Af ren nysgerrighed og en hvis forkærlighed for flotte historiske film, er jeg begyndt at se Kingdom of Heaven, der formår at kede mig nok til, at den ikke bliver set i et stræk. Faktisk måtte jeg holde tre længere pauser førend jeg nåede frem til filmens pause. Anden del har jeg slet ikke fået set.
(og et hurtigt indspark omkring historiske film, så er de lige så sjældne som gode science fiction film, suk).
Kingdom of Heaven viser sig lynhurtigt at være en eventyrfilm, og ikke en historisk film.
Den onde stedforælder og en far, der har været i elverland
Vor helt begynder i de almindelige dødeliges verden, hvor han er en "forældreløs" dreng, der plages af stedfortrædende voksne, indtil en dag da hans alderende fader dukker op. Han er ældgammel som en anden Rip van Winkel, hvilket skyldes, at han som ung mand drog ind i eventyrernes verden, og han ældedes først, da han forlod verdenen igen.
De to elvere
Den aldrende ridder medbringer to overnaturlige væsner fra Den Anden Verden - den hvide barbar og den sorte civiliserede - begge er de inverterede væsner, der bekræfter at farmand ridder har været i Den Anden Verden, og begge bliver de dræbt i Denne Verden, da de ikke hører til her. ved samme lejlighed gives farmand et banesår, da han traditionen tro skal dø som konsekvens af at være vendt tilbage til denne verden.
Et fortryllet sværd
Efter de er draget af sted, men før elverne er kradset af, foræres den unge mand det magiske sværdhug, og anvender han det, vil han altid vinde sine kampe. Da det ikke passer ind dette euhemeriserede eventyr at anvende magiske sværd, der altid dræber deres modstandere, så gives knægten i stedet et magisk sværdhug, der vinder alle kampe. Så hold sværdet i begge hænder højt over hovedet.
Overgangen til den anden verden
Efter at have overtaget faders arv, dvs. det magiske sværdhug og det halve kongerige, drager den unge mand ud i verden. På et tidspunkt driver han bevidstløs om i en vældig storm, indtil han døden nær skyldes ind på en strand. Herved er han krydset over fra Denne Verden til Den Anden Verden på samme måde som Odysseus og utallige helte efter ham er krydset fra Denne Verden til Den Anden Verden.
1001 nats eventyr
Det første møde i den anden verden slår straks temaet an: En fyrste forklædt som slave. Vor helt anvender sit magiske sværdhug og demonstrerer derefter sin ærer overfor fyrsten, der er forklædt som slave.
Det visnede len
Efterfølgende ankommer han til sin faders gods, hvor markerne i bogstavelig stand er visnet. Landet er dødt, da dets forrige ejer er død, men nu springer det i flor ved sønnens ankomst. Den euhemeriserede forklaring går på, at sønnike graver en brønd og indfører et vandingssystem - hvilket i sig selv er fjollet; det er ikke noget som franske smede har forstand på.
Og en ægte prinsesse
Hun kommer ridende ind i hans gård og forlanger vand. Han demonstrerer sin ydmyghed og består prøven. Han har derefter vundet prinsessen, selvom det strækkes lidt ud med nogle kurtiseringsscener, men eventyret har allerede dikteret at svinehyrden skal have sin prinsesse.
Mere eventyr end historisk
Så uanset filmens "historiskhed", så rummer den så mange eventyrtræk (foruden diverse modernismer), at filmen ikke kan karakteriseres, som andet end en eventyrfilm, og hvis det så bare havde været en god eventyrfilm ...
Og så har jeg ikke en gang set anden halvdel.
Viser opslag med etiketten myte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten myte. Vis alle opslag
31. oktober 2007
30. juli 2005
Ugedagene
Her er en sjov en. Hvad betyder ugedagenes navne og hvorfra kommer de? De fleste kan sikkert fra deres skolegang huske, at det har noget med de hedenske guder Thor, Odin og Tyr at gøre, men fredag driller mange, da de umiddelbart vil gætte på Freja, evt. Frej, men ikke Frigg, efter hvem fredag bærer sit navn. Men tirsdag har også sine problemer, ruten fra Tyr til tirs- er ikke helt lige.
Men prøv at få nogen til at forklare navngivningsprocessen og i særdeleshed hvornår den fandt sted!
Men lad os kigge på ugedagene på en række forskellige sprog:
Mandag Monday Montag Lundi Luna Selene
Tirsdag Tuesday Dienstag Mardi Mars Ares
Onsdag Wednesday Mittwoch Mercredi Merkur Hermes
Torsdag Thursday Donnerstag Jeudi Jupiter Zeus
Fredag Friday Freitag Vendredi Venus Afrodite
Lørdag Saturday Samstag Samedi Saturn Kronos
Søndag Sunday Sonntag Dimanche Sol Helios
Den sidste spalte består de af oldgræske guder, den næstsidste af de tilsvarende romerske guder. De gav navn til ugedagene i det hedenske romerske imperium, hvilket ses tydeligt i de franske ugedage, og parallellerne i de tyske og engelske ugenavne er tydelig. I de engelske og tyske ses en lighed med de danske ugedages navne og visse paralleller med de romerske afslører sig også: Luna – Mond – Moon – Måne, men bemærk følgende: Sol – Sohn – Sun – Sol, for hvorfor så Søn- som led i søndag? Til gengæld bliver fredag lettere at forstå (fre-, fri-, frei-), mens lørdag bliver et mysterium (lør-, satur-, sams-).
Først de lette kommentarer: Odin, Thor, Tyr og Frigg har hver en ugedag, ligeledes sol og måne, men Saturn har ikke fået en modsætning, i stedet er navnet blevet importeret, enten via Saturn eller Samedi (menes afledt af Sabbatum, se nedenfor). På nordisk ingen af de to former importeret! I stedet blev dagen opkaldt efter dens funktion: Laugar ’vaskedag’ (”sådan går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, hele lørdag morgen”), i visse gamle tekster findes også navnet tvættedag.
Når man så husker på at det tyske navn for Frigg er Frea og det gammelengelske er Frî, så giver de ugedage sig selv, men afslører også at fredag må enten være et lån eller må være importeret før lydforskydningen fra Frea til Frigga.
Det engelske navn for Odin er Woden, deraf Wednesday, og på tysk er det Wodan (først meget, meget senere Wotan), men hvor er så Wodanstag? Det er blevet kristnet væk og erstattet med Midtuge. En lignende proces kan ses på portugisisk, hvor ugedagene har numre i forhold til Herrens Dag (Dies Dominici) og (jødiske) Hvile Dag (Dies Sabbatum). Tilsvarende er sket i de slaviske lande, hvor kristningen udsprang fra Byzans, hvor ugedagene var blevet kristnet.
Lad os nu kigge på de gammel højtyske, gammelengelske og gammelnordiske ugedage:
mânetag mônandæg mánadagr
[zîstag/dingstag] tiwesdæg týsdagr
[mittawecha] wôdnesdæg óðinsdagr
donrestag þunresdæg þórsdagr
frijatag frigedæg frijádagr
sambaztag sætærndæg laugardagr
sunnûntag sunnendæg sunnudagr
Her bliver det let at finde lørdag som vaskedag (laugardagr), ligeledes Samstag og Saturday. Bemærk at Sambaztag menes afledt af Sabbatum, ikke Saturn, og muligvis gælder det også for Samedi
Søndag giver lige pludselig også tydeligt mening: Sunnudagr –> Søndag. Også fredag bliver lettere at forstå: frea – frija – friga – frige – frigg(a). Mandag bliver endnu tydeligere i sin udvikling, torsdag også, men onsdag og tirsdag er drilske.
Først og fremmest findes ’Odinsdag’ ikke på gammel højtysk, allerede da var ugedagen kristnet. Men ugedagens navn kan findes på middeltysk og middelhollandsk, respektivt wôdensdach og gudensdach. Gudensdach kræver en forklaring: Der eksisterer i tysksprogede områder en lydforskydning fra Wo- til Guo- (udtal ’u’ som ’v’, så giver det sig selv), som allerede er attesteret i Paulus Diakonus’ Langobardernes Historie (ca. 790’erne), så Wodensdach er blevet til Guodensdag til Gudensdach. Onsdag er altså Odins, Wodens, Guodans (Gudens/Godens) dag.
Týsdagr til tirsdag synes at være lige ud af landevejen, så umiddelbart er det vel bare Tyrs dag. Men hvad med de tyske og engelske navne?
Zîstag stammer fra middelhøjtysk og Dingstag fra lavtysk. Lavtysk var det sprog, der blev talt i Nordtyskland og minder overordentligt meget om moderne dansk i forhold til moderne tysk, der stammer fra højtysk (talt i Sydtyskland). Udskiftningen kom i forbindelse med Luthers oversættelse af Biblen, denne blev oversat til højtysk og med tiden har denne dialekt mere eller mindre fortrængt lavtysk.
Her hjemme har vi et folketing, tidligere havde vi også et landsting. I gamle dage mødtes bønderne f.eks. på birketinget. Altså på tinge (engelsk: thing) og det gjorde de vel på tingsdag – altså Dingstag, men hvor blev Tyr så af?
Zîstag menes at være afledt af *Tiw/Tig/Tiu, der lydmæssigt passer med Zî. En tese, der er bygget på graffitien 'Deo Marti Thingso et duabus Alaesiagis Bede et Fimmilene' (fra Housesteads ved Hadrians Mur, hvor en frisisk legion var udstationeret omkring år 150), lyder at Mars Thingsus må være en latinsk form af *Tiu Þings – tingets Tyr eller Tyrs ting, dvs. at Tyr er vogter af tinget.
Så i stedet for tingsdag (Dingstag), så er det *Tiu Þingsdagr.
(bemærk at * angiver at ordet er konstrueret, dvs. ordet findes ikke, men man gætter på, at det må være ordets form).
Der er ikke nogen tilfredsstillende forklaring på tirsdag – enten er det Tyrs dag, eller også er det måske Tyr af tingets dag? Men den latinske inskription siger intet om, hvad slags ting, der er tale om. Ydermere er Tyr er ikke særligt vel forbundet med andre ting, så inskriptionen refererer muligvis bare til et ’krigs-tinge’, forbindelsen mellem Mars og Tyr kendes kun fra ugedagene. Det der gør denne øvelse svær, er det faktum at Tyrs navn ikke forefindes på skrift på gammeltysk eller gammelengelsk, kun i stednavne: Tis, Zeis, Zier, men der er ofte store problemer med at identificere disse med sikkerhed som de kontinentale former af Tyr, da det kontinentale navn for Tyr ikke findes (*Tiw, *Tiwaz).
Men hvornår er disse navne kommet til?
Mange antager, at det er sket senest sidst i 300-tallet, før den angel-saksiske invasion af England. Dette bygger på ligheden mellem de gammeltyske og gammelengelske ugedagsnavne. Hvornår dette så er blevet importeret til Norden er ikke til at sige.
En øvre grænse for hvornår det sikkert er sket er sidst i 900-tallet, hvor de engelske munke Ælfric og Wulfstan giver udtryk for at ugedagenes navne er efter de hedenske guder Woden og Frea (men Torsdag og Tirsdag forklares ikke).
Den nedre grænse er den latinske uge. Denne blev indført på kejser Augustus’ tid (han døde i år 14), den er bygget op som en astrologisk uge (guder, planeter). Kendskab til ugen kan dokumenteres i Rhinområdet i 200-tallet, da der er her fundet monumenter, der afspejler den astrologiske uge. Kristningen af ugen synes at være sket i løbet af 200-tallet, i løbet af 300-tallet blev Herrens dag ugens første dag. Nogen gætter på, at denne praksis er blevet indført før eller af Kejser Konstantin. Han blev kejser i vesten i 312 og forfølgelserne af de kristne ophørte da. Konstantin blev selv døbt på sit dødsleje i 337. Derfor antages det at ugen blev kristnet fra romersk side af Konstantin – dette kan ikke bevises og det siger heller ikke noget om hvor lang tid det tog, førend en sådan reform slog igennem.
Ugedagene i Norden er afledt af de kontinentale hedenske ugedagsnavne, ikke fra en kristnet uge, så derfor gættes det på, at ugedagene er importeret til Norden inden kristningen af ugen og at ugedagenes navne forefandt på de kontinentale germanske sprog inden den angel-saksiske invasion. Altså er vi sidst i 300-tallet. Denne tolkning bygger alene på nogle sproglige antagelser.
Problemet er kilderne. Det er ikke muligt at opstøve kilder på ugedagenes navne tidligere end 700-tallet og de giver ikke mere end et par enkelte navne. For at sammenstykke alle ugens dage, må man trække på kilder, der spænder over en periode fra 700-1600, altså et sted mellem 300 og 1200 år efter at processen menes at have fundet sted.
Hvor, hvornår og hvordan denne navngivningsproces har fundet sted henligger i et tomrum, men den synes at have fundet sted mellem 300 og 900 og dette er sket i mens at en fortsat kristning af ugedagene fandt sted, jf. Mittwoch.
Hertil kommer min påstand om at de hedenske guder ikke kan dokumenteres fra før 400-tallet, måske sidste fjerdedel af 300-tallet (375-400). Det vil jeg vise i et senere følgende essay, men det anbringer ugedagene et sted mellem 400 og 900.
Men prøv at få nogen til at forklare navngivningsprocessen og i særdeleshed hvornår den fandt sted!
Men lad os kigge på ugedagene på en række forskellige sprog:
Mandag Monday Montag Lundi Luna Selene
Tirsdag Tuesday Dienstag Mardi Mars Ares
Onsdag Wednesday Mittwoch Mercredi Merkur Hermes
Torsdag Thursday Donnerstag Jeudi Jupiter Zeus
Fredag Friday Freitag Vendredi Venus Afrodite
Lørdag Saturday Samstag Samedi Saturn Kronos
Søndag Sunday Sonntag Dimanche Sol Helios
Den sidste spalte består de af oldgræske guder, den næstsidste af de tilsvarende romerske guder. De gav navn til ugedagene i det hedenske romerske imperium, hvilket ses tydeligt i de franske ugedage, og parallellerne i de tyske og engelske ugenavne er tydelig. I de engelske og tyske ses en lighed med de danske ugedages navne og visse paralleller med de romerske afslører sig også: Luna – Mond – Moon – Måne, men bemærk følgende: Sol – Sohn – Sun – Sol, for hvorfor så Søn- som led i søndag? Til gengæld bliver fredag lettere at forstå (fre-, fri-, frei-), mens lørdag bliver et mysterium (lør-, satur-, sams-).
Først de lette kommentarer: Odin, Thor, Tyr og Frigg har hver en ugedag, ligeledes sol og måne, men Saturn har ikke fået en modsætning, i stedet er navnet blevet importeret, enten via Saturn eller Samedi (menes afledt af Sabbatum, se nedenfor). På nordisk ingen af de to former importeret! I stedet blev dagen opkaldt efter dens funktion: Laugar ’vaskedag’ (”sådan går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, hele lørdag morgen”), i visse gamle tekster findes også navnet tvættedag.
Når man så husker på at det tyske navn for Frigg er Frea og det gammelengelske er Frî, så giver de ugedage sig selv, men afslører også at fredag må enten være et lån eller må være importeret før lydforskydningen fra Frea til Frigga.
Det engelske navn for Odin er Woden, deraf Wednesday, og på tysk er det Wodan (først meget, meget senere Wotan), men hvor er så Wodanstag? Det er blevet kristnet væk og erstattet med Midtuge. En lignende proces kan ses på portugisisk, hvor ugedagene har numre i forhold til Herrens Dag (Dies Dominici) og (jødiske) Hvile Dag (Dies Sabbatum). Tilsvarende er sket i de slaviske lande, hvor kristningen udsprang fra Byzans, hvor ugedagene var blevet kristnet.
Lad os nu kigge på de gammel højtyske, gammelengelske og gammelnordiske ugedage:
mânetag mônandæg mánadagr
[zîstag/dingstag] tiwesdæg týsdagr
[mittawecha] wôdnesdæg óðinsdagr
donrestag þunresdæg þórsdagr
frijatag frigedæg frijádagr
sambaztag sætærndæg laugardagr
sunnûntag sunnendæg sunnudagr
Her bliver det let at finde lørdag som vaskedag (laugardagr), ligeledes Samstag og Saturday. Bemærk at Sambaztag menes afledt af Sabbatum, ikke Saturn, og muligvis gælder det også for Samedi
Søndag giver lige pludselig også tydeligt mening: Sunnudagr –> Søndag. Også fredag bliver lettere at forstå: frea – frija – friga – frige – frigg(a). Mandag bliver endnu tydeligere i sin udvikling, torsdag også, men onsdag og tirsdag er drilske.
Først og fremmest findes ’Odinsdag’ ikke på gammel højtysk, allerede da var ugedagen kristnet. Men ugedagens navn kan findes på middeltysk og middelhollandsk, respektivt wôdensdach og gudensdach. Gudensdach kræver en forklaring: Der eksisterer i tysksprogede områder en lydforskydning fra Wo- til Guo- (udtal ’u’ som ’v’, så giver det sig selv), som allerede er attesteret i Paulus Diakonus’ Langobardernes Historie (ca. 790’erne), så Wodensdach er blevet til Guodensdag til Gudensdach. Onsdag er altså Odins, Wodens, Guodans (Gudens/Godens) dag.
Týsdagr til tirsdag synes at være lige ud af landevejen, så umiddelbart er det vel bare Tyrs dag. Men hvad med de tyske og engelske navne?
Zîstag stammer fra middelhøjtysk og Dingstag fra lavtysk. Lavtysk var det sprog, der blev talt i Nordtyskland og minder overordentligt meget om moderne dansk i forhold til moderne tysk, der stammer fra højtysk (talt i Sydtyskland). Udskiftningen kom i forbindelse med Luthers oversættelse af Biblen, denne blev oversat til højtysk og med tiden har denne dialekt mere eller mindre fortrængt lavtysk.
