Civilization computerspillet er en genskabelse af det vestlige samfunds triumf. Andre kulturer kan sejre i spillet, men kun ved at acceptere den vestlige udvikling og i længden blive et vestligt samfund. Det er ikke alternate history for kun en udvikling fører til sejr, men en bekræftelse af forestillingen om det vestlige samfunds udvikling som den eneste, der fører til fremskridt og i længden sejr.
Der opstår ikke alternative, men realistiske enheder undervejs i spillet. Religionerne i Civ4 er historiske religioner, vidunderne er historiske vidundere og Tek-træet tillader ikke reel alternativ udvikling.
Vi har ikke erfaring med alternative udviklinger for vi har kun en jord og en historie. Vi har ikke nogen kulturer, der har levet ’isoleret’ længe nok til at udvikle alternativer, der kunne udvikle en sådan grad af magt, at de kunne gå deres egne veje – det sker kun på en lille skala, som de Sydamerikanske samfund før 1492, eller måske som Kina de sidste årtier.
Spillet giver kun en variation over den historiske udvikling, samtidig med at den indeholder en fremdrift mod en bestemt fremtid – vores nutid – som slutresultatet, hvor kun farven er variationen. Og så er der selvfølgelig alle de andre problemer med spillet, så som at spillets aktører kun eksisterer gennem en sammenslutning af bystater – uanset hvad styreform de påstår, at de har. Spillet rummer heller ikke summen af stater, der findes i virkeligheden og der er heller ikke rigtig muligheden for at nye samfund opstår og forsvinder. Der er f.eks. ikke noget USA og et EU kommer heller ikke til, for at nævne to eksempler. Kolonier er heller ikke en mulighed og et Sydafrika kommer aldrig til at eksistere.
Men min største anke er fraværet af Alternative Vidundere, Alternativ Teknologi og Alternative Udviklinger. F.eks. hvis nu at inkaerne først var blevet opdaget i løbet af 1700-tallet, hvis de nu havde udviklet en teknologi, der kunne holde europæerne ude og hvis europæerne aldrig havde invaderet dem? Eller hvis en afrikansk fyrste i løbet af 500-tallet får samlet store dele af Afrika, opbygger et vældigt rige og udvikler krudtvåben via handelsforbindelser til kineserne? Holder araberne og europæerne ude af Afrika og udvikler en stærk religion, der modstår missionen fra kristne og muslimer? Som udvikler en alternativ form for industrialisering i 1200-tallet og forbliver en vigtig handelspartner og politisk allieret for de europæiske stater i 1400-tallet? Som oplever et økonomisk kollaps i 1500-tallet, der medfører en stor udvandring til Arabien og til Sydamerika, hvor en stribe afrikanske kolonier opstår, fortrænger de lokaler religioner og bliver til diasporakulturer, der venter på, at der bliver fred i Afrika? 200 år senere er Afrika bestående af en stribe republikker, der eksisterer fredeligt side om side og som udvikler dampdrevet landbrug sidst i 1700-tallet, hvorved store dele af Afrika bliver verdens brødkurv. Europa har været hærget af pesten, mens Afrika gik næsten fri og der købes nu mad fra Afrika, mens teknologien oplever en revolution i opposition til Afrika, da den ikke bliver drevet på damp, men på vind-, vand- og solenergi, en konsekvens af den alkymistiske tre-elementslære, hvor tanken er at elementerne vind, hav og sol rummer energier, der kan manipuleres.
Etc. etc. etc.
Muligvis kan Civ4 ikke gå så vidt, men den kunne da prøve at etablere en alternativ historie, i stedet for variation over det historiske forløb, hvor det antages, at der kun er en vej til fremskridt, en vej til sejr.
20. april 2006
Den hvide mand og etnerne
En spøjs størrelse på film og tv er mødet mellem den unge, succesfulde hvide mand og de lokale, indfødte. Film har en tendens til at konstruere etniske folk efter de samme stereotyper uafhængigt af de etniske folks egentlige kultur. En stereotype, der anbringer sig i en evolutionær model, hvor de etniske folk repræsenterer en mere primitiv version af den hvide mand, et tidligere stadie i udviklingen. Et levn fra kolonitiden.
Lad os begynde med en tidlig episode af Star Trek: Next Generation (ST:NG). Muligvis episode 3 (eller er det 4, hvis man tæller piloten som en?).
Kernen i historien er, at Enterprise (det havde været så meget sjovere, hvis den hed Enforcer) er ankommet til en planet med et lavere teknologisk stadie, men som besidder en meget vigtig kur mod en sygdom, der ikke ellers kan helbredes i Føderationen.
Det samfund, de er ankommet til, er som altid en monokultur – men det er nu en gang betingelserne for sci-fi – hvor befolkningen består af negere (ikke af jordisk afstamning, men alle skuespillerne er af amerikanere af subsahara Afrikansk ophav), der er klædt i spraglede dragter, og hvor mændene hersker, selvom kvinderne er dem, der ejer land. Kvinden vælger en mand til at varetage sine lande og indtræder i en lidt sær patriarkalsk relation.
Efter et fredeligt møde kidnapper en af de lokale sikkerhedschefen fra Enterprise. Jean Nuke Pickacard forlanger hende tilbage, men hans rådgivere forklarer, at han er nødt til at følge de lokales skikke og riter. Det skal gøres på deres betingelser, også selvom Enterprise alene er planeten militært overlegen – eneste undskyldning er, at man stadig skal have modgiften (som de faktisk har modtaget en prøve af og derfor burde kunne kopiere etc.).
Det ender selvfølgelig som det skal, men essensen er, at Føderationen (Den Hvide Mand) er i stand til at gennemskue de lokales (Negerne, der kidnapper Hvide Kvinder) skikke, træde ind i deres kulturelle kontekst og spille de lokales spil og det som sådan bedre end de lokale selv. De lokale kan ikke gøre det modsatte, de kan ikke se, at Enterprise er en sådan militær trussel, at deres handlinger er meningsløse, at Føderationen har en anden kultur og andre kulturelle koder, hvorfor det diplomatisk set er en forbløffende dum ting, at kidnappe deres kvinder. Det er værd at bemærke at de lokale betragtes som havende en kultur, der svarer til en historisk kultur på Jorden. Det indikerer at de evolutionært er tilbagestående, for man hylder dem for at eksistere et sted på Jordens historiske tidslinje og eftersom de eksisterer på tidslinjen er de også bagude og derfor primitive – alternative moderniteter gives ikke.
Hvis vi vender os imod Strictly Ballroom, Fools Rush In og My Big Fat Greek Wedding, så ser vi faktisk det same monster igen. Bevares, der er forskelle. Hver film har sin primære handling, der påvirker de strukturelle ligheder mellem de tre film. Strictly Ballroom har de forbudte trin som sin primære handling, men den henter en stereotyp ind og de steder, hvor den ikke påvirkes af plottet er stereotypen upåvirket.
I alle tre film handler det om en Hvid Mand, der forelsker sig i en Etnisk Kvinde. Den Hvide Mand kommer fra det vestlige samfund, fra en forkvaklet minimumsfamilie (bestående af mor og far, som begge er særlinge), hvor han har succes og ellers lever det gode liv.
Den Etniske Kvinde kommer fra en udvidet familie med minimum en bedstemor, et ubestemmeligt antal onkler, tanter, fætre, kusiner og børn. Familien lever på kanten til det vestlige samfund og vogter over den giftemodne datter, som de nødigt vil afgive til Den Hvide Mand.
Den etniske fader vogter over sin datter, har sine huslige og hyggelige skænderier med sin ægtefælle og hele familien samles til store middage.
Etnerne er fanget i deres kultur. Hvor end de går, er de nødt til at transformere omgivelserne til at afspejle deres hjem. De maler, indretter og møblerer huse, som deres eget hjem. De taler dialekt og har en skepsis over for det vestlige samfund. De er afhængige af deres familie og kan ikke eksistere som individer.
Den Hvide Mand er kulturelt neutral. Hans hjem er neutralt og han er ikke afhængig af sin familie. Han er et individ, der kan transcendere kulturelle barrierer og gør det ugenert. Den Etniske Kvinde er fanget af sit ophav og kan ikke forlade det for at være sammen med den mand hun elsker. Hun er nødt til have et ben i sin kulturs lejr, mens hendes mand kan træde frem og tilbage som han lyster. Af samme grund kan han ugenert konvertere til hendes religion, acceptere hendes familie og deres transformation af landskabet.
Summa summarum så handler det om, at Den Hvide Mand fra det vestlige samfund er et individ, der eksisterer uafhængigt at kultur, religion og familie. Han forelsker sig i en kvinde, der er ’etnisk’. Hendes egentlige kultur er ligegyldig for den bliver i film altid afbilledet, som en primitiv form af Den Hvide Mands ophav. ’Etnerne’ er bundet af deres kultur, kan ikke transcendere den og ikke gennemskue det. De har udvidede familier, patriarkalske fædre, der vogter over døtrene, de er religiøse og er nødt til at transformere deres omgivelser for at kunne eksistere i dem etc. At ’etnerne’ alle har den samme kultur anbringer dem alle på den evolutionære skala uafhængigt af deres egentlige kultur, dvs. tanken er at alle kulturer gennemløber den samme udvikling og ’etnerne’ er alle på samme evolutionære stadie og har derfor samme kultur.
Den Hvide Mand er det moderne individ og han kan transcendere alle bånd. Han er topmålet af evolutionen.
Lad os begynde med en tidlig episode af Star Trek: Next Generation (ST:NG). Muligvis episode 3 (eller er det 4, hvis man tæller piloten som en?).
Kernen i historien er, at Enterprise (det havde været så meget sjovere, hvis den hed Enforcer) er ankommet til en planet med et lavere teknologisk stadie, men som besidder en meget vigtig kur mod en sygdom, der ikke ellers kan helbredes i Føderationen.
Det samfund, de er ankommet til, er som altid en monokultur – men det er nu en gang betingelserne for sci-fi – hvor befolkningen består af negere (ikke af jordisk afstamning, men alle skuespillerne er af amerikanere af subsahara Afrikansk ophav), der er klædt i spraglede dragter, og hvor mændene hersker, selvom kvinderne er dem, der ejer land. Kvinden vælger en mand til at varetage sine lande og indtræder i en lidt sær patriarkalsk relation.
Efter et fredeligt møde kidnapper en af de lokale sikkerhedschefen fra Enterprise. Jean Nuke Pickacard forlanger hende tilbage, men hans rådgivere forklarer, at han er nødt til at følge de lokales skikke og riter. Det skal gøres på deres betingelser, også selvom Enterprise alene er planeten militært overlegen – eneste undskyldning er, at man stadig skal have modgiften (som de faktisk har modtaget en prøve af og derfor burde kunne kopiere etc.).
Det ender selvfølgelig som det skal, men essensen er, at Føderationen (Den Hvide Mand) er i stand til at gennemskue de lokales (Negerne, der kidnapper Hvide Kvinder) skikke, træde ind i deres kulturelle kontekst og spille de lokales spil og det som sådan bedre end de lokale selv. De lokale kan ikke gøre det modsatte, de kan ikke se, at Enterprise er en sådan militær trussel, at deres handlinger er meningsløse, at Føderationen har en anden kultur og andre kulturelle koder, hvorfor det diplomatisk set er en forbløffende dum ting, at kidnappe deres kvinder. Det er værd at bemærke at de lokale betragtes som havende en kultur, der svarer til en historisk kultur på Jorden. Det indikerer at de evolutionært er tilbagestående, for man hylder dem for at eksistere et sted på Jordens historiske tidslinje og eftersom de eksisterer på tidslinjen er de også bagude og derfor primitive – alternative moderniteter gives ikke.
Hvis vi vender os imod Strictly Ballroom, Fools Rush In og My Big Fat Greek Wedding, så ser vi faktisk det same monster igen. Bevares, der er forskelle. Hver film har sin primære handling, der påvirker de strukturelle ligheder mellem de tre film. Strictly Ballroom har de forbudte trin som sin primære handling, men den henter en stereotyp ind og de steder, hvor den ikke påvirkes af plottet er stereotypen upåvirket.
I alle tre film handler det om en Hvid Mand, der forelsker sig i en Etnisk Kvinde. Den Hvide Mand kommer fra det vestlige samfund, fra en forkvaklet minimumsfamilie (bestående af mor og far, som begge er særlinge), hvor han har succes og ellers lever det gode liv.
Den Etniske Kvinde kommer fra en udvidet familie med minimum en bedstemor, et ubestemmeligt antal onkler, tanter, fætre, kusiner og børn. Familien lever på kanten til det vestlige samfund og vogter over den giftemodne datter, som de nødigt vil afgive til Den Hvide Mand.
Den etniske fader vogter over sin datter, har sine huslige og hyggelige skænderier med sin ægtefælle og hele familien samles til store middage.
Etnerne er fanget i deres kultur. Hvor end de går, er de nødt til at transformere omgivelserne til at afspejle deres hjem. De maler, indretter og møblerer huse, som deres eget hjem. De taler dialekt og har en skepsis over for det vestlige samfund. De er afhængige af deres familie og kan ikke eksistere som individer.
Den Hvide Mand er kulturelt neutral. Hans hjem er neutralt og han er ikke afhængig af sin familie. Han er et individ, der kan transcendere kulturelle barrierer og gør det ugenert. Den Etniske Kvinde er fanget af sit ophav og kan ikke forlade det for at være sammen med den mand hun elsker. Hun er nødt til have et ben i sin kulturs lejr, mens hendes mand kan træde frem og tilbage som han lyster. Af samme grund kan han ugenert konvertere til hendes religion, acceptere hendes familie og deres transformation af landskabet.
Summa summarum så handler det om, at Den Hvide Mand fra det vestlige samfund er et individ, der eksisterer uafhængigt at kultur, religion og familie. Han forelsker sig i en kvinde, der er ’etnisk’. Hendes egentlige kultur er ligegyldig for den bliver i film altid afbilledet, som en primitiv form af Den Hvide Mands ophav. ’Etnerne’ er bundet af deres kultur, kan ikke transcendere den og ikke gennemskue det. De har udvidede familier, patriarkalske fædre, der vogter over døtrene, de er religiøse og er nødt til at transformere deres omgivelser for at kunne eksistere i dem etc. At ’etnerne’ alle har den samme kultur anbringer dem alle på den evolutionære skala uafhængigt af deres egentlige kultur, dvs. tanken er at alle kulturer gennemløber den samme udvikling og ’etnerne’ er alle på samme evolutionære stadie og har derfor samme kultur.
Den Hvide Mand er det moderne individ og han kan transcendere alle bånd. Han er topmålet af evolutionen.
12. januar 2006
Tortur
Mine tanker har rumlet om dette emne i et stykke tid. Jeg blev mindet om det, da jeg sad og læste Den store Strid, hvor han på et tidspunkt beskæftiger sig med den israelske ambassadør i Danmark og sagen om Moderat Fysisk Pres (MFP). Af nyere relevans er Irak, stedet der for tiden synes at rumme alle onder i en meget større skala end andre steder, og derfor også tortur. Det jeg vil beskæftige mig med et brugen af tortur i tv og film, men først en længere indledning.
Når man diskuterer tortur, så hører man fra tid til anden et argument, der lyder lidt sådan her: ”Men ville du ikke også acceptere brugen af tortur, hvis man nu ved at tortere en person kunne frelse en meget stor mængde menneskeliv?”
Det er selvfølgelig underforstået i eksemplet, at den torterede er årsagen til truslen mod de mange menneskeliv og at det er ham, der skal tilstå. Det lyder som en simpel, af nødvendigheden tvunget, situation, hvor en smule ondt (mod en ond person, naturligvis) vil resultere i et større gode.
Det væsentlige problem ved eksemplet er, at det antager 1) at tortur virker og heraf 2) at det giver et sandt svar.
Her burde jeg kunne nøjes med at henvise til renaissancens hekseforfølgelser (her vil den opmærksomme læser måske spørge, burde det ikke være ’middelalderens hekseforfølgelser’, men da store dele af disse processer fandt sted siden hen eller meget sent i den middelalderlige periode (ca. 1000 år), synes jeg at det var mere passende med denne periode term), hvor et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker omkom, og mange af disse blev udsat for en sådan grad af fysisk lemlæstende tortur, at de tilstod hvad som helst.
Altså giver torturen et sandt svar? Men problemet bliver større endnu, for når man kigger på en række af de tortursager, som har været oppe og vende i medierne. Drejer disse sager i det mindste om netop det ovenstående eksempel, hvor en mand truer mange med f.eks. en bombe? Taget den meget ’langsommelige’ proces i betragtning, som den anvendt i Irak, må der være tale om en bombe med en meget lang lunte.
Men det jeg egentlig vil beskæftige mig med her, er det ovenstående eksempel (nu omformuleret): En mand truer en masse mennesker med en bombe. Vil det være OK at tortere ham for derved at standse bomben?
Dette eksempel er relativt let at følge. De fleste kan forestille sig situationen, den har ofte nok optrådt i krimiserier og Hollywoods filmproduktion til, at den er genkendelig.
Spørgsmålet er om det netop ikke er folks referenceramme, når de beskæftiger sig med førnævnte problemstilling, og at de herfra danner sig et billede af hvad tortur er og hvordan det virker?
Så følg med på en færd ind i især film- og tv-genrens opfattelser af tortur. Der optræder en række forskellige motiver: Revselsen af den lille forbryder, Det fejlslagne samfund, Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt, Skurkene torterer og Heltens martyrium.
Revselsen af den lille forbryder
Denne forekommer ofte i politiserier og anbringer hovedpersonerne, som nogle ’barske voksne’ overfor en ’lille’ forbryder, ofte en informant eller en håndlanger. Man taler hårdt, truer med en lussing, kaster med kaffe og lignende – ofte i en form for ’bad cop, good cop’ funktion – men ikke noget som i teorien ville have brudt den hedengangne revselsesret. Den ’lille’ forbryder ender med at tilstå og kan gå fra politistationen mere eller mindre uskadt.
Det fejlslagne samfund
I denne er en form for politisk kommentar, men egentlig ikke. Her konstaterer helten at samfundet, i overensstemmelse med det ovennævnte eksempel, bruger tortur. Typisk i form af simple voldshandlinger, dvs. den torterede får tæsk. Her er torturen almindeligvis et billede på forråelsen eller korruptionen af samfundet – det despotiske samfund, et meget almindeligt fjendebillede i amerikanske film – og torturen har sjældent noget decideret formål, dvs. der skal ikke fremskaffes nogen informationer. Hvis ofret er repræsentant for Den Demokratiske Oprørsbevægelse kontra Det Despotiske Samfund bliver personen en form for martyr (se nedenfor).
Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt
I denne må myndighederne opgive at få brugbare informationer ud af skurken. Man har måske forsøgt ’revselse’, men den torterede er ingen ’lille’ forbryder eller han er så ’ond’ at simpel voldsanvendelse ikke virker. Torturen der anvendes her er upersonlig (f.eks. maskinel) og anonym (bag lukkede døre, foretaget af ukendt birolle), hvilket er meget væsentligt (se nedenfor).
Men så træder helten ind. Han er den dynamiske skikkelse, der bryder de regler, som samfundet er bundet af, trækker sin pistol og skyder skurken i benet, hvorefter denne taler. Handlekraften og bruddet med de legale og sociale normer – fordi skurken har anbragt sig uden for disse – gør at helten opnår resultater. En mindre problematisk variation er Den bluffende helt, hvor helten skal til at begå et overgreb, enten mod den torterede eller dennes familie og venner, som chokerer både heltens egne allierede og den torterede, som så skynder sig at tale, hvorefter helten afslører overfor alle, at det bare var et bluffnummer.
Begge modeller har fordel af, at de fortællemæssigt er dynamiske og kan kobles med cliffhangers, hvilket i sig selv gør dem brugbare.
Skurkene torterer
Det hænder at skurkene fanger helten og beslutter sig for at udsætte ham for tortur. Nogle gange fordi de skal have noget at vide, nogle gange fordi de bare er onde. Skal de have noget at vide, anvender de enten ’revselse’, hvis den fange helt ikke er ’macho’ (typisk kvinder og børn) eller korporlig vold (tæsk), hvis helten er ’macho (typisk mænd). Almindeligvis er torturen virkningsløs, ofte fordi helten når at blive undsat, eller også tilstår den torterede helts allierede, dvs. at kvinden ikke kan udstå at se sin elskede torteret og derfor tilstår den fornødne viden.
