Han hadede Sandhed. Den var ilde hørt. Jo mere han hørte, des mere ondt gjorde det i ørerne. Lige meget hvor grundigt han holdt sig for ørerne, sev noget altid igennem. Det pinte ham, det gjorde ih så, åh så ondt.
Men han elskede politikere, bare at sige ordet fik et smil frem på hans læber. At gentage det mange gange ville få en latter til at trænge sig frem og valgflæsk ville få ham til at klukle, så tårerne løb ham ned af kinderne.
Hun var ond i sulet, led som bare fanden og uden en venlig tanke for sin omverden. Og det var på en god dag – dage af den slags hadede hun. Når det gik rigtig skidt til, når regnen faldt tungt og ødelagde ferieplaner, når vinden hærgede familiefødselsdagsfester, når tørke spolerede udflugter eller hagl knuste bryllupsfester, så steg hendes humør. Ikke til det bedre naturligvis, næh, det inspirerede hende bare til at større vederstyggeligheder. Hun ville ikke nøjes med bare at stirre ondt gennem køkkenruden på folk på gaden, hun ville også liste ud om natten og gennemrode deres skraldespande og lede efter ting, at lave voodoo dukker af. Godt være, at de ikke virker, men det er tanken der tæller og hun kunne godt lide at forestille sig andres pinsler.
Onkel havde de anbragt i en stor lænestol ved altanen med udsigt over gaden. Fætter var ude brændeskurret, sådan var bedst for alle. De andre familiemedlemmer var i kælderen, både de levende og de døde – så ka’ de lære det! Men alle dem vil jeg slet ikke fortælle om her, bare tanken om dem får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar