Analogier

Hvorfor det er, at jeg ikke ligefrem er glad for dem. Det lyder jo meget simpelt, man har sin sag, sit emne, som man prøver at forklare i tydeligere termer ved at sammenligne med et andet emne, hvorved ens pointe fremhæves. Altså, hvis et emne skal belyses kan et eksempel konstrueres til at belyse eksemplet. Det gøres f.eks. ved at sammenligne middelalderens hekseforfølgelser med 1900-tallets heksedoktorer i Afrika. Her kigger man på de sociale processer i Afrika for at belyse de sociale processer, som fandt sted i middelalderens Europa – men det er netop her at den latente problemstilling ligger.
Det gode ved analogidragningen er, at den åbner op en et retorisk virkemiddel, der kan gøre problemet lettere at forstå, eller bidrage med en ny synsvinkel på emnet, en synsvinkel, der ikke var umiddelbart synligt i det studerede emne selv, som f.eks. med de sociale processer omkring middelalderens hekseforfølgelser – kildematerialet er ikke godt nok til selv at afsløre disse processer, men hvis det antages at mennesket er det samme sociale væsen uafhængigt af tid og rum, hvilket ikke er nogen urimelig antagelse, så paralleller drages til andre samfund.
Men det er også her, at problemet opstår. Først og fremmest er analogien designet til at understøttet emnet, dvs. den er konstruktion, der – hvis det er gjort ordentligt – støtter argumentet og forstærker det ved, at fjerne fokus fra de problemer, der hidrører argumentationen omkring sagens emne.

Formlen for en analogi ser ud som følger:
[emne] = [lignende problemstilling]

men det er den optimistiske tanke bag analogien, snarere er det:
[emne] = [konstruktion baseret på lignende problemstilling]

Det væsentlige er, at emnet prædestinerer indholdet af konstruktionen. Det vil sige den lignende problemstilling formes til at matche emnet og er herved en konstruktion og indholdet af denne konstruktion er ikke neutralt, men netop bestemt af emnet, altså prædestineret.

Forholdet mellem konstruktionen og det, den er konstrueret over, ser således ud:
[lignende problemstilling] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling]

Men der sker meget let den følgende forveksling:
[konstruktion baseret på lignende problemstilling] = [lignende problemstilling]

Det betyder, at indholdet af emnet glider over i konstruktionen og derfra over i den lignende problemstilling (og potentielt tilbage):
[emne ] => [konstruktion baseret på lignende problemstilling] => [lignende problemstilling]


Den primære grund til, at jeg ser et problem er, at der meget sjældent reflekteres over hvorfor denne eller hin lignende problemstilling udpeges til at konstruere analogien. Med andre ord, den prædestinerende handling er ofte ubevidst eller overset, idet at ’konstruktøren’ antager, at han sammenligner to emner med hinanden, fremfor at han konstruerer analogien og derved (forud)bestemmer indholdet af det sammenlignede. Dette medfører at ’konstruktøren af analogien’ ofte anvender sin referencerammes måde at konstruere analogier på.
Det næste niveau af problemstillingen opstår, ved at de to sammenlignede emner underlægges konstruktøren, der er en magtposition, der gør sig gældende i analogien og som er særligt relevant i de fag, der beskriver menneskets kultur og histori, som f.eks. antropologi, arkæologi og historie.

Det bliver ikke sjældent, at Vesteuropas fortid, fra stenalderen og frem til middelalderen, sammenlignes med kulturer, der i et tidligere verdensbillede blev betragtet som primitive, som f.eks. Afrika. Typisk beskrives oldtidens Danmark med paralleller med det moderne Afrika.
Da de to elementer i analogien opfattes, som værende lig med hinanden:
[oldtidens Danmark] = [moderne Afrika]
så gælder det, at der kunne findes en modernitet (den vestlige) og at alle andre kulturer er nødt til at gennemløbe den samme udvikling for at nå frem til det moderne. Det hindrer eksistensen af alternative moderniteter, som det moderne Afrika, Asien, Amerika osv. ellers repræsenterer. Denne konstruktion lader sig gøre, fordi det vesten er ved roret og kan italesætte analogien ud fra en magtposition, der eliminerer den alternative modernitet. Afrika tvinges ind i en forestilling om, at det skal (med vold og magt) gennemløbe den samme udvikling som Vesten.
Et andet kuriosum ved modellen er, at den er overordentlig gammel – men det bemærker de færreste, da de ikke reflekterer over hvordan de konstruerer deres analogi. Hos antikkens grækere og romere og siden i blandt de lærde kristne i middelalderens Europa, var der en almindelig antagelse, at der var et kulturelt og civlisatorisk centrum, som også var det kulturelle og civilisatoriske højdepunkt og des længere væk man kom fra dette punkt, des mere primitive ville folk være. Men det væsentlige var, at afstanden gjaldt både i tid og rum, dvs. at de stadier af primitivitet folk havde uden for det civilisatoriske centrum afspejlede fortidige stadier af primitivitet, som det civilisatoriske centrum havde haft.I moderne termer vil det svare til at oldtidens Danmark matcher moderne Afrika, at middelalderens Danmark matcher moderne Mellemøsten, at 1800-tallets Danmark matcher det moderne Balkan. Essentielt set er denne model stadig i brug og anvendes i særdeleshed, når der drages analogier mellem Danmarks fortid og moderne samfund. En problematisk størrelse, da analogien typisk overfører den forestillingen om oldtidens Danmark på et andet moderne samfund og derved indlejrer en formativ opfattelse af andre kulturer ude i verden, der kan flyde over i andre emneområder, som f.eks. de gængse medier i dagens Danmark.