Disse former for tortur er inversioner af de ovenstående eksempler, men der en sidste kategori.
Heltens martyrium
Endelig er vi nået frem til ’se nedenfor’. Også i dette eksempel er helten blevet taget til fange og skal nu til at udsættes for tortur. I denne situation er det næsten udelukkende ’macho’ helte, der af ren ondskab skal udsættes for tortur, og ind på scenen træder den spektakulære sadist. Sadisten ser altid anderledes ud, han er ikke decideret fysisk deform, men det er tæt på – hvilket skyldes at ’ondskab’ i en person afslører sig i form af deformitet – og denne fremdrager nu sindrige former for sadistiske torturremedier, f.eks. en uhyggelig samling af kirurgiske knive eller sært maskineri, som helten nu skal udsættes for. Formålet er fortællemæssigt at prøve helten eller Den Demokratiske Oprører og derfor er denne birolle markant, vi skal se Det Gode i kløerne på Det Onde, og med gru følge deres martyrium. Hvis det er en Demokratisk Oprører må vi forvente at denne er standhaftig indtil døden, hvorimod er det en macho helt, vil denne på et tidspunkt i processen foretage en heroisk handling, få dræbt den sadistiske bøddel, ofte med dennes egne remedier, og derefter slippe fri.
I dramaer (ikke actionfilm), hvor helten er fanget af kommunister, vil han ofte glide sammen med Den Demokratiske Oprører motivet, og nogle gange vil han, fordi han er ’et almindeligt menneske’, blive knækket og andre gange er han standhaftig, fordi han er forsvarer af de gode idealer. Dette er afhængigt af fortællingens ’autencitet’, des mere autentisk filmen er, des mere sandsynligt er det at helten knækkes.
I alle disse eksempler bruger jeg flere gangen termen ’ofte’, samt en række deskriptive termer, som f.eks. Den spektakulære sadist. Termen ’ofte’ skyldes at der naturligvis er så mange film og serier, at variationer over temaet og undtagelser forekommer, lige så vel, som at der nogle film, hvor torturen ikke følger ovenstående modeller. De deskriptive termer er for bedre at vise, at der i disse modeller er tale om en form for arketyper.
Den tortur, der her er blevet diskuteret, består af tre grundtyper: Revselse, vold (tæsk) og Sadisme. Den sidstnævnte type hører alene til hos skurkene. En bedre måde at opstille dem på er måske Truslen om vold, Korporlig vold og Lemlæstende vold. Psykologisk tortur bruges meget lidt og bruges almindeligvis som en variation af Lemlæstende vold og er knyttet til Heltens martyrium.
Min tese er, at det når folk tænker på ’den nødvendige tortur’, så er det variationer af Truslen om vold og Korporlig vold de tænker på og i begge tilfælde gælder det, at det antages de to former for vold ikke efterlader nogen men. Men sådan er tortur bare ikke – hører Moderat Fysisk Pres ind under disse kategorier, betegnelsen antyder det? Og hvad med de irakiske sager, eller Guantanamo eller de fanger, som CIA eksporterer til andre lande til forhør? Folk, der arbejder med torturofre, fortæller om mennesker, der er blevet knækket fysisk og psykisk, om mennesker, der har svært ved at finde glæden ved livet, om mennesker plaget af mareridt, om varige men. Ting, som ikke passer ind i den filmiske fortælling, men det er langt mere sandsynligt at folk trækker på de filmiske fortællinger, når det gælder deres billede af tortur.
Når man diskuterer tortur, så hører man fra tid til anden et argument, der lyder lidt sådan her: ”Men ville du ikke også acceptere brugen af tortur, hvis man nu ved at tortere en person kunne frelse en meget stor mængde menneskeliv?”
Det er selvfølgelig underforstået i eksemplet, at den torterede er årsagen til truslen mod de mange menneskeliv og at det er ham, der skal tilstå. Det lyder som en simpel, af nødvendigheden tvunget, situation, hvor en smule ondt (mod en ond person, naturligvis) vil resultere i et større gode.
Det væsentlige problem ved eksemplet er, at det antager 1) at tortur virker og heraf 2) at det giver et sandt svar.
Her burde jeg kunne nøjes med at henvise til renaissancens hekseforfølgelser (her vil den opmærksomme læser måske spørge, burde det ikke være ’middelalderens hekseforfølgelser’, men da store dele af disse processer fandt sted siden hen eller meget sent i den middelalderlige periode (ca. 1000 år), synes jeg at det var mere passende med denne periode term), hvor et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker omkom, og mange af disse blev udsat for en sådan grad af fysisk lemlæstende tortur, at de tilstod hvad som helst.
Altså giver torturen et sandt svar? Men problemet bliver større endnu, for når man kigger på en række af de tortursager, som har været oppe og vende i medierne. Drejer disse sager i det mindste om netop det ovenstående eksempel, hvor en mand truer mange med f.eks. en bombe? Taget den meget ’langsommelige’ proces i betragtning, som den anvendt i Irak, må der være tale om en bombe med en meget lang lunte.
Men det jeg egentlig vil beskæftige mig med her, er det ovenstående eksempel (nu omformuleret): En mand truer en masse mennesker med en bombe. Vil det være OK at tortere ham for derved at standse bomben?
Dette eksempel er relativt let at følge. De fleste kan forestille sig situationen, den har ofte nok optrådt i krimiserier og Hollywoods filmproduktion til, at den er genkendelig.
Spørgsmålet er om det netop ikke er folks referenceramme, når de beskæftiger sig med førnævnte problemstilling, og at de herfra danner sig et billede af hvad tortur er og hvordan det virker?
Så følg med på en færd ind i især film- og tv-genrens opfattelser af tortur. Der optræder en række forskellige motiver: Revselsen af den lille forbryder, Det fejlslagne samfund, Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt, Skurkene torterer og Heltens martyrium.
Revselsen af den lille forbryder
Denne forekommer ofte i politiserier og anbringer hovedpersonerne, som nogle ’barske voksne’ overfor en ’lille’ forbryder, ofte en informant eller en håndlanger. Man taler hårdt, truer med en lussing, kaster med kaffe og lignende – ofte i en form for ’bad cop, good cop’ funktion – men ikke noget som i teorien ville have brudt den hedengangne revselsesret. Den ’lille’ forbryder ender med at tilstå og kan gå fra politistationen mere eller mindre uskadt.
Det fejlslagne samfund
I denne er en form for politisk kommentar, men egentlig ikke. Her konstaterer helten at samfundet, i overensstemmelse med det ovennævnte eksempel, bruger tortur. Typisk i form af simple voldshandlinger, dvs. den torterede får tæsk. Her er torturen almindeligvis et billede på forråelsen eller korruptionen af samfundet – det despotiske samfund, et meget almindeligt fjendebillede i amerikanske film – og torturen har sjældent noget decideret formål, dvs. der skal ikke fremskaffes nogen informationer. Hvis ofret er repræsentant for Den Demokratiske Oprørsbevægelse kontra Det Despotiske Samfund bliver personen en form for martyr (se nedenfor).
Det impotente samfund kontra den handlekraftige/den bluffende helt
I denne må myndighederne opgive at få brugbare informationer ud af skurken. Man har måske forsøgt ’revselse’, men den torterede er ingen ’lille’ forbryder eller han er så ’ond’ at simpel voldsanvendelse ikke virker. Torturen der anvendes her er upersonlig (f.eks. maskinel) og anonym (bag lukkede døre, foretaget af ukendt birolle), hvilket er meget væsentligt (se nedenfor).
Men så træder helten ind. Han er den dynamiske skikkelse, der bryder de regler, som samfundet er bundet af, trækker sin pistol og skyder skurken i benet, hvorefter denne taler. Handlekraften og bruddet med de legale og sociale normer – fordi skurken har anbragt sig uden for disse – gør at helten opnår resultater. En mindre problematisk variation er Den bluffende helt, hvor helten skal til at begå et overgreb, enten mod den torterede eller dennes familie og venner, som chokerer både heltens egne allierede og den torterede, som så skynder sig at tale, hvorefter helten afslører overfor alle, at det bare var et bluffnummer.
Begge modeller har fordel af, at de fortællemæssigt er dynamiske og kan kobles med cliffhangers, hvilket i sig selv gør dem brugbare.
Skurkene torterer
Det hænder at skurkene fanger helten og beslutter sig for at udsætte ham for tortur. Nogle gange fordi de skal have noget at vide, nogle gange fordi de bare er onde. Skal de have noget at vide, anvender de enten ’revselse’, hvis den fange helt ikke er ’macho’ (typisk kvinder og børn) eller korporlig vold (tæsk), hvis helten er ’macho (typisk mænd). Almindeligvis er torturen virkningsløs, ofte fordi helten når at blive undsat, eller også tilstår den torterede helts allierede, dvs. at kvinden ikke kan udstå at se sin elskede torteret og derfor tilstår den fornødne viden.
Disse former for tortur er inversioner af de ovenstående eksempler, men der en sidste kategori.
Heltens martyrium
Endelig er vi nået frem til ’se nedenfor’. Også i dette eksempel er helten blevet taget til fange og skal nu til at udsættes for tortur. I denne situation er det næsten udelukkende ’macho’ helte, der af ren ondskab skal udsættes for tortur, og ind på scenen træder den spektakulære sadist. Sadisten ser altid anderledes ud, han er ikke decideret fysisk deform, men det er tæt på – hvilket skyldes at ’ondskab’ i en person afslører sig i form af deformitet – og denne fremdrager nu sindrige former for sadistiske torturremedier, f.eks. en uhyggelig samling af kirurgiske knive eller sært maskineri, som helten nu skal udsættes for. Formålet er fortællemæssigt at prøve helten eller Den Demokratiske Oprører og derfor er denne birolle markant, vi skal se Det Gode i kløerne på Det Onde, og med gru følge deres martyrium. Hvis det er en Demokratisk Oprører må vi forvente at denne er standhaftig indtil døden, hvorimod er det en macho helt, vil denne på et tidspunkt i processen foretage en heroisk handling, få dræbt den sadistiske bøddel, ofte med dennes egne remedier, og derefter slippe fri.
I dramaer (ikke actionfilm), hvor helten er fanget af kommunister, vil han ofte glide sammen med Den Demokratiske Oprører motivet, og nogle gange vil han, fordi han er ’et almindeligt menneske’, blive knækket og andre gange er han standhaftig, fordi han er forsvarer af de gode idealer. Dette er afhængigt af fortællingens ’autencitet’, des mere autentisk filmen er, des mere sandsynligt er det at helten knækkes.
I alle disse eksempler bruger jeg flere gangen termen ’ofte’, samt en række deskriptive termer, som f.eks. Den spektakulære sadist. Termen ’ofte’ skyldes at der naturligvis er så mange film og serier, at variationer over temaet og undtagelser forekommer, lige så vel, som at der nogle film, hvor torturen ikke følger ovenstående modeller. De deskriptive termer er for bedre at vise, at der i disse modeller er tale om en form for arketyper.
Den tortur, der her er blevet diskuteret, består af tre grundtyper: Revselse, vold (tæsk) og Sadisme. Den sidstnævnte type hører alene til hos skurkene. En bedre måde at opstille dem på er måske Truslen om vold, Korporlig vold og Lemlæstende vold. Psykologisk tortur bruges meget lidt og bruges almindeligvis som en variation af Lemlæstende vold og er knyttet til Heltens martyrium.
Min tese er, at det når folk tænker på ’den nødvendige tortur’, så er det variationer af Truslen om vold og Korporlig vold de tænker på og i begge tilfælde gælder det, at det antages de to former for vold ikke efterlader nogen men. Men sådan er tortur bare ikke – hører Moderat Fysisk Pres ind under disse kategorier, betegnelsen antyder det? Og hvad med de irakiske sager, eller Guantanamo eller de fanger, som CIA eksporterer til andre lande til forhør? Folk, der arbejder med torturofre, fortæller om mennesker, der er blevet knækket fysisk og psykisk, om mennesker, der har svært ved at finde glæden ved livet, om mennesker plaget af mareridt, om varige men. Ting, som ikke passer ind i den filmiske fortælling, men det er langt mere sandsynligt at folk trækker på de filmiske fortællinger, når det gælder deres billede af tortur.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
