Den sidste mand i de voksnes verden

Det er ikke tegneserien, jeg her har i tankerne, men filmen The Omega Man, der er den anden filmatisering af I am Legend - den første var Last Man on Earth.

Det var interessant at se The Omega Man, da filmen I am Legend ligger langt tættere op ad den, end jeg havde troet. Der er mange identiske scenetyper, men tematikken er en anden, da filmen handler om maskinstormende albinoer, der praktiserer en eller anden dogmatisk, forstokket kristendom. Albino-motivet kan genkendes fra Abernes planet 2. Der er en eller anden sær sammenhæng i 70'erne mellem apokalypse og albinisme, muligvis handler det om, hvorledes man kan illustrere mutanter uden at give dem ekstra lemmer og på anden vis gøre dem til eksotiske væsner, som det blev gjort i Total Recall, eller gøre dem til superhelte a la X-men.

Der er et motiv i en række film, der handler om, at helten er en outsider, der lever i en apokalyptisk ødemark, som den sidste repræsentant for civilisationen, da alle andre voksne er blevet til fysiske eller åndelige monstre. Denne helt møder en kvinde og en flok børn, som helten skal undsætte fra denne apokalyptiske verden, men han kan aldrig selv undsætte. Samme formel ser vi Mad Max beyond Thunderdome, I am Legend, Resident Evil: Apocalypse og Water World. Det beskrev jeg her. Omega Man er anederledes, idet helten omkommer i forsøget, og idet det faktisk adresseres i filmen af flere aktører, at han ikke længere hører til, og at han ikke kan blive en del af et normalt samfund igen. Krigeren er dømt ude, hvilket jeg generelt finder et spændende motiv, fordi det er så problematisk: Den, der forsvarer samfundet, kan ikke blive en del af samfundet, idet forsvaret kræver handlinger, der ikke kan accepteres af samfundet. Dette har også en variant, hvor forsvareren er et monster gennem sine handlinger, og at han skal reintegreres i samfundet efter endt gerning.

Portaler og slige overgange

Lad os begynde ved Elverhøj i filmen Cursed. Den forulykkede bil fungerer som overgangen mellem denne verden og den fantastiske verden. Højen hviler på gloende pæle i skovbrynet, også selvom det er en forulykket bil, vendt på hovedet, der ligger i et buskads.

Altså ideen er, at den virkelige verden er adskilt af en portal fra den fantastiske verden. Enten er det en klart markeret portal, som i Cursed, eller vor helt (eller vore helte) rejser afsted i tåge (eller en tilsvarende uhåndgribelig verden) eller uden bevidsthed, dvs. sovende eller bevidstløs, eller bedre nu, de to ting kombineret. Denne rejse i grænselandet, det liminale felt, foretages i det uhåndgribelige (tåge, sovende) og er overgangen mellem det virkelige og det fantastiske. Det virkelige er den verden, som modtageren af fortællingen kan associere sig med, og det fantastiske er den verden, hvor helten og publikum går på opdagelse.
Et hurtigt indskud, nogle historier begynder med en intro, der dækker samme behov, f.eks. StarWars og Dune, dvs. at hele fortællingen finder sted inde i den fantastiske verden og der er derfor ingen overgang i selve historien.
Tager vi derimod Waterworld, så bevæger heltene sig, bevidstløse af hunger, flyvende i en sky, fra den eventyrlige Waterworld til fastlandet, i dette tilfælde øen. Overgangen er det der bringer dem ud af den oversvømmede verden og ind i en normal verden, hvor der er fastland.

Samme mønster gentager sig i alle mulige andre film. Tag f.eks Truman Show. Her forsøger Truman gentagne gange, at undslippe den kunstige virkelighed - kulissebyen - men det fejler gang på gang. Det er først da han krydser havet, bevidstløs under et stormvejr, at han er i stand til at komme til virkeligheden. Og i dette genfindes motivet i en af sine ældste former, nemlig sømanden, der driver om på havet og når frem til en fantastisk ø. Titlen er naturligvis Odysseen. Det forholder sig således, at Odysseus' færd i begyndelsen (og tilsvarende mod slutningen) kan følges på kort over det græske øhav, men efter at være blevet ramt hårdt af en storm, driver han fortabt rundt og havner nu i den eventyrlige del af Odysseen, som ikke tilfredsstillende kan kortlægges, selvom forsøget har været gjort mange gange, inkl. et forsøg på at anbringe hele færden i Baltikum [sic]. Tilbagefærden til den virkelige verden er underlagt de samme omstænddigheder, Odysseus er nødt til at drive fortabt om på havet, førend han kan krydse over fra den ene verden til den anden.
Dette motiv genfindes i mange af middelalderens keltisk-irske myter og i meget europæisk folklore, hvor f.eks. en skov om natten, gerne med en masse tåge, er et farligt sted, da det er forbløffende let, at strande i den anden verden.

Men det, der er sjovest ved denne simple struktur er, at den genfindes i et utal af moderne film - ikke kun gysere, som ovennævnte Cursed, men også komedie/satire som Truman Show eller Science Fiction, som Waterworld. Ofte synes det tvivlsomt om manusforfatteren overhovedet er klar over, hvad øvelsen går ud på, den ligger nærmest som en refleks i fortællestrukturen.
Gå ud og led, den er i de særeste film.

Eksempler:
Matrix: Den indledende dialog under intro rullesteksterne, der lader os passere fra 'verden lagt i ruiner' til 'matricen'.
Mad Max 3: Den flygtende cesna flyver gennem en sandstorm og bringer børnene ud af den gale verden, som de voksne lever i - og som de er ankommet til via et nedstyrtet passagerfly.
Abernes Planet: Det forulykkede rumskib (begge versioner) bringer os til abernes verden - men flugt er mindre sikker ...
Dagon: Skibet forulykker og heltene må søge tilflugt i den sære by.

Flere skal nok dukke op, som jeg kommer i tanke om dem.