Max Payne er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når flere forskellige narrrativer rodes sammen.
Visuelt er filmen en blanding af The Crow og Constantine. Lyskontraster spiller en stor rolle, og på den ene side har vi en smuldrende verden, hvor gløder fyger gennem verden, og hvor sorte flagrende engle hvirvler omrking. Det lignende meget helvede fra Constatine, og det er det muligvis også. Det varme lysskær signalerer det trykke efterliv i kernefamiliens skød, mens lyset i hverdagen er koldt og blåhvidt. Vejret spiller også en stor rolle, det sner næsten konstant, pånær to scener, hvor der dialog ved en bil, hvor regnen vælter ned. Kun ved elitens kontorer på toppen af skyskabrere, hvor bagmanden bor, der er snefrit.
På et plan låner Max Payne en lang stribe eleementer fra Den Døde Hævner narrativet, som vi kender den fra Robocop, Crow og Dark Man. Svagheden er, at filmen gør det inkonsekvent, da den iblander et andet narrativ. Det betyder blandt andet, at heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner sker alt for sent. Filmen indledes med heltens død, men springer nu tilbage i tid, og i stedet for at følge hans hævntogt, så følger vi tiden hen til dødsfaldet. Med andre ord hvor de tre andre hævner-film mere eller mindre indledes med heltens død, og vi derefter følger hans hævntogt, så anbringes dødsfaldet og hævntogtet i filmens sidste 10-15 minutter. Problemet er, at tiden op til dødsfaldet er kedeligt, historien er simpelthen ikke væsentligt nok, og derfor foirsøger man at flette et andet narrativ ind for at rette op på dette (mere om det for neden).
Der er mange andre ligheder. Helten akkompagneres af en ung pige, men fristes til at sige, at det er pigen fra The Crow, der nu er vokset op. Hendes mor er denne gang hendes søster, men hun er fortsat en falden pige, og hun bliver myrdet denne gang i en dårlig undskyldning for at skabe spænding og mystik. Den sorte betjent fra The Crow, der er lokal politichef i Robocop er denne gang Internal affairs, men han er lige så impotent som altid. Hans rolle er at iagtage den hævnende helt fra sidelinjen, og derefter rydde op efter ham ved filmens slutning.
Bagmanden har igen direkte forbindelser til den psykopatiske bandeleder, men banden af originaler er kraftigt underspillet, og idet hævndelen af historien er flyttet til slutningen af historien, blev den psykopatiske bandeleder dræbt af bagmanden i stedet for af helten, og banden forsvinder ud af historien på et ligegyldigt sidespor.
Heltens elskede er død som altid, og vi får en tur gennem 'mindepaladset', når helten besøger ruinerne af sit hjem, hvor vi krydsklipper hændelsen, hvor hun døde, og han næsten omkom.
Når det gælder heltens død og genopstandelse som overnaturlig hævner, bliver der rod i fortællingen. Filmen vil gerne have det overnaturlige til at være noget, der måske sker, måske bare er hallucinationer, og da det overnaturlige anbringes i "måske"-grænselandet, kan helten ikke blive ægte overnaturlig. Han kan derfor ikke blive den rendyrkede gengangende hævner, og historien er noget svag på dette område. Helten har derfor først en pseudo-død i fabrikken, hvor det magiske narko skabes - her er der et overnaturligt stunt sat i en sammenhæng med flasker med blå væske, som eksploderer i massevis. En slags død i et laboratorium. Det bliver dog ikke til noget, og helten slås ned og tages til fange, men undslipper, kaster sig i havnen og drukner. Herfra genopstår han, kravler i land, og indtager det magiske narko, der transformerer ham. Helten dør således to-tre gange i denne sekvens i filmen.
I slutningen af filmen, får helten fældet bagmanden, og det bliver endelig daggry, og lyset skifter fra det kolde skær til det varme efterlivs lysskær. Bagmanden er død, politiet dukker op, rydder op, og der er rulletekster. Derefter kommer man vist i tanke om, at den egentlige bagmand stadig er urørt, og der er derfor en scene, hvor hævneren mødes med pigen på en bar, hvor de konstaterer, at filmens egentlige bagmand stadig er fri. En toer er begrundet.
Det andet narrativ, der er i filmen, er "Vietnam-veteraner var testsubjekter for hærens hemmelige narko, og de lever nu i et grænseland mellem liv og død". Ganske vist er det ikke Vietnam-veteraner i Max Payne, med VV'erne udgør grundfortællingen ikke desto mindre. Denne fortælling er allerede blevet håndteret på excellent vis i Jacob's Ladder og i en episode af X-files. Samme historie forsøges klemt ind i Max Payne for at begunde ventetiden på heltens død og genopståen. At klemme det ekstra narrativ ind, giver i dette tilfælde snarere to halve historier, som der ikke er plads til at udforske ordentligt.
Det overnaturlige har også sine vanskeligheder i filmen. Vietnam-veteran-motivet skaber en fortælling, hvor overnaturligt stærke eller søvnfri soldater plages af hallucinationer. Det motiv trækkes ind i Den døde hævner fortællingen, hvorfor han ikke kan være ægte død, da den anden fortællings ramme er, at det overnaturlige alene er illusorisk. Værre bliver det, at filmfolkene har forelsket sig i de overnaturlige væsner, og det betyder, at de i første del af filmen faktisk findes, og at de i den anden halvdel transformeres til illusioner. Samme fodfejl findes i Røde floder 2, hvor munkene i første del af filmen er tydeligt overnaturlige væsner, mens de i den anden halvdel er mennesker. Det forsøges typisk begrundet i, at når vi først ved, hvad det overnaturlige er, så mister det sin farlighed. Når illusionen gennemskues, mister det sin styrke. En fortælling, der synes overvintret fra de kristne helgenlevneder om, hvorledes at djævelens værk alene er illusorisk, og at den gode kristne kan gennemskue det, fordrive det onde og omvende hedningene. Det sidste element er naturligvis borte nu, i stedet redder helten evt. heltinden.
16. juni 2009
1. juni 2009
Facebookforskere
I min entre har nu ligget et eksemplar af Søndagsavisen et stykke tid og fra dets forside har en ung mand kigget op på mig akkompagneret af overskriften "Mænd gider ikke Facebook". Normalt læser jeg aldrig Søndagsavisen. Jeg har rigeligt med andre aviser og nyhedskilder, men jeg lod mig lokke af overskriften til at læse artiklen.
Mage til idioti.
Avisen har fået Interresearch til at lave en undersøgelse af folks forbrug af Facebook. Der er ikke angivet, hvor mange eller hvorledes de er blevet interviewet, så allerede her er tallene i undersøgelsen meget lidt værd, og de tal, der kommer frem, er følgende:
26% af mændene er holdt op med at føje nye venner til
19% af kvinderne ditto
- Af dette konkluderer man, at mænd er begyndt at holde op med at bruge Facebook - men tallene siger jo intet, om der er sket en udvikling. Det er ikke en udvikling, at der er forskel på mænds og kvinders forbrug, og så stor er den forskel jo heller ikke. Omvendt er det 74% af mændene og 81% af kvinderne stadig aktive.
Det andet tal er lidt mere interessant, men stadig lige intetsigende: 40% af kvinderne logger på mindst en gang om dagen, 27% af mændene ditto.
På dette grundlag har man bedt "eksperter" om at udtale sig:
"Kønsforskeren" fortæller os, at mænd har en mere rationel kommunikationsform, og at der skal komme noget ud af det, og at facebook ligger op til kvindelige interesser
... Men nu er der jo faktisk meget store mængder af mænd, der bruger facebook, så mere værd er det udsagn altså heller ikke.
"Fremtidsforskeren" - Mænd er målrettede og skal have noget ud af facebook, de er ikke derinde for at sladre, som kvinderne er det.
... ja altså, bortset fra alle de mænd, der faktisk er inde og bruge facebook. Husk at tallene i artikelen kun siger, at lidt færre mænd end kvinder føjer nye venner til, og at kvinder logger sig oftere på.
"Hjerneforskeren" - fortæller os, at Facebook i virkeligheden er bedrag, og at vi ikke kan få rigtige venner og partnere derinde. Da mænd er mere gevinstorientere, så holder de hurtigere op med at bruge falske facebook.
... så hvis du har fundet en partner eller venner på facebook, så husk på, at det er en illusorisk løgn. Og hvis du nu i virkeligheden bruger facebook til andet, nåh ja, så er vores hjerneforsker vist lidt for fokuseret på en gang naiv biologisk reduktionisme, der taler direkte imod brugernes erfaringer.
"Psykologen" - mænd snakker ikke følelser i deres statusopdates, det er for utrygt, og da mænd ikke kan multitakse, så kan de ikke opdatere deres profil, mens de er på arbejde eller laver andre ting.
... så når dine mandlige venner laver statusopdateres, der fortæller om, hvad de nu laver, så gør de det slet ikke, fordi de kan ikke multitaske. Du har for resten heller ikke nogen mandlige venner på Twitter af samme grund ...
