremhæves. Altså, hvis et emne skal belyses kan et eksempel konstrueres til at belyse eksemplet. Det gøres f.eks. ved at sammenligne middelalderens hekseforfølgelser med 1900-tallets heksedoktorer i Afrika. Her kigger man på de sociale processer i Afrika for at belyse de sociale processer, som fandt sted i middelalderens Europa – men det er netop her at den latente problemstilling ligger.
Det gode ved analogidragningen er, at den åbner op en et retorisk virkemiddel, der kan gøre problemet lettere at forstå, eller bidrage med en ny synsvinkel på emnet, en synsvinkel, der ikke var umiddelbart synligt i det studerede emne selv, som f.eks. med de sociale processer omkring middelalderens hekseforfølgelser – kildematerialet er ikke godt nok til selv at afsløre disse processer, men hvis det antages at mennesket er det samme sociale væsen uafhængigt af tid og rum, hvilket ikke er nogen urimelig antagelse, så paralleller drages til andre samfund.
Men det er også her, at problemet opstår. Først og fremmest er analogien designet til at understøttet emnet, dvs. den er konstruktion, der – hvis det er gjort ordentligt – støtter argumentet og forstærker det ved, at fjerne fokus fra de problemer, der hidrører argumentationen omkring sagens emne.

Formlen for en analogi ser ud som følger:
[emne] = [lignende problemstilling]

men det er den optimistiske tanke bag analogien, snarere er det:
[emne] = [konstruktion baseret på lignende problemstilling]

Det væsentlige er, at emnet prædestinerer indholdet af konstruktionen. Det vil sige den lignende problemstilling formes til at matche emnet og er herved en konstruktion og indholdet af denne konstruktion er ikke neutralt, men netop bestemt af emnet, altså prædestineret.

Forholdet mellem konstruktionen og det, den er konstrueret over, ser således ud:
[lignende problemstilling] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling]

Men der sker meget let den følgende forveksling:
[konstruktion baseret på lignende problemstilling] = [lignende problemstilling]

Det betyder, at indholdet af emnet glider over i konstruktionen og derfra over i den lignende problemstilling (og potentielt tilbage):
[emne ] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling] => [lignende problemstilling]


Den primære grund til, at jeg ser et problem er, at der meget sjældent reflekteres over hvorfor denne eller hin lignende problemstilling udpeges til at konstruere analogien. Med andre ord, den prædestinerende handling er ofte ubevidst eller overset, idet at ’konstruktøren’ antager, at han sammenligner to emner med hinanden, fremfor at han konstruerer analogien og derved (forud)bestemmer indholdet af det sammenlignede. Dette medfører at ’konstruktøren af analogien’ ofte anvender sin referencerammes måde at konstruere analogier på.
Det næste niveau af problemstillingen opstår, ved at de to sammenlignede emner underlægges konstruktøren, der er en magtposition, der gør sig gældende i analogien og som er særligt relevant i de fag, der beskriver menneskets kultur og histori, som f.eks. antropologi, arkæologi og historie.

Det bliver ikke sjældent, at Vesteuropas fortid, fra stenalderen og frem til middelalderen, sammenlignes med kulturer, der i et tidligere verdensbillede blev betragtet som primitive, som f.eks. Afrika. Typisk beskrives oldtidens Danmark med paralleller med det moderne Afrika.
Da de to elementer i analogien opfattes, som værende lig med hinanden:
[oldtidens Danmark] = [moderne Afrika]
så gælder det, at der kunne findes en modernitet (den vestlige) og at alle andre kulturer er nødt til at gennemløbe den samme udvikling for at nå frem til det moderne. Det hindrer eksistensen af alternative moderniteter, som det moderne Afrika, Asien, Amerika osv. ellers repræsenterer. Denne konstruktion lader sig gøre, fordi det vesten er ved roret og kan italesætte analogien ud fra en magtposition, der eliminerer den alternative modernitet. Afrika tvinges ind i en forestilling om, at det skal (med vold og magt) gennemløbe den samme udvikling som Vesten.
Et andet kuriosum ved modellen er, at den er overordentlig gammel – men det bemærker de færreste, da de ikke reflekterer over hvordan de konstruerer deres analogi. Hos antikkens grækere og romere og siden i blandt de lærde kristne i middelalderens Europa, var der en almindelig antagelse, at der var et kulturelt og civlisatorisk centrum, som også var det kulturelle og civilisatoriske højdepunkt og des længere væk man kom fra dette punkt, des mere primitive ville folk være. Men det væsentlige var, at afstanden gjaldt både i tid og rum, dvs. at de stadier af primitivitet folk havde uden for det civilisatoriske centrum afspejlede fortidige stadier af primitivitet, som det civilisatoriske centrum havde haft.I moderne termer vil det svare til at oldtidens Danmark matcher moderne Afrika, at middelalderens Danmark matcher moderne Mellemøsten, at 1800-tallets Danmark matcher det moderne Balkan. Essentielt set er denne model stadig i brug og anvendes i særdeleshed, når der drages analogier mellem Danmarks fortid og moderne samfund. En problematisk størrelse, da analogien typisk overfører den forestillingen om oldtidens Danmark på et andet moderne samfund og derved indlejrer en formativ opfattelse af andre kulturer ude i verden, der kan flyde over i andre emneområder, som f.eks. de gængse medier i dagens Danmark.