Jeg har lige haft fornøjelsen af at se Resident Evil III - eller rettere zombie-udgaven af Mad Max III. Ikke helt skidt, ikke helt perfekt, men nu findes der tre Mad Max III-film: Den oprindelige Mad Max beyond Thunderdome, samt Waterworld og Resident Evil: Extinction.
I alle tre tilfælde følger vi en ensom omstrejfer, der ikke kan tilpasse sig de voksnes verden. De voksnes verden er karakteriseret ved vold og barbarisme, civilisationen er kollapset, og den enlige protagonist er den sidste repræsentant for den præ-apokalyptiske verden.
Ind i denne verden ankommer en gruppe børn eller unge, uskyldige mennesker. De er strandet og kan ikke finde ud igen. De er i fare, og det bliver protagonistens opgave at hjælpe dem ud, men vor protagonist er fremmedgjort, og derfor modvillig. Det er i selskabet med børnene, at han/hun indser, at hans opgave er at hjælpe børnene ud af denne verden. Selv kan vor protagonist aldrig rejse med dem, han/hun hører til i de voksnes verden, da vedkommende selv er voksen.
Vor helt bliver menneskeliggjort af selskabet med børnene, finder modet til at kæmpe videre, og sender derefter børnene videre Den anden verden, hvorfra de oprindeligt kommer.
I Mad Max III støder vor helt på en gruppe børn, der bor i skjul. De er ankommet med et fly, der skulle undsætte dem fra den apokalyptiske verden, men flyet styrtede og strandede dem. Vor helt hjælper børnene til at flyve bort i en voldsom sandstorm til en anden verden, men selv bliver han tilbage.
I Waterworld skal han undsætte vidunderbarnet, der bærer kortet til land på sig. Til sidst lykkes det dem at flyve gennem tætte tågebanker og på den måde stikke af. De ankommer til fastland, hvorefter at protagonisten er nødt til at gå sin vej - han hører ikke til her.
I Resident Evil III finder vor heltinde et skattekort, der fører til det paradisiske Alaska. Hun overlader skattekortet til den strandede konvoj, og hjælper dem til at stikke af i en helikopter, mens hun selv bliver tilbage for at bekæmpe den organisation, der var årsag til verdens undergang.
Og på falderebet nupper vi lige den tredje genindspilning af I am Legend (blandt andet filmatiseret under titlen Last Man on Earth), hvor hovedpersonen strejfer alene om i en postapokalyptisk verden, indtil han en dag møder nogle børn, som han redder ud af denne verden gennem en sort tunnel, mens han selv bliver tilbage og kæmper.
Altså en gruppe film, der alle bygger på en postapokalyptisk verden, hvor de voksne er gået amok, og hvor vor helt er civilisationens sidste forkæmper, og hans opgave er modvilligt at undsætte de strandede børn, mens han selv bliver tilbage og kæmper. Til gengæld optjener han en menneskeligheden og styrken til at kæmpe for en bedre verden efter sit møde med børnene.
22. december 2007
Troløse kunder
Et udtryk, som jeg finder spas, er udtrykket "troløse kunder". Det dukker op i alskens historier om, hvor hårdt det er for denne og hin branche at agere på markedet, og det skyldes naturligvis, at kunderne er troløse.
Men hvorfor skal kunder være trofaste? Er det ikke naivt af et firma at antage, at kunderne er tro? Hvad gør firmaet for at holde kunderne tro?
Det er ikke min opgave, som bruger og forbruger at udvise loyalitet overfor sælger eller udbyder af et produkt. Derfor er jeg heller ikke troløs. Min opgave er at erhverve mig det bedste produkt, og når et firma ikke kan levere det for mig bedste produkt, så skifter jeg firma. Det er ikke mig, der er troløs. Det er firmaet, der er illoyalt.
Illoyalt?
Jeps. Firmaet har ikke kunne opretholde sin forpligtigelse til at levere det for mig bedste produkt. Jeg er blevet svigtet, og er derfor tvunget til at skifte produkt. Det er illoyalt ikke at kunne opretholde det for mig bedste produkt.
Jeg vælger derfor et andet produkt. Det er ikke troløst.
Men hvorfor skal kunder være trofaste? Er det ikke naivt af et firma at antage, at kunderne er tro? Hvad gør firmaet for at holde kunderne tro?
Det er ikke min opgave, som bruger og forbruger at udvise loyalitet overfor sælger eller udbyder af et produkt. Derfor er jeg heller ikke troløs. Min opgave er at erhverve mig det bedste produkt, og når et firma ikke kan levere det for mig bedste produkt, så skifter jeg firma. Det er ikke mig, der er troløs. Det er firmaet, der er illoyalt.
Illoyalt?
Jeps. Firmaet har ikke kunne opretholde sin forpligtigelse til at levere det for mig bedste produkt. Jeg er blevet svigtet, og er derfor tvunget til at skifte produkt. Det er illoyalt ikke at kunne opretholde det for mig bedste produkt.
Jeg vælger derfor et andet produkt. Det er ikke troløst.
31. oktober 2007
Kongeriget i eventyrland og Kongeriget i Himlen
Af ren nysgerrighed og en hvis forkærlighed for flotte historiske film, er jeg begyndt at se Kingdom of Heaven, der formår at kede mig nok til, at den ikke bliver set i et stræk. Faktisk måtte jeg holde tre længere pauser førend jeg nåede frem til filmens pause. Anden del har jeg slet ikke fået set.
(og et hurtigt indspark omkring historiske film, så er de lige så sjældne som gode science fiction film, suk).
Kingdom of Heaven viser sig lynhurtigt at være en eventyrfilm, og ikke en historisk film.
Den onde stedforælder og en far, der har været i elverland
Vor helt begynder i de almindelige dødeliges verden, hvor han er en "forældreløs" dreng, der plages af stedfortrædende voksne, indtil en dag da hans alderende fader dukker op. Han er ældgammel som en anden Rip van Winkel, hvilket skyldes, at han som ung mand drog ind i eventyrernes verden, og han ældedes først, da han forlod verdenen igen.
De to elvere
Den aldrende ridder medbringer to overnaturlige væsner fra Den Anden Verden - den hvide barbar og den sorte civiliserede - begge er de inverterede væsner, der bekræfter at farmand ridder har været i Den Anden Verden, og begge bliver de dræbt i Denne Verden, da de ikke hører til her. ved samme lejlighed gives farmand et banesår, da han traditionen tro skal dø som konsekvens af at være vendt tilbage til denne verden.
Et fortryllet sværd
Efter de er draget af sted, men før elverne er kradset af, foræres den unge mand det magiske sværdhug, og anvender han det, vil han altid vinde sine kampe. Da det ikke passer ind dette euhemeriserede eventyr at anvende magiske sværd, der altid dræber deres modstandere, så gives knægten i stedet et magisk sværdhug, der vinder alle kampe. Så hold sværdet i begge hænder højt over hovedet.
Overgangen til den anden verden
Efter at have overtaget faders arv, dvs. det magiske sværdhug og det halve kongerige, drager den unge mand ud i verden. På et tidspunkt driver han bevidstløs om i en vældig storm, indtil han døden nær skyldes ind på en strand. Herved er han krydset over fra Denne Verden til Den Anden Verden på samme måde som Odysseus og utallige helte efter ham er krydset fra Denne Verden til Den Anden Verden.
1001 nats eventyr
Det første møde i den anden verden slår straks temaet an: En fyrste forklædt som slave. Vor helt anvender sit magiske sværdhug og demonstrerer derefter sin ærer overfor fyrsten, der er forklædt som slave.
Det visnede len
Efterfølgende ankommer han til sin faders gods, hvor markerne i bogstavelig stand er visnet. Landet er dødt, da dets forrige ejer er død, men nu springer det i flor ved sønnens ankomst. Den euhemeriserede forklaring går på, at sønnike graver en brønd og indfører et vandingssystem - hvilket i sig selv er fjollet; det er ikke noget som franske smede har forstand på.
