16. april 2009

En vansiret helt: Mester Mørke

I 1990 kom filmen Darkman til. Den anbringer sig i samme kategori som Robocop og The Crow. Vores helt bliver dræbt i begyndelsen, da han kommer på tværs af Bandelederen og hans Bande. Han genopstår som et monster, og undervejs får han hævnet sig på Banden, og han kommer i karambolage med Bagmanden, som er det unge, smarte magtmenneske, der begår sig i fornemme kredse.

Hvor Robocop er science fiction og The Crow er overnaturlig, da er Darkman en gyser, og ligesom at helten skifter identitet med sine maskeskift, så er der adskillelige forskellige identiter lagt ned i filmen.

Den dræbte og genopståede, monstrøse helt, der står over for Bagmanden, Bandelederen og Banden, der består af hæmningsløse originaler er det samme motiv i alle tre film, men der er også nogle meget væsentlige forskelle. Darkman låner fra flere andre typer - først og fremmest har vi den vansirede galning, for det er sådan, at bliver man vansiret, bliver man også vanvittig - ens indre afspejles i ens ydre og vice versa. Vor helt kæmper således med sit vanvid, da han er vansiret, og filmen kobler hans minder om forbrydelsen (Darkman har dem ligesom Robocop og The Crow) med hans vanvid. Et andet element er, at vor helt ikke mister sin elskede, og han bliver heller ikke forstødt af hende, de genfinder derimod hurtigt hinanden igen, indtil han indser, at han evigt er død for vores, ikke-vansirede verden, og at han derfor ikke kan forblive hos hende.

En anden central forskel er heltens tilblivelse. Det er videnskabsmandens version: I begyndelsen af filmen er han ved at udvikle et nyt produkt, som ikke fungerer helt perfekt, da Banden dukker op, og de forsøger at slå ham ihjel. De forlader hans laboratorium, netop som det eksploderer eller brænder ned, og vores professor forsøger at bruge sit eksperimentelle apparat, eller han bliver udsat for apparatet, og han "dør" og genskabes som monster.

Fælles for de tre film er, at skurken ikke forsøger at genskabe sig eller en af sine tjenere i heltens billede, som det f.eks. sker i Robocop 2 eller i Ironman.

Ingen kommentarer: