9. februar 2009

Velfærd i et nyt årtusinde

En af de ting, man har moret sig med at diskutere, var velfærdsstatens ophav i Danmark og i resten af Norden. Er den et udslag af vores forfædres vikinge-sindelag? En naturlig følge af andelsbevægelsen i 1800-tallet? En konsekvens af vores rolle under første verdenskrig? En tilgang til velfærdsstaten fokuserer på dens rolle og udvikling under den kolde krig, der som et led i et (militært) (overlevelses-)projekt opstillede en tredje vej i forhold til Øst og Vest. Den er et barn af koldkrigstilstanden, og murens fald gav et problem. Op gennem 90'erne fortsatte velfærdsprojektet, men den sammenhæng, som det var skabt under, og som legitimerede det, og derved mistede den sit grundlag. Ligesom James Bond brugte 90'erne på at lede efter en værdig fjende, der kunne overtage rollen for SPECTRE (dvs. "Den kommunistiske sammensværgelse" - ikke det samme som Sovjet), ligeså fortsatte velfærdsstaten sin eksistens, og drønede derudaf.

Så kom 11. september, og det ændrede ikke på spillereglerne. Det gjorde derimod de, der gjorde 11. september til et symbol, som de kunne legitimere en ny krigstilstand under. Vi rykkede derved fra post-koldkrigstilstanden ind krigen-mod-terror-krigstilstanden, og det har de år seneste medført en løbende reorientering af velfærdsstaten til at legitimere dens eksistens under en anden krigstilstand. I modsætning til koldkrigstilstanden, hvor det var legitimt at sympatisere med enten den ene eller den anden side - også selvom højrefløjen tilstræbte at gøre det fuldstændigt illegitimt - så kan man ikke sympatiserer med terrorister, og det er her lykkedes højrefløjen at gøre ethvert tiltag til sympatisering (f.eks. med diverse undertrykte folk rundt om i verden, ikke med terroren) til en fuldstændig illegitim handling (med andre ord: Terrorlovgivningen i alle dens uskønne former).

Hermed er det også lykkedes højrefløjen en anden ting, nemlig at rette op på fejlen fra den franske revolution: "Demokrati for folket" - når det jo egentlig kun skulle være for borgerskabet. De seneste års lovgivning sigter mod en ekskludering af mennesker fra det nationale demokrati og dermed alene et nationalt demokratisk fællesskab for borgerne - dem, der er omfattet af sammenhængskraften.

Så velfærdsstaten som en overlevelsesstrategi har fundet en ny krigstilstand, den kan eksistere i, og de forandringer den gennemgår handler om en omstilling til de nye forhold.

Lad os udtrykke det i tv-serier:
X-files i 90'erne handlede om diffuse trusler fra stjernerne som handlede i al hemmelighed med dele af regeringen imod borgerne.

Supernatural og Fringe, som er de to arvtagere, fokuserer henholdsvis på trusler mod kernefamilien fra "monstre som går iblandt os", og som helst bare skal skydes, og så på den globaliserede trussel i Fringe bestående af regeringer, supernationale firmaer og terrorister smeltet sammen i et diffust netværk, hvor angrebet mod borgerne kan komme fra en hvilken som helst konstellation af de tre enheder.

Ingen kommentarer: