Autoriteter og ’Suspension of Disbelief’

Her er lidt flere tanker til min virtuelle rodekasse, lidt flere brokker fra tankernes overdrev, og halvfærdige strøtanker, altsammen noget, der mangler en endelig udformning.

Her er lidt om det at læse tekster. Disse tanker udspringer af min forundring af populariteten af værker som Femte Sol Brænder og Da Vinci Mysteriet (og i et mindre omfang Engle og Dæmoner). Begge er simple krimier, der er på dette område forlængst er overgået af bedre krimier, thrillers og detektivromaner. På det konspiratoriske plan findes allerede værker, som Dumas Klubben og Foucaults Pendul, begge værker rummer konspirationer af en langt større kvalitet end dem, der er i FSB og DVM. Dog er særligt Foucaults Pendul ikke letlæst for mange, men stadig et stærkt værk.
Min antagelse er, at det ikke er som krimier at disse to værker blev populære – jeg har aldrig hørt dem rost for dette aspekt – men det er det konspiratoriske element, ’hvad-nu-hvis’-aspektet – som er tiltrækkende.
Men så følger spørgsmålet, hvorfor er det lige at disse værker vækker folks nysgerrighed, hvorfor den store tendens til blive fascineret af netop disse konspirationsteorier, hvorfor er folk villige til at lade sig blive influeret af disse teorier og snarere stille spørgsmål ved det givne i deres hverdag, end bogens postulater? Der er jo ingen tvivl hos nogen om, at fortællingen i værket er fiktion.

”These are the facts”
– som en af mine hadesange begynder med.

Men det er velsagtens netop fordi at fortællingen er fiktion, at folk lade sig rive med af de leksikalske informationer. Mange af de små informationer, der ligger spredt rundt om i værkerne, er ofte ualmindelig viden, men hverken ukendt eller svært tilgængelig. Mange af informationerne kan slås op i leksika og encyclopædier.

Med andre ord, rundt om i fortællingen, som er tydeligt fiktiv, er spredt leksikalske informationer, som er fiktive, falske eller sande. Nogle af disse kan læseren uden problemer afkode, som fiktive, andre kan genkendes som sande eller falske, men hvad med resten, er de fiktive, falske eller sande?
[bemærk skellet mellem fiktiv og falsk. Et fiktivt faktum er f.eks. en fiktiv persons alder, faktummet er inden for rammerne af fiktionen sandt (således findes også fiktive falsummer, hvis f.eks. en fiktiv person lyver om sin alder), hvorimod de falske og sande fakta henholder sig til læserens virkelig, f.eks. eksisterer byen Rom, paven har sin residens der, men paven er ikke af hunkøn.]

Ofte for at acceptere en fortællings fiktive rammer må den kritiske sans eller bare fornuften slås fra – suspension of disbelief i engelske termer – og modtageren af fortællingen er villig til at godtage de fiktive ting, der udspiller sig inden for de vedtagne rammer. Bryder fortælleren de vedtagne rammer eller accepterer modtageren dem ikke, så høres ofte udtrykket: ”Det er jo urealistisk!” Hvilket selvfølgelig er et kuriøst udsagn i f.eks. fortællinger som Star Wars, men også her kan de vedtagne rammer brydes.
Men hvis nu at læseren godtager fortællingens ramme, så godtager læseren så også de udsagn, der kommer i fortællingen og her vil jeg beskæftiger mig med to af de typer udsagn: Fortællerens udsagn og de fiktive personers udsagn.
Hvis fortælleren, den alvidende fortæller vel at mærke, fortæller at det regner (i fortællingen), så er det sandt, hvis huset er rødt er det sandt. Fortælleren er vores guide til det rum, hvori fortællingen udspiller sig. Men hvad nu hvis fortælleren fortæller noget om læserens verden? Hvis nu fortælleren fortæller, at Dannebrog er grønt og blåt, så kan læseren se, at enten er her en fejl eller også er her noget, som er alene gældende for den fiktive verden. Hvis nu det er et faktum, som læseren ikke kender til i forvejen, men som lyder plausibelt, hvor kritisk er læseren så over for et sådant faktum?
Hvis en fiktiv person kommer med et udsagn, så ved læseren at udsagnet er af en subjektiv karakter, der er rettet mod andre fiktive personer. Hvis personen er en skurk, kan det betragtes som værende en løgn, det som personen fortæller – et løgn henvendt mod andre fiktive personer og som de måske tror på, måske ikke gør. Læseren har typisk en anden position i forhold til udsagnet – kan gennemskue løgnen – men lever sig ofte ind i fortællingen (suspension of disbelief) og føler en vis sympati med den helt, der er blevet såret af skurkens løgnagtige udsagn, og en vis antipati mod den løgnagtige skurk. Men hvis nu personen er en professor, som fortællingen etablerer som værende både meget vidende og som talende sandt, og denne professor udtaler fakta, som også hidrører læserens verden, vil netop da plausible udsagn ikke forekomme meget mere overbevisende, idet at læseren har sat sin kritiske sans ud af kraft? Og hvis nu disse informationer er kommet gradvist gennem fortællingen, tilsyneladende en kæde af faktuelle, ’kausale’ udsagn, vil læseren da ikke føle, at han har været med til at afkode disse fakta, der er blevet præsenteret af en pålidelig autoritet?

Min påstand er, at suspension of disbelief i en fortælling åbner for at tvivlsomme eller falske fakta kan smugles ukritisk ud til læserne, almindeligvis fordi de præsenteres af noget, som læseren er kommet til at betragte som autoritet, og fordi mange af informationerne er kommet gradvist og kan synes at være opbygget som en kæde af kausale argumenter.
FSB og DVM udnytter, at læseren slår sin kritiske sans fra for at læse fortællingen, til at præsentere deres konspirationer/pseudohistorie, som læseren har sværere ved kritisk at afvise, hvis den kritiske sans samtidig skal være slået fra for at nyde historien.