Max Payne er The Contantine Crow

Max Payne er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når flere forskellige narrrativer rodes sammen.

Visuelt er filmen en blanding af The Crow og Constantine. Lyskontraster spiller en stor rolle, og på den ene side har vi en smuldrende verden, hvor gløder fyger gennem verden, og hvor sorte flagrende engle hvirvler omrking. Det lignende meget helvede fra Constatine, og det er det muligvis også. Det varme lysskær signalerer det trykke efterliv i kernefamiliens skød, mens lyset i hverdagen er koldt og blåhvidt. Vejret spiller også en stor rolle, det sner næsten konstant, pånær to scener, hvor der dialog ved en bil, hvor regnen vælter ned. Kun ved elitens kontorer på toppen af skyskabrere, hvor bagmanden bor, der er snefrit.

På et plan låner Max Payne en lang stribe eleementer fra Den Døde Hævner narrativet, som vi kender den fra Robocop, Crow og Dark Man. Svagheden er, at filmen gør det inkonsekvent, da den iblander et andet narrativ. Det betyder blandt andet, at heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner sker alt for sent. Filmen indledes med heltens død, men springer nu tilbage i tid, og i stedet for at følge hans hævntogt, så følger vi tiden hen til dødsfaldet. Med andre ord hvor de tre andre hævner-film mere eller mindre indledes med heltens død, og vi derefter følger hans hævntogt, så anbringes dødsfaldet og hævntogtet i filmens sidste 10-15 minutter. Problemet er, at tiden op til dødsfaldet er kedeligt, historien er simpelthen ikke væsentligt nok, og derfor foirsøger man at flette et andet narrativ ind for at rette op på dette (mere om det for neden).

Der er mange andre ligheder. Helten akkompagneres af en ung pige, men fristes til at sige, at det er pigen fra The Crow, der nu er vokset op. Hendes mor er denne gang hendes søster, men hun er fortsat en falden pige, og hun bliver myrdet denne gang i en dårlig undskyldning for at skabe spænding og mystik. Den sorte betjent fra The Crow, der er lokal politichef i Robocop er denne gang Internal affairs, men han er lige så impotent som altid. Hans rolle er at iagtage den hævnende helt fra sidelinjen, og derefter rydde op efter ham ved filmens slutning.

Bagmanden har igen direkte forbindelser til den psykopatiske bandeleder, men banden af originaler er kraftigt underspillet, og idet hævndelen af historien er flyttet til slutningen af historien, blev den psykopatiske bandeleder dræbt af bagmanden i stedet for af helten, og banden forsvinder ud af historien på et ligegyldigt sidespor.

Heltens elskede er død som altid, og vi får en tur gennem 'mindepaladset', når helten besøger ruinerne af sit hjem, hvor vi krydsklipper hændelsen, hvor hun døde, og han næsten omkom.

Når det gælder heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner, bliver der rod i fortællingen. Filmen vil gerne have det overnaturlige til at være noget, der måske sker, måske bare er hallucinationer, og da det overnaturlige anbringes i "måske"-grænselandet, kan helten ikke blive ægte overnaturlig. Han kan derfor ikke blive den rendyrkede gengangende hævner, og historien er noget svag på dette område. Helten har derfor først en pseudo-død i fabrikken, hvor det magiske narko skabes - her er der et overnaturligt stunt sat i en sammenhæng med flasker med blå væske, som eksploderer i massevis. En slags død i et laboratorium. Det bliver dog ikke til noget, og helten slås ned og tages til fange, men undslipper, kaster sig i havnen og drukner. Herfra genopstår han, kravler i land, og indtager det magiske narko, der transformerer ham. Helten dør således to-tre gange i denne sekvens i filmen.

I slutningen af filmen, får helten fældet bagmanden, og det bliver endelig daggry, og lyset skifter fra det kolde skær til det varme efterlivs lysskær. Bagmanden er død, politiet dukker op, rydder op, og der er rulletekster. Derefter kommer man vist i tanke om, at den egentlige bagmand stadig er urørt, og der er derfor en scene, hvor hævneren mødes med pigen på en bar, hvor de konstaterer, at filmens egentlige bagmand stadig er fri. En toer er begrundet.

Det andet narrativ, der er i filmen, er "Vietnam-veteraner var testsubjekter for hærens hemmelige narko, og de lever nu i et grænseland mellem liv og død". Ganske vist er det ikke Vietnam-veteraner i Max Payne, med VV'erne udgør grundfortællingen ikke desto mindre. Denne fortælling er allerede blevet håndteret på excellent vis i Jacob's Ladder og i en episode af X-files. Samme historie forsøges klemt ind i Max Payne for at begunde ventetiden på heltens død og genopståen. At klemme det ekstra narrativ ind, giver i dette tilfælde snarere to halve historier, som der ikke er plads til at udforske ordentligt.

Det overnaturlige har også sine vanskeligheder i filmen. Vietnam-veteran-motivet skaber en fortælling, hvor overnaturligt stærke eller søvnfri soldater plages af hallucinationer. Det motiv trækkes ind i Den døde hævner fortællingen, hvorfor han ikke kan være ægte død, da den anden fortællings ramme er, at det overnaturlige alene er illusorisk. Værre bliver det, at filmfolkene har forelsket sig i de overnaturlige væsner, og det betyder, at de i første del af filmen faktisk findes, og at de i den anden halvdel transformeres til illusioner. Samme fodfejl findes i Røde floder 2, hvor munkene i første del af filmen er tydeligt overnaturlige væsner, mens de i den anden halvdel er mennesker. Det forsøges typisk begrundet i, at når vi først ved, hvad det overnaturlige er, så mister det sin farlighed. Når illusionen gennemskues, mister det sin styrke. En fortælling, der synes overvintret fra de kristne helgenlevneder om, hvorledes at djævelens værk alene er illusorisk, og at den gode kristne kan gennemskue det, fordrive det onde og omvende hedningene. Det sidste element er naturligvis borte nu, i stedet redder helten evt. heltinden.