Her hjemme har vi et folketing, tidligere havde vi også et landsting. I gamle dage mødtes bønderne f.eks. på birketinget. Altså på tinge (engelsk: thing) og det gjorde de vel på tingsdag – altså Dingstag, men hvor blev Tyr så af?
Zîstag menes at være afledt af *Tiw/Tig/Tiu, der lydmæssigt passer med Zî. En tese, der er bygget på graffitien 'Deo Marti Thingso et duabus Alaesiagis Bede et Fimmilene' (fra Housesteads ved Hadrians Mur, hvor en frisisk legion var udstationeret omkring år 150), lyder at Mars Thingsus må være en latinsk form af *Tiu Þings – tingets Tyr eller Tyrs ting, dvs. at Tyr er vogter af tinget.
Så i stedet for tingsdag (Dingstag), så er det *Tiu Þingsdagr.
(bemærk at * angiver at ordet er konstrueret, dvs. ordet findes ikke, men man gætter på, at det må være ordets form).
Der er ikke nogen tilfredsstillende forklaring på tirsdag – enten er det Tyrs dag, eller også er det måske Tyr af tingets dag? Men den latinske inskription siger intet om, hvad slags ting, der er tale om. Ydermere er Tyr er ikke særligt vel forbundet med andre ting, så inskriptionen refererer muligvis bare til et ’krigs-tinge’, forbindelsen mellem Mars og Tyr kendes kun fra ugedagene. Det der gør denne øvelse svær, er det faktum at Tyrs navn ikke forefindes på skrift på gammeltysk eller gammelengelsk, kun i stednavne: Tis, Zeis, Zier, men der er ofte store problemer med at identificere disse med sikkerhed som de kontinentale former af Tyr, da det kontinentale navn for Tyr ikke findes (*Tiw, *Tiwaz).
Men hvornår er disse navne kommet til?
Mange antager, at det er sket senest sidst i 300-tallet, før den angel-saksiske invasion af England. Dette bygger på ligheden mellem de gammeltyske og gammelengelske ugedagsnavne. Hvornår dette så er blevet importeret til Norden er ikke til at sige.
En øvre grænse for hvornår det sikkert er sket er sidst i 900-tallet, hvor de engelske munke Ælfric og Wulfstan giver udtryk for at ugedagenes navne er efter de hedenske guder Woden og Frea (men Torsdag og Tirsdag forklares ikke).
Den nedre grænse er den latinske uge. Denne blev indført på kejser Augustus’ tid (han døde i år 14), den er bygget op som en astrologisk uge (guder, planeter). Kendskab til ugen kan dokumenteres i Rhinområdet i 200-tallet, da der er her fundet monumenter, der afspejler den astrologiske uge. Kristningen af ugen synes at være sket i løbet af 200-tallet, i løbet af 300-tallet blev Herrens dag ugens første dag. Nogen gætter på, at denne praksis er blevet indført før eller af Kejser Konstantin. Han blev kejser i vesten i 312 og forfølgelserne af de kristne ophørte da. Konstantin blev selv døbt på sit dødsleje i 337. Derfor antages det at ugen blev kristnet fra romersk side af Konstantin – dette kan ikke bevises og det siger heller ikke noget om hvor lang tid det tog, førend en sådan reform slog igennem.
Ugedagene i Norden er afledt af de kontinentale hedenske ugedagsnavne, ikke fra en kristnet uge, så derfor gættes det på, at ugedagene er importeret til Norden inden kristningen af ugen og at ugedagenes navne forefandt på de kontinentale germanske sprog inden den angel-saksiske invasion. Altså er vi sidst i 300-tallet. Denne tolkning bygger alene på nogle sproglige antagelser.
Problemet er kilderne. Det er ikke muligt at opstøve kilder på ugedagenes navne tidligere end 700-tallet og de giver ikke mere end et par enkelte navne. For at sammenstykke alle ugens dage, må man trække på kilder, der spænder over en periode fra 700-1600, altså et sted mellem 300 og 1200 år efter at processen menes at have fundet sted.
Hvor, hvornår og hvordan denne navngivningsproces har fundet sted henligger i et tomrum, men den synes at have fundet sted mellem 300 og 900 og dette er sket i mens at en fortsat kristning af ugedagene fandt sted, jf. Mittwoch.
Hertil kommer min påstand om at de hedenske guder ikke kan dokumenteres fra før 400-tallet, måske sidste fjerdedel af 300-tallet (375-400). Det vil jeg vise i et senere følgende essay, men det anbringer ugedagene et sted mellem 400 og 900.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
