Highlander - der kan kun være en en gang til

En film, som jeg har en særlig forkærlighed for, er Highlander. Et koncept som filmindustrien hurtigt konstaterede, at jeg ikke var ene om at have, og der er derfor lavet fire efterfølgere, to tv-serier, en animeret serie og en animeret film, foruden rygter om et remake af den første film. Det er interessant for en film, der handler om, at der kun kan være en, og filmen handler om den enes tilbliven.
Da den første film kom i biografen, var den ingen succes, og man valgte derfor ikke at udgive Queens musik til filmen som et soundtrack. I stedet kom A Kind of Magic-albummet med sangene fra filmen samt diverse andet og først mange år senere blev scoren udgivet på et album med musikken fra de tre første Highlander-film.
Men nu til filmene. Først vil jeg gennemgå Highlander, som trods alt er en kærlighedsfilm, og derefter vil jeg forklare, hvorfor de andre film er slået fejl, selvom producenterne i det senere materiale var kloge nok til at udvikle en ny kosmologi til serien.

Highlander

Filmen handler, hvorledes det bånd, der er mellem mennesker, gør os stærkere, og om hvorledes et sådan bånd af kærlighed er stærkere end det stærkeste had. Alene er vi ikke så stærke som dem, der har et had til deres medmennesker, men sammen i vores kærlighed er vi stærkere, end dem, der hader.

Dette er essentielt set handlingen i filmen, og det er det tema, som helte og skurke bliver ved med at vende tilbage til i filmen, selvom rammen er denne evige strid mellem De udødelige*, indtil der kun er en tilbage, og de højere magter tildeler denne Prisen**.

Vores helt, Connor McLeod, bliver stadigt stærkere filmen igennem, som hans bånd til andre styrkes, og dette eksemplificeres undervejs i filmen af hans læremester. Første gang Connor skal i kamp, har han en upålidelig ungdomsforelskelse, der mestendels er kødelig, og dette svage bånd er nok til, at holde ham i live, da han stikkes ned af The Kurgan***. Siden følger vi hans kærlighedsliv. De unge år med en pige på et landbrug, hvor hun langsomt ældes, men hvor de lever lykkeligt sammen. Siden ser vi ham i moderne tid, hvor han redder en lille pige fra nazisterne, og hun bliver hans sekretær, og til sidst møder han sin moderne kærlighed, og sammen besejrer de skurken. Pointen er, at des mere han elsker pigen til sidst i filmen, des stærkere er hans evne til at besejre The Kurgan, og sejren kommer i kraft af deres samspil. Det væsentlige er, at de afgørende øjeblikke i kampen er sammenhængende med deres bånd eller samspil.

Ramirez er i den sammenhæng vigtig for forståelse af kosmologien. Han oplærer Connor i at hele sit legeme ved at være et med naturen, at kunne mærke dens pulsslag, og han fortæller Connor om spillereglerne, om at der er en kamp, som de kæmper indtil der er en tilbage, og at man ikke kæmper på hellig grund****. Samværet med naturen omkring sig, giver livet til helten, efter at han er blevet dødeligt såret, og indtil dette sker, er han ikke i stand til at blive rigtig rask. Jordisk medicin eller tidens gang spiller ingen rolle. Det er relationen, som er det afgørende.

Ramirez har et andet særtræk. Manden er ældgammel, og han har været gift mange gange. Det karakteristiske ved ham er, at de historier, som han fortæller, alle handler om de kvinder, som han har elsket. Det er aldrig røverhistorier fra et tusindår gammelt liv, men derimod udelukkende historier om kærlighed - men nu er han blevet gammel, og han har mistet troen på kærligheden, han ligefrem fraråder Connor at elske, da tabet er uundgåeligt, og derfor vil der altid følge smerten. Er det bedre at have levet uden at elske, eller at have elsket og mistet?
Dette tab af kærlighed før, at Ramirez er ude af stand til at kappe hovedet af The Kurgan. Han er skurken overlegen i kamp, men hans manglende kærlighed gør ham impotent, og The Kurgan kan derfor ikke dræbes, selvom han rammer hans hals.
Kærlighedsapsektet er også centralt for, hvorfor helten kan vinde over skurken. Ramirez fortæller Connor, at The Kurgan er den stærkeste af De udødelige, og at han repræsenterer hadet til andre. Det er også korrekt, at han er den stærkeste, og at Connor ikke kan matche ham på den rå styke, og det er her vi genfinder filmens pointe: Båndet mellem mennesker gør os stærke, men prisen er, at vi må vove at miste. Derfor er det kærligheden, som sejrer til sidst.

Vi opsummerer:
Blevet mistrøstig (uden kærlighed) - kan ikke kappe hovedet af The Kurgan
Højlænderpigen (kødelig lyst) - stikkes ned af The Kurgan
Mødes med Rachel (indledende interesse) - holder The Kurgan stangen
Elsker Rachel (kærlighed) - besejrer The Kurgan

Pulsslaget - kan sanse livet omkring sig, er et med naturen
Prisen (kærlighed til alt) - kan sanse alle mennesker, er et med menneskeheden

*) Dette burde egentlig være filmenes og seriernes titel. Highlander referer kun til hovedpersonens ophav, og det er derfor misvisende, at han har udødelige klanbrødre, men da filmen blev lanceret under denne titel, så er det blevet hængende.
**) Som vi får en lidt vag beskrivelse af til sidst i den første film, men som siden er blevet underkendt i alle de efterfølgende produkter, og er mere eller mindre uden betydning.
***) Han er opkaldt ikke efter den historiske kultur, det nomadefolk fra den russiske slette, hvor han kommer fra, men efter den arkæologiske betegnelse fra for kulturens gravhøje. En kurgan er en gravhøj, og at betegne manden derefter, er lidt det samme som at kalde f.eks. for "Ertebølle". Måske er han sarmater eller skyter, måske af en helt tredje kultur, men han er i alle fald et par årtusinder gammel.
****) Dette forklares aldrig i filmen, og nogle af efterfølgender prøver at vise hvorfor man ikke gør det. Det spændende ved Highlander er, at den, der understreger vigtigheden af reglen, er skurken. Det er The Kurgan, der minder Connor om, at man ikke slås på hellig grund - men man behøver ikke respektere religonen på den hellige jord - hvilket giver et perspektiv på De udødelige. Der er større ting i denne verden end dem, ting som selv den stærkeste udødelige ikke går op imod.

Og nu kort om de andre film

TO'eren er bare sær, og den er lavet i en Renegade-version, da instruktøren ikke følte, at hans vision kom passende til ære. Basalt set er det plottet fra en cyberpunk-film mashed med en space opera, hvori Connor og Ramirez er blevet sat ind som heltene. Filmen lader generelt hånt om den første film. Connor har levet og er ældet, da han har vundet Prisen - som her ikke gør meget andet, end den lader ham være dødelig, og dette ophører, når der dukker nye aktører op. Han og Ramirez er åbenbart taberne i et oprør på en fjern planet, og som straf er de og deres medlemmer blevet reinkarneret på jorden, hvor de skal slås til, der er en tilbage. Uheldigvis stoler deres gamle arvefjende ikke på fornuften i denne praksis, og han drager til jorden for en gang for alle at rydde ud i sine fjender. Imens har man bygget et skjold over jorden for at beskytte mod solens farlige stråler. Nu lever alle i en skyggetilværelse og betaler store summer til Selskabet for at opretholde skjoldet, og ingen ved, at atmosfæren er i orden igen, og der er derfor ikke brug for skjoldet længere.

Filmens lader generelt hånt om kosmologien i den første film, og den er generelt ignoreret af samme grund. Renegade-versionen skulle efter sigende rette op på noget af dette, blandt andet ved at gøre ideen om det interplanetariske til noget, som skete i jordens fortid i stedet for. Det hjælper lidt på det, da det bedrer inkorporerer ideen om Prisen osv., men det er alt i alt en tabt sag.

TRE'eren er et remake af et'eren. En japansk troldmand er blevet overset, da han blev begravet levende på hellig grund. Så gentager vi et'eren med nogle væsentlige forskelle. Connors elskede fra et'eren er død - hun døde allerede i forhistorien til 2'eren, og handlingen i to'eren har aldrig fundet sted, og han har adopteret en dreng, som nu bliver udsat for mange af de ting, som Connors kæreste i et'eren blev udsat for. En lille detaljer er, at man vender tilbage til forbudet mod at kæmpe på hellig grund, og skurken angriber Connor på hellig grund, hvorfor en vældig kraft kommer over stedet, og alt begynder at skælve - den fine måde, det blev håndteret i et'eren på, er borte, og vi bliver nu udsat for en fremvisning af konsekvenserne, omend kun en hentydning.
Hele konceptet med, at det er kærlighed og båndet til andre, som er det afgørende for at helten kan vinde, er borte, og derfor er heltens sejr over skurken uden betydning og uden relevans. Filmen halter rent faktisk her, da den har svært ved at forklare, hvorfor helten vinder kampen.

FIRE'eren og FEM'eren bygger på den kosmologi, der blev udviklet i tv-serierne. Den er nu blevet vampyrificeret/buffyificeret på den måde, at der er de udødelige, og der er mange af dem, og de tre først film har egentlig ikke fundet sted, og Connor er det meste af tiden erstattet af sin fætter Duncan, og der er et hemmligt råd af Vogtere, som holder øje med de udødelige, og der er en sammensværgelse af Jægere, som prøver at udrydde De udødelige. Vi er i en hemmelig verden af selvskaber, der varetager ældgamle traditioner etc.

FIRE'eren er Christoffer Lamberts endelige farvel til Highlander-produkterne. Nu gider han forståeligt nok ikke mere. Hans karakter hives ud af skabet, og sammen med sin broder skal han bekæmpe den store onde. Den store onde har snydt blandt andet ved ikke at kæmpe en til en, men ved at overfalde andre udødelige, og han har nu akkummuleret en masse 'energi', så han er den stærkeste, og kun ved at akkumulere energien i Connor og Duncan kan de besejre skurken. Connor ofrer derfor sit liv.

Der er sket en meget central ændring i hele kosmologien. Hvor det i ET'eren er uklart, hvorfra de udødelige kommer, så er noget af deres tilblivelse 'vampyrificeret', idet at dræber man voldeligt en særligt udvalg person, vågner denne som Udødelig. En anden ting er, at nu gælder det både mænd og kvinder. Udødelige af begge køn findes. Overordnet set har man droppet hele kosmologien, der var i ET'eren, som blev ignoreret i TO'eren og TRE'eren og har erstattet den med seriens kosmologi i stedet for. Dette fortsætter man så med i FEM'eren, som jeg i skrivende stund ikke har set. En gennemlæsning af den på IMDB gjorde den heller ikke interessant.

TO'eren fejlede ved simpelthen at ignorere ET'eren, TRE'eren fejlede ved at genskabe handlingen i ET'eren men uden indholdet. Filmen er derofr hul og uinteressant. FIRE'eren og FEM'eren har forkastet hele ET'eren kosmologi og læst en anden ind i den. De har ændret tematikken til at handle om byrden om at være udødelig og de har trukket mange elementer fra de moderne vampyr-fortællinger, som Anne Rice m.fl. har skabt. FIRE'eren og FEM'eren fejler generelt ved ikke at komme med en interessant erstatning for den kosmologi, som de fjernede. De kunne have holdt sig til vampyrer, og ingen ville have bemærket noget.

There Should Have Been Only One.

En vansiret helt: Mester Mørke

I 1990 kom filmen Darkman til. Den anbringer sig i samme kategori som Robocop og The Crow. Vores helt bliver dræbt i begyndelsen, da han kommer på tværs af Bandelederen og hans Bande. Han genopstår som et monster, og undervejs får han hævnet sig på Banden, og han kommer i karambolage med Bagmanden, som er det unge, smarte magtmenneske, der begår sig i fornemme kredse.

Hvor Robocop er science fiction og The Crow er overnaturlig, da er Darkman en gyser, og ligesom at helten skifter identitet med sine maskeskift, så er der adskillelige forskellige identiter lagt ned i filmen.

Den dræbte og genopståede, monstrøse helt, der står over for Bagmanden, Bandelederen og Banden, der består af hæmningsløse originaler er det samme motiv i alle tre film, men der er også nogle meget væsentlige forskelle. Darkman låner fra flere andre typer - først og fremmest har vi den vansirede galning, for det er sådan, at bliver man vansiret, bliver man også vanvittig - ens indre afspejles i ens ydre og vice versa. Vor helt kæmper således med sit vanvid, da han er vansiret, og filmen kobler hans minder om forbrydelsen (Darkman har dem ligesom Robocop og The Crow) med hans vanvid. Et andet element er, at vor helt ikke mister sin elskede, og han bliver heller ikke forstødt af hende, de genfinder derimod hurtigt hinanden igen, indtil han indser, at han evigt er død for vores, ikke-vansirede verden, og at han derfor ikke kan forblive hos hende.

En anden central forskel er heltens tilblivelse. Det er videnskabsmandens version: I begyndelsen af filmen er han ved at udvikle et nyt produkt, som ikke fungerer helt perfekt, da Banden dukker op, og de forsøger at slå ham ihjel. De forlader hans laboratorium, netop som det eksploderer eller brænder ned, og vores professor forsøger at bruge sit eksperimentelle apparat, eller han bliver udsat for apparatet, og han "dør" og genskabes som monster.

Fælles for de tre film er, at skurken ikke forsøger at genskabe sig eller en af sine tjenere i heltens billede, som det f.eks. sker i Robocop 2 eller i Ironman.

To døde helte: Kragen og robotten

Robocop er fra 1987, og The Crow er fra 1994, og de har nogle kuriøse ligheder. Den ene film udspiller sig i et futuristisk koldkrigsamerika, hvor en række mindre krige er blusset op overalt i provinsen, og hvor kriminalitet plager landets gader. Den anden film udspiller sig i en tid efter den kolde krig, hvor gaderne ligger hen i mørke, plaget af kriminalitet, og hvor vi ikke hører noget til verden uden for byen.
I Robocop bor bagmanden i høje sale og store bygninger. Han er et magtmenneske i en verden af glas og beton, og han har direkte forbindelser til bandelederen og dennes psykotiske mænd. I The Crow er han stadig et magtmenneske, men hans bygning af gråt og glas er blevet hyldet i regn og mørke - der er gået syv år, og hans verden har indskrænket sig, men han sidder stadig på magten, og han har stadig direkte kontakt til bandelederen og dennes psykotiske medlemmer.
Vi er i en verden, hvor Bandelederen er en morderisk galning, der med hård hånd styrer sin bande, der alle rummer ekstreme og punkede individer. Det kuriøse er, at bandemedlemmerne alle er markante, de er ikke grå og navnløse, men er hver især særskilte individer.

Historien begynder med, at helten og hans kvinde slås ihjel. Derefter genopstår han, pines af minderne om sit liv med sin elskede, og han drager ud på et hævntogt, hvor han følges af en ung pige og af en sort betjent, der er karakteriseret ved sit forsøg på at gøre det rette, men som er handlingslammet, fordi det samfund, han skal vogte over, ikke vil lade ham vogte sig. I The Crow er det en musiker og hans forlovede, der dræbes, mens det i Robocop er en betjent, der dræbes, og hans makker slynges ud over en afkant, hvor hun efterlades som død. I The Crow møder helten en gadepige, som bliver hans følge, mens han i Robocop genfinder sin makker.

Forskellen mellem de to film er lyset. I Robocop er der lyst, næsten alt sker om dagen, og vi er i et teknologisk avanceret samfund. Bagmanden vil erobre verden gennem sine robotter, der fungere som politi og militær. I The Crow udspiller næsten al handlingen sig om natten, og bagmanden vil her sætte sig på magten gennem trolddom, vi er i et okkult samfund. Vore helte er et produkt af verdenens tematik, den ene er teknologisk, den anden er magisk.

En anden lille forskel er, at i Robocop er helten ved at blive erstattet af en anden robot, mere voldsom og mere primitiv, mens i The Crow er helten rockmusiker, mens de koncerter, der spilles, er (mere eller mindre) punk/heavy, de er i hvert fald mere voldsomme og primitive end heltens egen musik.

Begge helte er hævnere, begge er de gengangere, og begge plages de af minderne om deres elskede. Og så er der banderne, og de er også meget interessante. Bagmanden kender bandelederen, og han regerer over sin bande på fem-seks mand af blandede etniciteter - alle er de mænd, kvinder er der ikke plads til - og de er alle karakteriseret ved, at de er voldelige, morderiske, røveriske mænd, der alene er det, fordi de kan være det. De er ikke skurke, fordi samfundet har tvunget dem til det, de er ikke skurke, fordi de er udstødte, fordi de er vokset op i et kriminelt miljø (a la mafiaen), fordi de ønsker at gøre oprør, fordi de har opgivet en anden levevej. Nej, de er skurke for alene at skabe kaos, ødelæggelse og angst, og de er på ingen måde til at sympatisere med. En af skurkene har desuden den opgave, at han skal genkende helten og deklarere "du er død, vi dræbte dig, du er død!", inden han bliver dræbt af vores hævnende helt.