Og en ægte prinsesse
Hun kommer ridende ind i hans gård og forlanger vand. Han demonstrerer sin ydmyghed og består prøven. Han har derefter vundet prinsessen, selvom det strækkes lidt ud med nogle kurtiseringsscener, men eventyret har allerede dikteret at svinehyrden skal have sin prinsesse.
Mere eventyr end historisk
Så uanset filmens "historiskhed", så rummer den så mange eventyrtræk (foruden diverse modernismer), at filmen ikke kan karakteriseres, som andet end en eventyrfilm, og hvis det så bare havde været en god eventyrfilm ...
Og så har jeg ikke en gang set anden halvdel.
(og et hurtigt indspark omkring historiske film, så er de lige så sjældne som gode science fiction film, suk).
Kingdom of Heaven viser sig lynhurtigt at være en eventyrfilm, og ikke en historisk film.
Den onde stedforælder og en far, der har været i elverland
Vor helt begynder i de almindelige dødeliges verden, hvor han er en "forældreløs" dreng, der plages af stedfortrædende voksne, indtil en dag da hans alderende fader dukker op. Han er ældgammel som en anden Rip van Winkel, hvilket skyldes, at han som ung mand drog ind i eventyrernes verden, og han ældedes først, da han forlod verdenen igen.
De to elvere
Den aldrende ridder medbringer to overnaturlige væsner fra Den Anden Verden - den hvide barbar og den sorte civiliserede - begge er de inverterede væsner, der bekræfter at farmand ridder har været i Den Anden Verden, og begge bliver de dræbt i Denne Verden, da de ikke hører til her. ved samme lejlighed gives farmand et banesår, da han traditionen tro skal dø som konsekvens af at være vendt tilbage til denne verden.
Et fortryllet sværd
Efter de er draget af sted, men før elverne er kradset af, foræres den unge mand det magiske sværdhug, og anvender han det, vil han altid vinde sine kampe. Da det ikke passer ind dette euhemeriserede eventyr at anvende magiske sværd, der altid dræber deres modstandere, så gives knægten i stedet et magisk sværdhug, der vinder alle kampe. Så hold sværdet i begge hænder højt over hovedet.
Overgangen til den anden verden
Efter at have overtaget faders arv, dvs. det magiske sværdhug og det halve kongerige, drager den unge mand ud i verden. På et tidspunkt driver han bevidstløs om i en vældig storm, indtil han døden nær skyldes ind på en strand. Herved er han krydset over fra Denne Verden til Den Anden Verden på samme måde som Odysseus og utallige helte efter ham er krydset fra Denne Verden til Den Anden Verden.
1001 nats eventyr
Det første møde i den anden verden slår straks temaet an: En fyrste forklædt som slave. Vor helt anvender sit magiske sværdhug og demonstrerer derefter sin ærer overfor fyrsten, der er forklædt som slave.
Det visnede len
Efterfølgende ankommer han til sin faders gods, hvor markerne i bogstavelig stand er visnet. Landet er dødt, da dets forrige ejer er død, men nu springer det i flor ved sønnens ankomst. Den euhemeriserede forklaring går på, at sønnike graver en brønd og indfører et vandingssystem - hvilket i sig selv er fjollet; det er ikke noget som franske smede har forstand på.
Og en ægte prinsesse
Hun kommer ridende ind i hans gård og forlanger vand. Han demonstrerer sin ydmyghed og består prøven. Han har derefter vundet prinsessen, selvom det strækkes lidt ud med nogle kurtiseringsscener, men eventyret har allerede dikteret at svinehyrden skal have sin prinsesse.
Mere eventyr end historisk
Så uanset filmens "historiskhed", så rummer den så mange eventyrtræk (foruden diverse modernismer), at filmen ikke kan karakteriseres, som andet end en eventyrfilm, og hvis det så bare havde været en god eventyrfilm ...
Og så har jeg ikke en gang set anden halvdel.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
