”Der var engang ude på HCØ ...”
”HCØ er H.C. Ørsteds instituttet i København, ikke?”
”Jo, lad nu være med at afbryde. Altså, en gang for længe siden, ude på HCØ …”
”Men er det ikke den historie om printerne...?”
”Jo, det er. Hold nu op med at afbryde! Jeg prøver at fortælle en historie her! Altså, ude på HCØ, og nu afbryder du mig ikke, var der en gang for længe siden en meget vis mand og han søgte Det Gyldne Skind. For tusinder af år siden var Jason og Argonauterne draget ud efter Det Gyldne Skind og havde fundet det. Skindet, der rummede et kort, var siden gået tabt. I senmiddelalderen opstod Den Gyldne Vlies’ Orden, som var et ’hemmeligt’ selskab af adelige, der søgte skindet. Få af dem havde forståelse for, at et sådant skind ikke er en konkret størrelse, men en slags spirituelt kort, der hjælper folk til større indsigt i kosmos, og derfor fandt de ikke Det Gyldne Skind. Men den vise mand vidste, at kortet var at finde på HCØ og han sendte derfor sine disciple af sted for at lokalisere det spirituelle landkort.”
”Ihh dog, jeg tror, det er min yndlingshistorie. Fortæl, fortæl, hvad skete der så?”
”Jo, det begyndte alt sammen en sen aften hjemme hos Anton, der da boede på Studentergården …”
30. september 2005
Brevene
”Jeg er ikke helt sikker på, hvad det egentlig kommer til at handle om. Mest af alt fordi, det ikke er sket endnu. Det er såd’n lidt underligt, jeg mener, formålet med denne her omtale er at give jer en forsmag på begivenhederne, men de har ikke fundet sted endnu. Derfor synes jeg det er underligt at skrive om tingene.
Det er vel … så her, jeg skal sige, at jeg foregriber tingene. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Der er dog en ting jeg kan gøre for jer. Jeg kan fortælle hvad, der skete indenda. Det er ret let at finde det afgørende punkt: Det hele begyndte, da Jans farfar døde. Det er da en dramatisk begyndelse, ikke? Kort tid derefter skulle arven fordeles og det var her stridighederne begyndte: Tante Karla forlangte kommoden – det viste sig siden, at det var pga. (I har ikke noget mod forkortelser, vel?) de breve, der var skjult i kommoden. Da vi først fandt dem, forandrede meget sig.”
Det er vel … så her, jeg skal sige, at jeg foregriber tingene. Men det synes jeg ikke, at jeg gør. Der er dog en ting jeg kan gøre for jer. Jeg kan fortælle hvad, der skete indenda. Det er ret let at finde det afgørende punkt: Det hele begyndte, da Jans farfar døde. Det er da en dramatisk begyndelse, ikke? Kort tid derefter skulle arven fordeles og det var her stridighederne begyndte: Tante Karla forlangte kommoden – det viste sig siden, at det var pga. (I har ikke noget mod forkortelser, vel?) de breve, der var skjult i kommoden. Da vi først fandt dem, forandrede meget sig.”
Fandens også
”Fandens også! Det er for meget!”
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.
Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.
Han rasede højlydt, sparkede ud efter den sagesløse coladåse, der lå og flød på jorden, og gestikulerede arrigt ud i luften.
De forbipasserende ægtepar, der var ude på solskinstur og som levede deres liv på den stille villavej, gjorde deres bedste for at ignorere dette upassende brud på søndag eftermiddags hellige stilhed, hvor kun plæneklippere måtte bryde stilheden.
Hvis de bare kunne se, hvad manden i den lurvslidte, brune frakke kunne se, så ville de måske også bevæges.
Manden stoppede op igen. Håret var viltert, det havde ikke været vasket længe og for frakkens vedkommende, var det meget længere siden. Men hans øjne gnistrede med en intensitet ingen ville have gættet kunne komme fra en sådan rakker. Han kiggede ud over villahaverne, henover tagryggene og ud i horisonten, hvor der stor et elfenbenshvidt tårn og knejsede. Han knyttede hånden og truede af det.
”Du kan lige vove at komme her!”, skreg han. ”Det her er ikke dit. Bli’ væk!”
Men hvis nogen af ægteparrene havde gidet kigge op, løfte deres øjne fri af deres forstadsidyl, så havde de kunnet se, at elfenbentårnet, der knejsede så smukt mod den skyfri himmel, var kommet tættere på.
Det var søndag i villakvarteret og kun plæneklippere måtte bryde eftermiddagens hellige stilhed. Kvarterets ægtepar, der passerede forbi ham på deres solskinsture, gjorde deres bedste for at ignorere mandens upassende brud på stilheden.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