Og så siger det jo for resten intet om brugen af facebook, så hvad det er psykologen har svaret på, så har det ikke med artiklens undersøgelse at gøre.
"Kommunikationseksperten" - Mænd er teknologiglade, så når de ikke er facebook, er det fordi de er rykket videre til andre, nyere sociale services.
... Så bortset fra, at kvinder er bagud på moden, så kan det forklare, hvorfor nogen ikke længere bruger facebook - nemlig den simple grund, at interessen er gået i sig selv igen. I det mindste siger konsulenten ikke mere, end at det lyder rimeligt.
Men for pokker en gang meningsløst sludder for en sladder fra folk, der beklæder sig med titler, og som skal forestille at have tilegnet sig en uddannelse. Til syneladende hindrer det ikke idiotiske udtalelser på et ligegyldigt grundlag om ingen ting. Men til gengæld er kønsbilledet ved at være fuldstændigt stivnet i en gang biologisk reduktionisme.
Jeg håber meget, at det er journalisterne, som er nogle kvajemikler, og har misrepræsenteret en hel masse ting.
Mage til idioti.
Avisen har fået Interresearch til at lave en undersøgelse af folks forbrug af Facebook. Der er ikke angivet, hvor mange eller hvorledes de er blevet interviewet, så allerede her er tallene i undersøgelsen meget lidt værd, og de tal, der kommer frem, er følgende:
26% af mændene er holdt op med at føje nye venner til
19% af kvinderne ditto
- Af dette konkluderer man, at mænd er begyndt at holde op med at bruge Facebook - men tallene siger jo intet, om der er sket en udvikling. Det er ikke en udvikling, at der er forskel på mænds og kvinders forbrug, og så stor er den forskel jo heller ikke. Omvendt er det 74% af mændene og 81% af kvinderne stadig aktive.
Det andet tal er lidt mere interessant, men stadig lige intetsigende: 40% af kvinderne logger på mindst en gang om dagen, 27% af mændene ditto.
På dette grundlag har man bedt "eksperter" om at udtale sig:
"Kønsforskeren" fortæller os, at mænd har en mere rationel kommunikationsform, og at der skal komme noget ud af det, og at facebook ligger op til kvindelige interesser
... Men nu er der jo faktisk meget store mængder af mænd, der bruger facebook, så mere værd er det udsagn altså heller ikke.
"Fremtidsforskeren" - Mænd er målrettede og skal have noget ud af facebook, de er ikke derinde for at sladre, som kvinderne er det.
... ja altså, bortset fra alle de mænd, der faktisk er inde og bruge facebook. Husk at tallene i artikelen kun siger, at lidt færre mænd end kvinder føjer nye venner til, og at kvinder logger sig oftere på.
"Hjerneforskeren" - fortæller os, at Facebook i virkeligheden er bedrag, og at vi ikke kan få rigtige venner og partnere derinde. Da mænd er mere gevinstorientere, så holder de hurtigere op med at bruge falske facebook.
... så hvis du har fundet en partner eller venner på facebook, så husk på, at det er en illusorisk løgn. Og hvis du nu i virkeligheden bruger facebook til andet, nåh ja, så er vores hjerneforsker vist lidt for fokuseret på en gang naiv biologisk reduktionisme, der taler direkte imod brugernes erfaringer.
"Psykologen" - mænd snakker ikke følelser i deres statusopdates, det er for utrygt, og da mænd ikke kan multitakse, så kan de ikke opdatere deres profil, mens de er på arbejde eller laver andre ting.
... så når dine mandlige venner laver statusopdateres, der fortæller om, hvad de nu laver, så gør de det slet ikke, fordi de kan ikke multitaske. Du har for resten heller ikke nogen mandlige venner på Twitter af samme grund ...
Og så siger det jo for resten intet om brugen af facebook, så hvad det er psykologen har svaret på, så har det ikke med artiklens undersøgelse at gøre.
"Kommunikationseksperten" - Mænd er teknologiglade, så når de ikke er facebook, er det fordi de er rykket videre til andre, nyere sociale services.
... Så bortset fra, at kvinder er bagud på moden, så kan det forklare, hvorfor nogen ikke længere bruger facebook - nemlig den simple grund, at interessen er gået i sig selv igen. I det mindste siger konsulenten ikke mere, end at det lyder rimeligt.
Men for pokker en gang meningsløst sludder for en sladder fra folk, der beklæder sig med titler, og som skal forestille at have tilegnet sig en uddannelse. Til syneladende hindrer det ikke idiotiske udtalelser på et ligegyldigt grundlag om ingen ting. Men til gengæld er kønsbilledet ved at være fuldstændigt stivnet i en gang biologisk reduktionisme.
