Her er en sjov en. Hvad betyder ugedagenes navne og hvorfra kommer de? De fleste kan sikkert fra deres skolegang huske, at det har noget med de hedenske guder Thor, Odin og Tyr at gøre, men fredag driller mange, da de umiddelbart vil gætte på Freja, evt. Frej, men ikke Frigg, efter hvem fredag bærer sit navn. Men tirsdag har også sine problemer, ruten fra Tyr til tirs- er ikke helt lige.
Men prøv at få nogen til at forklare navngivningsprocessen og i særdeleshed hvornår den fandt sted!
Men lad os kigge på ugedagene på en række forskellige sprog:
Mandag Monday Montag Lundi Luna Selene
Tirsdag Tuesday Dienstag Mardi Mars Ares
Onsdag Wednesday Mittwoch Mercredi Merkur Hermes
Torsdag Thursday Donnerstag Jeudi Jupiter Zeus
Fredag Friday Freitag Vendredi Venus Afrodite
Lørdag Saturday Samstag Samedi Saturn Kronos
Søndag Sunday Sonntag Dimanche Sol Helios
Den sidste spalte består de af oldgræske guder, den næstsidste af de tilsvarende romerske guder. De gav navn til ugedagene i det hedenske romerske imperium, hvilket ses tydeligt i de franske ugedage, og parallellerne i de tyske og engelske ugenavne er tydelig. I de engelske og tyske ses en lighed med de danske ugedages navne og visse paralleller med de romerske afslører sig også: Luna – Mond – Moon – Måne, men bemærk følgende: Sol – Sohn – Sun – Sol, for hvorfor så Søn- som led i søndag? Til gengæld bliver fredag lettere at forstå (fre-, fri-, frei-), mens lørdag bliver et mysterium (lør-, satur-, sams-).
Først de lette kommentarer: Odin, Thor, Tyr og Frigg har hver en ugedag, ligeledes sol og måne, men Saturn har ikke fået en modsætning, i stedet er navnet blevet importeret, enten via Saturn eller Samedi (menes afledt af Sabbatum, se nedenfor). På nordisk ingen af de to former importeret! I stedet blev dagen opkaldt efter dens funktion: Laugar ’vaskedag’ (”sådan går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, hele lørdag morgen”), i visse gamle tekster findes også navnet tvættedag.
Når man så husker på at det tyske navn for Frigg er Frea og det gammelengelske er Frî, så giver de ugedage sig selv, men afslører også at fredag må enten være et lån eller må være importeret før lydforskydningen fra Frea til Frigga.
Det engelske navn for Odin er Woden, deraf Wednesday, og på tysk er det Wodan (først meget, meget senere Wotan), men hvor er så Wodanstag? Det er blevet kristnet væk og erstattet med Midtuge. En lignende proces kan ses på portugisisk, hvor ugedagene har numre i forhold til Herrens Dag (Dies Dominici) og (jødiske) Hvile Dag (Dies Sabbatum). Tilsvarende er sket i de slaviske lande, hvor kristningen udsprang fra Byzans, hvor ugedagene var blevet kristnet.
Lad os nu kigge på de gammel højtyske, gammelengelske og gammelnordiske ugedage:
mânetag mônandæg mánadagr
[zîstag/dingstag] tiwesdæg týsdagr
[mittawecha] wôdnesdæg óðinsdagr
donrestag þunresdæg þórsdagr
frijatag frigedæg frijádagr
sambaztag sætærndæg laugardagr
sunnûntag sunnendæg sunnudagr
Her bliver det let at finde lørdag som vaskedag (laugardagr), ligeledes Samstag og Saturday. Bemærk at Sambaztag menes afledt af Sabbatum, ikke Saturn, og muligvis gælder det også for Samedi
Søndag giver lige pludselig også tydeligt mening: Sunnudagr –> Søndag. Også fredag bliver lettere at forstå: frea – frija – friga – frige – frigg(a). Mandag bliver endnu tydeligere i sin udvikling, torsdag også, men onsdag og tirsdag er drilske.
Først og fremmest findes ’Odinsdag’ ikke på gammel højtysk, allerede da var ugedagen kristnet. Men ugedagens navn kan findes på middeltysk og middelhollandsk, respektivt wôdensdach og gudensdach. Gudensdach kræver en forklaring: Der eksisterer i tysksprogede områder en lydforskydning fra Wo- til Guo- (udtal ’u’ som ’v’, så giver det sig selv), som allerede er attesteret i Paulus Diakonus’ Langobardernes Historie (ca. 790’erne), så Wodensdach er blevet til Guodensdag til Gudensdach. Onsdag er altså Odins, Wodens, Guodans (Gudens/Godens) dag.
Týsdagr til tirsdag synes at være lige ud af landevejen, så umiddelbart er det vel bare Tyrs dag. Men hvad med de tyske og engelske navne?
Zîstag stammer fra middelhøjtysk og Dingstag fra lavtysk. Lavtysk var det sprog, der blev talt i Nordtyskland og minder overordentligt meget om moderne dansk i forhold til moderne tysk, der stammer fra højtysk (talt i Sydtyskland). Udskiftningen kom i forbindelse med Luthers oversættelse af Biblen, denne blev oversat til højtysk og med tiden har denne dialekt mere eller mindre fortrængt lavtysk.
Her hjemme har vi et folketing, tidligere havde vi også et landsting. I gamle dage mødtes bønderne f.eks. på birketinget. Altså på tinge (engelsk: thing) og det gjorde de vel på tingsdag – altså Dingstag, men hvor blev Tyr så af?
Zîstag menes at være afledt af *Tiw/Tig/Tiu, der lydmæssigt passer med Zî. En tese, der er bygget på graffitien 'Deo Marti Thingso et duabus Alaesiagis Bede et Fimmilene' (fra Housesteads ved Hadrians Mur, hvor en frisisk legion var udstationeret omkring år 150), lyder at Mars Thingsus må være en latinsk form af *Tiu Þings – tingets Tyr eller Tyrs ting, dvs. at Tyr er vogter af tinget.
Så i stedet for tingsdag (Dingstag), så er det *Tiu Þingsdagr.
(bemærk at * angiver at ordet er konstrueret, dvs. ordet findes ikke, men man gætter på, at det må være ordets form).
Der er ikke nogen tilfredsstillende forklaring på tirsdag – enten er det Tyrs dag, eller også er det måske Tyr af tingets dag? Men den latinske inskription siger intet om, hvad slags ting, der er tale om. Ydermere er Tyr er ikke særligt vel forbundet med andre ting, så inskriptionen refererer muligvis bare til et ’krigs-tinge’, forbindelsen mellem Mars og Tyr kendes kun fra ugedagene. Det der gør denne øvelse svær, er det faktum at Tyrs navn ikke forefindes på skrift på gammeltysk eller gammelengelsk, kun i stednavne: Tis, Zeis, Zier, men der er ofte store problemer med at identificere disse med sikkerhed som de kontinentale former af Tyr, da det kontinentale navn for Tyr ikke findes (*Tiw, *Tiwaz).
Men hvornår er disse navne kommet til?
Mange antager, at det er sket senest sidst i 300-tallet, før den angel-saksiske invasion af England. Dette bygger på ligheden mellem de gammeltyske og gammelengelske ugedagsnavne. Hvornår dette så er blevet importeret til Norden er ikke til at sige.
En øvre grænse for hvornår det sikkert er sket er sidst i 900-tallet, hvor de engelske munke Ælfric og Wulfstan giver udtryk for at ugedagenes navne er efter de hedenske guder Woden og Frea (men Torsdag og Tirsdag forklares ikke).
Den nedre grænse er den latinske uge. Denne blev indført på kejser Augustus’ tid (han døde i år 14), den er bygget op som en astrologisk uge (guder, planeter). Kendskab til ugen kan dokumenteres i Rhinområdet i 200-tallet, da der er her fundet monumenter, der afspejler den astrologiske uge. Kristningen af ugen synes at være sket i løbet af 200-tallet, i løbet af 300-tallet blev Herrens dag ugens første dag. Nogen gætter på, at denne praksis er blevet indført før eller af Kejser Konstantin. Han blev kejser i vesten i 312 og forfølgelserne af de kristne ophørte da. Konstantin blev selv døbt på sit dødsleje i 337. Derfor antages det at ugen blev kristnet fra romersk side af Konstantin – dette kan ikke bevises og det siger heller ikke noget om hvor lang tid det tog, førend en sådan reform slog igennem.
Ugedagene i Norden er afledt af de kontinentale hedenske ugedagsnavne, ikke fra en kristnet uge, så derfor gættes det på, at ugedagene er importeret til Norden inden kristningen af ugen og at ugedagenes navne forefandt på de kontinentale germanske sprog inden den angel-saksiske invasion. Altså er vi sidst i 300-tallet. Denne tolkning bygger alene på nogle sproglige antagelser.
Problemet er kilderne. Det er ikke muligt at opstøve kilder på ugedagenes navne tidligere end 700-tallet og de giver ikke mere end et par enkelte navne. For at sammenstykke alle ugens dage, må man trække på kilder, der spænder over en periode fra 700-1600, altså et sted mellem 300 og 1200 år efter at processen menes at have fundet sted.
Hvor, hvornår og hvordan denne navngivningsproces har fundet sted henligger i et tomrum, men den synes at have fundet sted mellem 300 og 900 og dette er sket i mens at en fortsat kristning af ugedagene fandt sted, jf. Mittwoch.
Hertil kommer min påstand om at de hedenske guder ikke kan dokumenteres fra før 400-tallet, måske sidste fjerdedel af 300-tallet (375-400). Det vil jeg vise i et senere følgende essay, men det anbringer ugedagene et sted mellem 400 og 900.
30. juli 2005
28. juli 2005
Autoriteter og ’Suspension of Disbelief’
Her er lidt flere tanker til min virtuelle rodekasse, lidt flere brokker fra tankernes overdrev, og halvfærdige strøtanker, altsammen noget, der mangler en endelig udformning.
Her er lidt om det at læse tekster. Disse tanker udspringer af min forundring af populariteten af værker som Femte Sol Brænder og Da Vinci Mysteriet (og i et mindre omfang Engle og Dæmoner). Begge er simple krimier, der er på dette område forlængst er overgået af bedre krimier, thrillers og detektivromaner. På det konspiratoriske plan findes allerede værker, som Dumas Klubben og Foucaults Pendul, begge værker rummer konspirationer af en langt større kvalitet end dem, der er i FSB og DVM. Dog er særligt Foucaults Pendul ikke letlæst for mange, men stadig et stærkt værk.
Min antagelse er, at det ikke er som krimier at disse to værker blev populære – jeg har aldrig hørt dem rost for dette aspekt – men det er det konspiratoriske element, ’hvad-nu-hvis’-aspektet – som er tiltrækkende.
Men så følger spørgsmålet, hvorfor er det lige at disse værker vækker folks nysgerrighed, hvorfor den store tendens til blive fascineret af netop disse konspirationsteorier, hvorfor er folk villige til at lade sig blive influeret af disse teorier og snarere stille spørgsmål ved det givne i deres hverdag, end bogens postulater? Der er jo ingen tvivl hos nogen om, at fortællingen i værket er fiktion.
”These are the facts”
– som en af mine hadesange begynder med.
Men det er velsagtens netop fordi at fortællingen er fiktion, at folk lade sig rive med af de leksikalske informationer. Mange af de små informationer, der ligger spredt rundt om i værkerne, er ofte ualmindelig viden, men hverken ukendt eller svært tilgængelig. Mange af informationerne kan slås op i leksika og encyclopædier.
Med andre ord, rundt om i fortællingen, som er tydeligt fiktiv, er spredt leksikalske informationer, som er fiktive, falske eller sande. Nogle af disse kan læseren uden problemer afkode, som fiktive, andre kan genkendes som sande eller falske, men hvad med resten, er de fiktive, falske eller sande?
[bemærk skellet mellem fiktiv og falsk. Et fiktivt faktum er f.eks. en fiktiv persons alder, faktummet er inden for rammerne af fiktionen sandt (således findes også fiktive falsummer, hvis f.eks. en fiktiv person lyver om sin alder), hvorimod de falske og sande fakta henholder sig til læserens virkelig, f.eks. eksisterer byen Rom, paven har sin residens der, men paven er ikke af hunkøn.]
Ofte for at acceptere en fortællings fiktive rammer må den kritiske sans eller bare fornuften slås fra – suspension of disbelief i engelske termer – og modtageren af fortællingen er villig til at godtage de fiktive ting, der udspiller sig inden for de vedtagne rammer. Bryder fortælleren de vedtagne rammer eller accepterer modtageren dem ikke, så høres ofte udtrykket: ”Det er jo urealistisk!” Hvilket selvfølgelig er et kuriøst udsagn i f.eks. fortællinger som Star Wars, men også her kan de vedtagne rammer brydes.
Men hvis nu at læseren godtager fortællingens ramme, så godtager læseren så også de udsagn, der kommer i fortællingen og her vil jeg beskæftiger mig med to af de typer udsagn: Fortællerens udsagn og de fiktive personers udsagn.
Hvis fortælleren, den alvidende fortæller vel at mærke, fortæller at det regner (i fortællingen), så er det sandt, hvis huset er rødt er det sandt. Fortælleren er vores guide til det rum, hvori fortællingen udspiller sig. Men hvad nu hvis fortælleren fortæller noget om læserens verden? Hvis nu fortælleren fortæller, at Dannebrog er grønt og blåt, så kan læseren se, at enten er her en fejl eller også er her noget, som er alene gældende for den fiktive verden. Hvis nu det er et faktum, som læseren ikke kender til i forvejen, men som lyder plausibelt, hvor kritisk er læseren så over for et sådant faktum?
Hvis en fiktiv person kommer med et udsagn, så ved læseren at udsagnet er af en subjektiv karakter, der er rettet mod andre fiktive personer. Hvis personen er en skurk, kan det betragtes som værende en løgn, det som personen fortæller – et løgn henvendt mod andre fiktive personer og som de måske tror på, måske ikke gør. Læseren har typisk en anden position i forhold til udsagnet – kan gennemskue løgnen – men lever sig ofte ind i fortællingen (suspension of disbelief) og føler en vis sympati med den helt, der er blevet såret af skurkens løgnagtige udsagn, og en vis antipati mod den løgnagtige skurk. Men hvis nu personen er en professor, som fortællingen etablerer som værende både meget vidende og som talende sandt, og denne professor udtaler fakta, som også hidrører læserens verden, vil netop da plausible udsagn ikke forekomme meget mere overbevisende, idet at læseren har sat sin kritiske sans ud af kraft? Og hvis nu disse informationer er kommet gradvist gennem fortællingen, tilsyneladende en kæde af faktuelle, ’kausale’ udsagn, vil læseren da ikke føle, at han har været med til at afkode disse fakta, der er blevet præsenteret af en pålidelig autoritet?
Min påstand er, at suspension of disbelief i en fortælling åbner for at tvivlsomme eller falske fakta kan smugles ukritisk ud til læserne, almindeligvis fordi de præsenteres af noget, som læseren er kommet til at betragte som autoritet, og fordi mange af informationerne er kommet gradvist og kan synes at være opbygget som en kæde af kausale argumenter.
FSB og DVM udnytter, at læseren slår sin kritiske sans fra for at læse fortællingen, til at præsentere deres konspirationer/pseudohistorie, som læseren har sværere ved kritisk at afvise, hvis den kritiske sans samtidig skal være slået fra for at nyde historien.
Her er lidt om det at læse tekster. Disse tanker udspringer af min forundring af populariteten af værker som Femte Sol Brænder og Da Vinci Mysteriet (og i et mindre omfang Engle og Dæmoner). Begge er simple krimier, der er på dette område forlængst er overgået af bedre krimier, thrillers og detektivromaner. På det konspiratoriske plan findes allerede værker, som Dumas Klubben og Foucaults Pendul, begge værker rummer konspirationer af en langt større kvalitet end dem, der er i FSB og DVM. Dog er særligt Foucaults Pendul ikke letlæst for mange, men stadig et stærkt værk.
Min antagelse er, at det ikke er som krimier at disse to værker blev populære – jeg har aldrig hørt dem rost for dette aspekt – men det er det konspiratoriske element, ’hvad-nu-hvis’-aspektet – som er tiltrækkende.
Men så følger spørgsmålet, hvorfor er det lige at disse værker vækker folks nysgerrighed, hvorfor den store tendens til blive fascineret af netop disse konspirationsteorier, hvorfor er folk villige til at lade sig blive influeret af disse teorier og snarere stille spørgsmål ved det givne i deres hverdag, end bogens postulater? Der er jo ingen tvivl hos nogen om, at fortællingen i værket er fiktion.
”These are the facts”
– som en af mine hadesange begynder med.
Men det er velsagtens netop fordi at fortællingen er fiktion, at folk lade sig rive med af de leksikalske informationer. Mange af de små informationer, der ligger spredt rundt om i værkerne, er ofte ualmindelig viden, men hverken ukendt eller svært tilgængelig. Mange af informationerne kan slås op i leksika og encyclopædier.
Med andre ord, rundt om i fortællingen, som er tydeligt fiktiv, er spredt leksikalske informationer, som er fiktive, falske eller sande. Nogle af disse kan læseren uden problemer afkode, som fiktive, andre kan genkendes som sande eller falske, men hvad med resten, er de fiktive, falske eller sande?
[bemærk skellet mellem fiktiv og falsk. Et fiktivt faktum er f.eks. en fiktiv persons alder, faktummet er inden for rammerne af fiktionen sandt (således findes også fiktive falsummer, hvis f.eks. en fiktiv person lyver om sin alder), hvorimod de falske og sande fakta henholder sig til læserens virkelig, f.eks. eksisterer byen Rom, paven har sin residens der, men paven er ikke af hunkøn.]
Ofte for at acceptere en fortællings fiktive rammer må den kritiske sans eller bare fornuften slås fra – suspension of disbelief i engelske termer – og modtageren af fortællingen er villig til at godtage de fiktive ting, der udspiller sig inden for de vedtagne rammer. Bryder fortælleren de vedtagne rammer eller accepterer modtageren dem ikke, så høres ofte udtrykket: ”Det er jo urealistisk!” Hvilket selvfølgelig er et kuriøst udsagn i f.eks. fortællinger som Star Wars, men også her kan de vedtagne rammer brydes.
Men hvis nu at læseren godtager fortællingens ramme, så godtager læseren så også de udsagn, der kommer i fortællingen og her vil jeg beskæftiger mig med to af de typer udsagn: Fortællerens udsagn og de fiktive personers udsagn.
Hvis fortælleren, den alvidende fortæller vel at mærke, fortæller at det regner (i fortællingen), så er det sandt, hvis huset er rødt er det sandt. Fortælleren er vores guide til det rum, hvori fortællingen udspiller sig. Men hvad nu hvis fortælleren fortæller noget om læserens verden? Hvis nu fortælleren fortæller, at Dannebrog er grønt og blåt, så kan læseren se, at enten er her en fejl eller også er her noget, som er alene gældende for den fiktive verden. Hvis nu det er et faktum, som læseren ikke kender til i forvejen, men som lyder plausibelt, hvor kritisk er læseren så over for et sådant faktum?
Hvis en fiktiv person kommer med et udsagn, så ved læseren at udsagnet er af en subjektiv karakter, der er rettet mod andre fiktive personer. Hvis personen er en skurk, kan det betragtes som værende en løgn, det som personen fortæller – et løgn henvendt mod andre fiktive personer og som de måske tror på, måske ikke gør. Læseren har typisk en anden position i forhold til udsagnet – kan gennemskue løgnen – men lever sig ofte ind i fortællingen (suspension of disbelief) og føler en vis sympati med den helt, der er blevet såret af skurkens løgnagtige udsagn, og en vis antipati mod den løgnagtige skurk. Men hvis nu personen er en professor, som fortællingen etablerer som værende både meget vidende og som talende sandt, og denne professor udtaler fakta, som også hidrører læserens verden, vil netop da plausible udsagn ikke forekomme meget mere overbevisende, idet at læseren har sat sin kritiske sans ud af kraft? Og hvis nu disse informationer er kommet gradvist gennem fortællingen, tilsyneladende en kæde af faktuelle, ’kausale’ udsagn, vil læseren da ikke føle, at han har været med til at afkode disse fakta, der er blevet præsenteret af en pålidelig autoritet?
Min påstand er, at suspension of disbelief i en fortælling åbner for at tvivlsomme eller falske fakta kan smugles ukritisk ud til læserne, almindeligvis fordi de præsenteres af noget, som læseren er kommet til at betragte som autoritet, og fordi mange af informationerne er kommet gradvist og kan synes at være opbygget som en kæde af kausale argumenter.
FSB og DVM udnytter, at læseren slår sin kritiske sans fra for at læse fortællingen, til at præsentere deres konspirationer/pseudohistorie, som læseren har sværere ved kritisk at afvise, hvis den kritiske sans samtidig skal være slået fra for at nyde historien.
21. juli 2005
Dark Crystal - en optakt til Star Wars
Lidt mere sjov og ballade med spøjse film. Igen en brainstorming.
I Dark Crystal er verden ufuldkommen, krystallen er itu.
Der er her to ordner af mænd. De onde, som er grimme og hierarkisk opbyggede, og de gode, som er viise og har et broderskab, hvor de alle er lige.
Broderskabet adopterer en gelfling, som er profeteret til at bringe balance i verden. Han bliver oplært i videnskaber af blandet karakter.
Gelflingen bliver sendt ud i verden for at bringe orden. Her møder han en kvindelig Gelfling, adopteret af stor familie og hun har et 'monster'-kældyr. De to små Gelflings finder sammen, og de kan nu bekæmpe det onde.
Det vil sige, de får genskabt krystallen og de gode og de onde væsner indtræder i en syntese og kan nu forlade verden og efterlade Sandhedens Krystal.
Igen har vi to ordner af mænd, her er de lige store og deres antal er en spejling af hinanden. Tydeligvis samme temaer som i Star Wars.
Lidt flere ord om Star Wars konflikten:
I Star Wars skaber det onde Anakin, men han bliver opdraget af det gode og er den syntese, der skal skabe balance mellem de to krafter gennem skabelsen af søskende parret.
Det onde frygter døden og undgår den via udødelighed og arvinger, mens det gode ikke frygter døden, fordi de lever videre i ånden, og derfor har de ikke brug for arvinger.
I Dark Crystal er verden ufuldkommen, krystallen er itu.
Der er her to ordner af mænd. De onde, som er grimme og hierarkisk opbyggede, og de gode, som er viise og har et broderskab, hvor de alle er lige.
Broderskabet adopterer en gelfling, som er profeteret til at bringe balance i verden. Han bliver oplært i videnskaber af blandet karakter.
Gelflingen bliver sendt ud i verden for at bringe orden. Her møder han en kvindelig Gelfling, adopteret af stor familie og hun har et 'monster'-kældyr. De to små Gelflings finder sammen, og de kan nu bekæmpe det onde.
Det vil sige, de får genskabt krystallen og de gode og de onde væsner indtræder i en syntese og kan nu forlade verden og efterlade Sandhedens Krystal.
Igen har vi to ordner af mænd, her er de lige store og deres antal er en spejling af hinanden. Tydeligvis samme temaer som i Star Wars.
Lidt flere ord om Star Wars konflikten:
I Star Wars skaber det onde Anakin, men han bliver opdraget af det gode og er den syntese, der skal skabe balance mellem de to krafter gennem skabelsen af søskende parret.
Det onde frygter døden og undgår den via udødelighed og arvinger, mens det gode ikke frygter døden, fordi de lever videre i ånden, og derfor har de ikke brug for arvinger.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
