Trolde

Det var en varm sommer eftermiddag. Solens varme stråler faldt tungt gennem de støvede vinduer og opvarmede det lille hus på den stille villavej.

Det var vistnok et lille hus, Ulrik syntes i hvert fald at huset inden ved siden af var større. Viggo påstod, at det var mindre, men han var også større end Ulrik. Ralf, der var tyndere end Ulrik, mente at nabohuset var større, man han snakkede også om det andet hus. Alle de tanker gjorde Ulrik gnaven, hans humør skiftede fra at have været irriteret til at være småsur.

Så skete der noget særligt. En lyd hørtes, der var bevægelse. Døren til huset gik op, og al den tunge, støvede luft, der var blevet lunet op af mange eftermiddagssole væltede ud gennem den åbne dør. Det var som om hele huset sukkede og åndede ud i et drag.

Ulrik følte sig endnu mere forstyrret, han hadede det og hans småsure humør ændredes igen, nu var han rigtig sur. Nogen forstyrrede ham og det kunne kun være mennesker. Det havde ingen mennesker gjort siden … ikke siden … i hvert fald længe siden. Han stak hovedet ud fra hans hule i toilettet. Han hørte støj – men selvfølgelig gjorde han det, for Ralf var i nærheden, Ralf støjede altid. Ulrik overvejede om han skulle blive mere vred, sådan rigtig arrig, men tænkte ved sig selv, at han jo egentlig var en glad lille trold … så hørte han børnene, der var mindst to. Det var lige før han fik vandet i kummen til at koge af arrigskab.