Jeg håber meget, at det er journalisterne, som er nogle kvajemikler, og har misrepræsenteret en hel masse ting.
23. maj 2009
Highlander - der kan kun være en en gang til
En film, som jeg har en særlig forkærlighed for, er Highlander. Et koncept som filmindustrien hurtigt konstaterede, at jeg ikke var ene om at have, og der er derfor lavet fire efterfølgere, to tv-serier, en animeret serie og en animeret film, foruden rygter om et remake af den første film. Det er interessant for en film, der handler om, at der kun kan være en, og filmen handler om den enes tilbliven.
Da den første film kom i biografen, var den ingen succes, og man valgte derfor ikke at udgive Queens musik til filmen som et soundtrack. I stedet kom A Kind of Magic-albummet med sangene fra filmen samt diverse andet og først mange år senere blev scoren udgivet på et album med musikken fra de tre første Highlander-film.
Men nu til filmene. Først vil jeg gennemgå Highlander, som trods alt er en kærlighedsfilm, og derefter vil jeg forklare, hvorfor de andre film er slået fejl, selvom producenterne i det senere materiale var kloge nok til at udvikle en ny kosmologi til serien.
Highlander
Filmen handler, hvorledes det bånd, der er mellem mennesker, gør os stærkere, og om hvorledes et sådan bånd af kærlighed er stærkere end det stærkeste had. Alene er vi ikke så stærke som dem, der har et had til deres medmennesker, men sammen i vores kærlighed er vi stærkere, end dem, der hader.
Dette er essentielt set handlingen i filmen, og det er det tema, som helte og skurke bliver ved med at vende tilbage til i filmen, selvom rammen er denne evige strid mellem De udødelige*, indtil der kun er en tilbage, og de højere magter tildeler denne Prisen**.
Vores helt, Connor McLeod, bliver stadigt stærkere filmen igennem, som hans bånd til andre styrkes, og dette eksemplificeres undervejs i filmen af hans læremester. Første gang Connor skal i kamp, har han en upålidelig ungdomsforelskelse, der mestendels er kødelig, og dette svage bånd er nok til, at holde ham i live, da han stikkes ned af The Kurgan***. Siden følger vi hans kærlighedsliv. De unge år med en pige på et landbrug, hvor hun langsomt ældes, men hvor de lever lykkeligt sammen. Siden ser vi ham i moderne tid, hvor han redder en lille pige fra nazisterne, og hun bliver hans sekretær, og til sidst møder han sin moderne kærlighed, og sammen besejrer de skurken. Pointen er, at des mere han elsker pigen til sidst i filmen, des stærkere er hans evne til at besejre The Kurgan, og sejren kommer i kraft af deres samspil. Det væsentlige er, at de afgørende øjeblikke i kampen er sammenhængende med deres bånd eller samspil.
Ramirez er i den sammenhæng vigtig for forståelse af kosmologien. Han oplærer Connor i at hele sit legeme ved at være et med naturen, at kunne mærke dens pulsslag, og han fortæller Connor om spillereglerne, om at der er en kamp, som de kæmper indtil der er en tilbage, og at man ikke kæmper på hellig grund****. Samværet med naturen omkring sig, giver livet til helten, efter at han er blevet dødeligt såret, og indtil dette sker, er han ikke i stand til at blive rigtig rask. Jordisk medicin eller tidens gang spiller ingen rolle. Det er relationen, som er det afgørende.
Ramirez har et andet særtræk. Manden er ældgammel, og han har været gift mange gange. Det karakteristiske ved ham er, at de historier, som han fortæller, alle handler om de kvinder, som han har elsket. Det er aldrig røverhistorier fra et tusindår gammelt liv, men derimod udelukkende historier om kærlighed - men nu er han blevet gammel, og han har mistet troen på kærligheden, han ligefrem fraråder Connor at elske, da tabet er uundgåeligt, og derfor vil der altid følge smerten. Er det bedre at have levet uden at elske, eller at have elsket og mistet?
Dette tab af kærlighed før, at Ramirez er ude af stand til at kappe hovedet af The Kurgan. Han er skurken overlegen i kamp, men hans manglende kærlighed gør ham impotent, og The Kurgan kan derfor ikke dræbes, selvom han rammer hans hals.
Kærlighedsapsektet er også centralt for, hvorfor helten kan vinde over skurken. Ramirez fortæller Connor, at The Kurgan er den stærkeste af De udødelige, og at han repræsenterer hadet til andre. Det er også korrekt, at han er den stærkeste, og at Connor ikke kan matche ham på den rå styke, og det er her vi genfinder filmens pointe: Båndet mellem mennesker gør os stærke, men prisen er, at vi må vove at miste. Derfor er det kærligheden, som sejrer til sidst.
Vi opsummerer:
Blevet mistrøstig (uden kærlighed) - kan ikke kappe hovedet af The Kurgan
Højlænderpigen (kødelig lyst) - stikkes ned af The Kurgan
Mødes med Rachel (indledende interesse) - holder The Kurgan stangen
Elsker Rachel (kærlighed) - besejrer The Kurgan
Pulsslaget - kan sanse livet omkring sig, er et med naturen
Prisen (kærlighed til alt) - kan sanse alle mennesker, er et med menneskeheden
*) Dette burde egentlig være filmenes og seriernes titel. Highlander referer kun til hovedpersonens ophav, og det er derfor misvisende, at han har udødelige klanbrødre, men da filmen blev lanceret under denne titel, så er det blevet hængende.
**) Som vi får en lidt vag beskrivelse af til sidst i den første film, men som siden er blevet underkendt i alle de efterfølgende produkter, og er mere eller mindre uden betydning.
***) Han er opkaldt ikke efter den historiske kultur, det nomadefolk fra den russiske slette, hvor han kommer fra, men efter den arkæologiske betegnelse fra for kulturens gravhøje. En kurgan er en gravhøj, og at betegne manden derefter, er lidt det samme som at kalde f.eks. for "Ertebølle". Måske er han sarmater eller skyter, måske af en helt tredje kultur, men han er i alle fald et par årtusinder gammel.
****) Dette forklares aldrig i filmen, og nogle af efterfølgender prøver at vise hvorfor man ikke gør det. Det spændende ved Highlander er, at den, der understreger vigtigheden af reglen, er skurken. Det er The Kurgan, der minder Connor om, at man ikke slås på hellig grund - men man behøver ikke respektere religonen på den hellige jord - hvilket giver et perspektiv på De udødelige. Der er større ting i denne verden end dem, ting som selv den stærkeste udødelige ikke går op imod.
Og nu kort om de andre film
TO'eren er bare sær, og den er lavet i en Renegade-version, da instruktøren ikke følte, at hans vision kom passende til ære. Basalt set er det plottet fra en cyberpunk-film mashed med en space opera, hvori Connor og Ramirez er blevet sat ind som heltene. Filmen lader generelt hånt om den første film. Connor har levet og er ældet, da han har vundet Prisen - som her ikke gør meget andet, end den lader ham være dødelig, og dette ophører, når der dukker nye aktører op. Han og Ramirez er åbenbart taberne i et oprør på en fjern planet, og som straf er de og deres medlemmer blevet reinkarneret på jorden, hvor de skal slås til, der er en tilbage. Uheldigvis stoler deres gamle arvefjende ikke på fornuften i denne praksis, og han drager til jorden for en gang for alle at rydde ud i sine fjender. Imens har man bygget et skjold over jorden for at beskytte mod solens farlige stråler. Nu lever alle i en skyggetilværelse og betaler store summer til Selskabet for at opretholde skjoldet, og ingen ved, at atmosfæren er i orden igen, og der er derfor ikke brug for skjoldet længere.
Filmens lader generelt hånt om kosmologien i den første film, og den er generelt ignoreret af samme grund. Renegade-versionen skulle efter sigende rette op på noget af dette, blandt andet ved at gøre ideen om det interplanetariske til noget, som skete i jordens fortid i stedet for. Det hjælper lidt på det, da det bedrer inkorporerer ideen om Prisen osv., men det er alt i alt en tabt sag.
TRE'eren er et remake af et'eren. En japansk troldmand er blevet overset, da han blev begravet levende på hellig grund. Så gentager vi et'eren med nogle væsentlige forskelle. Connors elskede fra et'eren er død - hun døde allerede i forhistorien til 2'eren, og handlingen i to'eren har aldrig fundet sted, og han har adopteret en dreng, som nu bliver udsat for mange af de ting, som Connors kæreste i et'eren blev udsat for. En lille detaljer er, at man vender tilbage til forbudet mod at kæmpe på hellig grund, og skurken angriber Connor på hellig grund, hvorfor en vældig kraft kommer over stedet, og alt begynder at skælve - den fine måde, det blev håndteret i et'eren på, er borte, og vi bliver nu udsat for en fremvisning af konsekvenserne, omend kun en hentydning.
Hele konceptet med, at det er kærlighed og båndet til andre, som er det afgørende for at helten kan vinde, er borte, og derfor er heltens sejr over skurken uden betydning og uden relevans. Filmen halter rent faktisk her, da den har svært ved at forklare, hvorfor helten vinder kampen.
FIRE'eren og FEM'eren bygger på den kosmologi, der blev udviklet i tv-serierne. Den er nu blevet vampyrificeret/buffyificeret på den måde, at der er de udødelige, og der er mange af dem, og de tre først film har egentlig ikke fundet sted, og Connor er det meste af tiden erstattet af sin fætter Duncan, og der er et hemmligt råd af Vogtere, som holder øje med de udødelige, og der er en sammensværgelse af Jægere, som prøver at udrydde De udødelige. Vi er i en hemmelig verden af selvskaber, der varetager ældgamle traditioner etc.
FIRE'eren er Christoffer Lamberts endelige farvel til Highlander-produkterne. Nu gider han forståeligt nok ikke mere. Hans karakter hives ud af skabet, og sammen med sin broder skal han bekæmpe den store onde. Den store onde har snydt blandt andet ved ikke at kæmpe en til en, men ved at overfalde andre udødelige, og han har nu akkummuleret en masse 'energi', så han er den stærkeste, og kun ved at akkumulere energien i Connor og Duncan kan de besejre skurken. Connor ofrer derfor sit liv.
Der er sket en meget central ændring i hele kosmologien. Hvor det i ET'eren er uklart, hvorfra de udødelige kommer, så er noget af deres tilblivelse 'vampyrificeret', idet at dræber man voldeligt en særligt udvalg person, vågner denne som Udødelig. En anden ting er, at nu gælder det både mænd og kvinder. Udødelige af begge køn findes. Overordnet set har man droppet hele kosmologien, der var i ET'eren, som blev ignoreret i TO'eren og TRE'eren og har erstattet den med seriens kosmologi i stedet for. Dette fortsætter man så med i FEM'eren, som jeg i skrivende stund ikke har set. En gennemlæsning af den på IMDB gjorde den heller ikke interessant.
TO'eren fejlede ved simpelthen at ignorere ET'eren, TRE'eren fejlede ved at genskabe handlingen i ET'eren men uden indholdet. Filmen er derofr hul og uinteressant. FIRE'eren og FEM'eren har forkastet hele ET'eren kosmologi og læst en anden ind i den. De har ændret tematikken til at handle om byrden om at være udødelig og de har trukket mange elementer fra de moderne vampyr-fortællinger, som Anne Rice m.fl. har skabt. FIRE'eren og FEM'eren fejler generelt ved ikke at komme med en interessant erstatning for den kosmologi, som de fjernede. De kunne have holdt sig til vampyrer, og ingen ville have bemærket noget.
There Should Have Been Only One.
Da den første film kom i biografen, var den ingen succes, og man valgte derfor ikke at udgive Queens musik til filmen som et soundtrack. I stedet kom A Kind of Magic-albummet med sangene fra filmen samt diverse andet og først mange år senere blev scoren udgivet på et album med musikken fra de tre første Highlander-film.
Men nu til filmene. Først vil jeg gennemgå Highlander, som trods alt er en kærlighedsfilm, og derefter vil jeg forklare, hvorfor de andre film er slået fejl, selvom producenterne i det senere materiale var kloge nok til at udvikle en ny kosmologi til serien.
Highlander
Filmen handler, hvorledes det bånd, der er mellem mennesker, gør os stærkere, og om hvorledes et sådan bånd af kærlighed er stærkere end det stærkeste had. Alene er vi ikke så stærke som dem, der har et had til deres medmennesker, men sammen i vores kærlighed er vi stærkere, end dem, der hader.
Dette er essentielt set handlingen i filmen, og det er det tema, som helte og skurke bliver ved med at vende tilbage til i filmen, selvom rammen er denne evige strid mellem De udødelige*, indtil der kun er en tilbage, og de højere magter tildeler denne Prisen**.
Vores helt, Connor McLeod, bliver stadigt stærkere filmen igennem, som hans bånd til andre styrkes, og dette eksemplificeres undervejs i filmen af hans læremester. Første gang Connor skal i kamp, har han en upålidelig ungdomsforelskelse, der mestendels er kødelig, og dette svage bånd er nok til, at holde ham i live, da han stikkes ned af The Kurgan***. Siden følger vi hans kærlighedsliv. De unge år med en pige på et landbrug, hvor hun langsomt ældes, men hvor de lever lykkeligt sammen. Siden ser vi ham i moderne tid, hvor han redder en lille pige fra nazisterne, og hun bliver hans sekretær, og til sidst møder han sin moderne kærlighed, og sammen besejrer de skurken. Pointen er, at des mere han elsker pigen til sidst i filmen, des stærkere er hans evne til at besejre The Kurgan, og sejren kommer i kraft af deres samspil. Det væsentlige er, at de afgørende øjeblikke i kampen er sammenhængende med deres bånd eller samspil.
Ramirez er i den sammenhæng vigtig for forståelse af kosmologien. Han oplærer Connor i at hele sit legeme ved at være et med naturen, at kunne mærke dens pulsslag, og han fortæller Connor om spillereglerne, om at der er en kamp, som de kæmper indtil der er en tilbage, og at man ikke kæmper på hellig grund****. Samværet med naturen omkring sig, giver livet til helten, efter at han er blevet dødeligt såret, og indtil dette sker, er han ikke i stand til at blive rigtig rask. Jordisk medicin eller tidens gang spiller ingen rolle. Det er relationen, som er det afgørende.
Ramirez har et andet særtræk. Manden er ældgammel, og han har været gift mange gange. Det karakteristiske ved ham er, at de historier, som han fortæller, alle handler om de kvinder, som han har elsket. Det er aldrig røverhistorier fra et tusindår gammelt liv, men derimod udelukkende historier om kærlighed - men nu er han blevet gammel, og han har mistet troen på kærligheden, han ligefrem fraråder Connor at elske, da tabet er uundgåeligt, og derfor vil der altid følge smerten. Er det bedre at have levet uden at elske, eller at have elsket og mistet?
Dette tab af kærlighed før, at Ramirez er ude af stand til at kappe hovedet af The Kurgan. Han er skurken overlegen i kamp, men hans manglende kærlighed gør ham impotent, og The Kurgan kan derfor ikke dræbes, selvom han rammer hans hals.
Kærlighedsapsektet er også centralt for, hvorfor helten kan vinde over skurken. Ramirez fortæller Connor, at The Kurgan er den stærkeste af De udødelige, og at han repræsenterer hadet til andre. Det er også korrekt, at han er den stærkeste, og at Connor ikke kan matche ham på den rå styke, og det er her vi genfinder filmens pointe: Båndet mellem mennesker gør os stærke, men prisen er, at vi må vove at miste. Derfor er det kærligheden, som sejrer til sidst.
Vi opsummerer:
Blevet mistrøstig (uden kærlighed) - kan ikke kappe hovedet af The Kurgan
Højlænderpigen (kødelig lyst) - stikkes ned af The Kurgan
Mødes med Rachel (indledende interesse) - holder The Kurgan stangen
Elsker Rachel (kærlighed) - besejrer The Kurgan
Pulsslaget - kan sanse livet omkring sig, er et med naturen
Prisen (kærlighed til alt) - kan sanse alle mennesker, er et med menneskeheden
*) Dette burde egentlig være filmenes og seriernes titel. Highlander referer kun til hovedpersonens ophav, og det er derfor misvisende, at han har udødelige klanbrødre, men da filmen blev lanceret under denne titel, så er det blevet hængende.
**) Som vi får en lidt vag beskrivelse af til sidst i den første film, men som siden er blevet underkendt i alle de efterfølgende produkter, og er mere eller mindre uden betydning.
***) Han er opkaldt ikke efter den historiske kultur, det nomadefolk fra den russiske slette, hvor han kommer fra, men efter den arkæologiske betegnelse fra for kulturens gravhøje. En kurgan er en gravhøj, og at betegne manden derefter, er lidt det samme som at kalde f.eks. for "Ertebølle". Måske er han sarmater eller skyter, måske af en helt tredje kultur, men han er i alle fald et par årtusinder gammel.
****) Dette forklares aldrig i filmen, og nogle af efterfølgender prøver at vise hvorfor man ikke gør det. Det spændende ved Highlander er, at den, der understreger vigtigheden af reglen, er skurken. Det er The Kurgan, der minder Connor om, at man ikke slås på hellig grund - men man behøver ikke respektere religonen på den hellige jord - hvilket giver et perspektiv på De udødelige. Der er større ting i denne verden end dem, ting som selv den stærkeste udødelige ikke går op imod.
Og nu kort om de andre film
TO'eren er bare sær, og den er lavet i en Renegade-version, da instruktøren ikke følte, at hans vision kom passende til ære. Basalt set er det plottet fra en cyberpunk-film mashed med en space opera, hvori Connor og Ramirez er blevet sat ind som heltene. Filmen lader generelt hånt om den første film. Connor har levet og er ældet, da han har vundet Prisen - som her ikke gør meget andet, end den lader ham være dødelig, og dette ophører, når der dukker nye aktører op. Han og Ramirez er åbenbart taberne i et oprør på en fjern planet, og som straf er de og deres medlemmer blevet reinkarneret på jorden, hvor de skal slås til, der er en tilbage. Uheldigvis stoler deres gamle arvefjende ikke på fornuften i denne praksis, og han drager til jorden for en gang for alle at rydde ud i sine fjender. Imens har man bygget et skjold over jorden for at beskytte mod solens farlige stråler. Nu lever alle i en skyggetilværelse og betaler store summer til Selskabet for at opretholde skjoldet, og ingen ved, at atmosfæren er i orden igen, og der er derfor ikke brug for skjoldet længere.
Filmens lader generelt hånt om kosmologien i den første film, og den er generelt ignoreret af samme grund. Renegade-versionen skulle efter sigende rette op på noget af dette, blandt andet ved at gøre ideen om det interplanetariske til noget, som skete i jordens fortid i stedet for. Det hjælper lidt på det, da det bedrer inkorporerer ideen om Prisen osv., men det er alt i alt en tabt sag.
TRE'eren er et remake af et'eren. En japansk troldmand er blevet overset, da han blev begravet levende på hellig grund. Så gentager vi et'eren med nogle væsentlige forskelle. Connors elskede fra et'eren er død - hun døde allerede i forhistorien til 2'eren, og handlingen i to'eren har aldrig fundet sted, og han har adopteret en dreng, som nu bliver udsat for mange af de ting, som Connors kæreste i et'eren blev udsat for. En lille detaljer er, at man vender tilbage til forbudet mod at kæmpe på hellig grund, og skurken angriber Connor på hellig grund, hvorfor en vældig kraft kommer over stedet, og alt begynder at skælve - den fine måde, det blev håndteret i et'eren på, er borte, og vi bliver nu udsat for en fremvisning af konsekvenserne, omend kun en hentydning.
Hele konceptet med, at det er kærlighed og båndet til andre, som er det afgørende for at helten kan vinde, er borte, og derfor er heltens sejr over skurken uden betydning og uden relevans. Filmen halter rent faktisk her, da den har svært ved at forklare, hvorfor helten vinder kampen.
FIRE'eren og FEM'eren bygger på den kosmologi, der blev udviklet i tv-serierne. Den er nu blevet vampyrificeret/buffyificeret på den måde, at der er de udødelige, og der er mange af dem, og de tre først film har egentlig ikke fundet sted, og Connor er det meste af tiden erstattet af sin fætter Duncan, og der er et hemmligt råd af Vogtere, som holder øje med de udødelige, og der er en sammensværgelse af Jægere, som prøver at udrydde De udødelige. Vi er i en hemmelig verden af selvskaber, der varetager ældgamle traditioner etc.
FIRE'eren er Christoffer Lamberts endelige farvel til Highlander-produkterne. Nu gider han forståeligt nok ikke mere. Hans karakter hives ud af skabet, og sammen med sin broder skal han bekæmpe den store onde. Den store onde har snydt blandt andet ved ikke at kæmpe en til en, men ved at overfalde andre udødelige, og han har nu akkummuleret en masse 'energi', så han er den stærkeste, og kun ved at akkumulere energien i Connor og Duncan kan de besejre skurken. Connor ofrer derfor sit liv.
Der er sket en meget central ændring i hele kosmologien. Hvor det i ET'eren er uklart, hvorfra de udødelige kommer, så er noget af deres tilblivelse 'vampyrificeret', idet at dræber man voldeligt en særligt udvalg person, vågner denne som Udødelig. En anden ting er, at nu gælder det både mænd og kvinder. Udødelige af begge køn findes. Overordnet set har man droppet hele kosmologien, der var i ET'eren, som blev ignoreret i TO'eren og TRE'eren og har erstattet den med seriens kosmologi i stedet for. Dette fortsætter man så med i FEM'eren, som jeg i skrivende stund ikke har set. En gennemlæsning af den på IMDB gjorde den heller ikke interessant.
TO'eren fejlede ved simpelthen at ignorere ET'eren, TRE'eren fejlede ved at genskabe handlingen i ET'eren men uden indholdet. Filmen er derofr hul og uinteressant. FIRE'eren og FEM'eren har forkastet hele ET'eren kosmologi og læst en anden ind i den. De har ændret tematikken til at handle om byrden om at være udødelig og de har trukket mange elementer fra de moderne vampyr-fortællinger, som Anne Rice m.fl. har skabt. FIRE'eren og FEM'eren fejler generelt ved ikke at komme med en interessant erstatning for den kosmologi, som de fjernede. De kunne have holdt sig til vampyrer, og ingen ville have bemærket noget.
There Should Have Been Only One.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
