Fandens også

”Fandens også! Det er for meget!”
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.


Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.