Filmen G.I. Joe: Rise of the Cobra er en mellemting mellem et James Bond-eventyr med undersøiske baser og fantastisk teknologi, som vi oplevede dem i 80'erne, og Star Wars-filmene.
Første del er skurkenes fejlslagne forsøg på at stjæle supervåbnet, anden del er helte-montagen, og derefter er det skurkenes vellykkede forsøg på at stjæle våbnet fra heltene, og derefter skurkenes desperate forsøg på at anvende våbnet, som lykkedes og som følge deraf, fanger de den ene helt, og det medfører slaget om skurkenes base.
Der er imidlertid to historier i filmen. Den ene er skjult bag den anden, og det er den skjulte historie, som er filmens titel: The Rise of Cobra.
Historie 1 handler om en skotsk klan, der med nogle århundreders forsinkelse vil have hævn over, at de er blevet straffet for at være illoyale våbenhandlere. Planen er at sprede død og ødelæggelse, så folk vil flokkes om den mægtigste mand - USA' præsident - og at erstatte præsidenten med en dobbeltgænger. Sekundært har skurken desuden fortryllet prinsessen og holder hende i sin tjeneste - et gængst tema, som vi ser i Star Wars: A New Hope med kidnapningen af Prinsesse Leia, i Legend med fortryllelsen af heltinden og i Willow, hvor hun er skurkindens datter.
Historie 2 handler om vennen, der omkommer i en ulykke, som helten ikke kan nå at afværge. Den omkomne ven genopstår som skurkens højre hånd, fordi han inden sin såkaldte død fandt den magiske kilde til magt og megalomani (i det her tilfælde nano-teknologi), som han grådigt lod sig forføre af. Traditionen tro vansires han, så vi kan se hans transformation fra god til ond. Hans plan er at overtage skurkens organisation og begynde sit eget terror-regime, og det er et led i hans plan at bruge dobbeltgængeren placeret som præsidenten til dette. Imidlertid er slutter filmen her, og skurkene fra begge historier, der nu har byttet plads og skiftet identitet (skurken i historie 1 har nu også fået sin død-vansiring-maskering), smides i fængsel. I næste film vil de undslippe og påbegynde deres fæle planer. Kobraen har rejst sig.
Sidste del af filmen er kampen om skurkenes base. Den er placeret i et fremmed miljø og udstyret med kanoner, en flåde og en superkanon, der kan ødelægge de godes base. Der er hektiske kampe omkring basen, og imens kæmper vore helte inde i basen for at standse skurke, standse supervåbnet og redde prinsessen.
Den undersøiske base matcher Dødsstjernen i det tomme rum. Begge befinder sig i et terræn, der er dødbringende. Der er hektiske kampe mellem ubåde/rumskibe, og der er en superkanon, som kan ødelægge Superubåden/planeten med oprørernes base.
Inde i basen kæmper de to ninjaer/jedis imod hinanden inde ved superkanonens/traktorstrålens/reaktorens kerne. Den onde ninja samler sine to sværd til et dobbeltsværd/den onde jedi har et dobbbeltsværd. Imens kæmper vor helt for at omvende/overtale/undsætte prinsessen, der er fanget inde på basen.
Nogle af de efterfølgende kampe mellem ubådene matcher kampene omkring Dødsstjernen både ved heltenes flugt i A New Hope og i det efterfølgende slag.
Essentielt set er de to sekvenser - flugten fra Dødsstjernen og slaget om Dødsstjernen - smeltet sammen til en sekvens, og der er indlånt en række (ny)klassiske elementer fra The Phantom Menace, der i lighed med Rise of the Cobra handler om skurkens fremvækst, og hvorledes han vokser frem i skyggen af episodens officielle skurk - som i Phantom Menace er The Trade Federation og i G.I.Joe er Våbenproducenten Mars. Det ene hold taler med asiatisk dialekt, og det andet hold taler med skotsk accent.
Rent praktisk betyder det, at ligesom Phantom Menace prøver at genbruge elementer fra A New Hope - nemlig det store slag, der inkluderer en jedi-duel og en base, der angribes af jægerfly - så gør The Rise of Cobra det så langt bedre. Det betyder ikke, at The Rise of Cobra er særligt god, det betyder bare, at den er desværre, hvad Phantom Menace burde have været.
12. oktober 2009
16. juni 2009
Den sidste mand i de voksnes verden
Det er ikke tegneserien, jeg her har i tankerne, men filmen The Omega Man, der er den anden filmatisering af I am Legend - den første var Last Man on Earth.
Det var interessant at se The Omega Man, da filmen I am Legend ligger langt tættere op ad den, end jeg havde troet. Der er mange identiske scenetyper, men tematikken er en anden, da filmen handler om maskinstormende albinoer, der praktiserer en eller anden dogmatisk, forstokket kristendom. Albino-motivet kan genkendes fra Abernes planet 2. Der er en eller anden sær sammenhæng i 70'erne mellem apokalypse og albinisme, muligvis handler det om, hvorledes man kan illustrere mutanter uden at give dem ekstra lemmer og på anden vis gøre dem til eksotiske væsner, som det blev gjort i Total Recall, eller gøre dem til superhelte a la X-men.
Der er et motiv i en række film, der handler om, at helten er en outsider, der lever i en apokalyptisk ødemark, som den sidste repræsentant for civilisationen, da alle andre voksne er blevet til fysiske eller åndelige monstre. Denne helt møder en kvinde og en flok børn, som helten skal undsætte fra denne apokalyptiske verden, men han kan aldrig selv undsætte. Samme formel ser vi Mad Max beyond Thunderdome, I am Legend, Resident Evil: Apocalypse og Water World. Det beskrev jeg her. Omega Man er anederledes, idet helten omkommer i forsøget, og idet det faktisk adresseres i filmen af flere aktører, at han ikke længere hører til, og at han ikke kan blive en del af et normalt samfund igen. Krigeren er dømt ude, hvilket jeg generelt finder et spændende motiv, fordi det er så problematisk: Den, der forsvarer samfundet, kan ikke blive en del af samfundet, idet forsvaret kræver handlinger, der ikke kan accepteres af samfundet. Dette har også en variant, hvor forsvareren er et monster gennem sine handlinger, og at han skal reintegreres i samfundet efter endt gerning.
Det var interessant at se The Omega Man, da filmen I am Legend ligger langt tættere op ad den, end jeg havde troet. Der er mange identiske scenetyper, men tematikken er en anden, da filmen handler om maskinstormende albinoer, der praktiserer en eller anden dogmatisk, forstokket kristendom. Albino-motivet kan genkendes fra Abernes planet 2. Der er en eller anden sær sammenhæng i 70'erne mellem apokalypse og albinisme, muligvis handler det om, hvorledes man kan illustrere mutanter uden at give dem ekstra lemmer og på anden vis gøre dem til eksotiske væsner, som det blev gjort i Total Recall, eller gøre dem til superhelte a la X-men.
Der er et motiv i en række film, der handler om, at helten er en outsider, der lever i en apokalyptisk ødemark, som den sidste repræsentant for civilisationen, da alle andre voksne er blevet til fysiske eller åndelige monstre. Denne helt møder en kvinde og en flok børn, som helten skal undsætte fra denne apokalyptiske verden, men han kan aldrig selv undsætte. Samme formel ser vi Mad Max beyond Thunderdome, I am Legend, Resident Evil: Apocalypse og Water World. Det beskrev jeg her. Omega Man er anederledes, idet helten omkommer i forsøget, og idet det faktisk adresseres i filmen af flere aktører, at han ikke længere hører til, og at han ikke kan blive en del af et normalt samfund igen. Krigeren er dømt ude, hvilket jeg generelt finder et spændende motiv, fordi det er så problematisk: Den, der forsvarer samfundet, kan ikke blive en del af samfundet, idet forsvaret kræver handlinger, der ikke kan accepteres af samfundet. Dette har også en variant, hvor forsvareren er et monster gennem sine handlinger, og at han skal reintegreres i samfundet efter endt gerning.
Max Payne er The Contantine Crow
Max Payne er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når flere forskellige narrrativer rodes sammen.
Visuelt er filmen en blanding af The Crow og Constantine. Lyskontraster spiller en stor rolle, og på den ene side har vi en smuldrende verden, hvor gløder fyger gennem verden, og hvor sorte flagrende engle hvirvler omrking. Det lignende meget helvede fra Constatine, og det er det muligvis også. Det varme lysskær signalerer det trykke efterliv i kernefamiliens skød, mens lyset i hverdagen er koldt og blåhvidt. Vejret spiller også en stor rolle, det sner næsten konstant, pånær to scener, hvor der dialog ved en bil, hvor regnen vælter ned. Kun ved elitens kontorer på toppen af skyskabrere, hvor bagmanden bor, der er snefrit.
På et plan låner Max Payne en lang stribe eleementer fra Den Døde Hævner narrativet, som vi kender den fra Robocop, Crow og Dark Man. Svagheden er, at filmen gør det inkonsekvent, da den iblander et andet narrativ. Det betyder blandt andet, at heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner sker alt for sent. Filmen indledes med heltens død, men springer nu tilbage i tid, og i stedet for at følge hans hævntogt, så følger vi tiden hen til dødsfaldet. Med andre ord hvor de tre andre hævner-film mere eller mindre indledes med heltens død, og vi derefter følger hans hævntogt, så anbringes dødsfaldet og hævntogtet i filmens sidste 10-15 minutter. Problemet er, at tiden op til dødsfaldet er kedeligt, historien er simpelthen ikke væsentligt nok, og derfor foirsøger man at flette et andet narrativ ind for at rette op på dette (mere om det for neden).
Der er mange andre ligheder. Helten akkompagneres af en ung pige, men fristes til at sige, at det er pigen fra The Crow, der nu er vokset op. Hendes mor er denne gang hendes søster, men hun er fortsat en falden pige, og hun bliver myrdet denne gang i en dårlig undskyldning for at skabe spænding og mystik. Den sorte betjent fra The Crow, der er lokal politichef i Robocop er denne gang Internal affairs, men han er lige så impotent som altid. Hans rolle er at iagtage den hævnende helt fra sidelinjen, og derefter rydde op efter ham ved filmens slutning.
Bagmanden har igen direkte forbindelser til den psykopatiske bandeleder, men banden af originaler er kraftigt underspillet, og idet hævndelen af historien er flyttet til slutningen af historien, blev den psykopatiske bandeleder dræbt af bagmanden i stedet for af helten, og banden forsvinder ud af historien på et ligegyldigt sidespor.
Heltens elskede er død som altid, og vi får en tur gennem 'mindepaladset', når helten besøger ruinerne af sit hjem, hvor vi krydsklipper hændelsen, hvor hun døde, og han næsten omkom.
Når det gælder heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner, bliver der rod i fortællingen. Filmen vil gerne have det overnaturlige til at være noget, der måske sker, måske bare er hallucinationer, og da det overnaturlige anbringes i "måske"-grænselandet, kan helten ikke blive ægte overnaturlig. Han kan derfor ikke blive den rendyrkede gengangende hævner, og historien er noget svag på dette område. Helten har derfor først en pseudo-død i fabrikken, hvor det magiske narko skabes - her er der et overnaturligt stunt sat i en sammenhæng med flasker med blå væske, som eksploderer i massevis. En slags død i et laboratorium. Det bliver dog ikke til noget, og helten slås ned og tages til fange, men undslipper, kaster sig i havnen og drukner. Herfra genopstår han, kravler i land, og indtager det magiske narko, der transformerer ham. Helten dør således to-tre gange i denne sekvens i filmen.
I slutningen af filmen, får helten fældet bagmanden, og det bliver endelig daggry, og lyset skifter fra det kolde skær til det varme efterlivs lysskær. Bagmanden er død, politiet dukker op, rydder op, og der er rulletekster. Derefter kommer man vist i tanke om, at den egentlige bagmand stadig er urørt, og der er derfor en scene, hvor hævneren mødes med pigen på en bar, hvor de konstaterer, at filmens egentlige bagmand stadig er fri. En toer er begrundet.
Det andet narrativ, der er i filmen, er "Vietnam-veteraner var testsubjekter for hærens hemmelige narko, og de lever nu i et grænseland mellem liv og død". Ganske vist er det ikke Vietnam-veteraner i Max Payne, med VV'erne udgør grundfortællingen ikke desto mindre. Denne fortælling er allerede blevet håndteret på excellent vis i Jacob's Ladder og i en episode af X-files. Samme historie forsøges klemt ind i Max Payne for at begunde ventetiden på heltens død og genopståen. At klemme det ekstra narrativ ind, giver i dette tilfælde snarere to halve historier, som der ikke er plads til at udforske ordentligt.
Det overnaturlige har også sine vanskeligheder i filmen. Vietnam-veteran-motivet skaber en fortælling, hvor overnaturligt stærke eller søvnfri soldater plages af hallucinationer. Det motiv trækkes ind i Den døde hævner fortællingen, hvorfor han ikke kan være ægte død, da den anden fortællings ramme er, at det overnaturlige alene er illusorisk. Værre bliver det, at filmfolkene har forelsket sig i de overnaturlige væsner, og det betyder, at de i første del af filmen faktisk findes, og at de i den anden halvdel transformeres til illusioner. Samme fodfejl findes i Røde floder 2, hvor munkene i første del af filmen er tydeligt overnaturlige væsner, mens de i den anden halvdel er mennesker. Det forsøges typisk begrundet i, at når vi først ved, hvad det overnaturlige er, så mister det sin farlighed. Når illusionen gennemskues, mister det sin styrke. En fortælling, der synes overvintret fra de kristne helgenlevneder om, hvorledes at djævelens værk alene er illusorisk, og at den gode kristne kan gennemskue det, fordrive det onde og omvende hedningene. Det sidste element er naturligvis borte nu, i stedet redder helten evt. heltinden.
Visuelt er filmen en blanding af The Crow og Constantine. Lyskontraster spiller en stor rolle, og på den ene side har vi en smuldrende verden, hvor gløder fyger gennem verden, og hvor sorte flagrende engle hvirvler omrking. Det lignende meget helvede fra Constatine, og det er det muligvis også. Det varme lysskær signalerer det trykke efterliv i kernefamiliens skød, mens lyset i hverdagen er koldt og blåhvidt. Vejret spiller også en stor rolle, det sner næsten konstant, pånær to scener, hvor der dialog ved en bil, hvor regnen vælter ned. Kun ved elitens kontorer på toppen af skyskabrere, hvor bagmanden bor, der er snefrit.
På et plan låner Max Payne en lang stribe eleementer fra Den Døde Hævner narrativet, som vi kender den fra Robocop, Crow og Dark Man. Svagheden er, at filmen gør det inkonsekvent, da den iblander et andet narrativ. Det betyder blandt andet, at heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner sker alt for sent. Filmen indledes med heltens død, men springer nu tilbage i tid, og i stedet for at følge hans hævntogt, så følger vi tiden hen til dødsfaldet. Med andre ord hvor de tre andre hævner-film mere eller mindre indledes med heltens død, og vi derefter følger hans hævntogt, så anbringes dødsfaldet og hævntogtet i filmens sidste 10-15 minutter. Problemet er, at tiden op til dødsfaldet er kedeligt, historien er simpelthen ikke væsentligt nok, og derfor foirsøger man at flette et andet narrativ ind for at rette op på dette (mere om det for neden).
Der er mange andre ligheder. Helten akkompagneres af en ung pige, men fristes til at sige, at det er pigen fra The Crow, der nu er vokset op. Hendes mor er denne gang hendes søster, men hun er fortsat en falden pige, og hun bliver myrdet denne gang i en dårlig undskyldning for at skabe spænding og mystik. Den sorte betjent fra The Crow, der er lokal politichef i Robocop er denne gang Internal affairs, men han er lige så impotent som altid. Hans rolle er at iagtage den hævnende helt fra sidelinjen, og derefter rydde op efter ham ved filmens slutning.
Bagmanden har igen direkte forbindelser til den psykopatiske bandeleder, men banden af originaler er kraftigt underspillet, og idet hævndelen af historien er flyttet til slutningen af historien, blev den psykopatiske bandeleder dræbt af bagmanden i stedet for af helten, og banden forsvinder ud af historien på et ligegyldigt sidespor.
Heltens elskede er død som altid, og vi får en tur gennem 'mindepaladset', når helten besøger ruinerne af sit hjem, hvor vi krydsklipper hændelsen, hvor hun døde, og han næsten omkom.
Når det gælder heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner, bliver der rod i fortællingen. Filmen vil gerne have det overnaturlige til at være noget, der måske sker, måske bare er hallucinationer, og da det overnaturlige anbringes i "måske"-grænselandet, kan helten ikke blive ægte overnaturlig. Han kan derfor ikke blive den rendyrkede gengangende hævner, og historien er noget svag på dette område. Helten har derfor først en pseudo-død i fabrikken, hvor det magiske narko skabes - her er der et overnaturligt stunt sat i en sammenhæng med flasker med blå væske, som eksploderer i massevis. En slags død i et laboratorium. Det bliver dog ikke til noget, og helten slås ned og tages til fange, men undslipper, kaster sig i havnen og drukner. Herfra genopstår han, kravler i land, og indtager det magiske narko, der transformerer ham. Helten dør således to-tre gange i denne sekvens i filmen.
I slutningen af filmen, får helten fældet bagmanden, og det bliver endelig daggry, og lyset skifter fra det kolde skær til det varme efterlivs lysskær. Bagmanden er død, politiet dukker op, rydder op, og der er rulletekster. Derefter kommer man vist i tanke om, at den egentlige bagmand stadig er urørt, og der er derfor en scene, hvor hævneren mødes med pigen på en bar, hvor de konstaterer, at filmens egentlige bagmand stadig er fri. En toer er begrundet.
Det andet narrativ, der er i filmen, er "Vietnam-veteraner var testsubjekter for hærens hemmelige narko, og de lever nu i et grænseland mellem liv og død". Ganske vist er det ikke Vietnam-veteraner i Max Payne, med VV'erne udgør grundfortællingen ikke desto mindre. Denne fortælling er allerede blevet håndteret på excellent vis i Jacob's Ladder og i en episode af X-files. Samme historie forsøges klemt ind i Max Payne for at begunde ventetiden på heltens død og genopståen. At klemme det ekstra narrativ ind, giver i dette tilfælde snarere to halve historier, som der ikke er plads til at udforske ordentligt.
Det overnaturlige har også sine vanskeligheder i filmen. Vietnam-veteran-motivet skaber en fortælling, hvor overnaturligt stærke eller søvnfri soldater plages af hallucinationer. Det motiv trækkes ind i Den døde hævner fortællingen, hvorfor han ikke kan være ægte død, da den anden fortællings ramme er, at det overnaturlige alene er illusorisk. Værre bliver det, at filmfolkene har forelsket sig i de overnaturlige væsner, og det betyder, at de i første del af filmen faktisk findes, og at de i den anden halvdel transformeres til illusioner. Samme fodfejl findes i Røde floder 2, hvor munkene i første del af filmen er tydeligt overnaturlige væsner, mens de i den anden halvdel er mennesker. Det forsøges typisk begrundet i, at når vi først ved, hvad det overnaturlige er, så mister det sin farlighed. Når illusionen gennemskues, mister det sin styrke. En fortælling, der synes overvintret fra de kristne helgenlevneder om, hvorledes at djævelens værk alene er illusorisk, og at den gode kristne kan gennemskue det, fordrive det onde og omvende hedningene. Det sidste element er naturligvis borte nu, i stedet redder helten evt. heltinden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
