Portaler og slige overgange

Lad os begynde ved Elverhøj i filmen Cursed. Den forulykkede bil fungerer som overgangen mellem denne verden og den fantastiske verden. Højen hviler på gloende pæle i skovbrynet, også selvom det er en forulykket bil, vendt på hovedet, der ligger i et buskads.

Altså ideen er, at den virkelige verden er adskilt af en portal fra den fantastiske verden. Enten er det en klart markeret portal, som i Cursed, eller vor helt (eller vore helte) rejser afsted i tåge (eller en tilsvarende uhåndgribelig verden) eller uden bevidsthed, dvs. sovende eller bevidstløs, eller bedre nu, de to ting kombineret. Denne rejse i grænselandet, det liminale felt, foretages i det uhåndgribelige (tåge, sovende) og er overgangen mellem det virkelige og det fantastiske. Det virkelige er den verden, som modtageren af fortællingen kan associere sig med, og det fantastiske er den verden, hvor helten og publikum går på opdagelse.
Et hurtigt indskud, nogle historier begynder med en intro, der dækker samme behov, f.eks. StarWars og Dune, dvs. at hele fortællingen finder sted inde i den fantastiske verden og der er derfor ingen overgang i selve historien.
Tager vi derimod Waterworld, så bevæger heltene sig, bevidstløse af hunger, flyvende i en sky, fra den eventyrlige Waterworld til fastlandet, i dette tilfælde øen. Overgangen er det der bringer dem ud af den oversvømmede verden og ind i en normal verden, hvor der er fastland.

Samme mønster gentager sig i alle mulige andre film. Tag f.eks Truman Show. Her forsøger Truman gentagne gange, at undslippe den kunstige virkelighed - kulissebyen - men det fejler gang på gang. Det er først da han krydser havet, bevidstløs under et stormvejr, at han er i stand til at komme til virkeligheden. Og i dette genfindes motivet i en af sine ældste former, nemlig sømanden, der driver om på havet og når frem til en fantastisk ø. Titlen er naturligvis Odysseen. Det forholder sig således, at Odysseus' færd i begyndelsen (og tilsvarende mod slutningen) kan følges på kort over det græske øhav, men efter at være blevet ramt hårdt af en storm, driver han fortabt rundt og havner nu i den eventyrlige del af Odysseen, som ikke tilfredsstillende kan kortlægges, selvom forsøget har været gjort mange gange, inkl. et forsøg på at anbringe hele færden i Baltikum [sic]. Tilbagefærden til den virkelige verden er underlagt de samme omstænddigheder, Odysseus er nødt til at drive fortabt om på havet, førend han kan krydse over fra den ene verden til den anden.
Dette motiv genfindes i mange af middelalderens keltisk-irske myter og i meget europæisk folklore, hvor f.eks. en skov om natten, gerne med en masse tåge, er et farligt sted, da det er forbløffende let, at strande i den anden verden.

Men det, der er sjovest ved denne simple struktur er, at den genfindes i et utal af moderne film - ikke kun gysere, som ovennævnte Cursed, men også komedie/satire som Truman Show eller Science Fiction, som Waterworld. Ofte synes det tvivlsomt om manusforfatteren overhovedet er klar over, hvad øvelsen går ud på, den ligger nærmest som en refleks i fortællestrukturen.
Gå ud og led, den er i de særeste film.

Eksempler:
Matrix: Den indledende dialog under intro rullesteksterne, der lader os passere fra 'verden lagt i ruiner' til 'matricen'.
Mad Max 3: Den flygtende cesna flyver gennem en sandstorm og bringer børnene ud af den gale verden, som de voksne lever i - og som de er ankommet til via et nedstyrtet passagerfly.
Abernes Planet: Det forulykkede rumskib (begge versioner) bringer os til abernes verden - men flugt er mindre sikker ...
Dagon: Skibet forulykker og heltene må søge tilflugt i den sære by.

Flere skal nok dukke op, som jeg kommer i tanke om dem.

En film om varulve

Så fik jeg set Cursed. Der var ikke meget at komme efter. Christina Ricci (eller hvordan dælen det navn staves) kæmpede en brav kamp med et manus til en film, der ikke rigtig vidste, hvad den ville. Alt splat var klippet ud og spåkonen, for der er naturligvis en spåkone, var stemningsløs og nærmest ude af kontekst. Filmens persongalleri er klaustorfobisk og ikke alle sammenhænge i filmen er lige velfunderede. Men vi fik brugt en masse tid på skurkens motiver - hvilket omend fjollet var ret morsomt. Og så er spørgsmålet, er det en teenslasher? Det ligner i begyndelsen, men det er i virkeligheden en historie om outsideren i gymnasiet, om selvværd og om (seksuel) identitet - bortset fra at filmen flere gange taber fokus på denne side af hismtorien, for at fokusere på 'de voksnes' og varulvenes intriger, hvis formål egentlig bare er at legitimere deres handlinger.
Og så er der chokeffekter - men ikke megen stemning og heller ikke noget splat, det er klippet ud i et sådant omfang, at det kan mærkes og det tydeligt.
Og så er der computergrafik, der ikke altid er lige imponerende - men oh well, det overlever man nok.
Og så er der en 'smoking gun', der ikke bliver anvendt, nemlig jernladyen.
Og så er der en noget påklistret 'Rødhætte' påkaldelse, men den forbliver ubrugt, hvilket er godt det samme, eftersom der ikke er meget at komme efter her.

Og så var der to interessante ting (når vi ser bort fra skuespillerinden):
- Parkeringskældre er helt klart den moderne version af 'den mørke, farlige skov'. Det ses i mange film, men det var tydeligt her. Nok sagt om det.
- Elverhøj. Der var en elverhøj i filmen! Jeg er ret begejstret over den ide. Den havde rejst sig på gloende pæle og enhver, der trådte ind i den den, ville blive draget ind i en farlig og spændende verden, med risiko for at det farlige i denne verden vil følge en ud igen.
Altså med andre ord. Bilen, der ligger på højkant i buskadset, er tydeligvis elverhøjen. Når man kravler gennem bilen kommer ud på den side, hvor varulven er. Desuden er det nødvendigt, at kravle tilbage gennem bilen for at komme tilbage - at gå rundt om bilen er ingen mulighed. Og således kommer varulven ind i vore heltes verden.

Det der med at passere gennem porte på den måde er faktisk et så gennemgående motiv i film, at man til tider, tror at det er løgn. Men det fortæller jeg først om i næste indlæg.