Fremtidssikring

Fremtidssikre er et af mine andre aversionsord. Truslen fra fremtiden, at sikre sig mod kommende ting. Det er noget, som skurrer i mine ører.

Med en helt og aldeles almindelig forsikring, sikrer man sig imod at lide økonomisk skade, når og hvis ulykken finder sted, og finder ingen ulykke sted, så får man ikke midlerne retur (medmindre man begår forsikringsfusk ud fra en eller anden tankegang om, at nu har man investeret midler i forsikringsfirmaet, og nu vil man have dem til udbetaling).

Man ulykkessikrer sig ikke. Man forsikrer sig (mod de økonomiske konsekvenser)

Man kan også foretage præventive handlinger. Vi kan (forud)se, at arbejdere på et stillads er i risiko for at falde ned, og vi har (desværre praktiske) erfaringer for, at det sker. Vi kan opstille scenarier for mulige hændelser, og vi kan foretage en række præventive handlinger for at sænke eller fjerne risiciene.

Man kan foretage præventive handlinger.

Men så er der fremtidssikringen. Det er ikke en præventiv handling, og det er ikke en sikring imod de økonomiske konsekvenser af en ulykke. Det er sikringen imod, at noget ukendt i fremtiden sker, som resulterer i, at noget i nuet bliver ubrugeligt i fremtiden. Vi ved ikke hvad det er, men vi vil sikre os imod det – men er sikringen ikke bare et forsøg på at styre det fremtidige? Hvis jeg sikrer mig imod, at dims X bliver ubrugelig, så må jeg jo sikrer mig, at dims X bliver ved med at være det, vi bruger. Hvis jeg havde fremtidssikret min VHS, hvordan ville det så se ud med Dvd'ere i dag? Havde vi fremtidssikret vores VHS'er, ville vi have modarbejdet fremkomsten af alternativer, da vi jo allerede har investeret i en mulig fremtid, nemlig den med VHS'en. Fremtidssikringen er en prioritering af en mulig fremtid ved at investere i, at noget i nuet forbliver gældende.

Det er her, at X-files filmen fra 1998 har så fængende en undertitel: Fight the Future. Med den titel forstås, at man skal kæmpe imod den fremtid, som De allerede har planlagt for os. I sammensværgelsestermer er det naturligvis regeringer og UFO'erne, og det netop de, som bliver bekæmpet i filmen, men måske er det bare vores forældres planer? Deres fremtidssikring af deres børn?

Dexter og kvinderne

I tredje sæson er det interessant, at det centrale kvindelige offer (et godt stykke inde i sæsonen) er to gange skilt, åbenlyst flirter med yngre mænd, og er fortaler alt andet end et anstændigt monogamt liv. Det potentielle offer nummer to er en ugift kvinde, men da hun afsværger offer nummer ets livsstil, får hun lov at leve. I anden sæson handler det om den gode kvinde (Dexters kæreste) og den onde kvinde (Dexters elskerinde), hvor den første prædiker fast forhold, ægteskab og selvkontrol (afvænningskurset), mens den sidste står for løsagtighed, dekadence og skørlevned og et fravalg af selvkontrol. Den første er den lyse og jordnære amerikanske forstadsmor, mens den anden er den mørke og kunstner europæer uden familie. De er englen og djævlen, som sidder på Dexters skuldre, som i en tegnefilm, og opfordrer til henholdsvis fornuftig og ufornuftig opførsel. I første sæson handler det om at finde hovedpersonens mor, og de to versioner af hovedpersonen, som hun har skabt. Den ene blev til hovedpersonen, og den anden til hans modsætning.

De tilbagevendende ofre i serien er typisk kvinder, der myrdes af ukontrollerede mænd, der praktiserer en bleg form den psykopati, som Dexter skal forestille at praktisere til perfektion, og derfor handler serien om, hvorledes han udrydder de, der ikke kan kontrollere deres psykopati.

Barnedåb

Jeg har lige været til en barnedåb. Der var hele tre børn, der skulle døbes. Alle fik de fire navne.

Fire navne.

Det er mange. De fleste, jeg kender har tre, færre har to og endnu færre har fire eller flere, og når de har mere end tre navne, skyldes det, at de har taget de ekstra navne, og med undtagelse af folk, der har været til numerologer, så er det typisk gamle familienavne, de har taget.

Det er faktisk interessant. Vi tager eller bliver givet de mange navne for at vise vores ophav. Vores ændrede samfundsstruktur afspejler sig i vores navneskikke. Tidligere giftede to familier sig sammen, og ofte ville kvinden blive giftet ind i mandens familie og derved tage hans familienavn - medmindre at han giftede sig opad, så ville han tage hendes navn, hvis det var prestigefyldt.

Nu mødes to individer, de finder sammen, og de bliver gift, og ved giftermålet skal de finde ud af, om de vil holde på skikken med, at hun tager hans navn, eller også vælger de de mest eksotisk klingende navne, eller de kombinerer deres navne eller undlader helt at ændre navne. Navnetingen er blevet en arena, hvor to personer mødes og udveksler navne.

Den samme proces sker, når de skal navngive deres børn. Har de valgt at bære et slægtsnavn, gives det også til børnene, men hvis de har slået deres navne sammen, eller beholdt hver deres, så gives børnene en kombination af navne, der afspejler sammensmeltningen af de to slægter.

Spørgsmålet er bare, hvor længe kan den proces vare ved? Stopper det ved de fire navne? Fortsætter det eller går det den modsatte vej? Eller ændrer vores slægtsforhold sig atter, så man tager navne efter helt andre relationer, som f.eks. i kraft af at vores samfund bevæger sig fra slægtsorganiseret samfund til venskabsorganiseret, inden at vi når ud over de fire navne? Måske begynder vi at ændre navne løbende for at afspejle vores placering i samfundet? Det har vi set før, f.eks. når en karl skiftede fra en gård til en anden, ville han skifte det gamle gårdnavn ud med det nye gårdnavn, indtil statsmagten forbød denne praksis for bedre at holde styr på befolkningen, der i løbet af 1800-tallet var ved at blive en langt større ressource end den havde været tidligere med overgangen fra lejesoldatshære til nationale hære, fra monarkier til nationalstater, fra at adelstitler og kongeslægter skabte riger til at befolkningen udgjorde riget.

Men mere end fire navne? Deres børn vil så ende med seks navne, nemlig to fornavne og hver af deres forældres to slægtsnavne.

Velfærd i et nyt årtusinde

En af de ting, man har moret sig med at diskutere, var velfærdsstatens ophav i Danmark og i resten af Norden. Er den et udslag af vores forfædres vikinge-sindelag? En naturlig følge af andelsbevægelsen i 1800-tallet? En konsekvens af vores rolle under første verdenskrig? En tilgang til velfærdsstaten fokuserer på dens rolle og udvikling under den kolde krig, der som et led i et (militært) (overlevelses-)projekt opstillede en tredje vej i forhold til Øst og Vest. Den er et barn af koldkrigstilstanden, og murens fald gav et problem. Op gennem 90'erne fortsatte velfærdsprojektet, men den sammenhæng, som det var skabt under, og som legitimerede det, og derved mistede den sit grundlag. Ligesom James Bond brugte 90'erne på at lede efter en værdig fjende, der kunne overtage rollen for SPECTRE (dvs. "Den kommunistiske sammensværgelse" - ikke det samme som Sovjet), ligeså fortsatte velfærdsstaten sin eksistens, og drønede derudaf.

Så kom 11. september, og det ændrede ikke på spillereglerne. Det gjorde derimod de, der gjorde 11. september til et symbol, som de kunne legitimere en ny krigstilstand under. Vi rykkede derved fra post-koldkrigstilstanden ind krigen-mod-terror-krigstilstanden, og det har de år seneste medført en løbende reorientering af velfærdsstaten til at legitimere dens eksistens under en anden krigstilstand. I modsætning til koldkrigstilstanden, hvor det var legitimt at sympatisere med enten den ene eller den anden side - også selvom højrefløjen tilstræbte at gøre det fuldstændigt illegitimt - så kan man ikke sympatiserer med terrorister, og det er her lykkedes højrefløjen at gøre ethvert tiltag til sympatisering (f.eks. med diverse undertrykte folk rundt om i verden, ikke med terroren) til en fuldstændig illegitim handling (med andre ord: Terrorlovgivningen i alle dens uskønne former).

Hermed er det også lykkedes højrefløjen en anden ting, nemlig at rette op på fejlen fra den franske revolution: "Demokrati for folket" - når det jo egentlig kun skulle være for borgerskabet. De seneste års lovgivning sigter mod en ekskludering af mennesker fra det nationale demokrati og dermed alene et nationalt demokratisk fællesskab for borgerne - dem, der er omfattet af sammenhængskraften.

Så velfærdsstaten som en overlevelsesstrategi har fundet en ny krigstilstand, den kan eksistere i, og de forandringer den gennemgår handler om en omstilling til de nye forhold.

Lad os udtrykke det i tv-serier:
X-files i 90'erne handlede om diffuse trusler fra stjernerne som handlede i al hemmelighed med dele af regeringen imod borgerne.

Supernatural og Fringe, som er de to arvtagere, fokuserer henholdsvis på trusler mod kernefamilien fra "monstre som går iblandt os", og som helst bare skal skydes, og så på den globaliserede trussel i Fringe bestående af regeringer, supernationale firmaer og terrorister smeltet sammen i et diffust netværk, hvor angrebet mod borgerne kan komme fra en hvilken som helst konstellation af de tre enheder.

Sammenhængskraft og globalisering

Sammenhængskraft er et af de der nye ord, som alle ved hvad betyder, og som de er åh så enige om er vigtigt.

Det er et af de ord, som pludselig bare var her, og som synes erstatte bedagede ord som patriotisme og nationalisme - det er det nye udtryk for at holde sammen.

Udtrykket synes udsprunget af sin modsætning - globalisering - som udmærkede sig ved sin superanvendelighed som et argument, der legitimerer enhver handling: Åbne grænser? Globalisering! Lukke grænserne? Globalisering! Højere skat? Lavere skat? Globalisering! Hårdere eller mildere straffe? Globalisering! Det andet snedige element ved globalisering er, at det ikke er en -isme, det repræsenterer ikke et ideologisk projekt, som man er for eller imod. I stedet er det en proces, -ering, og en proces kan man ikke være imod, den kan man alene reagere på. Derfor kan man reagere både på den ene og den anden måde, da globaliseringen ikke fordrer en bestemt reaktion.

Men tilbage til sammenhængskraften, og et kort skridt tilbage i tid: Nationalismer eksisterer i sammenhæng med hinanden. Alle nationalstaterne anvender identiske strategier til identitetsskabelse (samme symboler: flag, mønter, nationalsange, fodboldhold etc.), de lever nærmest højt på hinandens eksistens. Mere interessant er det at kigge på nationalstaten som et led i et våbenkapløb - den nationale stat er/var i sin tid og sammenhæng andre statsformer overlegen, og det handlede om at opgradere eller blive besejret. Uanset globaliseringens status som proces eller ej, så er der ingen tvivl om, at ting foregår på en anden skala end for bare 60 år siden. Som modsvar hertil dukker udtryk som sammenhængskraft op - det er så det 21. århundredes udtryk for de identitetsskabende strategier som staterne gennem århundreder har anvendt. Den er lige så naturgiven, som globaliseringen er det - kig på ordet: Det er en kraft! En naturkraft? Aldeles ikke, det er bare et belejligt udtryk, der legitimerer enhver form for social engineering, der skal danne gruppe identiteter ved at ekskludere og inkludere. Hvem udelukker vi, når vi praktiserer sammenhængskraftspolitikker?