Og vejret – en historisk oversigt

Det hele begynder med en smuk, blå himmel. Der er skyfrit og solen skinner varmt ned. Der er højt til himlen og i de græske bystater, der ligger undt langs Middelhavets og Sortehavets kyster, tænkes der store tanker. Vejret er godt og solrigt, store tanker tænkes for filosoffen kan gå frit rundt udenfor.
Men det begynder at trække op, skyer dannes i horisonten mod vest, mod nord falder en let regn og grækerne mærker vejrets skiften. De højtflyvende tanker erstattes af kortrækkende, men pragmatiske tanker, som romerne kommer på banen. Skyerne spreder sig fra vest ud over Middelhavet og langtsomt op mod nordvest, indtil vejret bliver for koldt og havet bliver tæt af grynet is.
Længe er vejret let skyet og fra tid til anden falder en let regn over det romerske imperium, men oppe mod nord og delvist nordøst hænger skyerne tunge og grå, vældige skove er vokset frem under skyernes tætte beskyttende lag og under disse hviler tankerne lavt, meget lavt, som strejf af dis mellem de mørke graner.
Længe hænger dette uvejr på grænsen til Romerriget. Hvor det første tordenskrald blev hørt er ikke sikkert, nogen mener at have set lynet vinteren 376, da vilde horder krydsede Donau, andre mener, at de hørte tordenbraget i 410, da Rom plyndredes af de barbariske goter (og i de følgende årtier rammes Rom mange gange af lynet, som f.eks. i 455). Men det er sikkert og vist, at da Romulus Augustus afsættes af Odoacer i 476, da har det regnet længe og det vestlige og sydlige Europa og tordenskraldet har forlængst nået Middelhavet.
Længe regner det. Regnen falder tæt og opløser Europa i et tykt lag mudder. Det er umuligt at komme hverken frem eller tilbage, pilgrimme vandrer håbløst rundt, bønder er beskidte og undertrykkes, kirken og adelen er snævertsynede, men hvem kan se langt i den silende regn. Således går det de næste mange hundreder af år, folk er grimme, dumme og våde, men hist og her, over enkelte områder af Europa synes det kortvarigt at lysne, i en kort periode klarer vejret op over det karolingiske rige og nogle århundereder senere tynder det ud i regnen over det ottonske rige. Alt i mens at det fjerne Byzans ligger i læ for regnen, der dog presser på fra flere vinkler.
Længe vader folk rundt i det tætte mudder og nogle steder synes mønstre at danne sig, men mange gange bliver de skyllet bort af en ny stormflod og det er først, ifølge naive sjæle, da vældige sygdomme har hærget i Europa, at skyerne brydes op over Italien og befolkningen føler sig som genfødt, vejret minder dem om det længst svundne Romerrige. Det gode vejr spreder sig ind over Europa og langsomt begynder mudderet at størkne, de mønstre der er blevet aftegnet sætter sig og konturerne af landegrænser og rige træder frem, flere steder er det konturer, der kan anes den dag i dag, selv om mange mindre skyudbrud har haft hvisket dem ud og dannet nye mønstre. Og således enten middelalderen og den moderne tid kunne efter nogen tids overvejelse træde ind.