16. juni 2009

Den sidste mand i de voksnes verden

Det er ikke tegneserien, jeg her har i tankerne, men filmen The Omega Man, der er den anden filmatisering af I am Legend - den første var Last Man on Earth.

Det var interessant at se The Omega Man, da filmen I am Legend ligger langt tættere op ad den, end jeg havde troet. Der er mange identiske scenetyper, men tematikken er en anden, da filmen handler om maskinstormende albinoer, der praktiserer en eller anden dogmatisk, forstokket kristendom. Albino-motivet kan genkendes fra Abernes planet 2. Der er en eller anden sær sammenhæng i 70'erne mellem apokalypse og albinisme, muligvis handler det om, hvorledes man kan illustrere mutanter uden at give dem ekstra lemmer og på anden vis gøre dem til eksotiske væsner, som det blev gjort i Total Recall, eller gøre dem til superhelte a la X-men.

Der er et motiv i en række film, der handler om, at helten er en outsider, der lever i en apokalyptisk ødemark, som den sidste repræsentant for civilisationen, da alle andre voksne er blevet til fysiske eller åndelige monstre. Denne helt møder en kvinde og en flok børn, som helten skal undsætte fra denne apokalyptiske verden, men han kan aldrig selv undsætte. Samme formel ser vi Mad Max beyond Thunderdome, I am Legend, Resident Evil: Apocalypse og Water World. Det beskrev jeg her. Omega Man er anederledes, idet helten omkommer i forsøget, og idet det faktisk adresseres i filmen af flere aktører, at han ikke længere hører til, og at han ikke kan blive en del af et normalt samfund igen. Krigeren er dømt ude, hvilket jeg generelt finder et spændende motiv, fordi det er så problematisk: Den, der forsvarer samfundet, kan ikke blive en del af samfundet, idet forsvaret kræver handlinger, der ikke kan accepteres af samfundet. Dette har også en variant, hvor forsvareren er et monster gennem sine handlinger, og at han skal reintegreres i samfundet efter endt gerning.

Ingen kommentarer: