12. oktober 2009

Re-imagining Star Wars: G.I. Joe: The Rise of Cobra

Filmen G.I. Joe: Rise of the Cobra er en mellemting mellem et James Bond-eventyr med undersøiske baser og fantastisk teknologi, som vi oplevede dem i 80'erne, og Star Wars-filmene.

Første del er skurkenes fejlslagne forsøg på at stjæle supervåbnet, anden del er helte-montagen, og derefter er det skurkenes vellykkede forsøg på at stjæle våbnet fra heltene, og derefter skurkenes desperate forsøg på at anvende våbnet, som lykkedes og som følge deraf, fanger de den ene helt, og det medfører slaget om skurkenes base.

Der er imidlertid to historier i filmen. Den ene er skjult bag den anden, og det er den skjulte historie, som er filmens titel: The Rise of Cobra.
Historie 1 handler om en skotsk klan, der med nogle århundreders forsinkelse vil have hævn over, at de er blevet straffet for at være illoyale våbenhandlere. Planen er at sprede død og ødelæggelse, så folk vil flokkes om den mægtigste mand - USA' præsident - og at erstatte præsidenten med en dobbeltgænger. Sekundært har skurken desuden fortryllet prinsessen og holder hende i sin tjeneste - et gængst tema, som vi ser i Star Wars: A New Hope med kidnapningen af Prinsesse Leia, i Legend med fortryllelsen af heltinden og i Willow, hvor hun er skurkindens datter.

Historie 2 handler om vennen, der omkommer i en ulykke, som helten ikke kan nå at afværge. Den omkomne ven genopstår som skurkens højre hånd, fordi han inden sin såkaldte død fandt den magiske kilde til magt og megalomani (i det her tilfælde nano-teknologi), som han grådigt lod sig forføre af. Traditionen tro vansires han, så vi kan se hans transformation fra god til ond. Hans plan er at overtage skurkens organisation og begynde sit eget terror-regime, og det er et led i hans plan at bruge dobbeltgængeren placeret som præsidenten til dette. Imidlertid er slutter filmen her, og skurkene fra begge historier, der nu har byttet plads og skiftet identitet (skurken i historie 1 har nu også fået sin død-vansiring-maskering), smides i fængsel. I næste film vil de undslippe og påbegynde deres fæle planer. Kobraen har rejst sig.

Sidste del af filmen er kampen om skurkenes base. Den er placeret i et fremmed miljø og udstyret med kanoner, en flåde og en superkanon, der kan ødelægge de godes base. Der er hektiske kampe omkring basen, og imens kæmper vore helte inde i basen for at standse skurke, standse supervåbnet og redde prinsessen.
Den undersøiske base matcher Dødsstjernen i det tomme rum. Begge befinder sig i et terræn, der er dødbringende. Der er hektiske kampe mellem ubåde/rumskibe, og der er en superkanon, som kan ødelægge Superubåden/planeten med oprørernes base.
Inde i basen kæmper de to ninjaer/jedis imod hinanden inde ved superkanonens/traktorstrålens/reaktorens kerne. Den onde ninja samler sine to sværd til et dobbeltsværd/den onde jedi har et dobbbeltsværd. Imens kæmper vor helt for at omvende/overtale/undsætte prinsessen, der er fanget inde på basen.
Nogle af de efterfølgende kampe mellem ubådene matcher kampene omkring Dødsstjernen både ved heltenes flugt i A New Hope og i det efterfølgende slag.
Essentielt set er de to sekvenser - flugten fra Dødsstjernen og slaget om Dødsstjernen - smeltet sammen til en sekvens, og der er indlånt en række (ny)klassiske elementer fra The Phantom Menace, der i lighed med Rise of the Cobra handler om skurkens fremvækst, og hvorledes han vokser frem i skyggen af episodens officielle skurk - som i Phantom Menace er The Trade Federation og i G.I.Joe er Våbenproducenten Mars. Det ene hold taler med asiatisk dialekt, og det andet hold taler med skotsk accent.
Rent praktisk betyder det, at ligesom Phantom Menace prøver at genbruge elementer fra A New Hope - nemlig det store slag, der inkluderer en jedi-duel og en base, der angribes af jægerfly - så gør The Rise of Cobra det så langt bedre. Det betyder ikke, at The Rise of Cobra er særligt god, det betyder bare, at den er desværre, hvad Phantom Menace burde have været.

Ingen kommentarer: